Ladefogeds himmelstræbende bevægelse

Marie Ladefoged
Mod jorden
Det Poetiske Bureaus Forlag 2023

Af Carina Wøhlk
21. marts. Det er verdens poesidag. Og en digtsamling lænede sig ind mod en anmelders håndflade dette år. Det er næsten, som om den falder. Mod jorden. Ja, det hedder den. Digtsamlingen. 

Mod jorden er Marie Ladefogeds lyriske debut. Digtsamlingen er opdelt i tre afsnit. Tre. Som i tro, håb og kærlighed. Som i Faderen, Sønnen og Helligånden. Måske ikke helt tilfældigt.  

Det ironiske er, at digtene ikke lever op til titlen. De søger ikke mod jorden. De stræber mod himlen. 

Mellem første og andet afsnit optræder en samling fotos af Mette Lucca Jensen, De pixelerede billeder minder mest af alt om et anegalleri på afveje – eller en nostalgisk tur ned ad erindringsstien. 

Forlegne smil

Især i første afsnit sværmer digtene da også for fortiden og dens sagnomspundne figurer.  Det vrimler med litterære og kulturelle personligheder fra en svunden tid. De snor sig ind og ud af digtene med forlegne smil på læberne. Som om de ikke rigtigt ved, hvordan de passer ind. Det kan vi ikke fortænke dem i.

Emil Aarestrup, Karen Blixen, Herman Bang, Knud Rasmussen, Michael Strunge - læseren tager en fortumlet svingom med skikkelser, som hver især bærer et væld af associationer med sig. Associationsbyrden betyder, at digtene ikke står rent.   

Som en våd hund ryster læseren alle de kendte navne af sig, tager hul på andet afsnit for pludselig at blive ramt i mellemgulvet af et digt, der taler direkte ind i den menneskelige erfaringshorisont, ind i det liv, der altid må gå sin gang - ja, mod jorden. Med ét lyser ordene helt nøgent og nært: ”Her er din udgang/ og din indgang/ Jeg lægger dig under jorden/ En kvinde fuld af roser/ vil ligge sammen med dig/ i din grav/ Her ligger du og venter/ Regnen rører dig/ de steder/ hvor alle fingre har været” (se side 39).  

Og netop her, i ord, der sender hilsner til dåbsritualet, der sender hilsner videre til jordpåkastelsesritualet, har digteren sine fingre i den poetiske materie.  

I det tredje og sidste afsnit mærker læseren for alvor en himmelstræbende bevægelse. Digtene begynder at rime og smage af salmer. Ikke i klassisk forstand, men på den Simon Grotrianske måde, hvor et ord som transit angiver en transportvej mod luftlag, hvor ”så højt mod Gud mit eget hjerte banker” (se side 58).

Mod jorden er en digtsamling, der famler efter sit udtryk. Salmegenren klæder Marie Ladefoged. Rimet poesi synes at være hendes gebet. Måske træder hun med tiden i karakter som salmedigter?    

 

   

.