Steinbeck: Perlen (1947)

Når frænde er frænde værst

John Steinbeck: ”Perlen”, 1947 (dansk 1950, oversat af Mogens Knudsen, Gyldendal). Klassikerlæsning.

Jeg er ikke sikker på, at en historie som John Steinbecks ”Perlen” er fortalt så ofte, som man skulle tro, men at det burde være tilfældet afsløres af bogens indledning:
”Byens folk fortæller om den store perle – om hvordan den blev fundet, og om hvordan den blev mistet igen. De fortæller om fiskeren Kino og hans kone, Juana, og om deres barn, Coyotito. Og historien er blevet fortalt så ofte, at den har slået rod i hvert menneskes sind. Og, som det går med de historier, der er fortalt atter og atter, og som lever i hjerterne, så handler den kun om lykke og ulykke, om sort og hvidt og om godt og ondt og ikke om noget af alt det, der ligger midt imellem.
Og eftersom denne fortælling kan opfattes som en lignelse, har enhver lov til at lægge i den, hvad han vil, og læse sit eget liv ud af den […]” (s. 5). Måske burde historien fortælles oftere, end Steinbeck anslår, at det er tilfældet, for den mister næppe nogensinde sin aktualitet.

Det uvurderlige fund
Den fattige perlefisker, Kino, der lever blandt andre fattige perlefiskere, finder den størst tænkelige perle på det helt rigtige tidspunkt. Nu kan han ikke alene skaffe lægehjælp til sin syge søn, men også betale for hans skolegang. Coyotito skal være en mønsterbryder. Han skal lære at læse og skrive, så han kan sikre, at hverken han eller hans forældre bliver snydt.

Autoriteterne står i kø, hvad angår snyderi. Både lægen, præsten og opkøberne smiler, mens de tapper enhver godtroende person, der er kommet til penge, for den størst mulige sum. Menneskekenderen Steinbeck bryder med påstanden i sin indledning om, at historien kun omhandler modsætningerne sort/hvid og godt/ondt, for selv ikke samfundets største stakler, der har det samme behov for penge som Kino, går fri, når han afslører menneskets inderste tanker og planer: ”Nyheden nåede hurtigt tiggerne foran kirken, og den fik dem til at fnise af fryd, for de vidste, at ingen i verden giver almisser så rundhåndet som en fattig mand, der pludselig har haft heldet med sig.” (s. 30).

Snart viser det sig, at det ikke kun er repræsentanter for samfundets top og bund, der er ude på at berige sig på Kinos bekostning, men også andre, der drømmer om at tage et eller flere trin op ad samfundsstigen. Og at de er parat til at dræbe for det viser sig snart. Kino må konstatere, at frænde er frænde værst.

Stadig svært at følge Juanas opfordring
Steinbeck fortæller sin legende med lige dele forståelse og ubarmhjertighed. Han vækker læserens sympati for den lille, fattige familie, som samfundet ikke tillader den lykke, perlen ellers kunne have bibragt dem. Det heldige fund på havbunden viser sig at være en forbandelse, fordi ingen under dem den rigdom, perlen kan føre med sig. Misundelsen isolerer perlefiskeren, og udfordrer hans syn på, hvad der er vigtigst i hans tilværelse: Rigdom eller familie. Han mener, at han har krav på begge dele, fordi det var ham, der fandt perlen, men det finder han ikke forståelse for blandt dem, der vil gå langt for at berige sig den uvurderlige skat. Næsten fra begyndelsen af fornemmer man, at det vil ende gruelig galt. Juana beder flere gange Kino om at smide perlen tilbage i havet, og hver gang han nægter, får han flere fjender. Ingen accepterer, at heldet rammer tilfældigt. De tager skæbnen i egen hånd, og er ligeglade, hvis det koster menneskeliv at realisere deres drømme. Hovedsagen er, at Kino har en perle, som de vil have fingre i. Den fattige perlefisker bliver jaget vildt i sin hjemby. Hans potentielle mønsterbrud udfordrer hele samfundsordenen, og det vil de færreste acceptere. Særligt fordi de ikke selv har de nødvendige midler til at bryde mønstrene. Men midlerne er kommet urealistisk tæt på med Kinos fund, og mange fristes til at række hånden ud efter dem.

Således udvikler ”Perlen” sig til en lille dramatisk historie om misundelse. Bogen har samme aktualitet i dag, som dengang den blev skrevet, for selvom vi lever i et af verdens rigeste lande, er de fleste af os stadig drevet af misundelse. Hvis naboen har noget, vi ikke har, skaffer vi det samme eller noget lignende – blot lidt dyrere. Også selvom vi ikke har behov for det. Vi får vores identitet af vores forbrug. Vi er, hvad vi køber, for vi er børn af konkurrencestaten og dens forjættelse om evig vækst.

”Perlen” afslører, at fokus på rigdom og materiel besiddelse sker på bekostning af mellemmenneskelige relationer. Kino har oven i købet behov for et økonomisk løft. Det har de færreste indbyggere i konkurrencestaten, og dog deltager man i kapløbet om at fremstå mest succesfuld, selvom mange bukker under i stress og depression på vejen mod toppen. Finanskrisen og boligboblen, der brast for godt 10 år siden, er glemt. Vanviddet har fået fornyet styrke. Og måske er det netop det, der gør det svært for moderne mennesker at efterkomme Juanas opfordring til at smide perlen væk.

Egil Hvid-Olsen, december 2019.