Stress afslører friheden som problem

"Sloterdijk ser et stort potentiale i Rousseaus tanker om en indre sublim arbejdsløshed, men påpeger samtidigt, at den er for asocial. Rousseaus frihedsforståelse ender ud i en tilstand, hvor mennesker ikke har brug for hinanden." 

Peter Sloterdijk
Stress og frihed
120 sider, Multivers 2023

Af Jakob Kvist
I den lille bog Stress og frihed udfolder den nulevende tyske filosof Peter Sloterdijk (1947-) interessante tanker om frihed. Bogen, som er fra 2011, er netop udkommet i dansk oversættelse på forlaget Multivers.

Forundringsøvelser 

Peter Sloterdijks ærinde i bogen er at kaste nyt lys over de måder, som vi lever på. For at gøre dette foretages en såkaldt forundringsøvelse. Det handler om ikke at stirre sig blind på samtidens mange symptomer men langsomt og nænsomt at bevæge sig tættere på de forhold, som udøver en enorm indflydelse på måden, vi fører vores liv på. 

Sloterdijk laver en snedig forskydning i sin frihedsanalyse, hvor han ikke modstiller frihed med nødvendighed og tvang. Det medfører den styrke, at analysen ikke bliver hæmmet af psykologiens og sociologiens spændetrøje, hvor stress viser sig som handlingslammelse og nedsat arbejdsevne osv. Det er ikke for at tale disse uheldige konsekvenser ned, men Sloterdijk er ikke ude på at symptombehandle men at forstå, stressens rolle i forbindelse med frihed. Med Sloterijks egne ord, så foretager han en: ”… forundringsøvelse ved hvilken det vil handle om at komme en smule mere på det rene med de nutidige livsformers afgrundsdybe forunderlighed.”. 

Stress som fællesskabets vilkår

Sloterdijks pointe er, at stress er indbygget i det sociale. Stress er en mekanisme, som får et fællesskabs medlemmer til at bekymre sig om at bevare fællesskabet. Samfundet er en politisk organisme, som Sloterdijk forstår som et stressintegrerende kraftfelt. Især i vores del af verden består samfundet af permanente fremadstyrende bekymringssystemer og derfor ligner: ”en nation mere et kollektiv, som i fællesskab formår at bevare uroen.”. Symptomerne på stressens tilstedeværelse er den udbredte oplevelse af uholdbarhed. Hvis vi ikke går på arbejde, så stopper hjulene med at snurre og samfundets søjler vil falde til jorden. Hvis vi ikke køber økologi, vil jorden aldrig blive kølet ned igen osv. Hele tiden stresser samfundet sine individer for at få dem til at foretage samfundsopretholdende aktiviteter. For at få samfundets individer til at gå i samme retning synkroniseres bevidstheder gennem en offentlig dagsorden, som er gennemsyret af stresstemaer. Når vi er stressede og ophidsede, har vi ikke det nødvendige overskud til at tænke over, hvad vi faktisk har gang i, hvilket gør det nemmere at integrere hele befolkninger i: ”et bekymrings- og ophidselsesfællesskab, der regenereres dag for dag.”. 

Vores måder at leve på bliver underlagt et gevaldigt pres, hvor selvet indkapsles. Vi har simpelthen ikke tid til at hjælpe hinanden, fordi vi er bange for, at det hele falder sammen, hvis vi ikke gør noget. Hvis vi ikke hele tiden er i gang. For samfundet som stressfællesskab lever af at drive mennesker frem gennem bekymringsfremkaldende teknikker. Massekommunikationsmidlerne som Sloterdijk kalder for moderne informationsmedier spiller den uundværlige rolle hele tiden at komme med: ”… forslag til nye ophidselser – forslag til nye former for forargelser, til nye misundelser, og indbildskheder, en mangfoldighed af tilbud, der henvender sig til samfundsmedlemmernes sentimentalitet, angstberedskab og indiskretion.”. Hele tiden er vi til folkeafstemning om bekymringernes prioritet hedder det et sted i bogen. Den aktuelle sociale sammenhængskraft skabes af en: ”symbolsk frembragt, tematisk stress.” og jo større et fællesskab er, jo større må stress-kræfterne være. 

Friheden som problem – urscene 1 

Sloterdijk analyserer sig videre ved at hævde, at i fællesskaber præget af gruppestress må man før eller siden støde på frihedsproblemet. Sloterdijk udspiller, hvad han kalder for to ur-scener til at vise, hvordan vi historisk har forholdt os til: ”… den oprindelige sammenhæng imellem stress og frihed.”. 

Den første urscene udspiller sig i det antikke Rom, omkring år 509 før vores tidsregning. Altså i begyndelsen af den vesteuropæiske civilisations historie. Det er beretningen om, hvordan en kongesøn tvinger sig til sex med en soldats kone og hvordan dette fører til en civilopstand og afskaffelsen af et tyrannisk kongeherredømme. Sloterdijk gør opmærksom på, at dette intet har at gøre med vores moderne individualiserede forståelse af frihed, men at det handler om et folks frihed. Det er retten til at et kollektiv kan lukke sig om sig selv og: ”Den betegner det privilegie ikke at være styret af andet end de vaner, sæder og institutioner, som har præget kollektivets medlemmer fra ungdommen.”. Med andre ord, så er det retten til at et fællesskab kan få lov at eksistere uden at blive forstyrret udefra. Med den første urscene ønsker Sloterdijk at vise: ”den republikanske friheds fødsel ud af den kollektive forargelse.” og at den politiske frihed bliver født ud af et vredesudbrud delt af tusinde af mennesker. 

Urscene 2

Sloterdjik rejser nu over 2000 år frem i tiden til året 1765, hvor den anden ur-scene udspiller sig og fungerer som en kontrastscene til den første ur-scene. Det er ingen ringere end den verdensberømte Schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau(1712-1778), som udvikler frihedsbegrebet ved at gøre individet til genstand for friheden. Rousseau sank ned i et drømmeri, der ikke havde nogen egentlig genstand men som alligevel udstyrede ham med en vældig følelse af frihed. Sloterdijk beskriver det som friheden hos en drømmer i vågen tilstand og kobler det sammen med individets fornemmelse for sin egen eksistens. Rousseau opdager ifølge Sloterdijk: ”… en tilstand af udsøgt ubrugelighed, i hvilken den enkelte er sig selv helt nærværende og på samme tid i vid udstrækning isoleret fra sin hverdagslige identitet.”. Denne form for frihed befinder så langt væk fra det sociale, som man overhovedet kan forestille sig. Forudsætningen for Rousseaus frihed er fraværet af andre mennesker. Jeg vil derfor gå så langt som til at sige, at det er det mindst statusgivende, man overhovedet kan forestille sig. Rousseau opdager en persontype, som:” er hverken et erkendelsessubjekt eller et viljessubjekt, heller ikke et entreprenant subjekt eller et politisk subjekt. Det er ikke engang et kunstnerisk subjekt. Det har intet at sige, det har ingen mening, det udtrykker sig ikke, det har intet projekt.”. Den nye frihed, på daværende tidspunkt, er den enkeltes ekstatiske ubrugelighed til alting. 

Sloterdijk opsporer og beskriver friheden som modreaktioner til fællesskabernes indbyggede stressmekanismer. Friheden viser sig for første gang som et problem, idet en gruppe mennesker føler sig uretfærdigt behandlet, hvilket får dem til kollektivt at sige fra. Herefter skabes rammerne for, at et fællesskab kan få lov at bestå i egen ret. 

Som tiden går, støder friheden på det problem, at der synes at være forskellige former for frihed. Godt nok bevares gruppens frihed i den første ur-scene, men har gruppens medlemmer mulighed for at erfare en anden form for frihed hver for sig? 

Undertrykkelse

De to ur-scener repræsenterer to former for undertrykkelse i form af gruppeundertrykkelse og individundertrykkelse. Når en gruppe undertrykkes, er det politisk undertrykkelse og når et individ undertrykkes, opleves det som en manglende indflydelse på omgivelserne.

Begge undertrykkelsesformer udmønter sig som stressoplevelser og Sloterdijks pointe er, at det er en form for stressregnskab, som afgør, hvorvidt der opstår modstand disse undertrykkelsesformer. Når fx et kollektiv intuitivt fornemmer, at det har for store omkostninger at blive under den herskende undertrykkelse sammenlignet med at gøre modstand, da vil en revolution opstå. Hvis man undrer sig over, hvorfor vi ikke for længst har gjort oprør, når man påtænker hvor ubalanceret vestens stressregnskab er, så har stressteorien et svar: ”…de fratager undersåtterne motivet til at opstille sådanne regnskaber, idet de tilbyder dem tilstrækkeligt behagelige kompensationer for tilværelsen under underkastelsens åg.”. 

Man kan i tillæg undre sig over, at demokratiet synes at klare frisag, når man tager i betragtning, hvor galt det er gået efter, at demokratiet blev indført. Sloterdijk har hertil en interessant kommentar: ”Loven om den tiltagende utilfredshed i demokratier venter endnu på sin systematiske begrundelse.”. Sådan en sætning kan potentielt være dynamit, fordi den truer med at udfordre vestens evangelium. 

Individer undertrykkes ved at få trukket et bestemt billede af virkeligheden ned over hovedet. Det kan være fortællingen om at vi er frie, udvalgte og frelste demokrater og at fællesskabet vil gå i opløsning, hvis vi ikke øger vores arbejdsindsats- og tempo. 

Fri for virkeligheden

Sloterdijk siger, at denne form for undertrykkelse tynger individet eksistentielt. Det sociale opretholdes af en bestemt forestilling om virkeligheden og derfor påpeger Sloterdijk, at Rousseaus frihedsopdagelse er samfundsopløsende. For Sloterdijk gjorde Rousseau direkte opgør mod virkelighedens tyranni, fordi samfundet har brug for, at den enkelte har et virkelighedsbegreb, men Rousseaus aktivitet består netop i at give slip på virkeligheden: ”Den subjektivitet, der blev sat fri på flugten fra virkelighedens forfølgelser – den rene eksistensfølelse fjernt fra alle temaer – opnåede for denne ene gang den fuldstændige stressfriheds pol. Hvor der ikke er noget bydende tema, er der ingen bekymring, hvor der ikke er nogen bekymring, er der ingen realitet.”. Man kan også sige, at Rousseaus frihedsbegreb er friheden fra virkeligheden. 

Sloterdijk går videre og tegner, hvad han kalder for et dramatisk billede på Rousseaus frihed: ”…en kernereaktor, der pludseligt begynder at udstråle ren subjektivitet ud i omverdenen.”. Når først, man har oplevet tilfredshedsfølelsen ved at være fri for virkeligheden, udløses en samfundsundergravende kædereaktion. Derfor findes der så mange subjektivitetsdæmpende midler, som både er frihedsdæmpende og stressfremkaldende. Den egentlige frihed viser sig som en opløsningserfaring, der fylder det enkelte menneske med lykke gennem erfaringen af det givende ved at være ubrugelig. Ikke at stå stil regnskab for en sur chef. Ikke at skulle stå op, fordi andre har bestemt det. Ikke at skulle betale regninger for at støtte de rige. Ikke at skulle erhverve sig en bil, så man kan komme på arbejde, så man kan tjene penge for at købe sig en bil for at man kan komme på arbejde. 

Sloterdijk hævder, at en hel generation oplevede ovenstående og det på forunderlig er lykkes vores hypermoderne samfund: ”…at integrere de talløse fremmede, som vi selv er, efter at vi har været udsat for den subjektive stråling.”. Og det er som en modreaktion mod Rousseaus frihedsbegreb, at subjektet lige siden er blevet angrebet.

Angreb på friheden

I Sloterdijks udlægning har der fra Rousseau frem til vor tid fundet massive angreb sted på Rousseaus frihedsbegreb. Her nævnes filosoffer som Kant, Fichte, Marx og Hegel der på hver deres måde forsøgte at udstyre mennesket med pligt og nødvendighed. Ligesom liberalister og selv neurovidenskaben på hver sin måde har skabt billeder, som skal afholde mennesket fra at holde fri fra virkeligheden. Sloterdijk tolker dette som en slags mekanisme, der må: ”… med egnede midler sørge for genopladningen af det sociale stressfelt.”. Det er samfundet som organisme, der forsøger at opretholde sig selv og: ”Til dette formål var det nødvendigt overfor subjektet at forklare naturen af dets frihed anderledes.”. Derfor hører vi, vor tids magthavere snakke om nødvendighedens politik. Nu er vi alle udstyret med det, som Sloterdijk kalder for en egen vilje til stress. Det er ikke ydre tvang men den indre tvang, som gør os stressede. En af de måder, som magt opfører sig på i dag, er netop gennem opmuntring. Når vi opmuntres til bestemte handlinger, får vi følelsen af at have handlet af egen fri vilje og derfor føler vi os skyldige, når vi fejler, hvilket stresser os og gør os depressive. Derfor er det moderne liberale frihedsbegreb bygget på, at man gør det, man vil. Det er at give friheden et positivt udtryk, så det er muligt at holde øje med, om vi er frie på den rigtige måde. 

Friheden som negativ erfaring

Men som Sloterdijk meget snedigt formulerer friheden i forlængelse af Rousseau, så ligger menneskets frihed deri, at det ikke behøver at gøre, hvad det ikke vil. Dette lyder som et spørgsmål om valg af ord, men det har stor betydning for om friheden har realitet eller ej. I den positive frihed fratages friheden alle sine muligheder, fordi den bliver aktualiseret som en bestemt frihed. Men Rousseau opdagede, at den absolutte frihed består i den rene potentialitet. Det vil sige, at frihed handler om uaktualiserede muligheder. I det øjeblik vi har aktualiseret en mulighed, da er den ikke længere fri, fordi den har fået eksistens i den herskende virkelighed. Den absolutte frihed befinder sig hinsides det sociale, fordi friheden befinder sig uden for det velkendte. At være absolut fri vil sige at befinde sig på absolut ukendt territorium. Frihed og ufrihed handler derfor i virkeligheden om grader af virkelighed. En etableret virkelighed er ikke fri, fordi den netop er blevet aktualiseret ved at lukke mulighederne ned for at kunne være noget andet. Vi har brug for både frihed og nødvendighed, det potentielle og det aktuelle. Men når vi insisterer på, at friheden kun kan ske i en bestemt aktualiseret virkelighed, så bytter vi rundt på begreberne. 

Den engagerede friheds kilde 

Afslutningsvis forsøger Sloterdijk at udkaste tanker til, hvordan vi kan forholde os til frihedsproblematikken i dag på en meningsfuld måde. Måske det er for tidligt for vores moderne individualistiske masse samfund at forstå frihedens egentlige væsen og konsekvenser. Måske vi slet ikke er klar og villige til at betale den pris, som friheden kommer med. Sloterdijk mener, at i den moderne civilisation forhandles der om, hvordan vi skal forstå friheden. I tillæg lever vi en tid, siger Sloterdijk, hvor vi undertrykkes som aldrig før og gør sig den iagttagelse, at: ”Et flertal af menneske på jorden har stadigvæk opstanden imod det politiske tyranni til gode.”. Han snakker ligefrem om et stress-despoti. 

I forlængelse af Rousseau 

Sloterdijk ser et stort potentiale i Rousseaus tanker om en indre sublim arbejdsløshed, men påpeger samtidigt, at den er for asocial. Rousseaus frihedsforståelse ender ud i en tilstand, hvor mennesker ikke har brug for hinanden. Overraskende nok tager Sloterdijk fat i liberalismen for at finde en meningsfuld måde at begribe friheden på. Men Sloterdijk er kritisk og det handler om at se de sider af liberalismen, som selv de liberale ikke er i stand til. 

Sloterdijk advokerer for en frihedsaktivitet, hvor den enkelte søger ind i sig selv for. Ikke for at forsvinde og aldrig komme tilbage til det sociale. Men netop for at gøre sig den frihedserfaring, hvor man overskrider egoet og jegets begrænsning. Ved at trække sig tilbage, kan man åbne sig op for noget, som er større end en selv. I tilbagetrækningen er det muligt at opnå kontakt til ens eksistentielle ophav. I denne jeg-løse tilstand konfronteres man med de rene muligheders ocean. Man befinder sig dér, hvor muligheder endnu ikke er blevet aktualiseret i virkeligheden. Det er her, hvor modsætningen mellem jeget og verden ophæves. Når man har gjort sig den jeg-løse erfaring, vender man styrket tilbage til fællesskabet, fordi man har meningsfulde erfaringer at dele med hinanden. Når man trækker sig tilbage, griber man sin skæbne ved at gøre det, som kun man selv er i stand til. På den måde gør man sig selv til den bekosteligste gave af alle overfor de andre i fællesskabet. 

Sloterdijk påpeger, at menneskets fornemhed består i at være generøs. Her kunne jeg godt have tænkt mig at Sloterdijk gav den mere gas. Det ligger i menneskets natur at være noget for sine medmennesker. Det mest givende for et menneske er at ofre sig for et medmenneske. Rent evolutionært giver det mennesket en kæmpe fordel at være generøs og tage sig af sine medmennesker. Egoisme og mistillid derimod skal tillæres. At holde menneskets naturlige tilbøjelighed til at være generøs nede kræver massiv undertrykkelse. En effektiv måde at gøre dette på, er ved at sprede stress ud i samfundet. Når vi er slaver af vores laster, gør vi, hvad vi bliver sat til. Vi har ikke overskuddet til at sige fra over for al det nonsens, vi får trukket ned over hovedet hver eneste dag. 

Betænkeligheder 

Sloterdijks påstand om at stress hører til fællesskaber og at friheden opstod i starten af den vesteuropæiske civilisations begyndelse er interessant, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om frihed modarbejdes, når for mange mennesker bor sammen. Man siger, at når antallet af relationer i et fællesskab overstiger et par hundrede, så bliver magtrelationerne komplicerede og uigennemskuelige. Magten bliver anonym. Derfor kan en indvending være, at det er størrelsen af fællesskaber, som afgør om der er usund stress til stede. Kigger man tilbage i historien og kigger på såkaldte naturmennesker, ser man mennesker, som levede i mindre fællesskaber på en engageret måde i naturen og kulturen. 

Der er brug for, at vi siger fra overfor den allestedsnærværende og undertrykkende stress. Så længe vi accepterer en samfundsform, hvor det kan betale sig for nogle mennesker at se andre mennesker som en handelsvare, som kan kasseres, når den ikke længere er rentabel, kommer vi aldrig af med stressundertrykkelsen. Den liberale overklasse har store interesser i at holde os fangede i uvaner, fordi så er vi konsekvensløse og nemmere at styre. 

Tilbagetrækning er en måde at vise gennem en passiv form for aktivitet, at man ikke tager magten seriøst.