Medierne er blevet den katedral hvor virkeligheden beskrives og fortolkes.

Peter Lodberg: Tro. 60 sider. 39,95 kr. Tænkepauser 34,december 2015. Aarhus Universitetsforlag. Også som e-bog i PDF, EPUB, samt lydbog på da.unipress.dk

Af Erik Koch 

Denne bog er udgivet tre måneder før ateismedebatten kørte i pit i form af en kortege af århusianske bybusser. Men ved læsning af ”Tro” ved udgivelsen ville man være blevet udstyret med sjældne, og her særdeles velanbragte, profetiske evner. Mere herom senere.

Professor i teologi Peter Lodberg lever med sin lille bog i den grad op til den store målsætning for projekt ”Tænkepauser”: viden til hverdagen. Og jo, det er en stor målsætning at ville lade grundigt tilvejebragt omfattende viden tilflyde mennesker i den moderne hverdag – og det på en måde der får stoffet til at sive ind hvis man ellers holder sindet tilstrækkeligt åbent.

Som formidlingsmæssig metode vælger Peter Lodberg forskellige afsæt i hverdagens virkelighed for dernæst at lade perspektivet udvide sig både vertikalt og horisontalt.

Ifølge professoren hengiver vi os uafladeligt til tro på alle leder og kanter. Vores forhold til materielle goder er altid et godt pædagogisk eksempel. Man kommer uvægerlig til at tænke på historikeren Niall Fergusons dictum, ”penge er tillid”, når man gennem bogen følger dette spor i vor teologs redegørelse både for vores trang og vores evne til at hengive os til tro. Han slår både tone og vinkling an allerede i bogens andet kapitel som bærer overskriften ”Helten fra Barcelona”:

”Vores markedsøkonomi hviler på troen på, at vores livssituation hele tiden vil blive bedre. Det er en tankegang, som markedet har lånt fra religionen. Nu om dage er der måske endda mere tro på børsen end i kirken. Det mest religiøse program i dansk tv er for eksempel nok 17 Finans på TV2 News.”

Peter Lodberg

Det handler om de varsler og profetier som står i kø i fremlæggelsen af forholdene i samfundsøkonomien, som åbenlyst inkluderer religiøse begreber som frelse, gud, tro, tillid, fremtid, dom og regnskabets time, påpeges det. Medierne er blevet den katedral hvor virkeligheden beskrives og fortolkes. I forlængelse heraf ligger det bogstavelig talt lige til højrebenet at kapiteloverskriften om ”Helten fra Barcelona” ikke hentyder til en spansk messias, men en avisomtale i 1993 af Michael Laudrups tilbagevenden til fodboldlandsholdet.

Og sådan går det slag i slag for den slagfærdige, men totalt balancere(n)de formidler i gennemgangen af troens og det troende menneskes vilkår og virkelighed, både nationalt og globalt. Der er korte beskrivelser af særkender og fællesmængder de enkelte religioner imellem for at nå frem til det egentlige ærinde som er kristendommens tro.

Undervejs fremkommer pointer fra sammenstillingen af tro og ikke-tro, hvor (som tidligere antydet) alle så at sige ”kan være med.” Helt ned til basics kommer vi med et eksempel på et fænomen som kan overvælde selv det mest forhærdede antireligiøse tidselgemyt:

”Når vi står en sommermorgen og nyder den smukke solopgang over havet, kan vi blive overmandet af en følelse af lykke og taknemlighed. (…) Oplevelsen er så stor og smuk, at vi kan komme til at føle, at vores jeg bliver til ét med det store kosmiske univers. Der er ikke nødvendigvis tale om at tro på noget guddommeligt. Vægten ligger snarere på, at vi oplever, at vores tilværelse får mening og indgår i en sammenhæng, der er større end os selv.”

Hermed læner Lodbergs sig op ad et springende punkt hos en af ”Aarhusteologerne”, nemlig K.E. Løgstrup, som netop har dette som sit rum når han problematiserer sondringen mellem hhv. menneskets omgivelse og ophav ved at hævde at kosmos er begge dele på én gang.

Samme Løgstrup ser givetvis også smilende til fra sin himmel når Lodberg lader ”tydning” blive en del af sit ordvalg. Netop i kraft af fraværet af forklaring eller anden ”bevisførelse” er en tydning det nærmeste, ja, det oplagte begreb at nærme sig trosbeskrivelsen med, ikke mindst når læseren ikke nødvendigvis oplever at have troen i sig på forhånd.

Det er imponerende hvor langt bogen når omkring i sin afsøgning og præsentation af troens aspekter, men alligevel er det ikke svært at udpege et hovedærinde som både er perspektiverende og aktuelt: Kritikken af ateismen.

Lodberg er villig til at strække sig langt i sin bestræbelse på på én gang at formidle og at afstå fra domme der forplumrer billedet – og debatten. For undertegnede at se lykkes det, og det er med til at gøre tingene udholdelige. Debatten har siden Ateistisk Selskabs busreklamekampagne mod folkekirken taget adskillige hårnålesving, og derfor er det interessant at Lodbergs bog flere måneder før dette nævner biologen og ateismetalsmanden Richard Dawkins og den buskampagne denne stod i spidsen for i London i 2009 hvor ”[han] opfordrede briterne til at opgive alle former for religiøs tro.” Så langt, så godt – eller skidt, alt efter synsvinkel.

På de århusianske busser var der bl.a. anbragt et ’tænkselv.dk’. Søger man på denne side, sendes man videre til selve buskampagnens side hvor man bl.a. kan læse dette: ””Jamen, uden religion har mennesket ingen moral”, er der nogle, der siger. Det er for længst påvist, at alle mennesker har en indbygget evne til at vise medfølelse og en trang til retfærdighed. Det er grundlaget for al moral. Ville du da stjæle eller myrde, bare du var sikker på, at ingen gud kiggede?” Om det er selskabets formand, Anders Stjernholm, der har stået fadder til formuleringerne, angives ikke, men stilen og ordvalget ligner.

Ateistisk Selskab lægger sig med sine formuleringer i sagens natur i forlængelse af nogle af Dawkins pointer som bl.a. går på, fremhæver Lodberg, at ”betragte religiøs tro som et tilfældigt biprodukt i den menneskelige evolution. ” Og Lodberg fortsætter: ”Måske lidt ligesom vores blindtarm skulle være et nu overflødigt levn fra et tidligere udviklingsstadium.” Og så kommer det: ”Desværre gennemfører Dawkins ikke et videnskabeligt bevis for, hvordan han mener, at religiøs tro rent biologisk er opstået og har udviklet sig.” Bingo! Dette må naturligvis, hævder denne anmelder, også være svaret til Ateistisk Selskabs ovenfor citerede påstand: ”Det er for længst påvist, at alle mennesker har en indbygget evne til at vise medfølelse og en trang til retfærdighed.” Okay? Den er der sådan bare lige? Påvist – videnskabeligt? Der er tydeligvis flere spørgsmål end svar. Dette ville kun være opløftende hvis det handlede om en åndelig dimension som det gør for Lodberg. Men hos de nævnte ateister handler det om videnskab i en meget skråsikker udgave, og her er blindgyder og uløselige spørgsmål mere problematiske – eller burde i hvert fald være det.

Som læseren måske fornemmer, er der stof til mere end en kort kaffetænkepause i seriens nr. 34. En af grundene er at Lodbergs overblik uden besvær parrer kulturhistoriske og teologiske snit med aktuelle problemstillinger og tilsætter hans egne klare pointer. Jeg vil afslutte med et eksempel på netop dét. Det er blevet fremhævet i de store linier i flygtningedebatten hvem der forfølger hvem og hvorfor. Forfølgelsen af religiøse mindretal har haft knap så megen bevågenhed – eller knap så mange medietalsmænd. Efter en gennemgang af religiøs forfølgelse i især Europa og Mellemøsten, siger Lodberg hen mod slutningen af bogen:

”(…) det sidste, religiøse minoriteter gør, når de er på flugt og bliver forfulgt, er at opgive troen. Den giver dem styrke og identitet. Den er den røde tråd i deres historie og deres forbindelsesled til forfædrene. At opgive troen er at opgive samhørigheden med fortiden og det sted og den kultur, familien stammer fra.”

Bogen giver en indføring i tankemønstre for den der tror ikke at tro, og den tilbyder den troende en reminder om hvordan troen ikke bare flytter bjerge, men fører dem videre gennem historien.