Steinbeck: Dagdriverbanden (1935)

Blandt etisk bevidste småforbrydere

John Steinbeck: ”Dagdriverbanden” (1935)

Amerikaneren John Steinbeck, der modtog nobelprisen i litteratur i 1962, er kendt for sine beskrivelser af mennesker på kanten. Han blev født i 1902 og oplevede depressionen i 1930’erne, som gav ham inspiration til et hovedværk som ”Vredens druer” fra 1939. Men allerede inden havde han skrevet om andre fattige mennesker, blandt andet i ”Dagdriverbanden” fra 1935 (oversat til dansk i 1938), som blev hans gennembrudsroman. Forud for den havde han skrevet tre romaner.

Danny og vennerne
Den originale titel er ”Tortilla Flat”, hvilket henviser til en bydel i den californiske havneby Monterey. Her lever de såkaldte paisanos, der er efterkommere af spaniere, mexicanere og indianere. Man fornemmer, at indbyggerne i Tortilla Flat er blandt de fattigste i Monterey, men her er der dog også gradsforskelle. Den danske titel, ”Dagdriverbanden”, er ganske dækkende for den håndfuld mænd, romanen handler om. Med den hjemkomne soldat, Danny, som centrum, udvider Steinbeck sit persongalleri, der spreder sig som ringe i vandet. Den inderste ring rummer Danny og de venner, han giver husly, da han, der ellers har været hjemløs i årevis, arver et par huse. Mændene er meget forskellige, men har ønsket om et liv uden for mange forpligtelser tilfælles. Blot det at tage arbejde en enkelt dag kræver et helt særligt formål, som da vennerne beslutter sig for at holde en kæmpefest til Dannys ære, fordi han er blevet ramt af depression. Da piller de rejer en hel dag på den lokale fabrik. Og Danny er mand for at anerkende denne selvopofrelse fra vennernes side, for han ved om nogen, hvor hårdt det er at udføre en dags ærligt arbejde.

Selvom Danny er den person, de andre samles om, bliver de andre karakterers særpræg også tegnet ganske grundigt. Der er den trofaste Pablo og den tænksomme Pilon, som de andre altid tyer til, når der skal lægges planer. Jesus Maria er lige så from og god, som han er doven. Hans hjerte løber af med ham, og han kan slet ikke lade være med at hjælpe, hvis der er behov for det. Piraten er en vaskeægte vagabond, der konstant omgives af sine trofaste hunde. Hans mentale udvikling er standset engang i hans yngre år, men han er en trofast sjæl, der finder tryghed blandt de øvrige beboere i Dannys hus. Selvom alle dagdriverne holder af et godt slagsmål, overgår Joe Portagee dem alle. Han er en regulær vaneforbryder, der ikke kender til en tilværelse indenfor loven; mest af alt fordi han ikke forstår, hvad der er forbudt og hvorfor. I det hele taget har Joe meget svært ved at tage et nej for et nej, og da han stjæler fra en af vennerne, udfolder der sig en meget hårdhændet etik. Dagdriverne gennembanker ham og masserer salt i sårene, men i erkendelse af at han nu må have lært lektien, passer og plejer de ham, til han er oppegående igen.

Prestige i en ubrugelig støvsuger
Denne gruppe af mænd, der hellere stjæler og snyder end tager et lønnet arbejde, udgør altså kernen i ”Dagdriverbanden”, men naboer og andre i bydelen bliver også beskrevet med Steinbecks særlige sans for pudsige karakterer. Således hører man om, hvordan Danny gør indtryk på en kvinde ved at forære hende en støvsuger. At der ikke er indlagt elektricitet i bydelen tager hun sig ikke af. Alene det, at hun kan gå rundt i sit hus med døre og vinduer åbne, så andre kan se hende benytte den ubrugelige støvsuger, giver hende prestige. Man hører også om den evigt gravide fraskilte Teresina Cortez, der fodrer børnene med bønner, men kommer i knibe, da høsten slår fejl. Både Teresina, hendes utallige unger og hendes mor risikerer at dø af sult, hvis de ikke får hjælp, men det får de af dagdriverne, der ”organiserer” nogle sække med bønner.

Karakter på karakter og den ene fortælling efter den anden lægger sig i lag i bogen, som snarere bliver en beskrivelse af bydelen end en sammenhængende fortælling. Steinbeck er blevet klandret for at romantisere fattiges liv, men det er nok snarere noget andet, han gør. Han går hverken uden om sygdom eller død, men insisterer på at skildre den ukuelighed, ved hvilken romanens karakterer rejser sig igen. De lever bestemt ikke noget romantisk liv, men de formår at nyde de lyspunkter, de får del i eller selv skaber; det sidste særligt, når de får held til at skaffe en eller flere fire liters vindunke, hvilket både fører dybsindige samtaler, frække sange og friske slagsmål med sig.
Steinbeck fortæller i ”Dagdriverbanden” med en stille humor, der fastholder respekten for de personer, han beskriver. I andre bøger er han mere dyster, men den morsomme vinkel gør læsningen mere tålelig, og man får stadig et indblik i, hvordan det er at leve på kanten.

Egil Hvid-Olsen, februar 2019.