Det levendes markør. Mågeskrig i luften, barndom i det indre

Johannes Bobrowski: Sarmatisk tid – Et udvalg

Oversat af Erik Helger

Attika, 46 sider, 100 kr.

Af Jakob Brønnum

Johannes Bobrowski (1917-65) er en lidt mytisk skikkelse. Han har skrevet få digte, et par romaner, nogle noveller. Han var aktiv i den tyske modstandsbevægelse, men tjente ikke desto mindre som soldat under hele 2. Verdenskrig. Han endte krigen i sovjetisk fangenskab og blev derefter østtysker. Han var særligt velanskrevet blandt kolleger i Vesttyskland og deltog i den berømte litteratursammenslutning Gruppe 47’s møder, hvor også Böll og Enzensberger var med. Mod slutningen af sit liv gik han glip af et af de årlige møder, fordi den nybyggede Berlinmur pludselig rejste sig som en uoverstigelig forhindring.

Bobrowski

Lyrikeren Erik Helger har oversat et udvalg af Bobrowskis debutdigtsamling ”Sarmatisk tid”, debutdigtsamlingen fra 1961. Digtene skriver på det østpreussiske landskab, hvor Bobrowski er vokset op – og østud mod Novgorod, den nordlige del af det, der i meget gamle dage kaldtes Sarmatien. I digtene møæder vi en erindrende, men det er ikke altid man opfatter det som digteren. Snarere danner erindringerne en form for grænseoverskridende fællesskab:

”Jeg er fra Rasainen.

Det ligger, hvor den anden skovnat

passerer, hvis du kommer fra floden

hvor krattet åbner sig

og engene fortrænges

af gulnet sand.” (s. 22)

Digtet er lagt i munden på en jødisk handelsmand fra en lille by i Litauen, og videre i det møder vi – foruden de baltiske landskaber – birketræer, grave, sørgmodige violiner, som Chagall kunne have fået den til at lyde, strejfende vindpust, fædrene hænder, ængstelse og forgrenede ord.

Det er landskabsdigte, men det er ikke nationalromantiske landskabsdigte, og det er ikke den oprindeligt mere taoistiske prægede imagisme, som på dansk kendes hos Robert Corydon. Det er heller ikke en form for naturlyrik, hvor landskaberne står som plumpe billeder på sjælelige tilstande. Det er en fjerde slags landskabsdigte:

”Altid

med skader i flugten

dit hvide ansigt

skrevet i skovenes skygger” (s. 18)

I tysk litteratur ses Bobrowski som beslægtet med Hölderlin og Trakl, gennem en slags dunkel platonisme, det som i filosofien også kaldes idealisme, endda ekspressionistisk i Trakls tilfælde, hvor de store landskabsbilleder bliver det levendes markører, ligesom de sjælelige billeder, der manes frem i poesien. Bobrowski er fantastisk og Erik Helgers oversættelse musikalsk og smuk og dunkel og levende som digtene. Og skulle man ønske en nuance mere, er de tyske originaltekster trykt, ikke på opslagets venstreside, som man plejer at gøre, men på højresiden, så man uvilkårlig læser dem efter oversættelsen.

Der er mågeskrig i luften, kølig og fugtig brise, birketræers hvide stammer, sommernætters gløder, floder, barndom og brødvande blandt de indre billeder, længe efter man har lukket bogen.