Den blotlagte sorg

Noget skal beskyttes. Noget skrøbeligt. Noget blottet

Stine Michel

Vi der er nøgne

Forlaget Attika 2023

Af Carina Wøhlk

Det er tydeligt allerede i postkassen. At pakken er særlig. Som den ligger dér, sirligt svøbt i lysebrunt gavepapir med røde hjerter. Og under gavepapiret viser der sig endnu en indpakning – bobleplast. Noget skal beskyttes. Noget skrøbeligt. Noget blottet.

Så kommer den til syne. Bogen. Gennemført i hvid, rød og sort. Ligesom Snehvide. Hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt. Med titlen Vi der er nøgne. Bogen er multikunstneren Stine Michels første digtsamling. Før har hun blandet andet skrevet børnebøger.

Og tidligt i læsningen går det op for læseren, at der måske også i digtsamlingen er noget, der handler om børn. Eller rettere - tabet af et barn.  Som digteren skriver: ”Jeg må finde mit barn”. Og andetsteds: ”Jeg – en mor/en mor der mangler”.

Manglen er ikke bare midlertidig. Digteren beskriver en tyngde i brystet. En sten – ”fra sorghavet sprang den op”. Og sorgens forstening forstærkes af psykofarmaka og sygeleje. Begge dele nævnes eksplicit.  

Fugle og engle

Hjerteskærende er digterens gendigtning af I skovens dybe, stille ro, der lyder som en godnatsang til et barn; en sang, som nu må ”bringes ved engles gang”. Tårerne stiger i de øjne, der læser ordene i parentes under verset: ”Go´nat skat”.

Mange vingede væsener flyver rundt imellem digtene – både fugle og engle. Fjer hvirvler i luften. Selve digtsamlingen indledes med Inger Christensens digt Fred fra Græs: ”Duerne gror på marken/ Af jord skal du igen opstå” – linjer, som subtilt kobler fugle og forestillingen om fugl Føniks sammen.

Selv forholder digteren sig direkte til den græske mytologi – til myten om Demeters sorg, til fortællingen om den kaldende mor, der kun svares af sit eget ekko: ”Der var stille/ der var sorg…alt faldt til jorden/ himlen faldt til jorden”. 

Også Sisyfosmyten kommer i spil: ”Vi bærer sten op ad trapper…de triller ned igen…og Gud siger:/ - I gør det godt”. Måske det netop er førnævnte sorgsten, digteren ruller rundt med.

Sorgen som gudsforladthed

Flere af digtene har noget repetitivt over sig – nærmest messende. Og som et tilbagevendende omkvæd dukker digtet Morgenritual op: ”Se/ blinke/ ånd ud/ ånd ind/ tjek hjertet” – en tjekliste på morgenkvisten for det menneske, der hele tiden må kæmpe for at få føling med sine vitale funktioner. Er jeg her? Hvad er jeg her for? Hvem er jeg her for?

Stine Michel

Gud omtales igen og igen – også som et fravær. Digteren skildrer følelsen af at være ”Gudsforladt med ingen”. Måske kender digteren den gammeltestamentlige beretning om Job, der mistede alt og hvis venner sad hos ham i syv dage og syv nætter uden at mæle et ord? I hvert fald rammer Michel stærkt ind i det bibelske bud på et trøstende møde med sorg: ”Vær stille med mig/ sluk talen/ denne ene gang/ hold min hånd/ forlad mig ikke/ vær med mig i stilheden”.

Mellem digtene sitrer Stine Michels egne lette stregtegninger, der skal tjene til tydeliggørelse af digtenes indhold. I det hele taget er digtsamlingen æstetisk bygget op. Der er megen hjerteblod i både form og indhold.

  

Vi der er nøgne er en digtsamling, som især forældre i sorg kan spejle sig i. Titlen er en trigger-advarsel, der maner til omtanke: Læs digtene med varsomhed og mod på at gå ind i sorgens rum.