John Keats imaginære dialoger

KLASSIKERLÆSNING: John Keats: Til søvnen.

Louise Stuhr skriver en personlig refleksion over den engelske romantiske digter John Keats (1795-1821). Efter introduktion følger Keats digt til søvnen i original og i oversættelse, samt to nye digte af Louise Stuhr, "i Keats stil"

Jeg boede for år tilbage nogle dage i Keats’ lejlighed ved Den Spanske Trappe i Rom. Der herskede en uforglemmelig stemning, hvor den dybe søvn først indfandt sig efter kl. to om morgenen, når de sociale aktiviteter på trappen faldt til ro. Det er tankevækkende, at netop søvnen – og med den døden - skulle høre til blandt Keats’ store temaer: Can death be sleep, when life is but a dream and scenes of bliss pass as a phantom by?

Mit første møde med Keats stammer fra gymnasietiden, hvor navnlig pensums ”Ode on a Grecian Urn” gjorde indtryk: Bold lover, never, never canst thou kiss, Though winning near the goal – yet, do not grieve; She cannot fade, though thou hast not thy bliss, For ever wilt thou love, and she be fair!
Der er en besættelse i disse linjer, også efter eksamen. Denne fastfrysning af evigheden, ungdommen, skønheden, så tæt på og dog uopnåeligt. En spændstig kontrast, en uimodståelig udødelighed, som appellerer bredt og romantisk.

Denne efterårsferie var jeg atter i Rom og kunne ikke modstå fristelsen til at genbesøge museet 26 Piazza di Spagna. Det er berigende at befinde sig i disse rum og suge oplysninger til sig om den unge digter. Især er jeg fascineret af Keats’ evne til at anlægge utraditionelle ”betragter-vinkler” og have imaginære dialoger med naturen, dyrene eller stilleben, menneskeliggøre dem med smittende, empatisk indlevelse.

Fra museet ved Den spanske trappe
i Keats og Shelleys lejlighed

Keats tilhører – sammen med Byron og Shelley – de unge døde poeter, som danner grobund for myter. Det gælder navnlig Keats, som først opnåede anerkendelse efter sin tragisk-tidlige død. Måske skyldtes det hans introspektive, filosofiske tilgang, og det forhold, at hans mellemklasse-uddannelse som ”apothecary” ikke fremmede accepten af ham som (højere-rangerende) poet.
Fortællingen om den uheldige Keats rummer meget drama: farens fatale rideulykke, Keats’ traumatiske rejse med diligencen ind til London, hvor han ikke havde råd til en plads inde i vognen, men måtte sidde på bukken udenfor i regn og kulde. Derefter blodhosten og tuberkulose selv-diagnosen, med udsigten til snart at følge moren og broren i døden. Den gengældte, men ufuldbyrdede kærlighed til Fanny Brawne, der bar hans ring til sin død.  Det er saftige sager, som nærer hans berømmede digte.

Som han siger i ”Ode on a Grecian Urn”, så er de melodier, man kan høre, søde, hvorimod de uhørte melodier er endnu sødere. Viser til sjælen, ikke til øret. Denne ode frister fantasien, sætter hele tilværelsen på stand-by i en sødmefyldt lykkerus. Selvom den unge mand aldrig får lov at plante sit kys, er han heldig, for pigens skønhed består. Ligesom der hersker evigt forår, og ungdommen sejrer. En smukkere drøm findes næppe, drømmen om evigheden, et guddommeligt vokskabinet, den levende død.
Alt man behøver vide i denne verden er, at skønheden er sandheden, og vice versa, for den græske urne med tilhørende guirlander overlever. En eksplosiv skaberkraft der nærer sig i døden, en sidste blomstring før Amen.
         

John Keats: To Sleep

O soft embalmer of the still midnight,
Shutting, with careful fingers and benign,
Our gloom-please’d eyes, embowere’d from the light,
Enshaded in forgetfulness divine:
O soothest Sleep! If so it please thee, close
In midst of this thine hymn my willing eyes,
Or wait the “Amen”, ere thy poppy throws
Around my bed its lulling charities.
Then save me, or the passed day will shine
Upon my pillow, breeding many woes, -
Save me from curious Conscience, that still lords
Its strength for darkness, burrowing like a mole;
Turn the key deftly in the oiled wards,
And seal the hushed Casket of my Soul.

Til Søvnen (Oversat af Louise Stuhr)

Åh tyste midnats bløde balsam
som med varsomme, venlige fingre
skærmer vore skyggetrængende øjne, beskytter dem mod lyset
bag guddommelig glemsel:
Åh dulmende søvn, hvis det behager dig, så luk
mine villige øjne midt i denne din lovprisning
eller vent på ”Amen” før du lader din valmue
strø søvndyssende velgørenhed over min seng.
Frels mig, så den svundne dag ikke kaster lys
på min pude og avler ængstelse;
red mig fra nysgerrig samvittighed, som altid
hersker over mørket og graver som en muldvarp;
drej behændigt nøglen i smurte låse
og forsegl min sjæls tavse kiste.

Louise Stuhr: To digte i Keats stil

Reflections

My heart flows with sadness and sorrow,
A cheerful mask I shall borrow,
Perhaps joy will then,
At least I pretend,
Lend my life, for a while,
A tomorrow.

England 1997

Awake

My eyes are burning in the night,
but sleep is distant, out of sight,
hallucinating in the dark,
producing thoughts of bluish spark.

My bed: a roller coaster wild,
the nightmare of a drowning child
when waves are breaking in my ear,
the jumpy turbulence I fear.

Such vivid images emerge,
of wrecked ship and rescue search,
I toss and struggle with the sheet,
as storms against my body beat.

The winds are blowing even more
my heart is pounding in my core
the world is drawing near its end
such loneliness without a friend.

But finally the force subsides,
my tangled hair the pillow hides,
with sacred morning comes the sleep,
this peaceful moment I shall keep.

Louise Stuhr October 2016