Hjemkomst

 Anna Degnbol: ”Grus”, Fahrenheit 2017, 184 sider, 199 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

I Anna Degnbols grafic novel, ”Grus”, vender den unge kvinde, Mathilda, hjem til sin barndomsby, fordi hendes mor er blevet fundet bevidstløs i den lokale skov. Hjemkomsten konfronterer Mathilda med en lang række større og mindre svigt begået af hende selv såvel som andre. Mødet med barndomsbyen og dens indbyggere bringer Mathilda tilbage i tiden. Pædagogisk, men diskret er erindringsglimtene fremstillet i røde nuancer, mens resten af bogen er holdt i blåt.

Følsomme unge

I folkeskolen har Mathilda gode veninder og en enkelt ven, som hun hjælper med lektierne, fordi han er ordblind. Imidlertid medfører enkelte ondsindede bemærkninger, at Mathilda dropper lektiehjælpen og vender vennen ryggen. Mathilda er præcis lige så følsom overfor sine jævnaldrendes hån som enhver gennemsnitlig teenager. Følsomheden bliver ikke mindre af, at hendes mor lider af depression. Mathildas situation forværres yderligere, da hun gør et uhyggeligt fund ved den lokale grusgrav. Der er derfor ikke noget at sige til, at hun forlader barndomshjemmet, så snart der viser sig en mulighed.

Problemet er bare, at hun dermed også lægger afstand til sin mor og andre, hun holder af, og som holder af hende. Med virkemidler fra den magiske realisme, hjælper hendes ungdoms uhyggelige fund Mathilda med at fjerne afstanden, så hun for alvor kan vende hjem.

Den kedsommelige barndomsby

For mange danske unge vil hver deres barndomsby i en periode fremstå som det kedeligste sted i verden. Det er klart, at man ikke vil blive boende sådan et sted, når man har hele livet foran sig. Som Mathilda kan man ikke komme hurtigt nok væk. Imidlertid konfronteres hun med den kendsgerning, at dem, der blev, faktisk trives ganske godt. Det panser, hun har opbygget, falder fra hinanden, så hun lidt efter lidt indser, at hendes barndomsby hverken er værre eller bedre end så mange andre. Midt i bogen råber hun: ”Fuck dig, din lorteby”, men det vil hun næppe gøre hen i mod slutningen. I alle byer bor der mennesker, og ingen af dem er fejlfrie. Det er Mathilda heller ikke. Både hun og de øvrige indbyggere i byen svigtede i større eller mindre grad, fordi det er sådan, mennesker gør. Den eneste, der ikke svigter, er individet fra grusgaven; bogens magiske islæt.

Det genkendelige og forandrede

”Grus” er en fin fortælling om at komme hjem til det, der på samme tid er fuldt ud genkendeligt og dog totalt forandret; en fortælling om at erkende, at man selv har det på samme måde: at man er fuldt ud genkendelig og dog totalt forandret – og at forandringen sker, idet man genkendes og ses, som den man er; ikke som den, man troede, man var.