Mobbere og medløbere

Forfatteren Egon Clausen undersøger, om Arne Herløv Petersen er til og hvis han er, hvorfor man så ikke kan se ham 

Af Egon Clausen
Når Arne Herløv Petersen vågner om morgenen, kan han se sine hænder. Han kan også se ned over sin krop og se maven, benene og fødderne. Det er et sikkert bevis på, at han findes, at han er til. Det underlige er bare, at sådan er det ikke allevegne. 

Nogle steder er han faktisk helt usynlig. Arne Herløv Petersen er forfatter, det vil sige en højt kvalificeret specialarbejder med sproget som redskab, men når han færdes i det faglige miljø, som han arbejder i, og som han lever af, er der mange der ikke kan se ham. For der sker det underlige, at i dette miljø bliver han usynlig. 

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes her, at han er blevet firs år gammel, og det hjælper heller ikke på synligheden. Mange af hans jævnaldrende er udsat for samme skæbne og vandrer usynliggjorte gennem samfundet. Hvad der adskiller Arne Herløv Petersen fra de fleste andre er imidlertid, at han er en skrivekugle, og det har han været siden han kunne holde på en pen, så han skriver og skriver, og det gør han godt. 

Han er også god til fremmedsprog, så han har oversat mange bøger til dansk. Kinesisk er et af de sprog han mestrer, og for et par år siden udsendte han et kæmpeværk med oversatte digte af mere end 70 kinesiske digtere fra år 300 til 1300, heriblandt mange kvindelige lyrikere. 

Dertil kommer så hans eget forfatterskab, som består af romaner, essays, erindringer og digte. Alene antallet af digtsamlinger er overvældende. Det er imidlertid påfaldende, at hans bøger ikke bliver anmeldt i dagbladene eller i andre meningsdannende medier. Han bliver kort sagt usynliggjort i det litterære establishment. Det sker ikke fordi nogen har besluttet at gøre det. Der har ikke været et møde, hvor nogle redaktører har vedtaget at usynliggøre ham. Det er bare noget der sker, og hvis et ungt håbefuldt menneske kommer til at nævne hans navn på et redaktionsmøde, udløser det måske et hånligt fnys eller blot en let hovedrysten hos en af de gamle i gårde, og så ved den unge, at her er et minefelt som det er bedst at holde sig fra, hvis man vil agtes og gøre karriere i det system. Således fungerer den navnløse magt i et af kulturens snævre rum, og det har ikke noget med litterær kvalitet at gøre. Det er regulær mobning. Her mobbes som i en skolegård uden gårdvagt. 

Terrorlignende magtudøvelse

Hvad mobning angår er det en terrorlignende magtudøvelse der foregår i miljøer, der er præget af en grundlæggende usikkerhed om de regler der gælder. 

I selve mobbeprocessen er der tre parter: Der er for det første de aktive mobbere. De er relativt få. Så er der de passive tilskuere som udgør flertallet, og endelig er der dem der tager afstand fra det der sker. Disse sidstnævnte lever livet farligt, for de kan let blive næste ofre i rækken. 

I den litterære verden er Arne Herløv Petersen et offer for en sådan mobning. Ingen kan forklare, hvad der er på færde, og nogle vil sikkert benægte at det sker, men for nogle år siden udsendte han et par digtsamlinger under pseudonymet Mikkel Fossmo. De fik fremragende anmeldelser og modtog en pris fra Statens Kunstfond. Hvis han havde udgivet dem under sit eget navn, var de helt sikkert blevet tiet ihjel. 

Sådan fungerer mobning i de kulturelle saloners verden. De aktive mobbere er få, men de har magt, og medløberne på de forskellige medier er mange. De ved, at her er et minefelt som de gør bedst i at holde sig fra, hvis de vil bevare deres ry i den kulturelle verden. Så det gør de, og det læsende publikum går glip af en oplysning om en god og velskrivende dansk forfatter. 

Ak, hvor sørgeligt. Hvor småt. Hvor fejt. Hvor usselt. Hvor skammeligt.

PS: Arne Herløv Petersen har for nylig udgivet endnu en digtsamling. Den har titlen Cityringen, og den er fyldt med smukke og eftertænksomme digte om liv og død, om katte og kærlighed, om at blive firs år og om at nyde hver dag på jorden, så han er ikke spor usynlig. Han findes. Han er virkelig, og jeg siger tak for alt det, han har givet os.