Store musikalske fortællere

Eric Coates: Orchestral Works, Vol. 3
John Wilsons og BBC Philharmonic
Chandos 2023

Bruckner: Symfoni nr. 4
François-Xavier Roth, Gürzenich-Orchester Köln
Myrios/HMM 2023

Af Jakob Brønnum
Klokken 15.00 den 6. juni 1946 genoptog BBC tv-tjenesten for første gang siden krigsudbruddet i 1940. Programmet rummede en Mickey Mouse-tegnefilm, en danse-recital af Margot Fonteyn, et George Bernard Shaw-skuespil (det er ham med Pygmalion, forlægget til My Fair Lady), og en koncert med Mantovani og hans Orkester. Men før det hele kom Eric Coates' splinternye tv-march, bestilt specielt til lejligheden.

Han havde haft tre uger til at skrive den. Coates ”Television March” er tre et halvt minutter lang og et ualmindeligt velformet stykke kompositionsmusik. Marchen indleder Vol. 3 af John Wilsons og BBC Philharmonics indspilning af Coates samlede orkesterværker.

Coates er en af Englands mange, mange (mange) gode komponister, vi ikke rigtig kender til, fordi vi internationalt er orienteret mod det tyske sprogområde (Beethoven, Mozart, Schubert., Brahms, Mahler) og det franske sprogområde (Ravel, Debussy) og det russiske sprogområde (Tjajkovskij, Sjostakovitj, Prokofiev, Stravinsky), før vi ser på det engelske, og da kommer man sjældent videre end Elgar og måske Britten og Delius, så Vaughan Williams, Arnold, Bax, Bridge, Holst, Rubbra, Goosens, Knussen, Gibbs, Maxwell-Davies, Parry og mange andre henslæber et liv i skandinavisk dunkelhed.

Der findes ”tunge" engelske komponister og lettere komponister, det sidste måske i højere grad, end i de det tyske og russiske område (men ikke det franske), og Coates hører til de lettere.

Men derfor er det ikke indholdsmæssigt uvæsentligt. Tag nu Television March. Det er charmerende, uden billige, orkestrale tricks, og man føler virkelig, man bliver hvirvlet ind i en fortælling, et musikalsk narrativ, hvad der trods alt må være kunstmusikkens fornemste opgave.

Et centralt værk på albummet er fantasien over Askepot-eventyret (1929), et af tre værker i Coates produktion, der er skrevet over klassiske eventyr. Værket er fuldt af eksperimenterende klangbilleder (indenfor den tonale kompositionsteknik) og velorkestrerede fortællende passager. Endnu engang opdager man, at værket undervejs oplevedes som langt mere omfattende end den tid, det tager. Og det er, som jeg nævnte, fordi det rummer en genuin, musikalsk fortællerstemme.

Et andet af den håndfuld værker af Coates, som CD’en rummer er den tre-satsede suite The Three Men (1929), hvor Coates har sat sig for at beskrive tre af familiens bekendt i musik – en kendt genre i engelsk musik, hvor Elgars Enigma-variationer fra slutningen af 1800-tallet er et uantastet mesterværk

Den midterste sats – en storbynat, med lyden af en fjern foxtrot – er næsten et musikalsk selvportræt, bemærker pladeselskabet i covernoterne: elegant, afmålt og dybt romantisk.

Coates minder i lange passager om filmmusik (og noget af det er senere brugt som filmmusik), men det har langt flere lag end den klassiske filmmusik fra tiden mellem talefilmens fremkomst og farvefilmens gennembrud. Absolut anbefalelsesværdigt til en mørk efterårsaften..

En rigtig stor Bruckners 4

Francois Xavier Roth, blandt musikere (og i denne anmeldelse) kaldet FXR, indspiller sig i disse år gennem betydningsfulde dele af det klassiske repertoire. Han har fortolket Beethoven i spændende sammenhænge med andre symfonikere fra samme tid, der er mindre kendt, og han har udforsket det tidlige modernistiske repertoire med Ravel og Mussorgsky.

Nu har han taget fat på en del af repertoiret, som jeg tidligere ikke har forbundet ham med i samme grad, nemlig det der historisk ligger mellem Beethoven og Ravel, så at sige -  de store senromantiske symfonikere. Det er naturligvis næppe nogen tilfældighed at det er Anton Bruckner, vi snakker om. Bruckner fylder 200 næste år og der er en intensiveret indspilningsfrekvens af denne spirituelle mesters ret få, men centrale værker. Gott sei dank, som det hedder - det bliver et fantastisk år. Ingen komponist står denne anmelder nærmere, end netop Bruckner

FXR begyndte i fjor med en indspilning af Bruckners 7. Symfoni med et af de orkestre han leder, det eksklusive Gürzenichorkester fra Köln. Indspilningen blev meget vel modtaget. Det er standardprocedure at nye fortolkere og begynder med enten den symfoni eller symfoni nummer 4, Bruckners to mest populære symfonier i hans levetid, og på en måde også de lettest tilgængelige, selvom andre værker gør dem positionen stridige i vor tid, særligt Symfoni nr. 6 som mange dirigenter tilsyneladende er tiltrukket af i disse år. Formentlig er den også enkleste.

Bruckners 6. er den eneste af hans ni mægtige klangkatedraler, som er skrevet i ét hug. De andre symfonier foreligger i flere posthume redaktioner udført af musikvidenskabsfolk af Bruckners egne, første og senere reviderede versioner. Det er her indspilningen af Bruckners 4. kommer ind. 

Bruckners 4. eksisterer i flere, ret forskellige versioner. Det er vanskeligt at sige om Bruckners senere bearbejdninger skyldes musikfaglige overvejelser eller usikkerhed over manglende anerkendelse. I det store og hele er de senere versioner de mest anvendte. Men hvad angår symfoni nr. 2, 3 og 4 synes der i disse år blandt dirigenterne at være en åbning mod de er mere oprindelige versioner, hvilket tyder på at man har vurderet, at det var kompositorisk ubegrundet usikkerhed, der resulterede i de omfattende revisioner. 

Den udgave af Bruckners 4., som FXR anvender her, er den tidligste færdige version fra 1874. Normalt bruger man en version fra sidste halvdel af 1880’erne (Bruckner døde i begyndelsen af 1890’erne), som sidder lige i skabet og har sin faste plads som et af de meget populære værker i det symfoniske repertoire. 

1874-versionen er naturligvis indspillet nogle gange, hvad man kan forvisse sig om ved at se på den imponerende diskografi på Det amerikanske Brucknerselskabs hjemmeside. Ingen af dem blandt dem, jeg har hørt, har den samme overbevisende indre sammenhæng på alle niveauer, som FXR’s nye indspilning har.

De største oplevelser, man har med klassiske værker, man kender meget godt og som man derfor betragter på samme måde som man ser på berømte skulpturer, man har set mange gange, er når man pludselig forstår logikken bag nogle kunstneriske sammenhænge, man aldrig før har opdaget eller spekuleret over.

Gang på gang i løbet af symfoniens godt en time, glædes man over de lyse og lette, schubertske melodiforløb og den kammermusikalske gennemsigtighed i orkesterspillet, alt sammen noget der sjældent karakteriserer de gængse indspilninger af den senere version af Bruckners 4. symfoni. Og man spørger sig selv hvorfor i alverden begyndte Bruckner at rette i det bagefter?