Ord der skriger af smerte

Frida Elisabeth Vitved Jeppesen:
otte fjorten tyve. 69 s.
Forlaget Ovbidst 2024

Af Egon Clausen
Hvorledes skriver man om sorg og afmagt, når ens nærmeste er ramt af sygdom og ikke til at nå? Når sproget ikke slår til, og ordene ikke kan dulme den fysiske og psykiske smerte? Når afmagt er den pårørendes tunge lod? 

Denne umulige opgave forsøger Frida Elisabeth Vitved Jeppesen at løse i bogen ”Otte. Fjorten. Tyve.” Efter et selvmordsforsøg er hendes lillebror indlagt på det psykiatriske hospital i Skejby. For at besøge ham, skal man gennem en sluse, og digtsamlingen kan også læses som sådan en sluse, hvorigennem man bliver lukket ind i den syges og de pårørendes verden. Titlen henviser til de tidspunkter, hvor broderen, der nu er en ung mand, skal indtage sine piller. I bogen er der antydninger af et forløb fra ankomst til afsked. Teksterne består af dialoger mellem lillebroren og hans søster Clara, suppleret med refleksioner, erindringer og klip fra tekster der har betydet noget i deres fælles barndom.

Traumerne melder sig 

Familiens traumer melder sig. Når lillebror får sine piller, begynder han at ryste på hænderne på samme måde som de gjorde på deres farmor, når hun øste aspargessuppe op. Det husker hun. Som otteårig måtte han gå alene hjem fra skole og lukke sig ind i en tom lejlighed, hvor han gemte sin forladthed bag headset og computerspil. Som ung mand på hospitalet siger han, at internettet er blevet hans hjem. Hun husker også, hvordan han som en lille hvidhåret dreng kravlede så højt op i et træ, at han ikke kunne komme ned ved egen hjælp. Det kunne han heller ikke, da sygdommen tog ham. Han troede vist, at han havde vinger og kunne flyve, så han sprang ud fra en altan og endte i det psykiatriske system. Frida ønsker, at det alt sammen ikke var sket. Hun skriver: ”Jeg sender dig tilbage på altanen og piller dine vinger af.” Han siger: ”Se, hvor indlagt jeg er!” 

Vitved Jeppesen

Digtsamlingen melder klart, at dette er alvor. Dette er afmagt. Sorg. Smerte. Et sted citerer hun frit fra en film af Werner Herzog og skriver, at fuglene, de synger ikke, de skriger af smerte. Det samme gør teksterne i denne bog. 

Man kan læse den som enhver anden bog, men den egner sig også godt til fremførelse på en scene med to eller tre stemmer. Som sådan kan jeg høre den for mig. 

Bogen udkom på det lille Århus-forlag Ovbidst den 1. marts 2024, og Frida er skuffet over, at den ikke er blevet anmeldt nogen steder. Skuffelsen er forståelig, men de udeblevne anmeldelser var at forvente, for sådan er vilkårene i den litterære verden i dag. Masser af gode bøger bliver overset af de litterære redaktioner. Det gælder også Frida Elisabeth Vitved Jeppesens fine lille bog.