torsdag den 31. august 2017

Grovkornet miljøwestern

EDWARD ABBEY
“SKRUENØGLEBANDEN”
Det Poetiske Bureaus Forlag - Serien "Bureauets lommebibliotek"
Udkommet 3 marts 2017 - 660 sider
Pris: 200 kr

Af Jes Nysten
For nyligt genoptrykte The New Yorker de artikler, som blev bragt i tidsskriftet i sommeren 1962 af biologen Rachel Carson, og som kort tid efter blev samlet i bogen "Silent Spring". Den kom allerede på dansk i 1963 "Det tavse forår".
Bogen blev en bestseller på trods af det dystre indhold i bogen: at bla det stigende brug af sprøjtemidler i landbruget var med til at ødelægge fuglenes livsgrundlag - deraf metaforen: det tavse forår!
Men bogen fik en altafgørende indflydelse på den begyndelse miljøbevidsthed - og de dermed hørende forskellige miljøforkæmpere.
Og bogen har ikke tabt hverken højde eller dybde. Nå Carson fx skriver »’Kontrol over naturen’ er en frase født af storsnudethed, opstået i en barbarisk biologisk og filosofisk æra, da man mente, at naturen eksisterede for menneskets bekvemmeligheds skyld.« - ja, så lyder det lige så klart her i 2017 som det gjorde i 1962!

Begyndende miljøbevidsthed
Den begyndende miljøbevidsthed og dermed de begyndende "miljø-kampe" blev jo aldrig båret af en klar strategi og samlet i en fælles front, men blev spredt i mere eller mindre seriøse tiltag - nogle kortvarige og andre mere langsigtede og vellykkede. Nogle ganske fredelige - andre tog "miljø-kamp" helt bogstaveligt. Og svært er det at se, hvordan situationen egentlig tager sig ud idag!


Sjovt nok var jeg igang med at læse de genoptrykte artikler i The New Yorker samtidig med at jeg var igang med at læse den bog, der her skal anmeldes:
Amerikaneren Edward Abbey's "Skruenøglebanden", der udkom i 1975, og nu er kommet på dansk i 2016.
Man kan vel sige, at denne roman indvarslede en ny fase i den voksende bekymring i USA for den tiltagende ødelæggelse af miljøet - en mere åben aktiv og til tider militant "miljø-kamp", som rettede sig mod en bred vifte af det man oplevede som overgreb på naturen.
Romanen en vild og grovkornet "western" om fire originaler, der slår pjalterne sammen for at befri naturen ved at bekæmpe den anonyme magt-elite, der er i fuld gang med at ødelægge naturen. Deres kamp er båret af det en af dem kalder "et velment had"! En anden formulerer det sådan "mit job er at redde den forbandede natur, jeg ved ikke noget der har større betydning".
Afgørende er at den sabotage de foranstalter er på diverse maskiner, der er igang med ødelæggelserne - arbejderne og teknikkerne slipper helskindet afsted hver gang. Det er jo ikke dem, der er fjenden men "de magtfulde" bag ødelæggelserne.
Det er netop bogens - og den efterfølgende militante miljø-kamps - etiske debat: hvor går grænsen for en legitim, etisk forsvarlig voldelig modstand? Hvis dette overhovedet et etisk forsvarligt!

Det groteske, og det respektfulde
Man mærker at romanen er fra midten af 1970'erne. Her er intet af den moderne korrekthed: de fire er grove, platte og aldeles politisk ukorrekte. Der ryges, bandes og drikkes - og øldåserne og skodderne bliver ubekymret smidt i vejkanten.
Men på trods af det groteske set-up er bogen båret af en ægte dybfølt respekt for den forunderlige og livsnødvendige natur - helt uden den sentimentalitet, der klæber ved en del af den moderne "korrekte" miljø-forståelse.

Så lad mig slutte med et fint eksempel på dette:
"Men her i det sydøstlige Utah gjorde de små fyrretræer og enetræer ingen modstand overfor bulldozerne. Larvefodstraktorerne ryddede dem allesammen med en nonchalant lethed og skubbede dem til side, ødelagte og blødende, samlede dem i bunker af buskads, hvor de ville blive liggende for at dø og blive til kompost. Ingen ved præcist hvor følsom for eksempel et pinjetræ er, eller i hvor høj grad en sådan organisme af træ kan føle smerte eller frygt, og vejarbejderne havde helt sikker vigtigere ting at tænke på, men noget er dog etableret som en videnskabelig kendsgerning: et levende træ, revet op med rod, er mange dage om at dø" (S 138).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar