Steinbeck: Månen er skjult (1942)

Erobrernes skræk for de erobrede

John Steinbeck: ”Månen er skjult”, 1942 (dansk i illegale oversættelser i årene efter, men udgivet af Gyldendal i 1965), oversat af Mogens Knudsen)

”Således gik det til, at erobrerne blev bange for de erobrede, og deres nerver blev tyndslidte, og de skød på skygger om natten.” (s. 84). I John Steinbecks ”Månen er skjult” opstår denne situation i en ikke nærmere defineret skandinavisk nation, der er blevet besat af tropper, hvis repræsentanter minder forbløffende meget om Nazitysklands styrker. Den okkuperede nation ligner til forveksling Norge, men Steinbecks intention var at opfordre til modstand i ethvert besat land. Allerede i 1942 lod han sin karakter, Borgmester Orden, udtale denne opfordring: ”Lad de britiske flyvere kaste deres store bomber mod fabrikkerne, men lad dem også kaste små bomber ned til os, små bomber, vi kan bruge og gemme og lægge ind under jernbanespor og benzintanke. Så er vi bevæbnet, hemmeligt bevæbnet. Så vil fjenden aldrig få at vide, hvem af os der er bevæbnet. Lad flyverne bringe os lethåndterlige våben. Vi skal nok vide at bruge dem.” (s. 117).

Flokmennesker vinder kampe, frie mænd vinder krige
Det er umuligt at fastslå, hvor stor betydning ”Månen er skjult” havde på etableringen af modstandsgrupper i de besatte lande, men den kan ikke have undgået at påvirke sine læsere. Den lille roman rummer en række one-liners, der kunne stive moralen af blandt de besatte befolkninger og give dem mod på at yde besættelsesmagten modstand. Det er en lille genistreg fra Steinbecks side, at han lader den tyske Oberst Lanser formulere den trussel, lokalbefolkningen kan udgøre. Lanser er veteran fra 1. verdenskrig og ved, hvad man kan forvente både fra de lokale og fra besættelsesmagten. Han er for erfaren til at forvente sig noget fornuftigt fra sine overordnede: ”Jeg er en pligtopfyldende soldat, men når jeg hører om de geniale ideer, som hovedkvarteret har fået, sker det sommetider, at jeg ønsker, jeg var en civilist, en gammel, affældig civilist. De tror altid, at de har at gøre med åndssvage.” (s. 131-132). Med denne indsigt er Lanser dybest set også klar over, at Borgmester Orden har ret, når han siger: ”Frie mænd kan ikke begynde en krig, men når den engang er begyndt kan de kæmpe selv i nederlaget. Flokmennesker, der følger en fører, kan ikke gøre det, og derfor bliver det altid flokmenneskene, som vinder kampene, og de frie mænd, som vinder krigene.” (s. 153).

Selvom Steinbeck således udfolder besættelsens psykologi, hvor de besatte før eller siden vil sejre, fjerner han ikke alvoren fra den situation, han beskriver, og som var virkelighed for en lang række befolkninger. Han viser, hvordan Nazityskland ikke har andre midler end at hævne sig, når lokalbefolkningen yder modstand. Steinbeck er altså udmærket klar over, at modstand vil kræve menneskeliv, hvilket han lader Borgmester Orden formulerer flere gange.

Den menneskelige fjende
Steinbeck skjuler ikke, at fjenden består af mennesker, og han lader læseren få ondt af de officerer, man lærer at kende undervejs, og som rammes af skuffelse og desperation, fordi de opdager, at de har ladet sig forlede af systemets sejrsfantasier. Men det ændrer ikke ved, at de må nedkæmpes, fordi de repræsenterer et gennemført umenneskeligt styre, der hverken anser de besatte eller besætterne for at have nogen særlig værdi. At mennesket bag soldaten er ligegyldig for besættelsesmagten viser denne replik, som Steinbeck lader Oberst Lanser udtale, da en løjtnant er ved at knække mentalt: ”Nu skal jeg fortælle Dem noget, og jeg håber, De vil forstå det. De er ikke længere noget menneske. De er soldat. Deres personlige velbefindende spiller ingen rolle, og Deres liv, løjtnant, spiller ingen særlig rolle. Hvis De lever, vil De bevare nogle erindringer. Det er omtrent det eneste, De vil få ud af det. I mellemtiden må De tage mod ordrer og udføre dem. De fleste ordrer vil være ubehagelige, men det bliver ikke Deres sag. Jeg vil ikke lyve for Dem, løjtnant. De derhjemme skulle have fortalt dem om dette her og ikke om blomsterstrøede gader. De skulle have styrket Deres sjæl med sandhed og ikke have vildledt Dem med løgn.” (s. 137-138). Man fornemmer, at obersten selv er led og ked af situationen, men han kender krigens regler, og giver sig ind under dem, idet han erkender, at etik ikke prioriteres af en besættelsesmagt. Der er ingen tvivl om, at han ville foretrække at tilhøre de besatte. Han ved, at krigen er tabt, men er soldat nok til at fortsætte med at udføre ordrer.

Litterær propaganda
Skønt det er lidt irriterende, at både de tyske og de skandinaviske karakterer har engelskklingende navne og tilmed forstår hinanden uden brug af tolk, er ”Månen er skjult” et iøjnefaldende eksempel på, hvad litteratur formår. Ganske vist er romanen propaganda, men den er det i en meget nuanceret form, der ligger milevidt fra Joseph Goebbels kantede og hadske udgydelser.

En mindre talentfuld forfatter ville have skrevet en roman om de besattes modstand, og hvilke farer den bragte dem i, så man kunne få en klar fornemmelse af deres heltemod. Det ville kunne inspirere de dristigste, men ikke for alvor berøre selve det folkelige sindelag, sådan som Steinbeck gør det. Han udfolder to styreformers kollision og opfordrer den, der er vant til at tage ansvar, fordi han er en fri mand, til også at gøre det, når en udefrakommende magt forsøger at fratage ham netop dette ansvar og denne frihed. Således er ”Månen er skjult” et eksempel på exceptionel god krigslitteratur, der oven i købet er skrevet, mens krigen stadig blev udkæmpet.

Sejrherren skrev historien – før sejren
Man siger, at sejrherrerne skriver historien, fordi det – efter krigen – er dem, der bestemmer, hvad der skal skrives. Men i Steinbecks tilfælde havde han allerede skrevet historien, inden sejren var i hus, ja, oven i købet inden det var tydeligt, hvordan den ville ende. Dette gør ”Månen er skjult” så meget desto mere fascinerende, fordi det afslører Steinbecks indsigt i menneskesindet. Han kunne ganske vist have taget fejl. Havde nazisterne opfundet atombomben først, var de endt som sejrherrer. Men den umenneskelighed, de lagde for dagen, indebar i Steinbecks øjne deres eget nederlag. Før eller siden ville det totalitære regime forvitre, for det er ”flokmenneskene, som vinder kampene, og de frie mænd, som vinder krigene.”
Steinbeck fungerede som krigskorrespondent i andet halvår af 1943. I 1946 modtog han Hakon VII Frihedskors som tak for den inspiration, ”Månen er skjult” havde bibragt den norske modstandskamp.

Egil Hvid-Olsen, januar 2020.