Menneskets søgen efter det universelle

Claus Grymer:
Havet og ingenting
Noveller, 146 sider
Illustreret af Lene Højberg Hygum
Forlaget Læselyst

Claus Grymer er en helt speciel forfatter. Jeg tror det første jeg læste af ham, var en roman om to mennesker med det der i dag hedder funktionsvariation. Det var helt usædvanligt på det tidspunkt hvor man rask væk skrev romaner om mænd der var vanvittige, perverse eller grænsende til psykopater, men ikke om den gruppe af mennesker iblandt os som altid træder lidt i baggrunden.

Også nogle af fortællingerne i Claus Grymers seneste novellesamling Havet og ingenting handler om mennesker som ikke bevæger sig frit rundt på grund af den ene eller den anden funktionsnedsættelse.

I den store indledningsfortælling, som også er titelfortællingen, kæmper en voksen søn med at gøre sin mor tilfreds. Det er en typisk middelklasseproblemstilling, som en del af os kender igen fra vores eget eller naboens liv.

Den litterære gevinst i fortællingen består i efterdønningen af at sønnen arbejder for at hjælpe moren til at komme ud og se havet som hun så gerne vil, men ikke kan, for hun går meget dårligt og er afhængig af rollator. Det lykkedes så til sidst, men uanset hvad, kan han aldrig gøre hende rigtig tilfreds. For hun skammer sig over ham fordi han stammer.

I samlingen tager Claus Grymer tematikken om det ufuldstændige menneske videre. Fortælleren i novellen Et menneske bliver besøgsven hos byens kendte digter, der er ramt af demens. Der bliver et lille indre trekantsdrama, når fortælleren husker tilbage på nogle scener i skolen, hvor digteren underviste i gymnasiet og hvor klassens kønneste pige turde spørge ham om forhold i forfatterskabet, som besøgsvennen dengang ikke vovede.

Også i denne novelle er det at komme ud og se havet er et motiv. Fortællingerne er spændt op mellem begrænsninger og drømmen om frihed. Begrænsningerne kan synes små og ligegyldige, men det er hæmninger vi alle har og alle kender, hvad enten de er fysiske eller mentale. Og det store billede havet, som flere personer kæmper for at komme ud og se, bliver så en mental metafor for alt det personerne ikke selv rummer: Åbenhed, grænseløshed og forankring i sind og selvforståelse, storhed, vindens frihed i betydningen sjælens frie bevægelse.

I den sidste novelle bruger Grymer igen det samme motiv, men havet er skiftet ud med huset. Huset som forankring, værested, drømmenes arne. Den handler om en kvinde der har mistet sin mand, og samtidig også et fritidshus som hun nu ikke længere har mulighed for at sætte i stand. Men gennem at hun griber livet som møder hende, får hun også mulighed for at få sit hus tilbage.

Grymer

Mange, hvis ikke alle fortællingerne trækker på Claus Grymer egen livsverden. Han er jo selv både forfatter og kritiker - figurer som optræder i fortællingerne - og tab og andre udfordringer, som han har fortalt offentligt om, spejler sig i fortællingerne. Han drives mod en karakteristik af noget universelt menneskeligt i alle fortællingerne, men det er ikke alle fortællingerne som alle læsere vil opleve når frem til dette universelle. Nogle af fortællingerne forbliver i det lille. Det begrænsede.

Det er derfor også svært at give en karakteristik eller anmelde fortællingerne. For læseren ønsker at det universelle, det der har kontakt med den alment menneskelige, er indlejret i fortællingerne på en befriende måde. Men det er det ikke og det kan det ikke være i fortællinger, der i sit udgangspunkt er solidarisk med mennesker, som ganske enkelt ikke er velsignet med den frie bevægelighed på alle niveauer.