Knud Steffen Nielsen
Derfor står jeg frem nu
(Werkstatt 2015, 78 sider)
Af Jakob Brønnum
Knud Steffen Nielsen har udgivet adskillige digtsamlinger.
Det meste af hans udtryk ligger et sted mellem den form for sproglighed, der
bearbejder faste vendinger, som man kender fra især Ursula Ankjær Olsen og en
mere billedrig digtning – ind i mellem kan det være i retning af det surrealistiske.
Humoren er der altid et sted som et element
Hvor rationalet hos f. eks Viggo Madsen i almindelighed er, at der netop ikke er
noget rationale, altså ikke ligger noget semantisk tegnsystem bagved, som de
sproglige koncentrationer kan referere til, men betydningsdannelsen netop sættes
i gang af dette faktum, er det ikke sådan hos Knud Steffen Nielsen. Der kan
findes metaforiske sammenhænge, der gør digtene yderst almenmenneskelige:
"Løbende under himle af stuk og
vildelse. Det hører os til, der lever
under drejelofter famlende
efter blødende hænder …"
(Digtet Bevise, Farven Godot s. 23, After Hand 1993)
Måske sådan: Himle,
som billedet på noget overordnet i tilværelsen, forsynet med prædikaterne stuk (noget kunstigt forsiret, om end til
tider smukt), vildelse (noget
indefrakommende utilregneligt) og drejelofter
(noget i omverdenen, der bestandigt bevæger sig, dog fortrinsvis efter
faste mønstre). Og det hele flytter sig i høj fart. Sådan en indledning til et
digt kan man være længe i. Det er jo sådan man har det.
Fremtrædelsen
Uden at jeg kan hele forfatterskabet udenad, vil jeg sige,
at det forekommer mig, at de to seneste bøger bruger alt det bedste, der er i
det til at skabe endnu dybere metaforiske konstellationer, som man kan være
endnu længere i. Den forrige bog var den første prosabog, ”Kaptajn Kugeln og
min brev og notesamling I – Om håndtering af og Lærestykker i det enkle liv (Forlaget
Armé 2014), et mærkværdigt værk (et mesterværk, if you ask me), hvor Knud
Steffen Nielsen tegner et mageløst detaljeret og morsomt, satirisk portræt af samtiden,
særligt den i provinsen. Jeg har skrevet en læsning af den på bibliotek.dk.
I
den seneste bog, ”Derfor står jeg frem nu”, møder vi gang på gang nogle af de
eksistentielle grundbilleder, ”Det ukendte", ”støv” – oven i købet sammen med,
hvad der må være støvets absolutte eksistentielle og metaforiske modsætning, "linealen" – ”Skæbnens tal”, ”tiden”, ”rationelle tanker”.
Knud
Steffen Nielsen undersøger virkelighedens beskaffenhed med begreber, der har
været kendt tilbage fra antikken, billeder på skæbne og uvished:
”Kunne skrive op og ned ad dørstolper
om enhver form for hasard
ikke så meget alt det med pengene, hvis det er det du tænker
på.
Algoritmen baserede sig på: Det er ikke kun spil.
De giver for lidt tilbage på en halvtredser DERUDE
Og i den anden ende er der altid én der hænger fast i
den rette fortælling om det religiøse
Det er et andet spil.” (s. 42)
Der er den igen, bare større end den med himlen, som ellers
var stor nok: Algoritmen overfor hasard, op og ned ad dørstolper som det kedsommelige, (måske også med et anstrøg af en gammeltestamentlig dørstolpe, og den er ikke sjov), den anden ende som
tilværelsesbillede og det religiøse. Altså
billeder på det beregnelige, det ukendte, på det kendte (det kedsommelige) og på at tage en hasarderet
chance. Jeg vil ikke forsøge at vride en mening ud af disse billeder, men
blot gøre opmærksom på, at de er mulige hegnspæle i en digterisk tilværelsestydning,
som man kan være længe i. Mærkater, der drejer sig om at afkræve
tilværelsen en måske flygtig mening eller være i dens utydelighed.
Problemet er, at bogen består af 71 sådanne
sammenstillinger af nøje udvalgte (intuitivt udvalgt, helt sikkert) metaforer.
Hvordan i alverden skal man kunne blive færdig med den? Det er det, poesi er.
Jeg har interesseret mig for digte, siden jeg læste Knud Vad og Vagn Steen som knapt
teenager og Synets flod af Robert Corydon, for at have sådanne bøger i hånden:
"Jeg har glemt det hele, og
det hele er rigtigt, og det hele er
vanvittigt.
Vanviddet er reglerne. Dér
Og alle de pæne lister indeholder regler for begge hænder.
Af de nok hundrede træer kan jeg højst nå at tælle
de fjorten. Skovene tager altid munden for fuld.
Om jeg har læst alle træerne ….?
”Så referer noget af
handlingen
for forsamlingen”,
siger du.
Jeg kan ikke styre
det.
At tælle til én er knapt nok nok" (s. 30-31)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar