fredag den 12. april 2019

Et eller andet sted mellem Eufrat og Tigris går der stadigvæk en navleløs mand rundt

Titlen Fabelagtigheder henleder tanken på ordet fabel. En fabel er en lille fortælling, der ofte er både morsom og moraliserende. Lars-Emil Foders udgivelse har da også både glimt i øjet og noget på hjerte.
 

Fabelagtigheder
Lars-Emil Foder
Forlaget Ekbátana 2018, 78 sider
Af Carina Wøhlk

Lars-Emil Foder er et alsidigt talent. Han er både forfatter, sangskriver og musiker. I 2013 debuterede han med digtsamlingen Natatlas. Fabelagtigheder er hans prosadebut.

Der er nu intet prosaisk over Foders måde at skrive på. I det hele taget er hans bog vanskelig at genrebestemme. Den bobler vægtløst af fantasi - og vejer til i filosofisk tyngde. Foder slynger veloplagt om sig med drømme, vittigheder, øjebliksbilleder og digte. Det fabulerende samles op i betegnelsen Fabelagtigheder.

Finesser og finurligheder
Foder har sans for sproglige finesser og finurligheder. Som når han i associationsstrømmen Egne ben spinder en ende over mundheld om dyr: ”Du skal bare have mig bag øret, sagde ræven. Vær snu som mig. Og nogle gange må du sluge mig, sagde kamelen” (se s. 23). Der er noget legende og lattermildt i hans tilgang til det danske sprog – og det virker forfriskende på læseren.

Det er interessant, at Foder flere gange undervejs refererer til Biblen: I udbruddet Fuck! (sic!): ”Et eller andet sted mellem Eufrat og Tigris går der stadigvæk en navleløs mand rundt og navngiver alting” (se s. 26). I Den første vittighed – om det oprindelige fald, ud af Paradisets Have, ud af uskyldstilstanden: ”Alle ved det er sjovt når man falder. Men hvad med det første fald, var der nogen der grinede der?” (se. s. 33). Og endelig i det korte digt Læs: ”I begyndelsen var/ ordet, og ordet/var læs” (se s. 64). De bibelske referencer er med til at give bogen lødighed midt i alt det lette. 
Lars-Emil Foder

Substans er der også i Foders elegante hip til vores selvtilstrækkelighed og manglende rummelighed: ”Man skal have døre. Det er døren der gør huset til et hus. Måske er en dør det eneste der skal til. Og en måtte selvfølgelig: VELKOMMEN” (se. s. 16).

Læs
Ja, velkommen til en læseoplevelse af de helt særlige. Her er dør ind til en verden af humor, hittepåsomhed og underfundige overvejelser. Fabelagtigheder er en charmerende genistreg, der kalder både latter og eftertænksomhed frem. Bogen er nok lille af format, men stor af indhold.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar