Forskellen på vil, skal og kan
John Steinbeck: ”Øst for Paradis”, 1952 (dansk 1982, oversat af Elsa Gress og Mogens Knudsen, Gyldendal), 584 sider + ”Dagbog om en roman: Øst for Paradis” 1969 (dansk 1971 oversat af Ebba Hentze, Gyldendal), 229 sider.Cirka midtvejs i ”Øst for Paradis” (s. 307 i den danske udgave) dukker der en bibelsk-eksegetisk redegørelse op. Der henvises til 1. Mosebog 4,7, hvor der står: ”Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den”. Herefter konstateres det, at det fjerdesidste ord – altså ”skal” - lige så godt kan oversættes med ”vil”, eller ”kan”.
”Lees hånd skælvede, da han skænkede op i kopperne. ’Forstår I det ikke?’ udbrød han. ’Den amerikanske oversættelse er en befaling til mennesket, at det skal herske over synden, og man kan jo kalde uvidenheden for synd. Den engelske oversættelse giver en forjættelse: ’Du vil herske’. Det hebraiske ord timshel – du kan – giver et frit valg. Det er måske det vigtigste ord i verden. Det siger, at vejen står åben. Det lægger ansvaret på mennesket. For hvis der eksisterer et du kan, eksisterer der også et du kan ikke. […] Der er millioner af mennesker i sekter og kirker, der følger befalingen ’du skal’ og sætter alt ind på lydighed. Men der er andre millioner, der føler det forudbestemte i ’du vil’. De kan ikke gøre noget som helst, der kan gribe ind i det, der skal ske. Men ’du kan’ – det gør et menneske stort, det gør det guderne lig. For selv i sin svaghed og skyld og efter at have myrdet sin broder, har han stadig det store valg. Han kan vælge sin egen bane og kæmpe og vinde.” (.s. 307).
Lee – og dermed Steinbeck – stiller en blind efterlevelse af Guds vilje (du skal) op overfor en fatalisme, hvor man lægger sagen i Guds hænder (du vil). Men imellem disse to kiler han en fortolkning ind, der giver ethvert menneske ansvaret for at leve i bevidsthed om synden, så vedkommende kan gribe aktivt ind i sit liv for at undgå at lade sig lede af kortsigtede fristelser.
Det er i langt højere grad en kristen etik, Steinbeck er på sporet af, end en skønlitterær forkyndelse af det kristne budskab. Han er milevidt fra at advare mod Guds straf og evig fortabelse som konsekvens af et syndigt levned, men peger derimod hen mod den måde, et liv leves bedst, for én selv og alle andre – hvor svært det end kan være. Således tematiserer ”Øst for Paradis” det bibelske næstekærlighedsbud: ”Du skal elske din næste som dig selv” (3. Mos. 19,18, Matt. 22,39 m.fl.).
Der er flere ligheder mellem den gammeltestamentlige myte og Steinbecks fortælling om tvillingerne. Da Gud har taget imod Abels offergave, men ikke Kains, spørger han sidstnævnte: ”Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved?” Det er, som om Gud sætter Kain på prøve ved ikke at tage imod hans offer. Da Adam Trask har afvist det offer, Cal bringer, udbryder han: ”Vær nu ikke vred, min søn!” (s. 524), hvorefter sønnen gør præcis, hvad Gud advarer Kain imod. Han sætter sig med sænket hoved: ”Hans hånd greb efter en blyant, og han begyndte at tegne små spiraler på klatpapiret. Da Lee kom ind en time senere, var der hundrede spiraler, og de blev mindre og mindre. Han så ikke op.” (s. 524). Papiret er blevet mørkt af de mange spiraler, akkurat som den tegnendes sind, der har overgivet sig til hævntørsten.
Erkendelsen af at være uperfekt og elsket
”Øst for Paradis” er en fantastisk roman. Det lyder som en kliché, men den er ikke desto mindre en født klassiker. Noget af det, der gør den så god, er, at Steinbeck ikke giver sin Kain-karakter hele skylden. Adam Trasks afvisning af Cals gave er forståelig, men urimelig, og hans forsvar for afvisningen er endnu værre: ”Jeg ville have været så lykkelig, hvis du kunne have givet mig – nå, ja, det, din bror har givet mig – stolthed over det, han gør, glæde over hans fremgang.” (s. 523). Det er ikke, fordi Adam elsker sin ene søn og hader den anden. Han elsker dem begge, men de er så forskellige, at han ikke kan vise sin kærlighed på samme måde overfor dem begge. Til alt held er der andre, der har lettere ved at rumme Cal end Aron.
Selvom ”Øst for Paradis” har flest henvisninger til gammeltestamentlige tekster, udfolder Steinbeck nogle nytestamentlige konklusioner. Netop fordi mennesket i bund og grund ligger under for synden, er det for meget forlangt at kræve fuldkommenhed. Et sådant krav kan knække de fleste. Man kan ikke altid beherske synden. Lee viser sig at være for kompromisløs i sin eksegese. At man ikke skal kræve konsekvent ufejlbarlighed af sig selv, erkender han da også senere, da han overfor Cal omtaler forholdet mellem menneske og Gud: ”Måske vil du komme til at gøre den erfaring, at hvert eneste menneske i hver eneste generation bliver lutret. Lige meget hvor gammel en kunstner bliver, så mister han aldrig sin higen efter at skabe noget, der er fuldkomment […] Hvem der end har skabt os – kan du forestille dig, at han ville standse op i sine bestræbelser for at gøre os fuldkomne?” (s. 582). Således giver Lee noget at ansvaret tilbage til Gud, så Cal ikke skal bære det alene. Hvis man tror, at man skal være perfekt, risikerer man at ødelægge sit liv, fordi man i sidste ende ikke formår at leve op til sine krav. At skabe det perfekte må man overlade til Gud, og så ellers leve så ansvarligt som overhovedet muligt, så man ikke i for høj grad lader synden herske over sit og andres liv.
Eva, slangen og profeten
”Øst for Paradis” er – som mere end antydet - fuld af bibelske referencer, men lader sig ikke styre af dem. Myten om Kain og Abel forbliver den centrale, men Adam har inden tvillingernes fødsel planer om at skabe en Edens Have i den frugtbare Salinasdal. Han har dog ikke taget sin Eva i ed. Hun, der fra starten af beskrives som et sjæleligt forkrøblet menneske, har kun to fordringer til livet: Rigdom og magt. Adam er blændet af kærlighed og ser ikke, hvad der kommer. Han har taget fejl af sin livspartner og giftet sig med slangen. Hun hedder da heller ikke Eva, men Cathy, og har – ligesom Adams bror Charles (og senere Cal) – forbogstav til fælles med Cain. Selvom Adam og Charles har et had/kærlighedsforhold til hinanden, er det dog kun Cathy, der er ubetinget ond; og det øjeblik, hvor hun erkender, hvad hendes ondskab har ført med sig, formår hun ikke at leve længere. Først da viser der sig et kim af godhed i hende.
Endnu en vigtig figur i romanen er Samuel Hamilton, der selv afslører sin forbindelse til Det Gamle Testamente, da Lee nævner hans navn, og Samuel svarer: ”Se, her er jeg!”. Det er den samme replik, den unge profetaspirant af samme navn udtaler, da Gud kalder på ham i 1. Samuelsbog 3,4. Sam Hamilton antager da også en profetisk rolle, fordi han er fremsynet. Han forener opfinderen og filosoffen, og selvom hans opfindelser let skulle kunne skaffe ham og familien brød på bordet, bliver han i sidste ende altid snydt for patenter og penge; nok mest fordi rigdom ikke interesserer ham. Således forbliver han fattig, hvilket er endnu et lighedstegn mellem ham og de gammeltestamentlige profeter – og nogle af de gamle græske filosoffer for den sags skyld.
Samuels lighed med sin gammeltestamentlige profet-navnebror skal dog ikke tages mere bogstaveligt, end at han er en livsklog mand, der har forståelse for sine medmennesker. Da hans søn, Joe, sætter spørgsmålstegn ved sandheden i den kristne tro, svarer Samuel ham med stor munterhed og forståelse for den unge mands naturlige skepsis: ”Jeg ville være skuffet, hvis du ikke var blevet ateist, og jeg ser med fornøjelse, at du efter din alder og visdom har tillagt dig agnostiske synspunkter, ligesom man tager en ekstra kage, når man er mæt” (s. 257). Samuel selv er kristen, men har svært ved at forlige sig med sin kones forståelse af Bibelens skrifter som åbenbaret direkte af Gud. Der er dog ingen tvivl om, at han er omtrent lige så velbevandret i Bibelen, som hun er, hvilket viser sig i et spørgsmål, der netop afslører hans lighed med sin gammeltestamentlige navnebror. Da Samuel Hamilton efter flere år besøger Adam Trask og hans to små sønner, der på dette tidspunkt blot er store drenge, udfolder denne samtale sig:
”’Jeg har femogtredive belgiske kaniner,’ sagde Aron. ’Vil De gerne se dem? Jeg har dem nede ved kilden. Jeg har otte nyfødte – de blev født i går.’
’Ja, jeg vil gerne se dem, Aron.’ Der kom en lille trækning om hans mund. ’Cal, du er vel ikke gartner?’
Lee vendte brat hovedet og så på Samuel: ’Nej, lad være med det’, sagde han nervøst.
Cal sagde: ’Næste år giver far mig en hel acre jord.’” (s. 303).
Lee reagerer, fordi Abel var fårehyrde og Kain var agerdyrker. Efter at være blevet oplyst om, at Aron har kaniner, sætter Samuel lighedstegn mellem ham og Aron, og undersøger, om Cal er agerdyrker ligesom Kain. Dette anser Lee ikke blot for at være et morsomt sammentræf. Han frygter, at det kan være et ulykkeligt varsel, som netop profeter har indsigt til at give. Dette varsel viser sig da også at blive til virkelighed sidenhen. Og dog er ”Øst for Paradis” ikke en moderniseret udgave af den gammeltestamentlige myte, hvilket afsløres af selve romanens titel. Stedbetegnelsen ”Øst for Paradis”/”East of Eden” henviser til det sted, Kain bosatte sig, da Gud havde lovet at beskytte ham på trods af hans forbrydelse: ”Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden.” (1. Mos. 4,16). Det ligger mellem linjerne i den gamle myte, at det er i Nod, mennesket lige siden har levet på godt og ondt som efterkommere ikke blot af Adam og Eva, men også af brodermorderen Kain. Med sit særlige fortællesprog advarer myten om, hvad mennesker bærer på, og at alle i slægten vil, skal eller kan herske over synden. Steinbeck tegner dog et langt mere nuanceret portræt af sin Kain og sin Abel. I virkelighedens verden er de to nemlig forenet i ethvert menneske, så Kain aldrig kun er Kain, og Abel aldrig kun Abel.
En bog om mennesker
Efter disse eksempler på en teologisk læsning af ”Øst for Paradis” skal det tilføjes, at bogen sagtens kan læses og forstås uden synderlig indsigt i Bibelen. Bogens tema og budskab forbliver det samme, selvom man mister nogle nuancer. Som teolog, præst og forfatter til en fyldig genfortælling af Bibelens historier (tilgiv dette tilfælde af Product Placement) har jeg bare svært ved ikke at finde henvisningerne fascinerende.
”Øst for Paradis” adskiller sig ikke fra Steinbecks øvrige forfatterskab, for også i denne hans længste roman handler det om mennesker og deres indbyrdes forhold. Steinbeck er en knivskarp stilist. Skønt han holder af at udfolde sproget, kan han på relativt få linjer fremmane karakterer, så man føler, at man har kendt dem i længere tid og er fortrolig med deres særpræg. Men ligesom man mener sig sikker på, hvordan den ene eller den anden vil reagere, lader Steinbeck vedkommende sige eller foretage sig noget uventet. På den måde opbygger han et uforudsigeligt handlingsforløb, der er krydret med et væld af varme, morsomme, skræmmende eller hjerteskærende sidehistorier. Han præsenterer læseren for dialoger, der i intensitet når op på linje med de samtaler, der udfolder sig hos Dostojevskij. Og så suppleres det hele af erfarede og smukke naturbeskrivelser, der dog med ét kan skifte karakter, som i dette tilfælde:
”Det var meget varmt for årstiden den marts måned, og vinden blæste fra syd og vendte løvets sølvgrå underflader opad.
En lille grå kanin sad ganske stille og lod solen tørre sin brystpels, der var våd af duggen på græsset i den tidlige morgen. Dens farver faldt fuldkommen sammen med baggrunden af indfiltrede vildvin- og brombærrænker. Den sad og mimrede, og dens ører drejede af og til langsomt rundt for at lytte efter, om nogen af alle de små lyde kunne betyde fare for en kanin. Jorden havde vibreret rytmisk en overgang, så den kunne mærke det gennem poterne, men det var holdt op. Så havde der været noget, der bevægede sig mellem piletræerne et stykke borte, hvor vinden bar fra, så kaninen ikke blev skræmt af nogen lugt.
I de sidste minutter havde der været forskellige interessante, men ikke farlige lyde. Kaninen strakte det ene bagben ud i den varme sol. Så lød er et smeld og en piben i luften, og den mærkede et stød i pelsen. Kaninen sad ganske stille, og dens øjne blev meget store. En bambuspil var gået gennem brystet på den, og jernspidsen sad dybt begravet i jorden på den anden side. Kaninen sank om på siden, og dens poter gjorde nogle løbebevægelser i luften, før den lå stille.” (s. 338).
Noget særligt ved ”Øst for Paradis” er, at Steinbeck tager udgangspunkt i sin egen families historie og figurerer som både biperson og fortæller, hvilket giver ham lejlighed til at forstærke fortællingen med nogle betragtninger om den tid, han selv var barn og ung; tiden op til og under 1. verdenskrig.
Kvaliteten af danske Steinbeck-oversættelser er lidt svingende, og nogle kunne såmænd godt trænge til at blive oversat på ny. Men ”Øst for Paradis” er en fornøjelse at læse på dansk. Forfatteren Elsa Gress og litteraturhistorikeren Mogens Knudsen har formået at opretholde dialogernes skarphed og udfolde et vidtfavnende men præcist ordvalg, der gør læsningen til en lige så stor fornøjelse, som når man læser Steinbeck på originalsproget.
Dagbog om romanen
Når man har læst ”Øst for Paradis”, kan det anbefales at fortsætte med de breve/dagbogsnotater/opvarmningsøvelser, Steinbeck skrev til sin ven og forlægger, Pascal Covici, i løbet af det lille års tid, han brugte på at skrive romanen. Der er ganske vist mange gentagne frustrationer, overvejelser og tanker, men man får også en fornemmelse af, hvor meget det har krævet af ham at forme sin bog. Samtidig er det tydeligt, at hans talent og øvelse har været en kolossal hjælp for ham. Hvem andre ville kunne skrive så fabelagtigt et værk på under et år?
”Dagbog om en roman: Øst for Paradis” giver også en smule indsigt i Steinbecks familieliv, hans politiske holdninger samt hvad kultureliten beskæftigede sig med i 1951. Vigtigst er dog hans overvejelser som forfatter. Om hensigten med notaterne skriver han den 26. marts: ”Efter et par fridage tror jeg, at jeg skriver her på denne side omtrent som en baseballkaster, der varmer op – jeg får min mentale arm i form, så spillet kan blive godt. Og kasteren er slet ikke noget dårligt symbol, eftersom han må være i besiddelse af det hele, lethed, koordination og rytme.” (s. 55). Sproget er helt anderledes og meget mere tørt, end i de værker, der var tiltænkt offentliggørelse. Men det er også meget ærligt og upoleret.
Bibelske referencer og stil
Steinbeck skriver i sin dagbog indforstået om nogle af de bibelske referencer, jeg har nævnt ovenfor, plus lidt flere. Om læseren griber dem eller ej, betyder ikke det store, men han nyder at lægge spor ud. Samtidig må man formode, at det bibelske forlæg vælges, fordi det har betydning for forfatteren.
Netop fordi der er tale om spor, er det tydeligt, at han ikke vil afsløre for meget for Covici, inden denne har læst manuskriptet. Steinbeck er dog ret direkte, da han dels nævner Adam Trasks uddrivelse af Paradiset, dels introducerer Kainsmærket i form af et ar i panden på et tidligere tidspunkt, end det optræder i 1. Mosebog.
I dagbogen beskriver Steinbeck også sine stilistiske overvejelser. Han vægter, at fortællingen har et langsomt tempo: ”Jeg vil ikke påstå, dette har været en god uge, men jeg gør det, så godt jeg kan. Og bogen skrider gradvis frem. Den går aldrig tilbage, det er altid noget. Den mangler spænding, og det er lige det, jeg ønsker og har i sinde at sørge for, at den skal mangle. Men det kan måske volde dig som forlægger besvær, fordi mennesker er blevet sådan, at de venter sig spænding og uafbrudt handling.” (s. 44). Steinbeck har ret i, at bogen er langsomt fortalt, men spænding mangler den bestemt ikke. Det betyder dog næppe, at forfatteren forfejlede sit mål, for der skal jo være noget, der driver en fortælling frem, og selvom ”Øst for Paradis” er spændende, er der ikke tale om den slags spænding, man får i krimier eller thrillers. Spændingen ligger på et helt andet plan; i højere grad i forholdet mellem romanens karakterer og de handlinger, de begår. Steinbeck har da også forståelse for den fængende fortælling og for, hvordan den skal formidles: ”Man åbner morgenavisen og finder masser af historier om mennesker, der har begået ting, der ikke er sande, fordi de ligger uden for ens erfaring. I går dræbte en voksen dreng sin far og mor, fordi de ikke ville låne ham vognen. Man accepterer det, men sæt det ind i en handling, og du bliver nødt til at bruge al din kunnen for at gøre historien acceptabel.” (s. 67). Det er netop, hvad Steinbeck gør. Han øser af sin erfaring – og ikke så få familiefortællinger – og fletter dem ind i romanens handling.
Et helvedes hestearbejde øst for Paradis
Til tider er Steinbeck frustreret. Han har svært ved at finde ligevægten mellem arbejdet med bogen og hensynet til familien: ”Når jeg arbejder på en bog som denne, og med denne koncentration, så betyder det, at jeg lever et andet liv. Efterhånden som bogen udvikler sig, giver jeg lidt efter lidt dette andet liv mere, end jeg giver det første. Jeg må altså være vanskelig at leve sammen med i det virkelige liv, ikke fordi jeg er ond, men fordi jeg er svag.” (s. 94). Romanen gør simpelthen krav på sin forfatter. Den er besidderisk, så den kærlighed, han nærer til den, til tider kan forvandle sig til had: ”Selvfølgelig er du klar over, at jeg mange gange før jeg har afsluttet denne bog vil nære et dødeligt had til den. Jeg vil afsky den dag, jeg begyndte at skrive den. Den vil forekomme mig at være det værste møg, der nogen sinde er skrevet. Denne følelse vil kulminere omkring side 500. Når jeg først er over den, vil jeg fortsætte arbejdet i en choktilstand. Og når det er overstået, vil der gå lang tid, hvor jeg hverken kan finde ud af det ene eller det andet.” (s. 80). Om det nøjagtigt gik, som han forudsagde i dette notat fra den 16. april, lader det ikke til. Men frustrationer slap han bestemt ikke for, og hen mod slutningen var de særligt krævende.
Bogen drev sin forfatter ud i dårlig samvittighed, men han traf ikke desto mindre sine valg bevidst, hvilket beskrives i dette notat fra 3. august: ”Det er en rigtig slem tid i bogen lige nu. Jeg behøver tid, masser af tid. Og jeg skal også skaffe mig den, selv om det vil skade mennesker. Det kræver åbenbart en vis ondskab. Og den er jeg i besiddelse af.” (s. 178).
To måneder inden færdiggørelsen af manuskriptet reflekterer Steinbeck over sin metier: ”Det at skrive er i bedste fald en meget latterlig bestilling. Der er noget vist tåbeligt i at nedskrive et billede af livet. Og for at spøgen skal blive ekstra god – ja, så er man nødt til at trække sig tilbage fra livet for at nedskrive det billede. Og for det tredje må man forvrænge sin egen livsform for i nogen grad at være i stand til at fremhykle det normale i andre liv. Når man så har været igennem alt dette sludder, kan resultatet udmærket godt vise sig at være den allerblegeste afspejling. Åh, det er et helvedes hestearbejde. Bjerget slider og stønner og anspænder sig, resultatet er – det barsler med en mus.” (s. 197). Men nej, bjerget barslede ikke med en mus. ”Øst for Paradis” blev den fødte klassiker, som Steinbeck havde håbet på, og selvom detaljer og personskildringer til hans forbløffelse nærmest tog form af sig selv, når han sad ved sit skrivebord med sine nyligt spidsede blyanter, så havde han dog hele tiden haft grundhistorien klar. Den 26. juni skriver han: ”Min bogs mønster står nu helt tydeligt for mig – lige til afslutningen. Og jeg er glad for, at jeg er i stand til at følge den form, jeg fastlagde for så længe siden.” (s. 146).
Egil Hvid-Olsen, juli 2019.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar