Hjemløs i familien

Sissel Bergfjord: ”Fiskelykken”, 2023, Ombelico, 336 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Sissel Bergfjord debuterede i 2006 med romanen ”Min morfars stemme”. Den er nu udkommet på ny, men suppleret af ”Min mosters breve”, der tilsammen udgør romanen ”Fiskelykken”.

Fiskelykken er en lavmælt bog om kvinden Kajsa, der af to omgange tager til familiens hytte i Norge, hvor hun glæder sig over at være til, over omgivelserne og over moderskabet. Samtidig problematiserer bogen det at være del af en familie, som man ikke nødvendigvis føler sig hjemme i. 

Det er en nydelse at læse første del af ”Fiskelykken”, selvom der virkelig ikke sker særlig meget. Ganske diskret placeres der spor, som lægger op til en lettere dramatisk afslutning. Imens suger man Kajsas mange sanseindtryk fra den norske sommernatur i sig. Selv en banal kanotur bliver beskrevet på en måde, så det er, som om man selv har padlen i hænderne. De indtryk, der præger det at sidde i en stol ved søbredden og suge indtryk til sig, kan også deles med en læser, der sidder et helt andet sted og måske på en helt anden årstid. Her får det nære en ekstra poetisk dimension, idet det bliver beskrevet med en taknemmelig årvågenhed, der gør læseren fortrolig med det beskrevne: ”Jeg er helt alene i området nu, langt borte sejler en motorbåd. Jeg stirrer på vandets små krusninger, som lidt efter forsvinder og efterlader søens overflade fuldstændig blank. Nogle småfluer sværmer lige over overfladen, en fisk springer en gang imellem, og jeg bliver forskrækket hver gang. Jeg mærker min ensomheds dobbeltgreb som en flaksende vinge, vekslende mellem afmagt og en vidunderlig følelse af at have hele verden for mig selv.” (s. 95f.).

Sideløbende med de stille og ofte genkendelige beskrivelser af Kajsas oplevelser og følelser, flettes flere og flere oplysninger om hendes morfar ind i historien. Han var aktiv i den norske modstandsbevægelse under tyskernes besættelse af landet og måtte i en periode leve under jorden ude i den natur, som Kajsa selv befinder sig i og registrerer med stille glæde. Forskellen er bare, at Kajsa nyder sommeren i den egn, som morfaderen også måtte holde sig skjult i om vinteren. Det var ensomme og kolde vilkår, han måtte overleve i. Samtidig var han konstant bange for at blive opdaget og angivet til besættelsesmagten.

Et psykologisk familie- og selvopgør

I romanens anden del skrues der op for dramaet. Efter mange år er Kajsa taget op til hytten igen. Denne gang har hun sin datter, Sina, med, og denne gang finder opholdet sted om vinteren. Der er stadig smukke beskrivelser af landskabet og vejret. Ind imellem beskriver Bergfjord også vinterkuldens krav om udholdenhed og påpasselighed. Mennesket er ikke så magtfuldt, at det kan tæmme naturens kræfter. At tæmme andre mennesker, er en anden sag, der ikke nødvendigvis er let, men alligevel anses for at være nødvendig af mange. I hvert fald formulerer Kajsa sine familiemedlemmers behov for at tæmme andre. Ærligt og fuld af frustration erkender hun, at hun bærer på de samme træk, som hun har allersværest ved at acceptere hos nogle familiemedlemmer. Men hvad gør man, når man opdager, at de personlighedstræk, som man altid har frygtet og afskyet hos andre, udgør en naturlig mentalitet hos en selv? Mange i Kajsas situation ville få større forståelse for dem i familien, der netop er karakteriseret af de forhadte træk, men Kajsa vil ikke give sig arv og miljø i vold. Hun vælger en anden løsning.

Kajsas erkendelse og dens følger beskriver Bergfjord som en mental udvikling i sin hovedperson; en udvikling, der følges af ydre dramatiske begivenheder. På den måde bliver ”Fiskelykken” til et ganske originalt psykologisk drama, der tilmed er skrevet med stor sproglig ro og ynde.