Lakmusprøven. 20 danske forfattere i ny antologi

af Knud Munck

Christel Sunesen og Lea Fløe Christensen: OEHL #2 - Antologi for ny dansk litteratur

Forlaget Ekbátana 2015, 173 sider, 150 kr.

OEHL #2 er anden serie i en skriftrække med ny dansk litteratur. I 2014 udgav forlaget Ekbátana OEHL #1 med undertitlen “Den poet har pels”, redigeret af Christel Sunesen og Lars Emil Foder. Det er også Christel Sunesen, der står bag anden antologi, og hun har denne gang fået hjælp af Lea Fløe Christensen, der er litteratur- og kulturformidler ved Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne.

Vi præsenteres for 20 danske forfattere (en af dem er færing), både kendte og ukendte. Det er mest digte, men også kortprosa, og de litterære former er udover digt- og prosaformen også spørgeskemaet, mødereferatet og tegneserien.

Redaktørerne er på fornavn med forfatterne, hvilket angiver en afslappet tone. Som om de kender dem alle personligt, hvilket de sikkert også gør. De er inviteret for at vise, hvordan det står til i det litterære landskab i dagens Danmark (det gælder også færingen). Et stort antal nye stemmer og tekster føjer sig til nogle få mere eller mindre etablerede ditto. Der er grøde i luften. Emnerne strækker sig fra fuglekranier til pastaengle, og der er med vilje ikke tilstræbt nogen rød tråd eller valgt et tema, og der er heller ikke gjort noget forsøg på at definere en tidsånd eller påvise et indbyrdes slægtskab mellem de udvalgte forfattere. Altså  ingen indre sammenhæng mellem teksterne, hver skribent har sin egen tone og står for sig selv.

De seks kendte og etablerede digtere i antologien er Pia Tafdrup, Jørgen Leth, Niels Lyngsø, Mette Moestrup, Iben Mondrup samt den helt unge Christel Wiinblad. Sidstnævnte tilhører samme generation som de andre digtere, der alle er født lige før og noget efter 1980. En enkelt ung digter skiller sig ud, idet hun (som føler sig lige så meget som han) er født i 1994.

Antologien indledes med et digt af Pia Tafdrup, der så afgjort er samlingens bedste tekst. Også Jørgen Leth har skrevet et fremragende sportsdigt i stil med hans gamle sportsdigte fra 1960´erne. Lidt skuffende har Niels  Lyngsø kun bidraget med et fraklip, som ikke er en skønlitterær tekst, men da udmærket fagprosa med interessante oplysninger og kunsthistoriske tolkninger. Det er bare ikke, hvad man forventer i en skønlitterær antologi. Iben Mondrups prosatekst “Unghund” er før blevet brugt på en lydsingle og er en erindringstekst, der ser tilbage på en tabt grønlandsk kærlighed. “Kat” er en prosatekst af Christel Wiienblad, der indgår i teaterstykker “Crazy Daisy” og altså også har været brugt i en anden sammenhæng. Det er en spændende tekst om legen mellem de to køn. Mette Moestrup har skrevet, “Der stod Frau foran mit navn”, der er en fin, lille novelle om en pige på flyrejse. Hun har mistet sine nøgler og funderer over fremtiden.

De etablerede stemmer lyder alle som etablerede stemmer. Der er ingen slinger i valsen. De er klare i mælet, og fortæller/digter er indlevende og medrivende. Men hvad med de helt unge og helt nye? Mine forventninger var høje, da jeg skulle til at stifte bekendtskab med 14 unge stemmer, der alle for mig var nye bekendtskaber, men  jeg er blevet lidt skuffet! Dog ikke over Peter Løhr. Hans novelle er absurd og noget i stil med noveller af Peter Seeberg og Villy Sørensen og er intet mindre end fremragende. Emnet er fedme og en mands kærlighed til sin fede kone, der bliver federe og federe. Jeg skal ikke afsløre slutningen, men den er grotesk og tankevækkende.

To “poetry slammere” skiller sig ud, Peter Dyreborg og Tobias Dalager, både fordi de dyrker poetry slam-genren, og fordi de forstår at performe deres poesi. Især Peter Dyreborg gør det godt, hvilket man kan forsikre sig om ved at se klippene fra hans hans utallige performances på hans hjemmeside og på Youtube. Hans tekst handler om vand: grundvand, Lillebælt, Atlanterhavet, vand fra hanen, vand i whisky osv. Undervejs bruges der det typiske poetry slam-udtryk “fakta”. Vi mangler bare hans præsentationsmantra: “Mit navn er Peter Dyreborg”.

Tobias Dalager når ikke op på Dyreborgs niveau, men er spændende derved, at han har brugt spørgeskemaet som litterær form. Det er ret originalt. Emnet er parforhold, og han er faktisk i stand til at få udtrykt sin mening om emnet inden for skemaets snævre form. I det andet digt sætter han dyreord sammen på en ny måde: flagermus og kronhjort bliver til flagerhjort og kronmus, bjergged og lappedykket bliver til bjergdykker og lappeged. Det kommer der sjove nye dyrearter/ordsammensætninger ud af. Begge poetry slam-poeter klarer lakmusprøven, men er det poesi eller pop?

Mette Norrie har nærmest lavet en tegneserie, men det gælder altså som en novelle. Den virker ret abrupt på mig og er ikke ganske vellykket. Tegningerne er faktisk bedre end teksten. 

Så er der de 10 andre. Der er ingen dårlige imellem, men heller ikke så mange lyspunkter. Jeg er ikke er blevet dybere berørt ved den øvrige læsning af de nye digtere. Man kan håbe på fremtiden. Der er mange om buddet, og måske er der et par stykker imellem, der kan bryde igennem.

Sluttelig vil jeg rose forlaget og redaktørerne for deres initiativ. Det har været spændende at få denne præsentation af de unge, og godt nok at blande dem op med gamle kendinge. Måske følger der en OEHL #3. Vi må vente og se.