Digtningens modsprog: Bruddet, den grænseløse åbning og den skabende proces

Lørdag d.4.november kl. 12.10 deltager Karsten Bjarnholt, Inge-Helene Fly og Thorvald Berthelsen i en paneldebat om Lyrikkens rolle i dag på Dansk Forfatterforenings stand C4-001 på Bogforum i Bellacentret. Debatten tager afsæt i fagbladet Forfatterens opslag med teser om poesi i Frit Rum i nr. 3 fra i år. I sommer udkom Thorvald Berthelens essaysamling Om lyrik også på Forlaget Ravnerock. I samlingen forsøger han at indkredse digtnings virkning og rolle som modsprog til det herskende sprog. Her giver han en forsmag på sit bidrag til paneldebatten.

Af Thorvald Bertheksen

Da jeg var 15 år og gik på kostskole og derefter i første g. på Kolding gymnasium begyndte den moderne europæiske lyriks fornyelse af det poetiske sprog for alvor at gå op for mig. Det var ikke Klaus Rifbjerg, der åbnede mine øjne og porer. Nej det var Uffe Harder, den mangeårige redaktør af Hvedekorn og redaktør af antologier med moderne fransk, italiensk, spansk, latinamerikansk og afrikansk lyrik, og Ivan Malinovski, hvis udgivelse af Glemmebogen med hans egne oversættelser af mange af de allerede klassiske moderne digtere ikke kan overvurderes, når det gælder det moderne nybrud i dansk digtning efter hereticanerne. Ikke mindst har deres egne digtsamlinger, Harders Positioner og Dette er ikke en drøm, Malinovskis Galgenfrist, poetomatic og Leve som var der en fremtid og et håb, betydet meget.

Lyriktidsskriftet Lyrikvännen skal også nævnes. Det blev udgivet af Folket i Bild og orienterede ikke bare om svensk og skandinavisk poesi men om verdenspoesien i næsten alle egne af jorden med jævne mellemrum – det gør de stadigt. Men i dag kan  man ikke længere kan låne det på danske biblioteker, fordi Det kgl. bibliotek i Århus er ophørt med at abonnere på det.

Også vores tyske nabos store lyriker, den sidste år afdøde hans magnus enzensberger, spillede med sine tidsskrifter (som Kursbuch) og antologien Museum der modernen Poesie en stor rolle.

Overfor det for tiden gældende, erindrer poesi om det selvfølgelige, der ikke er virkeliggjort. Francis Ponge har sagt, at hans digte er skrevet som på dagen efter den vellykkede revolution. Al virkelig digtning er ifølge hans magnus enzensberger antecipation, om det så er med tvivlens, undsigelsens og negeringens virkemåder. Ikke sådan at forstå at den taler om fremtiden; men sådan at den taler som om fremtid var mulig, som lod det sig gøre at tale frit mellem ufri, som var der ikke noget der hed fremmedgørelse og sprogløshed.

Den moderne lyrik er ifølge Uffe Harder både bruddet, den grænseløse åbning og den skabende proces. Både ’indgriben, frigørelse, realisering og aktiv eksistens… Alt er bevægelse og Liv… Stilheden er ufattelig langsom Bevægelse.’

Ifølge Ivan Malinovski er det moderne digt panisk. ’ Det benytter sig ikke af projektioner. Ud fra den erfaring at alting er samtidig til stede overalt, åbner det sig samtidig til alle sider.’ Det er oprøret og jeglikvidationen der åbner for et nyt jeg i et ubegrænset fælles rum, der til alle sider åbner en ny verden modsat kapitalismens.

Pindars 2. olympiske ode til væddeløbskøreren Theron er ofte blevet fremført som eksempel på digtekunstens krav på sandheden. Især den passage hvor Pindar priser de indsigtsfulde, som ikke plaprer støjende hid og did på alle sprog som ravne, men forstår lyd og logisk tale som Zeus' hellige fugl ørnen slår ned, præcist:

Men i Pilekoggret har jeg under Armen endnu
Mangen letbevinget Pil,
Der træffe vil i Sjælen vel dem der har indsigt,
Men for Mængden vil de trænge til en Tolk, men ikkun vis
Er jo den, der af Naturen fik i Meget Indsigt klar;
Men rasende af Snakkelyst er de,
Der med Moie fik lidt Lærdom, og som Ravnene de skriger
Mod Zeus' Ørn. Men sigt nu med Buen, du mit Hjerte!^[1]

Men det her handler ikke om hvordan den præcise filosofiske dialog aktualiserer den logiske tale. ”Ordet sendes afsted så vel hvæsset, valgt og målrettet, at det træffer lige i plet, der i sandhedens undtagelsestilstand.” Det der er på spil i Pindars billede er ikke, ”hvordan ordet træffer , men sprogets flugtbane og lyd ... For Pindar virker sandheden gennem sprogets præcision i formgivningen af lyd og alle dets andre aspekter..  Digtet rammer sin susende bane præcist mod målet, som den vished hvormed Zeus' jærtegns ørn slår ned. Jærtegnet rummer en særlig guddommelig aktualitet – det varsler hvad der kommer til at ske. Ikke det skæbnen eller guderne har bestemt., men det jærtegnet afslører for de indsigtsfulde, som giver agt på virket, energeia, og ikke bare målet.
I billedet er ravnene ikke bare en forvildet flok men også en sværm der er i stand til at holde ørne væk. Dermed fremhæves den skabende uforudsigelige uro.

Mod forvirring
Frie ord er ikke
ørnens bratte lynnedslag
men en sværm sort sol
(Thorvald Berthelsen  i digtsamlingen Sensommer Remix)

Digtning er anarkisk og det er den levende uforudsigelige uro i processen, der underminerer ethvert ideologisk eller entydigt politisk formål. Allerede Platon advarede magthaverne imod dette – selve kernen i digtning –  der truer med at unddrage sig vogternes kontrol: ”Dens politiske følger er intetsteds farligere end der, hvor manifest politisk formål slet ikke er rettesnor for det poetiske virke.”

enzensberger

hans magnus enzensberger understreger den samme grundlæggende opposition til den herskende magt i digtningen. ”I magtens øjne, der udover sig selv ikke kan anerkende noget αρχη er digtet anarkisk, utåleligt, fordi magten ikke kan bestemme over det, subversivt ved sin blotte eksistens. Så længe det bare er tilstede, fører det bevis for at regeringserklæriner og reklameskrig, manifest og transparent lyver. Dets kritiske arbejde er ikke andet end barnets i eventyret. At kejseren ikke har noget på, denne indsigt kræver intet 'engagement’. Det er nok at et eneste vers bryder bifaldets uartikulerede hyl.”

Længe følte jeg at det var for stillestående og opgivende en opgave for poesien. Og det tog mange år og adskillige essays om forskellige store og små digtsamlinger og digtere at forstå, at det er denne mangefacetterede kritiske produktive uro, som digtningen med sit modsprog river herredømmer og deres undertrykkende sprog ned med igen og igen. Og det i lige så mange udgaver som der er digtere, der skriver med deres personlige poetiske logik i sammenhæng med deres samtids fællesskabers forskellige opgør med herredømme og undertrykkelse.

Digtningens modsprog er ikke bestemt metode til at frisætte sproget. Det sker som led i den enkelte digters personlige poetiske projekt, f.eks. ved som Marianne Larsen at indbygge en boblende fantasi i det som får de enkelte ord eller sætninger til at løsrive sig og agere på tværs af vore forventninger, eller som en Benny Andersen, der stædigt insisterende udforsker konsekvenserne af at tage sproget på ordet, så vi går helt fra den stakkels snøvsen. Eller som Niels Hav, der med humoristisk ’naivitet’ udnytter vores vante sætningsopbygnings logik til at demaskere konventionerne og anarkistisk sprænge hele det sproglige forløb og historien i luften, så vi havner et helt andet sted end ventet.

Ham, der bruger syv år på at bygge et lysthus
og slutter med at smadre det i raseri.
Det er ham jeg holder med.
(Niels Hav HVEM JEG HOLDER MED i Øjeblikke af lykke)

Digtning har som modsprog også sit udspring i at ordene udgår fra kroppen, og det er det der gør digtes modsprog brugbart til at rive de undertrykkende herskende abstraktioner ned og genskabe virkelig kommunikation. Som når Marianne Larsen om læberne skriver at de ”HVER GANG DE FORMER ORDET ”EJE” gør DET DIAMETRALT MODSATTE AF ETHVERT/KYS. Og det gælder ikke kun ordene, men også tid, nærvær og kærlighed virkeliggøres på forskellig vis af kroppen.”

Dette modsprog er ikke bundet til moderne tiders klasseopdelte kamp mellem arbejderklassen, andre undertrykte samfundsklasser og den kapitalistiske overkasse.

Som jeg skriver i essayet om Karlevi stenens runekvad fra omkring år 1000, der er det første hele skjaldekvad der er mejslet ned samtidig med tilblivelsen: Også dengang skabte skjaldene modsprog til ættesamfundets herskeres undertrykkende magtsprog der cementerede herskende slægters magt og virkelighedsforvanskning bl.a. ved i hyldestdigte til dem at nyombryde kenningernes vedtagne symbolsprog og skabe ny poetisk logik og dynamik hos tilhørerne.

Digtning som modsprog er en ongoing proces, digtere og læsere må indgå i igen og igen. Fordi magthavernes undertrykkende sprog og floskler om magtens nødvendighed gendannes hele tiden. Og fordi en vigtig del af den poetiske  process’ uro består i digternes nyudmøntning af deres personlige projekt i et reelt sprogligt samspil med fællesskaber og modstand mod denne voldtægt. Digtningens modsprog er som åndedragets skift det vendepunkt, der sætter ord og udåndingen fri lige nu i et nyt fælles rum og tid.

 

---

[1]Pindars olympiske Oder, Overs. M. RoisingHerlufsholms Årskrift for skoleåret 1861-62, s. 13-14