Steinbeck: Et mægtigt gilde (1945)

Om at fortælle mennesket frem

John Steinbeck: ”Et mægtigt gilde”, 1945. Oversat til dansk i 1946.

I ”Et mægtigt gilde” fører Steinbeck læseren tilbage til den californiske kystby Monterey, hvor også ”Dagdriverbanden” (1935) fandt sted. Mens forgængerens fortællinger udfoldedes i slumkvarteret Tortilla Flat et stykke oppe ad bjergsiden, finder handlingen i ”Et mægtigt gilde” sted nede i byen, tæt på havnen, fiskefabrikkerne og bådebyggerierne. Her er alt dog heller ikke idyl. Et lille område omkring Cannery Row huser en kinesisk dagligvarebutik, et bordel, et kombineret marinbiologisk laboratorium og privatbolig for biologen Doc, samt en tom byggegrund med en lagerbygning for enden, hvori Mack og en flok dagdrivere hører til. Netop denne bande minder en del om dagdriverbanden fra 1935-romanen, men det er alligevel nogle helt andre karakterer, Steinbeck giver liv på papiret. Det samme gælder det store persongalleri, der udfolder sig med gribende fantasifuldhed i begge bøger.

Glæde og vemod
Der er en særlig blandet stemning af glæde og vemod over ”Et mægtigt gilde”. Umiddelbart kan historierne synes ganske banale, grænsende til det sentimentale, men fordi Steinbeck forstår enten at give dem et humoristisk twist eller på sin egen poetisk fortællende facon går et lille stykke dybere i beskrivelsen af karakterernes sind, forsvinder det sentimentale og får læseren til enten at fnise eller at snappe efter vejret. Da er den truende sentimentalitet som blæst væk af en ærlighed, der på skift underholder og rører. At beskrive de humoristiske dele af bogen vil tage fornøjelsen fra den kommende læser, men blandt de rørende scener kan nævnes den med to drenge, Joey og Willard, hvoraf den første er bange for den sidste.

Dette udnytter Willard, som ved, at han vil vinde en eventuel slåskamp og derfor forsøger at provokere Joey til at fare på ham. Intet trick er for usselt, så Willard spørger ind til Joeys far, selvom han udmærket ved, hvad der er sket. Joey ved også, at Willard ved det, men fortæller alligevel, at hans far har begået selvmord. Dette får Willard til i små bidder at spørge, hvordan og hvorfor der skete. En personlig tragedie udfolder sig i takt med, at Joey fortæller om sin arbejdsløse far, der til sidst følte sig så værdiløs, at han spiste rottegift og døde under stærke smerter. Tilmed dukkede der en mand op dagen efter for at tilbyde faderen et job. Historien er grufuld nok i sig selv, men Steinbeck lader Willard grine af Joeys fars skæbne, og Joey, der ikke tør andet, ler med.

Doc, marinbiologi og en flok frøer
Selvom ”Et mægtigt gilde” har mange karakterer, kredser den omkring dagdriveren Mack og førnævnte Doc, suppleret af købmanden Lee Chong. John Steinbeck studerede i flere år på Stanford University, idet han håbede, at studierne kunne gøre ham til en bedre forfatter. Det var dog ikke kun forløb i litteratur og skrivning, han fulgte, men blandt andet også et kursus i marinbiologi. Dette, kombineret med Steinbecks venskab med den anerkendte marinbiolog Ed Ricketts, har givet inspiration til karakteren Doc. I 1940 fulgte Steinbeck sin ven på en videnskabelig ekspeditíon i Den Californiske Golf, også kaldet Cortezhavet. En folkelig fremstilling af ekspeditionen udkom i 1951 under titlen "Logbog fra Cortezhavet". Steinbeck har sandsynligvis på denne ekspedition fået inspiration til nogle af de grundige og meget smukke beskrivelser af havdyr og -planter, der findes i "Et mægtigt gilde".
Doc er en hjertevarm enspænder, der hurtigt bliver vred, men lige så hurtigt er i stand til at tilgive. Han har en markant fornemmelse for mennesker med særlige udfordringer. Blandt andet lønner han dagdriveren Hazel for at hjælpe ham med indsamling af søstjerner. Selvom Hazel er et pigenavn, er denne Hazel en mand. Navnet skyldes, at hans mor allerede havde fået syv børn på otte år, da Hazel blev født. Forvirret over at skulle brødføde otte børn og en mand, opkaldte hun den nytilkomne efter en tante. Dette generer dog ikke Hazel, som er født med en meget lille forstand. Doc, der godt kan lide at konversere, bliver irriteret, fordi han gang på gang glemmer, at Hazel ikke stiller spørgsmål for at få svar, for dem forstår han alligevel ikke, men for at høre tonerne og nuancerne i samtalepartnerens stemme. Dette medfører, at konversationen hurtigt dør ud, men Hazel har lært sig kunsten hurtigt at starte en ny, og hver gang glemmer Doc spillets regler og giver Hazel et grundigt svar, selvom han lige så godt kunne citere et børnerim.

1. udg

Også knægten Frankie tager Doc sig af, fordi ingen andre gør det. Frankie ønsker at gøre alt så godt som muligt, men i sidste ende formår han det ikke, og Doc må opgive at beskytte ham. I denne lille fortælling er der mindelser fra Steinbeck roman ”Mus og mænd” fra 1937, der handler om de to landarbejdere Lennie og Georg. Lennie er retarderet og bomstærk. Det sidste gør ham til en skattet arbejdskraft, mens det første sætter Georg på overarbejde, fordi han hele tiden skal have styr på, hvad hans partner foretager sig. Mens Doc flygter, da han ikke længere kan hjælpe Frankie, gør Georg det, han mener er bedst for Lennie, da løkken strammes om dem.
Selvom Doc er en lidt særpræget type, er det ikke så sært, at han er vellidt af de lokale, og da dagdriverne beslutter sig for at holde et mægtigt gilde, bakkes de op af hele nabolaget og flere til. Forberedelserne til og afholdelsen af denne fest udgør den røde tråd i romanen. Undervejs finder der ikke så få morsomme hændelser sted, hvilket for eksempel indebærer dagdrivernes fangst af 8-900 frøer; en begivenhed, der bestemt ikke går stille for sig.

At fortælle mennesket frem
”Et mægtigt gilde” er fortalt med sans for detaljen og i et roligt tempo. Til tider er den sjov, og andre gange så trist, at man er påvirket, når man ind imellem lægger bogen fra sig. Men hele tiden ligger der en lun stemning over fortællingen; en stemning, der gør, at man holder af de mange sære karakterer. Steinbeck er en mester i at fortælle mennesket frem i hver enkelt af sine personer, selvom de hver for sig kan være nok så fulde af fejl.

Egil Hvid-Olsen, februar 2019.