Lavmælte noveller om kvinder i Iran

Zoyâ Pirzâd: ”Som alle andre eftermiddage”, 2022, oversat fra persisk af Shahin Aakjær, Rebel With a Cause, 107 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Den iransk-amenske Zoyâ Pirzâd er en populær forfatter i Iran. Forlaget ”Rebel With a Cause” har udgivet hendes første novellesamling fra 1991 på dansk, og det er et interessant møde med en lavmælt fortællestil, der beskriver en på samme tid genkendelig og fremmedartet verden. Der er fokus på kvinderne i novellerne. Kvinder, der lever deres liv indenfor nogle rammer, som de færreste danske kvinder i dag ville finde acceptable.

Det er nok den lavmælte stil, der har været medvirkende til at gøre Pirzâd så populær. Teksterne rummer ingen direkte kritik af nogen. Alligevel får man en fornemmelse af en grundlæggende ufrihed med deraf følgende utilfredshed, men det er en så forsigtig beskrivelse af samfundsstrukturens bagside, at den går under radaren for en nok så skrap censur.

Der er noget klaustrofobisk over mange af kvindernes tilværelse. Selvom de kan bevæge sig udenfor hjemmet, synes de at være bundet til de konventioner, der præger den beskrevne hverdag. Tag bare fru F. i ”Fru F. er en lykkelig kvinde”. Hun er ikke alene en lykkelig, men også en stolt kvinde, fordi hun er gift med en statsansat mand, der tjener lidt mere end de ansatte, han på statens vegne udbetaler løn til. Fru F. er fattigfin, idet hun gør en dyd ud af nødvendigheden, når hun sparer på husholdningspengene, samtidig med at hun forarges over andres forbrug; særligt hos dem om hvem hun ved, at de ikke har fået lønforhøjelse for nylig. Det, der gør fru F. lykkelig, er, at hun kan opretholde en tilværelse, der er blot lidt finere end så mange andres.

Alle hr. F.’erne

En enkelt af novellerne handler om en mand. Han hedder hr. F., men er ikke den samme som fru F.’s mand i den førnævnte novelle. I ”Hr. F.’s ønskeliv” fortæller Pirzâd om den første tid, efter at hr. F. er gået på pension. Han har været embedsmand i årtier og har glædet sig til at stoppe, men systemet sidder i kroppen på ham, så han kan slet ikke falde til ro. Heller ikke, selvom han bliver mindet om, hvor trøstesløst et arbejde, han havde. Det er, som om meningen med livet har været at tjene staten, og nu, hvor han ikke længere gør det, er det svært at finde en mening med noget. Ham, der har overtaget hr. F.’s kontor, hedder også hr. F., som om embedsmænd er noget, man kan anskaffe i metervare. Alle hr. F.'erne bliver anonyme i en sådan grad, at anonymiteten også bemægtiger sig hr. F. selv.

At mennesker gemmer på meget mere, end hr. F. tillader sig selv at erkende og vise, fortælles i den fine novelle med titlen ”Blomsterne midt på sengetæppet”. Det er ganske vist en forfaldshistorie, men den beskriver ikke desto mindre, hvordan et menneske kan inspirere et andet til at udfolde sig. I fortællingen tager udfoldelsen form af et hæklet patchworktæppe, der til sidst fylder et helt kældergulv.

I ”Historien om kaninen og tomaterne” forstår man, hvor svært det kan være at udfolde sig, når det, man vil, ikke er noget, andre tillægger værdi, fordi ens primære opgave nu engang er at passe mand, børn og hjem. Fortælleren indleder med at konstatere, at ”Hver dag siger jeg til mig selv: ’I dag får jeg skrevet en historie.’ Men om aftenen, når jeg har vasket op efter aftensmaden, gaber jeg og siger: ’I morgen, i morgen får jeg skrevet.’” (s. 17). End ikke den mindste fortælling bliver nedfældet, måske fordi hverdagens ensartethed lægger sig kvælende over fortællerens inspiration.

Kvinden, der elsker ro

Selvom nogle af novellerne har en tung stemning, beskriver andre en stille kærlighed mellem ægtefællerne. Vel er der et tydeligt kønsrollemønster, men ingen af parterne stiller spørgsmål til det rimelige deri. Det er bare sådan, det er, og det kan man godt finde ro i. I ”Pletten” er kvinden, der fortælles om, for eksempel ikke rolig, før hendes mand er kommet hjem fra arbejde. Først da er alt, som det skal være, for kvinden har et behov for forudsigelighed og ro:

”De havde aldrig selv fået børn, og det gik ikke kvinden på. Måske var hun endda tilfreds med det. Det var svært for hende at forestille sig noget nyt og levende i hjemmet. Hun ville skulle bekymre sig om et barn, hun ville skulle glæde sig over et barn. Hun havde ikke lyst til hverken at bekymre eller glæde sig. Et barn ville sætte livets ro over styr, og kvinden elskede ro mere end noget andet.” (s. 38).

Man kan synes, at kvindens liv er gået i stå, men det er sådan, hun vil have det. Måske fordi hun har vænnet sig til et liv, hvor alt er fastlagt på forhånd, og hvor det kan udfordre konventionerne og myndighederne, hvis man foretager sig noget uventet. Der kan være tale om en dyb satire over, hvad undertrykkelse gør ved mennesker, men der kan også være tale om en beskrivelse af en særlig personlighedstype. Således er Zoyâ Prizâds noveller lette og hurtige at læse, men ikke så nemme at sætte på formel.