”Tilbageblik” og ”Palle Bondrup”, Janus Vestjyllands Kunstmuseum, 4. november 2023 - 11. februar 2024.
Af Egil Hvid-Olsen.
Vestjyllands Kunstmuseum introducerer et koncept, som er vældig velfungerende, nemlig otte små retrospektive udstillinger. De otte kunstnere er Jonna Pedersen, Simon Grimm, Jacob Hoff, Bjørn Poulsen, Bjarke Regn Svendsen, Anne Skole Overgaard, Marie Birkedal og Karin Lorentzen. Her er noget for enhver smag, og udstillingen holder nysgerrigheden oppe hos den besøgende fra begyndelse til ende.
En rød Volvo i guldalderrammeBjarke Regn Svendsen: Rød Volvo, 1973
Bjarke Regn Svendsen har ofte været vist på museet, fordi hans far var en af hovedkræfterne bag oprettelsen af stedet, og fordi kunstneren selv gennem årene har været endnu mere engageret i museet, og så naturligvis fordi han er en dygtig billedkunstner. Denne gang har man fundet nogle af Svendsens værker frem, som ikke har været vist så ofte, f.eks. nogle fine tuschtegninger, der dokumenterer den unge Bjarkes talent. Siden kastede han sig over maleriet og blev nyrealist. Et eksempel fra 1973 er ”Rød Volvo”, der gengiver det benævnte køretøj foran en rødstensvilla. Svendsen er endnu ikke helt tæt på den næsten fotografiske gengivelse, som siden prægede hans malerier i en periode, men motivet er absolut genkendeligt – ligesom motiver fra guldalderen. Alligevel opstår der en spøjs – og helt sikkert forsætlig – signalforvirring, idet den røde Volvo er blevet forsynet med en for guldalderen typisk stor, gylden ramme.
Jacob Hoffs ”Af og til drømmer jeg stadig om ishavet (Et hjemligt terræn #2)” fra 2019 er gengivet med endnu større fotografisk nøjagtighed end den røde Volvo. En dyne uden betræk ligger som tilfældigt kastet på en seng. Det er i udgangspunktet et ganske dagligdags syn, men titlen sætter tankerne i gang, for antager dynen ikke samme form som et isbjerg? Om ikke andet kan man lægge sig under den og drømme, at man sejler på ishavet.Jacob Hoff: Af og til drømmer jeg stadig om
ishavet (Et hjemligt terræn #2), 2019
Et spøgelse af margretheskåleBjørn Poulsen: Ghost 6, 2007.
Går man videre ind i det næste rum, fornemmer man en lidt underlig skikkelse til venstre i øjenkrogen, og ganske rigtigt hænger der et spøgelse. I hvert fald har Bjørn Poulsen givet sit værk fra 2007 titlen ”Ghost 6”. Ofte forbindes spøgelser med afdøde, men ”Ghost 6” er speciel, fordi det er lavet af ituslåede, ”afdøde” margretheskåle. I et andet værk svæver der en Weber-grill i en sky. Måske en kommentar til de mangfoldige mænd, der føler sig i den syvende himmel, når blot de kan tilberede en steg i Weber-vennen.
Fra falsk domptør til grå nuancerMarie Birkedal: Den falske domptør
(efter Diego Velázques), 2012.
Marie Birkedal udfordrer beskueren med maleriet ”Den Falske Domptør (efter Diego Velázques)” fra 2012, der i farvevalget snildt kan ligne et værk fra Velázques’ 1600-tal, men som er blottet for det figurative. Eller er det? Maleriet synes at bestå af to lag. Som om der først er malet et motiv, der ville være genkendeligt, hvis der ikke efterfølgende var malet med så ødsel en brug af malingen, at den er løbet ned ad lærredet. Dog … når man ser efter, er der virkelig intet figurativt i nogen af lagene. Der er ingen domptør. Måske er det derfor, at han er falsk?
Så eksperimenterende er Anne Skole Overgaard ikke. Medminutiøs præcision gengiver hun blomster og træer, og dog er det ikke som at se på fotografier. I ”Kakitræ” fra 2016 synes træet med fuglene at være trukket frem fra det ubehandlede lærreds baggrund. I ”Hus” fra 2015 er hele lærredet bemalet. Umiddelbart er motivet kedeligt, men kun indtil man lægger mærke til gavlens farvespil af grå nuancer. Man får dem ovenikøbet både at se i lys og skygge. Huset er placeret i kanten af en kornmark med grønne træer omkring sig, men det er den af vejr og vind hårdt prøvede gavl, der påkalder sig opmærksomhed.Anne Skole Overgaard: Hus, 2015.
Smukke og morsomme værker af BondrupPalle Bondrup: Vestenvind, 1994.
Egentlig kunne ”Tilbageblik”-udstillingen sagtens fylde et museumsbesøg ud, men hvor er det godt, at man tillige har arrangeret en udstilling med værker af Palle Bondrup (1948-2021).
Bondrup kunne tegne! Både stort og småt. Både naturskildringer og mennesker. Nogle små ætsninger fremstår beskedne og er det for så vidt også, fordi de gengiver den hverdagsæstetik, vi omgives af: Træer, skure, marker. Men smukke er de!
Det samme gælder Bondrups (virkeligt) store tegninger som ”Lund og stubmark” fra 2003. ”Vestenvind” fra 1994 er måske knap så smuk, men til gengæld morsom. Et træ får blæst løvet af sig, blomster bøjes mod jorden og alskens ting og sager fra terrassen og haveskuret kommer flyvende. Selv en loftslampe er blæst løs, men lyser stadig, så trækronens tilbageblevne løv reflekterer lysets hvidhed, der bryder stormens mørke.Palle Bondrup: Tunnel i sidevind.
Også skulpturer var en del af Bondrups kunstneriske udtryk. Her spiller humoren ligeledes ind, f.eks. i ”Tunnel i sidevind”. Selvom den er lavet af beton og metal, er den åbenbart også blevet ramt af vestenvinden, for tunnelen bøjer sig til siden.
Der er nok at tænke over, le af og nyde i Vestjyllands Kunstmuseums dobbeltudstilling.
Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere udgave i Kunstavisen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar