Vi begynder lige lidt grovkornet manifestagtigt (Frank Kjørup revisited)

(Frank Kjørup:
Indefrarød.
Forlaget After Hand 2010.)

Af Knud Steffen Nielsen

Første Albertinepristale 2011. I Kulturministeriets Hus på Chr.havn. Til Frank Kjørup

Vi begynder lige lidt grovkornet manifestagtigt: Religionerne og poesien har en del at lade hinanden høre.

Begrebet intet fylder.

Religionerne har figureret intet som Hel, Hades, Helvede, fordi det er nødvendigt for tanken at figurere dette intet. Så skiller vejene i hver deres doktrin om det fremtidige håb.

Poesien springer det prognostiske over. For hvem har mandat til at sige noget vederhæftigt om det fremtidige. Og poesien har ikke mandat til i ideologier eller doktriner at fremsige og fremture med himmelske statements. Den benytter sig ikke af hævet stemme, for at redde svag argumentation. Ingen argumentation reddes i det hele taget af decibel og volumeknap.

Poesien kan intet tvinge igennem, som ikke kommer fra den selv for nu med fare at lyde gammeltestamentlig, og endda kører jeg lidt videre i samme skure…..

Men naturligvis forholder poesien sig –også- til og i visioner og i det fremadrettede. Poesien er nærvær, sanset, men tidsmæssigt fiser den i dette nu også bagud og fremad og ved siden af.

Dertil: Forholdet til det hypotetiske, det forestilte, fordrer ydmygt fiktionsmarkéret tilgang.

Frank Kjørups Indefrarøde figurerer dette intet i dets egenskab af netop intet. Men der er et performativt mellemstykke mellem fødsel og død, ikke en absolut distraktion, ikke en fokuseren udelukkende og til stadighed på meningsløsheden.

Han fræser oppe i kanterne, hvor noget møder intet som det gode sprogrum lukkes op til. Intet, som mangel på mening, men så sandelig også hvor fylden så ligger i nærværet.  Det er jo netop, påstår jeg, poesiens væsen; i hvert fald er der så meget poesi, der værmer rundt om dette glødepunkt, og hvor det sansede på første hånd er en af nøglerne.

Smerten (og glæden) og sanserne er nærvær pr definition. Får jeg fingrene i klemme i døren, er jeg ikke i tvivl om, at det er her og nu og mine tanker går ikke til fortid og barndomsland eller glæden over at skulle købe fladskærm på onsdag.

Først og fremmest er der en overvindende tone, humoristisk, der kører frem, mens musikken spiller. Mens man står op til -og mod- vilkåret om sproget som det, der formulerer vilkåret og reflekterer det.

Altså et stykke litteratur, som tager verden/virkeligheden alvorligt og på sig og forholder sig til den som noget problematisk, man kan forsøge at komme på højde med. Hvad man så ikke kan. Verden omkring dig er ikke bare noget, der foreligger uforknyt. Kun for blomster, sten og akvariefisk er verden troskyldig. Mens vi andre må bevæge os i en verden, der ikke er transparent og troskyldig, men forlods er sprogliggjort, bl.a. fordi vi ved, at vores tilværelse er endelig og derfor noget, man nødvendigvis må støde sig på, ja fordi vi netop kender dødens realitet.

Refleksionen er der, og den beskrevne verden er der.

Og man skal vide, at humoren findes, og at humoren rejser de orange færdselschikaner op, man hele tiden støder ind i, og tag ikke fejl: latteren er en del af det sorrigfulde. Man griner af noget mere end det grinagtige; man griner både af det absurde faktum af endeligheden og fordi netop latteren tvinger sig selv frem, så at sige.

Indimellem kan der danses, selv når det gør mest ondt. Indimellem kommer som berørt den grådkvalte latter og humoren, der fx siger: Nu æder Rødhætte ulven. Og syr sten ind i dyrets mave. Fordi det er sådan. Og i Kjørups bog har Ernst en ært. Vi kender den godt. Men følg den, og se hvad der sker. Det er ikke bare Ernsts ært eller prinssessens for den sags skyld. Det er også retningen, som vores liv tager eller måske retningsløsheden, kunne man sige.   

Frank Kjørups bog er i den grad god.

Læste i forbindelse med en poesisanmeldelse af japanske Tanaka et næsten ikonografisk sted, hvor han, Tanaka, skriver: der er kun ”og” tilbage. Og Ekelöf taler om der kun findes ”at” i verden. Og det får mig til at pege på skoven ved siden af ”og”, og på skoven ved siden af ”og” og ”og”, som man i øvrigt har svært ved at se for bare træer. Vi står i sproget. Momentvist opdager vi sproget, når vi hakker og stammer eller begår fejl. Vi undres og får en indsigt i glimt. Men vished gives ikke ved dørene. Så verden består i hvert fald af ”og’er” og ”at’er”, Det er sikkert og vist. Vi sanser og ser AT a og b og c er der, og vi ordner det hele i pæn syntax og pæne taxonomier. Og vi opdager, at sproget ikke faldt ned fra skyerne som et dannebrogsflag og direkte ind i munden og op på tungens selvberoende løbebånd.

Vi ser igennem et filter af overleveringer. Vi ser, og indimellem fortaber vi os som Borges’s figur Irineo Funes, der fortabte sig i det enkelte træ og forsvinder i kaos. Det er den ene fælde, men som hører med –det er sansningens nødvendige kaos. Generalisten vil beherske verden i storkategorier, som er forenklede, men godt nok praktiske i et slags artistisk begrebsbogholderi og er nødvendige i vores fællesviden. Så fint nok med det. Den akkumulerede viden er vores eje. I poesien er det en fælde- fælde nr 2, påstår jeg. Forstået på den måde, at den viden også principielt skal testes for netop at blive eget eje. Og poesien skriver sig vej mellem disse to positioner fra og i summen af vores fælles gods og til den pioneragtige og jomfruelige adapteren.

Den det er først og fremmest med kroppen, der skal ses og høres og forståes. Kroppen der skal verificere. Verden er et mysterium, der grundlæggende hedder ”at”.  Jeg kan se AT verden er der. Jeg kan føle, AT jeg er til. Jeg kan se AT træerne findes og AT de små pipfugle er der, Og så kan jeg samle dem i linné’ske fællesklasser og fx samle en stor gruppe spurve i kategorien Passer Passer*- og dertil give den allermindste gren af spurvefamilien et efterstillet navn domesticus eller gabonicus eller hvad ved jeg ….og det er jo fornuftigt nok for os, så kan vi samtale om tingene…Men pipfuglene er vi ikke kommet nærmere. Og det ikke at tage det for givet kan poesien sandsynliggøre og lyse på. Og tydeliggørelsen gør ikke mysteriet mindre, men gør mysteriet tydeligere som mysterium.

Man finder ikke bedre ud af tiden ved at fininddele timer, minutter og nanosekunder i yderligere bestanddele.

Det er alt dette Indefrarød også siger og fremskriver med sit fine næb og peger på som vilkår.

Man bliver klogere af Kjørups bog med de eventyrlige digte og poetiske eventyr; og man bliver ført alle steder hen. Flot. Jeg vil ved et terningekast slå ned på…. s.22 (der står ikke et sidetal, men det fremgår så af den øvrige paginering uden for siden) og skære et felt ud:

Han var engang som dreng blevet/ klar over at stå. Under stjernebilledet/ Musen. Og i samme øjeblik. Dets/ konturer. Stod ham lysende. Indset./ Dette var det eneste. Eneste/ billede på himlen. I virkeligheden- Musen/ omgivet af milliarder og atter/ milliarder af indbyrdes uforbundne/ huller, som intet andet stak ud af end/ sort, lort, mørke. Han var løbet hjem/ og fortalt det- men fået en flad…..   

Dér hvor sætningerne er gjort ufuldstændige (manglende finitte verber) eller skåret igennem ved punktum står et usynligt ”og” og blinker og kunne være den egentlige tekst. Usynlig, men komplementært synlig, komplementær, for hvor der i tekster fx står sort, står der et usynligt definerende lys. Og hvor der står far står der komplementært datter, søn, hustru, mor. Hvilket af ordene, der skal vælges, bestemmer sammenhængen. Og hvor en sætning er ufuldendt, noterer man sig skjult i tanken den fulde sætning, der her er erstattet. Mellemrummene hører med. Watson, Komplementært.

*Finder ved opslag ud af at passer udover spurv også betyder flynder. Nu flyder da vand og luft totalt sammen.