Steinbeck: Mus og mænd (1937)

Om undertrykkelse og venskab

John Steinbeck: ”Mus og mænd”, 1937, dansk oversættelse 1940.

John Steinbecks ”Mus og mænd” er en af de bøger, jeg har læst flest gange. Det er ikke nogen nævneværdig bedrift i sig selv, for bogen er kort og let at komme igennem. Når jeg bliver ved med at vende tilbage til den, skyldes det, at romanen har en særlig stemning og en dyb forståelse for mennesker på kanten af samfundet, der gør den mere læseværdig end så mange andre bøger. At så massive problemer, som ”Mus og mænd” tager livtag med, kan udfoldes på så få sider er en bedrift i sig selv.

Knuste drømme 
”Mus og mænd” handler om de to californiske landarbejdere George og Lennie, der i 1930’erne tilbyder deres arbejdskraft på farme, der har brug for folk, som kan tage fat, og det kan de to – særligt Lennie, der er mange gange større og stærkere, end han er klog. Mentalt er han på niveau med en 4-5-årig. Derfor er det George, der fører ordet for dem begge.
Blandt de amerikanske landarbejdere er det ikke normalt, at to mænd følges ad, men Georg og Lennie har en plan om at spare penge nok sammen til at købe en lille gård. Denne selvejerdrøm holder dem oppe. George ønsker uafhængighed, mens Lennie ønsker sig et stort bur med kaniner, han kan passe. Lennie har nemlig en svaghed for alt, hvad der er blødt. Desværre har han ikke sans for, hvad det er passende at føle på, og det har flere gange bragt problemer med sig.

Ved romanens begyndelse nærmer George og Lennie sig en farm, hvor de skal hjælpe med at høste. George øver Lennie i at huske, hvor de skal mødes, hvis noget går galt. Lige fra starten af har man en klar fornemmelse af, at Lennie på et tidspunkt får brug for dette tilflugtssted. På den måde bliver læsningen en form for selvpineri, for man ved, at det går galt – og det gør det da også, endda på flere niveauer. Drømme opbygges og knuses, men på trods af en tragisk slutning, består venskabet mellem Lennie og George. Således er ”Mus og mænd” smuk på en barsk måde.

”Show, don’t tell”
I den danske oversættelse har Aase Hansen og Kai Friis Møller været så fornuftige ikke at oversætte Steinbecks dialoger, der er præget af slang, med dansk ditto. På dansk ville det næppe fungere. Men det gør det på amerikansk.
I begyndelsen af romanen kommer Lennie og George op at skændes, fordi Lennie har gemt en død mus i sin lomme. Han vil gerne have den, så han kan kæle med den, men George har insisteret på, at den skal væk. Da Lennie stritter imod, bliver George vred og fortæller, hvor let alting ville være uden Lennie:
”George still stared morosely at the fire. “When I think of the swell time I could have without you, I go nuts. I never get no peace.”
Lennie still knelt. He looked off into the darkness across the river. “George, you want I should go away and leave you alone?”
“Where the hell could you go?”
“Well, I could. I could go off in the hills there. Someplace I’d find a cave.”
“Yeah? How’d you eat. You ain’t got sense enough to find nothing to eat.”
“I’d find things, George. I don’t need no nice food with kethup. I’d lay out in the sun and nobody’s hurt me. An’ if I foun’ a mouse, I could keep it. Nobody’s take it away from me.”
George looked quickly and searchingly at him. “I been mean, ain’t I?”
“If you don’ want me I can go off in the hills an’ find a cave. I can go away any time.”
“No – look! I was jus’ foolin’, Lennie. ‘Cause I want you to stay with me. Trouble with mice is you always kill ‘em.” He paused. “Tell you what I’ll do, Lennie. First chance I get I’ll give you a pup. Maybe you wouldn’t kill it. That’d be better than mice. And you could pet it harder.””
En beskrivelse af, hvor tæt forbundne de to mænd er i deres umage venskab, ville kræve mange flere linjer, end Steinbeck gør brug af i den korte dialog. Her gør han i høj grad brug af det litterære trick: Show, don’t tell. Og det virker!

Den svage undertrykker den svagere
Undervejs i fortællingen præsenteres et overskueligt persongalleri, blandt andet den farvede staldkarl Crooks, der længes efter menneskeligt nærvær, men ikke tør lade andre komme for nær, fordi de i bund og grund ikke anser ham for ligeværdig. På et tidspunkt lader han alligevel Lennie og den invalide fejemand Candy komme ind i sit rum, men da farmerens svigerdatter dukker op, afviser Crooks hende, fordi hendes mand mistænker alle, der taler med hende, det værste. En sådan afvisning finder hun sig ikke i:
”She turned on him in scorn. “Listen nigger,” she said. “You know what I can do to you if you open your trap?”

Crooks stared hopelessly at her, and then he sat down on his bunk and drew into himself.
She closed on him. “You know what I could do?”
Crooks seemed to grow smaller, and he pressed himself against the wall. “Yes, ma’am.”
“Well, you keep your place then, nigger. I could get you strung up on a tree so easy it ain’t even funny.”
Crooks had reduced himself to nothing. There was no personality, no ego – nothing to arouse either like og dislike. He said, “Yes ma’am,” and his voice was toneless.”
Dette er blot et af flere eksempel på, hvordan Steinbeck beskriver svage mennesker, der undertrykker dem, der er endnu svagere.

Håndgribeligt tema
”Mus og mænd” handler om magt, men også om venskab og ligeværd. Om forståelse for dem, der er anderledes, for dem, der skal håndteres på en bestemt måde, fordi de ikke passer ind i mængden. Bogens overskuelighed gør temaet så håndgribeligt, at det næppe kan stå klarere. Alene af den grund er bogen en klassiker, det er værd at læse igen og igen.

Egil Hvid-Olsen, september 2019.