Steinbeck: Rutebil på afveje (1947)

Sex og penge som livets mål

John Steinbeck: ”Rutebil på afveje”, 1947 (dansk 1947, oversat af Bengt Jürgensen, Gyldendal). Klassikerlæsning.

”I gode Mænd! giv nøje Agt.
At spille et stykke er vor Agt.
Det kaldes ’Komedien om Enhver”
og handler om enhver især.
Det vises deri med megen Kunst,
At alt vor Liv er idel Dunst,
Er som en Røg, der svinder hen,
og intet bliver deraf igen.”

Dette citat fra skuespillet ”Det gamle Spil om Enhver”, der bygger på Hugo von Hofmansthals ”Jedermann” (1911), som har rødder tilbage til middelalderlige mysteriespil, har John Steinbeck valgt som indledende appetitvækker til romanen ”Rutebil på afveje”. Citatet rammer bogens indhold meget præcist, dog ikke sådan forstået, at man efterlades med en lede over livet efter endt læsning, for romanen er ætsende morsom, men således at man efter at have betragtet de mange karakterers handlinger, må overveje, hvordan man selv ville have handlet, hvis man havde været i deres situation. Alle har deres grunde til at gøre, som de gør, men lige hensigtsmæssigt er det ikke hver gang.

En tilfældig busfuld mennesker
”Rutebil på afveje” handler om en samling mennesker, der tilfældigvis skal tilbagelægge den samme dagsrejse i bus. Allerede inden afgang bliver rejsen udfordret, og siden støder der flere problemer til. Steinbeck har ført en samling karakterer med meget forskellige baggrunde sammen, og de fleste er uvant med at omgås andre på tværs af klasseskel. Dog synes de alle at være forenet af to interesser: Sex og penge. Det første bliver særlig tydeligt, da den prostituerede Camilla Oaks støder til rejseselskabet og gør samtlige mænd – fra de ældste til de yngste – mere eller mindre kulrede; og det til trods for, at hun prøver at skjule, hvad hun lever af. Selv den uselskabelige kværulant Van Brunt, der bittert hoverer, hver gang han får ret i en pessimistisk forudsigelse, kan ikke undgå at stirre på velformede kvindeben. Gennem romanen må Camilla afvise den ene tilnærmelse efter den anden. Mellem tilnærmelserne taler mændene indbyrdes en del om, hvordan man bedst tjener penge, fordi det er det, der skaber succes og – ud over sex – giver livet mening.

Det kan synes som et stereotypt mandebillede, Steinbeck tegner, men så entydig er han aldrig. Derfor er det ikke kun mændene, der er optaget af sex og penge. Det er kvinderne også. Det vil sige alle på nær Camilla, der får rigeligt af det første, og Mrs. Pritchard, der kører sin mand benhårdt i et ægteskab, hvor der for længst er blevet lukket for det varme vand, så Mr. Pritchard sidder tilbage tyk bag ørerne med en høj moral, der kun kompromitteres, når han går på stripbar med sine logevenner.
Steinbeck balancerer sine scener mellem det pinlige og det pinagtige. En klodset tilnærmelse kan næsten ikke undgå at blive pinlig, men netop fordi mange af mændene gemmer på et behov, der ikke kun handler om sex, men også accept, kærlighed og ømhed, afslører de deres egen pinagtige ensomhed. Selvom de opfører sig, som om de har styr på det hele, er der noget ynkværdigt over dem. Der er således ikke så stor forskel på de modne mænd og den kagespisende og teenageliderlige Bumse på 17 år.

Illusionen om idealkvinden
Camilla Oaks skaber uro blandt mændene, fordi hun i højere grad end selskabets øvrige hunkønsvæsner ligner idealkvinden, som Steinbeck i begyndelsen af romanen stempler som en illusion:

”Hvor der var Plads, var Væggene dekoreret med Kalendere og Plakater, der fremviste straalende, usandsynlige Piger uden Hofter og med oppumpede Bryster – Blondiner, Brunetter og rødhaarede Skønheder, men alle med netop denne Slags Bryst, saa at en Besøgende af en anden Menneskerace ud fra Tegnernes og Tilskuernes formentlige hovedinteresse maatte slutte, at Parringsorganerne sad i Brysterne.
Alice Chicoy, eller Mrs. Juan Chicoy, som arbejdede blandt disse straalende Pigebørn, havde brede hofter og hængende Bryster, og naar hun gik, lagde hun hele sin solide Vægt paa Hælene. Hun var ikke det mindste jaloux på Kalender-Pigerne og Coca-Cola-Pigerne. Hun havde aldrig set nogen, der lignede dem, og det troede hun heller ikke, der var nogen anden, der havde.” (s. 6-7).

Trods sin nøgternhed overfor idealkvinden kender Alice, der er gift med rutebilens chauffør, Juan, ganske udmærket til jalousi, for mindre end en kalenderpige kan vække hendes mands interesse. Faktisk er Alice så meget i sine følelsers vold, at hun reagerer på den mest ukloge måde på sin jalousi. Men Alice er heller ikke særlig klog. Til gengæld er hun god til at koge bønner. Samtidig ved Juan, at man bare ikke sådan lige forlader en kvinde: ”Hun elskede ham. Det gjorde hun virkelig. Og han vidste det. Og saadan noget kan man ikke gaa fra. Det er et Bygningsværk, og det har en Arkitektur, og man kan ikke gaa fra det uden at rive et Stykke af sig selv. Saa hvis man vil blive ved at være hel, bliver man, hvor meget man saa end har imod at blive. Juan var ikke en Mand, der ofte narrede sig selv.” (s. 93). Havde Alice blot kendt til sin mands tanker, ville tilværelse have været lettere for dem begge.

På tur med ”Sweetheart”
Da den ramponerede bus med det lidet troværdige navn ”Sweetheart” tager afsted, stemmer Steinbeck sin fortælling ved at lade den passere igennem et landskab, der beskrives i erotiske billeder: ”Vejen gik lige ud, hen mod Bakkerne ved Foden af den første Bjergkæde – afrundede, kvindelige Bakker, bløde og erotiske som Kød. Og det grønne, stædige Græs stod i Blomst som ung Hud. Bakkerne var yndigt fulde af Vand, og langs den glatte, smukke Vej rullede ’Sweetheart’.” (s. 96). Fra da af tager det erotiske kammerspil for alvor fart.

Mændene kæmper indbyrdes for en plads i bussen, hvorfra de kan se Camilla. Er de, der jo tilhører en tid før pornoens frigørelse, så heldige, at hendes nederdel en sjælden gang glider op over knæet, føler de sig hensat til den syvende himmel. Den stakkels kvinde gør mændene så uligevægtige, at de har svært ved at opretholde deres værdighed. Lettere bliver det ikke, da der støder forhindringer til, som forlænger rejsetiden. En MÅ have taget trykket, en anden får hjælp til det, og en tredje lider en krank skæbne af ophidselsen. Det er råt, vovet og morsomt. Men samtidig er det trist, fordi de enkelte karakterer – også dem, der danner par – er eksistentielt ensomme. De hungrer efter omsorg. De lider ikke kun af det moderne begreb ”hudsult”, men også oprigtig interesse og kærlighed. Bussen ”Sweetheart” er således fuld af mere eller mindre ulykkelige mennesker, der hver især går forgæves i deres søgen efter varig hjælp og støtte hos de øvrige passagerer. Bussens navn er en lige så stor forvrængning af virkeligheden, som plakaterne med idealkvinderne.

Det samme rejseselskab i 2020
Romanen efterlader virkelig læseren med en fornemmelse af, ”At alt vor Liv er idel Dunst” – eller det ville den gøre, hvis den ikke samtidig var præget af en sort humor, der trods alt bløder lidt op på tragedien.

”Rutebil på afveje” er stadig værd at læse, for selvom vi lever i en helt anden tid, er vi ikke nødvendigvis så meget anderledes end passagererne i bussen. Pornoens frigørelse har ikke nedsat interessen for sex, og det er såmænd heller ikke sikkert, at den har gjort nogen lykkeligere, for når det kommer til stykket, rækker sex ikke til at skabe mening med livet. Ligeledes må vi i et samfund, der gennem mange år har spekuleret i vækst, konstatere, at penge er gode at have, men i sidste ende ikke gør sin ejer lykkelig. Derfor kunne Steinbeck lige så godt have skrevet om et rejseselskab anno 2020, for ligesom det var tilfældet dengang, er hverken sex eller penge løsningen på de større eller mindre eksistentielle kriser, vi hver især kan slås med i vore dage.

Egil Hvid-Olsen, januar 2020.