Samme stemme gennem årtier

Patrizia Cavalli: Hvis du bankede på min dør. Udvalgte digte. Oversat af Kirsten Nørgaard Cesareo. Forlaget Kronstork, 2023. 

Af Bente Høegh

Patrizia Cavalli er en italiensk digter som nu for første gang kan læses på dansk.

Digtene i Hvis du bankede på min dør er plukket ud af syv forskellige samlinger, der udkom i årene 1974 til 2020. Det mærkelige er, at man ikke fornemmer spændet over de mange år; stemmen der taler, er i mine ører den samme. Den taler forelsket, længselsfuldt, vredt, voldsomt, fra vekslende faser i kærlighed, og hele tiden med en melankolsk distance, hele tiden med en bevidsthed om livet som et teater. Den taler om sig selv som et fysisk teater og som en krop på scenen, som en medvirkende i forestillingen og som én der iagttager både sig selv og den anden.

Scenen er min, dette teater er mit,
jeg er parterret, jeg er foyeren.
jeg har alle disse herligheder, det er mit alt sammen,
sådan vil jeg have det, tomt,
og lad det være tomt. Fyldt med min forsinkelse.

(fra fjerde del: Teateret er altid åbent. 1999)

Hvis du bankede på min dør nu
og tog brillerne af
og jeg tog mine som er magen til dine
af, og du så indtog min mund
uden at være bange for umage kys
og hvis du sagde til mig: ”Min elskede,
hvad er der sket?”, så ville det være
et succesfuldt stykke teater.

(fra tredje del: Mit helt eget jeg i første person ental. 1992)

Hvilket drama gemmer sig bag disse få linjer? Alene titlen Mit helt eget jeg i første person ental vækker undren: Det subjektive Mit helt eget jeg inviterer ind til de mest oprigtige betroelser, men efterfølges af den objektive grammatiske term: første person ental og påpeger spottende at det hele er en konstruktion, teater. 

Nogle digte er, trods det tilsyneladende enkle sprog, fulde af gåder. Hvem er det der sidder overfor pigen med hatten? Hvem bøjer hovedet, og hvor befinder jeg-stemmen sig?

Også jeg vil være smukkere
foran den åbne ild
på pladsen
over for pigen med hatten.
Hun bøjede hovedet lidt og troede
hun kendte mig, opdagede fejlen.

(fra første del: Mine digte vil ikke ændre verden. 1974)

Nogle digte er et knytnæveslag, bang! Her sker der noget:

Jeg takker stolen trappen lænestolen
der tog imod mig i et øjebliks svaghed
da den absolutte vished om din krop
kom ind i rummet.

(fra tredje del: Mit helt eget jeg i første person ental. 1992)

4.delen: Vidunderlige liv – tilbageskuende, funderende, hvad var det for en forestilling? Den lange sætning er som et liv, hvor begyndelsen henimod slutningen fortaber sig og udviskes:

Og skal jeg gå min vej på den måde?
Ikke at jeg forventer den færdige tegning
det man ser, når et broderi er færdigt
når man bider tråden over med tænderne
efter at have syet den fast på sig selv
så den ikke mere kan trevles op, når man rykker i den.
Men det jeg har set, er fuldstændig udvisket.
Og jeg var dårligt nok kommet i gang.

Patrizia Cavalli døde i juni 2022. Jeg var glad for at lære hendes digte at kende. Kom indimellem i tanke om oversættelsen, små detaljer som fx den indforståede brug af demonstrative pronominer: den der tykke substans, Til det der lukkede blik, men jeg kender intet til italiensk sprog og altså heller ikke til oversætterens udfordringer.