(Éditions Gallimard, 2022)
Oversat fra Nils Schultz Ravneberg
Udgivet af Forlaget Bobo (2025)
263 sider
Af Ann-Christina Hansen
Det er yderst sjældent, jeg får lejlighed til at møde de forfattere, hvis bøger jeg anmelder, men Sylvain Tesson er en undtagelse. Naturligvis føler jeg mig fristet til at tilføje, for det forekommer mig, at alt, hvad der har med Tesson at gøre – ja, manden selv – er en undtagelse. Det lå således ikke i kortene, at geografen, eventyreren og forfatteren bag bl.a. det prisbelønnede værk Dans les forêts de Sibérie, hvori han beretter om sit 6-måneders lange ophold alene i en jagthytte ved Bajkalsøen, skulle falde ned fra et tag i en brandert og slå sig halvt fordærvet, for derefter at rejse sig, krydse Frankrig til fods og skrive rejsefortællingerne Ad ukendte stier (Sur les chemins noirs) og, et par år senere, Sneleoparden (La panthère des neiges), for hvilken han modtog Renaudot prisen i 2019.
Men selvfølgelig gjorde han det, for i Tesson synes der at rase en fandenivoldsk og livsbekræftende storm, tilsyneladende drevet af en længsel efter mening og lykke, eller ”substans” som han kalder det; et emne han konstant kredser om i Hvidere end sne. Og det har han efter eget udsagn fundet i naturen og litteraturen. Eller som han udtrykte det på BogForum i november under en samtale med Nils Schultz Ravneberg, manden bag de danske oversættelser af Tessons rejsefortællinger:”L’art, c’est le meilleur de l’Homme. Le paysage, c’est l’absence de l’Homme.” Kunst er mennesket, når det er bedst. Landskabet er fravær af mennesket.
En rejse gennem Alperne
Sylvian Tesson på Bogforum 2025
”Historien havde bevist det: Fremtiden stråler aldrig. Geografien holder til gengæld sine løfter. Den lærer os, at livet findes i bevægelsen. Du Lac sagde: Lad os krydse Alperne på ski.”
I marts 2018 forlader Tesson og hans ven, du Lac, middelhavsbyen Menton i det sydøstlige Frankrig og begiver sig til fods og med ski på ryggen i retning af Alperne. De næste fire vintre vil de i etaper på 3-4 uger ad gangen tilbagelægge de godt og vel 1.200 km, Alperne strækker sig over fra den franske Riviera i sydvest til Trieste i det nordøstlige Italien på grænsen til Slovenien. På vejen vil de holde sig så tæt på den midterste bjergkam som muligt og overnatte i hytter og på herberg.
”Det skulle være som en ridetur mellem to have, blot på ski. Sne og atter sne! Hundredvis af kilometer skulle vristes fri, meter for meter. Det lød som en tugthusfanges arbejde. I virkeligheden var det en gunstig mulighed: Definitionen på lykke er at have et kødben at gnave i.”
På syvende dagen foran en bemandet italiensk bjerghytte møder Tesson og du Lac en høj, rødhåret fyr på ski. Han hedder Philippe Rémoville og har fregner.
- Hvor kommer du fra? spurgte du Lac.
- Nice.
- Hvornår tog du afsted?
- I sidste uge. Jeg krydser Alperne alene. Jeg har kaldt min tur ”Ad hvide stier” som hyldest til en fyr, der har krydset Frankrig til fods og beretter om det i ”Ad ukendte stier”.
- Det er mig, sagde jeg.
- Det er pudsigt, sagde du Lac.
- Det er skørt, sagde Rémoville.”
Og fra da af er de tre sammen i ”Hvidheden”.
Tessons fornemmelse for sne
Selfie: Sylvian Tesson
og dennes anmelder
A.C. Hansen
På trods af de mange referencer til Alpernes historie og befolkning, så handler Hvidere end sne i virkeligheden meget lidt om Alperne som sådan. De forskellige destinationer og daglige tilbagelagte strækninger er kogt ned til et par faktuelle linjer i starten af hvert kapitel, og selv naturbeskrivelserne og de strabadser, de tre rejsekammerater er ude for, fylder alt taget i betragtning forholdsvist lidt. I stedet handler fortællingen i højere grad om rejsen; at være i rejsen, i bevægelse, og den effekt den fysiske bevægelse, bjergene og sneens hvidhed har på den rejsendes bevidsthed.
”Den mindste tur i bjergene opløser tiden, udvider rummet, forjager ånden i ens dybeste indre. I sneen udsletter det kraftige lys bevidstheden. At bevæge sig fremad et det eneste, der tæller. Anstrengelserne udvisker alt – minder og sorg, begær og anger.”
Resultatet er en smuk og medrivende – og til tider meget morsom – poetisk og filosofisk fortælling om tre midaldrende mænds søgen efter mening, lykke og grænseløs frihed, og måske også en flugt fra en verden, der forekommer forfatteren mere og mere indviklet, begrænsende og substansløs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar