Blodige skriftrids gennemilter nødvendigheden

Henrik S. Holck:
Ungdom (digte 1976 – 82)
Det Poetiske Bureaus Forlag 2016

Af Thorvald Berthelsen
Henrik S. Holck blev nærmest udråbt til den ny 80’er lyriks vidunderbarn, et mirakel, da han debuterede i 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt på Borgens forlag, samme år som Michael Strunge debuterede med Livets hastighed og F. P. Jacs Munden brænder på huden udkom på samme forlag. De tre havde mødt hinanden til Poul Borums litterære sessions, hvor Asger Schnack underviste, gav kritik og sammen med Jarl Borgen antog de tre digtsamlinger samtidig, måske som led i en bevidst ny generationsdannelse. Resten af 80’er generationen Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen fulgte med debuter i 81-82.

Samlingen er en radikal kritik af det moderne a-religøse samfund med dets markedsøkonomi og massedemokrati, ikke ud fra dets indre modsætninger og degeneration, men ud fra en ren og mere sand natureksistens og dens oplevelse og iltning af verden. Et ’naturevengelium’ skrevet under koldkrigens farligt forsimplende atomtrussel, med modernistiske aner tilbage til Gustav Munch-Petersen, Ole Sarvig, Gunnar Ekelöf, Gunnar Björling og Edith Södergran.

Døgnets og årstiderne cirkelformede jordrytme opleves som tilfældighed/nødvendighed i øjeblikkenes udbrud af liv der ikke kun er lukkede punkter som punktummer men lynsnare åbninger af ufatteligt nye muligheder; en uendelighed af begyndelser og skabelse som naturloven:

kun det tilfældige
kun det tilfældige og nødvendige
er du menneske
se solen strejfer en rejse rund
ud over kanten af din bevidsthed
og står dig i blodet med sin tanke
det er kun oplevelsen
og oplevelsen er det du er i
tilfældigheden og nødvendigheden
græder sorgen
rejser jorden sig af sin forbrugte tid
og styrter det hele sammen om dig igen
kun det der skal ske
kun det der skal og må ske
for at du kan ophæves til alt og intet
tegne en cirkel
kun det tilfældige
kun det tilfældige og nødvendige

Derefter gik der 10 år før Holcks næste digtsamling, Kærlighed på 3 uger, udkom på Gyldendal og ikke Borgen, og endnu 9 år inden den næste igen, Drømmesøn, udkom på eget forlag i samarbejde med Forlaget Solbjerg i 2007. Til dels fordi Holck i stedet for det generationsopgør, de øvrige samledes om, gik sine egne veje med shows, kunstanmeldelser og radio-happenings, som efter bl.a. Søren Ulrik Thomsens mening hovedsageligt gik ud på, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt, selvom Holck samtidig blev optaget på Kunstakademiet. Til dels fordi Borgen aldrig antog de to manuskripter til en roman og en ny samling digte som lå færdige i starten af 80’erne, ”hvilket (ifølge Holck selv) var et hårdt slag, han aldrig siden er kommet sig helt over.” (Jakob Østergaard Nielsen, Nødvendighedens naturgrafitti, Standart nr. 3, 2006)

Som det kan ses er Holck blevet skubbet længere og længere ud i lidderadurens perferi. Det er derfor både passende og meget glædeligt at Det Poetiske Bureaus Forlag nu efter endnu et 10 år har udgivet en omfattende samling af Holcks digte fra 1976 – 82 (fra han er 15 til han fylder 21), Ungdom, hvor man kan læse hvad vi er gået glip af indtil nu på grund af det litterære establishments indskrænkethed.



Det er eksperimenter, til tider kladder, men også fuldkommengjorte digte og hele samlinger af samme, ligeså fuldkomne som Vi må være som alt. Og den er en meget alsidig og altomfattende repræsentation af de to modstrittende spor, som Holcks litterære praksis ifølge Jakob Østergaard Nielsen befinder sig i og imellem: ”Et poetisk (grav)alvorligt og litterært opbyggeligt, og det andet tilsvarende spilfærdigt, kitchet og lige dele litterært undergravende og underholdende.” Det er stadig en sprogligt virtuost nyskabende gennemspilning af den sande natureksistens i den løbende opløsning af sproget, syntaks, grammatik og musik, som han og 80’er generationen føler er intenst forbundet med den allestedsnærværende bevidsthed om den sandsynlige  på denVi atomkrigs destruktion, ’verdensundergangsangsten’. Men også en vrængende parodisk og underholdende udgave af det samme, hvor tingsværdenens artefakter - i modsætning til ellers - optræder. Og vi ser Holcks inspiration fra Zen-buddhismen. F.eks. ½i de meget tidlige digte som Livet er en cirkel/livet er ikke en linie med slutlinierne:

Vi vender tilbage til os selv
når vi vågner fra døden
fra søvnen
ind til livet

Som senere modsvares af en parodisk udgave i 1,39: at universet er en cirkel:

23,01: at verden er en cirkel
            at verden er en ret linie: universet: i morgen:
1,39: han begyndte at gå og gik forbi den fremmede
          og den fremmede han
Ja han forsvinder selvfølgelig i den blanke afslutning af digtet. I samme digt står den drilske og undergravende karakteristik af sproget i digtet, som viser hvad det er der støder selvhøjtidelige litterater, som ynder at betragte digtet som et selvtilstrækkeligt metasprog:
10,21: kunne skære sig på mange ting. Et stykke glas,
            en sten m.m.
13,06: berøringer der realiserede ’tomrummet’
            og under huden
            skrift skrevet af sår og savn
18,59: han sidder inde i sproget
            han kan ikke læse sig selv
19,21: for mange ord har gjort ham ulæselig

Og det er i sig selv en parodisk, kitchet udgave af versene om sproget i Vi må være som alts afslutningsdigt Det fuldstændige:

og de vandrede i alt over jorden
til de fandt sig selv i et sprog uden grænser
et sprog ikke bare for sprogets skyld
men et sprog som udtryk for deres ufornægtelige identitet

I det første undergravende tilfælde er sproget godt nok udtryk for identitet, men det er skrevet af virkeligheden, naturens indflænsning af sår og savn med glas og sten. Og samtidig spærrer det og dets alt for mange ord én inde så man bliver ulæselig for sig selv og andre.
For at vende tilbage til døgnets og årstiderne cirkelrytme af liv, skabelsesøjeblikke i en uendelighed af alt og intet, uafvendelige som naturlove, fra Kun det tilfældige i Vi må være som alt. Så indeholder titeldigtet AT i den første af bogen Ungdoms 3 AT samlinger både de typisk ordskabende Holck greb og en række atypiske abstraktioner uden natur, hvor tingsverdenens artefakter også sniger sig ind i gennemspilningen af alt, intet, alt, kort sagt liv og intet andet:

At: der ingen grænser er hvis
JegintethedsHeden gøres til disciplin
at: det største er tomheden
at: alt bevæger sig, forandrer sig,
indgår og fragår i 1 uendelig proces
At: alt er en bevægelse mod ingenting
at: alt dette som systematisk standses af
det systematiske system fører til jeg’ets
angst overfor ’intetheden’
at: ordet ’intethed’ som element
i det systematiske system
er negativt fordi alt er målet og Alt vil sige en stadig
produktion af artefakter af ting
Allerede inden man når at formulere
sin første nærhed til verden
standse alt af trangen Alt
at: intet(heden) er den eneste vej til alt
at: dette alt er et alt der fungerer i tomrum
og manifesterer sig i liv, intet andet.

Alt er en bevægelse mod intet. Øjeblikkets erkendelse er konstant flydende og springende. Intet(heden) er den eneste vej til altet, der virker i det tomme rum og udtrykker sig i livsdriften.

De fleste digte i Ungdom er Holckske naturdigte og ligesom i Vi må være som alt mantraer om naturens tætte intethed og dens bestanddeles – iltens, græssets, træernes, regnens, skyggernes – dråbeklarhed og flygtighed. De er den hudløst sande og lette realitet ”i stilheden i en endnu meget tidlig morgen”…

Træernes skygger i løb over jorden
Og tidens flygtighed forglemt i et efterladt fodspor
Legemet i alt og dets svævende bevægelse
Skovenes susen om sangen
Den første hvide åbning
Der træder varsomt ind over oceaner
af styrtende lys og stilhed
Som et land der fødes af druknende sorg
(fra: TIDLIGT BILLEDE)

Det er den farligste under huden indtrængende realitet, den virkelighed som erfaringen har lært os er umulig i praksis. Digtene fremmaner fladernes koncentrerede åbenhed med elementernes utallige helt uprøvede kombinationsmuligheder, som livsdriften bevæger sig igennem i sin erkendende fortsættelse, begyndelse, fortsættelse på trods af atomkapløbets bombetrussel, fordi den ikke kan tilintetgøres:

Det var ikke mig de kunne åbne
og tage videreførelsen fra
Men jeg så roligt og længe på skyerne
Måske var det deroppe et sted
Begrædende og trampende på tiden
stod en indre skumring
og kogte
Der var ingen der bøjede sig ned
til lidt blomsterstøv
Der var ingen der bøjede sig ned
til dette videreførelsens hav
Ingen der så at det løber som blod gennem vore kroppe
Hjertet er en atombombe

Ikke den stædige optimisme som den flot formuleres af Strunge og F. P. Jac. Selv om de smider bomben, lever vi videre. Denneher bombe optages organisk eller som Holck formulerer det, vi bilder os som myren ind at vi er årsagen til skoven. Verden er der sikkert stadig selvom vi går til grunde i forsøget på at diktere naturen en form.
Det kunne lyde som en passiv Zen-buddhisme eller sågar pantheisme, men det modsiges af Holcks insisteren på jeg, du og det store Vi. Ikke bombastisk bydende ”relolutionært” som Strunge, men netop nøgternt insisterende med en twist mod forcerede omvæltninger. Ikke det abstrakte postulerede Vi skal, men Vi må som en intens blanding af bøn og nødvendighed i en vedholdende besværgelse/ bevægelse af verden i uanset hvor små skridt af gangen.

jeg samler 1 sten op
og lar den falde
jeg har forandret verden
jeg går over sneen
føddernes aftryk ligger tilbage
jeg har forandret verden
fordi jeg berører dig
bevæger du blikket 7 millimeter i min retning
vi har forandret verden
Alt er intenst uden baggrund aller forgrund
Den passive opfattelse af alt som indeholdt i alt modsiges også af Holcks konkrete forskydning af perspektiv og niveauer i landskabet i forhold til jeg, du og vi. Forskydninger, som gøres nærværende og vedkommende i den løbende præcise opløsning af sproget. Hans sætninger bliver ofte ikke fuldført, men afbrydes og springer i glidende sug fra sansningen af naturen og omverdenen. Sætningerne er som hans sansninger og åndedrag et panoramakamera der bevæger sig 360% rundt og samtidig springer indimellem, skifter fokus fra det uendelige univers til græsset der stikker et strå i himlen; og der er ingen baggrund/og heller ingen forgrund/mens skyerne skifter uld/og lysets skyggeløb på huden/trænger længere og længere ind/i denne tætte intethed. Eller som det han formulerer det i LUGTEN AF DET BRÆNDTE HAV ER SOM LANGSOMMEHULLEDE SOLE:

Det er langsomme ting igennem luften
nede i vandet forsvinder
             min skyldfølelse, min hensigt
Der er ting af kød og
ting af            på mine fingre lukker sig
ansvar, bølgerne sletter aftenen
    bagved dig er nede i vandet sådan
udstrakt fra en modbevægelsesgnist, sveden
på vores pander er stenenes sved
…
Det er legemer der fordamper fra sekund
til sekund og visner ud i rummets
tomhed
det er andedraget det er blodet der
flænger sig gennem stilhedslarmen
som kastes til den ene side den anden
inden i en menneskegjort ramme
individet har kun sig selv,
og det er bare sådan sveden
på vores pander har intet at gøre med stenenes
Når jeg vender mig om hvad tror du jeg ser - ?
lugten af det brændte hav er
                som langsomme hullede Sole

Sådan trænger omverdenen i al sin tilfældige fremtræden sig endnu mere intenst på eller ind. Det er ikke åndedrag men iltningen gennem hudens tovejsmembran, der gennemtrænger døden og livet, ”Som de spinkle grene iltede livet/som dødsprocessen startede og lagde sig i jord/ et bundfald af sætninger… enhver sanset harmoni var en tilstand hvilende på kaos/det gik gennem  begyndelsens kaos,/det gik gennem slutningens/det ville: at opfange ridserne/det ville: kan forsøge blodet/…(det dør – det lever sig – det dør)”

Digtsamlingen Ungdom indeholder som nævnt mange helskrevne naturdigte og samlinger ved siden af kladder og eksperimenter. Der er digte der ikke siger mig et klap andet end som indfald. Det siger sig selv når bogen også indeholder kladder og ekperimenter. Det gælder f.eks. a,b,c,d,e,f, g, h, i, Jeg digtet i samlingen AT II. Og så et boghåndværks hjertesuk. Det er for ærgerligt, når bogen allerede efter en gennemlæsning og de opslag, denne anmeldelse har gjort nødvendig, går op i ryglimningen og truer med at blive et samlebladssystem, hvor fortsættelse måske følger.
Men Ungdom er en nødvendig udfylding af lyrikbilledet for den der er interesseret i de mange andre udviklingslinier og muligheder, der ligger uden for 80’er lyrikkens senere næsten alt for forfatterskole standardiserede mainstream. En vigtig bog.