Victor Serge som digter

Victor Lvovich Kibalchich, bedre kendt som Victor Serge, levede som revolutionær deltager i omvæltningerne mellem sidste århundredes to verdenskrige. Han bliver også digter og romanforfatter i Sovjetunionen efter Stalins magtovertagelse.

Det Poetiske Bureaus Forlag udgav den 26. maj en samling af Victor Serges digte med titlen: Så gløderne ulmer i ørkenen. Serge er allerede en klassiker med sine erindringer, En revolutionærs erindringer (politisk revy 1976-77), men det er første gang hans skønlitteratur udgives på dansk. Den er oversat og forsynet med forord og noter af Thorvald Berthelsen, som også anmelder lyrik i Den Smalle Bog. Vi bringer her forordet

Af Thorvald Berthelsen
Serge blev født 1890 i Bruxelles, Belgien, og døde den 17. november 1947 i Mexico City. 
Han var søn af russisk-polske forældre der levede i eksil, og vandrede Europa rundt på jagt efter “billigt logi og gode biblioteker”.
Victor Serge vokser op som tosproget: fransk og russisk. Fra han er femten klarer han sig selv, bliver socialist i Det Belgiske Arbejderparti og senere anarkist i protest mod partiets støtte til annekteringen af Congo. I en anarkistisk kommune udenfor Bruxelles lærer han sig alle de fag som hører til opsætning og tryk i forbindelse med udgivelsen af deres avis.

Professionel revolutionær
Hele sit voksne liv lever han som professionel revolutionær. Først deltager han som anarkist og senere syndikalist i aktioner og opstande i Belgien, Frankrig og Spanien og bliver selvfølgelig fængslet og udvist i flere omgange på den baggrund. Fra 1919 til 1936 deltager han som bolsjevik og senere venstreoppositionel (trotskist) i den russiske revolution, borgerkrigen, Kominterns internationale arbejde og kampen mod Stalins magtovertagelse, der slutter med at han bliver ekskluderet af kommunistpartiet i 1928, fængslet i to omgange og til sidst forvist til Orenburg ved floden Ural i 1933. Da Stalins styre efter pres fra venstrefløjen i Europa blev tvunget til at lade ham rejse ud af Sovjetunionen få uger før den første udrensningsretssag mod den gamle revolutionære garde i 1936, fik han indrejsetilladelse i Belgien og kom hurtigt videre til Frankrig, hvor han under Den Spanske Borgerkrig arbejdede for Partido Obrero de Unificación Marxista (POUM, Arbejderpartiet for Marxistisk Enhed). Det sidste fører til brud med Trotsky. Dog ikke værre end at han sammen med Trotskys enke, Natalia Sedova Trotsky, skrev Trotskys biografi, Vie et mort de Leon Trotsky. Efter den tyske besættelse af Frankrig flygter han sammen med bl.a. André Breton og Claude Levy Strauss fra Marseille til Mexico, som giver ham asyl. Her danner han sammen med den franske venstresocialist Marceau Pivert og POUM-lederen Julián Gorkin ‘Socialismo y Libertad’. Om hans liv og kamp for revolutionen og mod den stalinistiske kontrarevolution indtil flugten til Mexico kan man læse i hans erindringer, der udkom på dansk i 1976-77, En revolutionærs erindringer (Politisk Revy). Da han det meste af tiden ikke kan leve af sine politiske aktiviteter, tjener han til livets opretholdelse som oversætter, korrekturlæser, lærer, freelanceskribent i diverse aviser og blade, og til sidst som forfatter. Hans første artikel blev offentliggjort i 1908 under signaturen “Le Rétif” (Den stædige enspænder) i det anarkistiske Le Révolté og han oversatte allerede i 1909 prosa og digte fra russisk til fransk, bl.a. af Artzybashev, Balmont og Merezhkovsky. Han skrev gennem årene masser af politiske analyser, journalistik, litterær kritik og teoretiske indlæg, men hans egentlige fødsel som skønlitterær forfatter finder først sted på baggrund af to nærdødsoplevelser i 1928.

Serge

Død og fødsel som forfatter
Den første, som Serge selv karakteriserede som sin ‘politiske død’, var hans eksklusion fra kommunistpartiet i april 1928, fordi han ikke ville afsværge sine ‘trotskistiske’ synspunkter. Efter at have deltaget i opstande og revolutioner i 20 år som fuldtidsprofessionel revolutionær – de sidste ti som topengageret kommunist og ledende medarbejder i Komintern – var han nu dømt til isolation, inaktivitet og forfølgelse midt i revolutionens værste krise siden Borgerkrigen. Den revolution han kun ønskede at fortsætte med at tjene ved at modarbejde den bureaukratiske stalinisme. Han var kort sagt ikke eksisterende.

Hans andet møde med døden fandt sted få uger senere, hvor han kort efter sin løsladelse fra fængslet, blev ramt af uudholdelige smerter i underlivet og svævede mellem liv og død i febervildelse på hospitalet, indtil en lægeven fik ham reddet. Mange år senere noterer han i sine dagbøger d. 30 august 1944: “Det var i Leningrad på Maria-Hospitalet i ‘28, da jeg lå for døden (det gjorde jeg og jeg vidste det), jeg tog beslutningen om at skrive om muligt holdbare værker, i hvert fald noget der fortjente at holde et stykke tid. Min tidligere aktivitet forekom mig pludselig futil og utilstrækkelig. Den tilskyndelse jeg da fik – eller mere præcist som fødtes i mig – var så stærk at den har holdt mig fast til den dag i dag.” Det var altså ikke en erstatning for politisk aktivitet eller en politisk kommentator, der iklædte sine tanker roman og digtform, fordi han ikke havde adgang til politisk aktivitet. Der var ingen modsætning mellem den professionelle revolutionære og forfatteren. 

Som planlagt på hospitalet færdiggør han trods forfølgelse, sult, censur og udgivelsesblokade i Sovjetunionen fra 1929-32, efter at være løsladt fra Lubijanka fængslet, L’An I de la révolution russe, sit hovedværk om litteraturen i den revolutionære epoke, Litterature et révolution og de tre første romaner i den romanserie, der bærer vidnesbyrd om den russiske og verdensrevolutionens storhed og tragedie, sejr og nederlag: Les Hommes dans la prison, Naissance de notre force og Ville conquise. De næste i serien, de konfiskerede og forsvundne Les Hommes perdus og La Tourmente blev skrevet i forvisning og fangenskab i Orenburg fra 1933- 36 sammen med L’An II de la révolution russe (også konfiskeret), Destin d’une révolution og den eneste digtsamling han udgav i sin levetid, La Résistance (konfiskeret men genskrevet). De sidste romaner i serien med revolutionsvidnesbyrd, S’il est minuit dans le siècle, L’Affaire Toulaév, Les Derniers temps, og den posthumt udkomne Les Années sans pardon blev skrevet under lige så vanskelige forhold som fattig forvist, statsløs og på flugt fra både nazister, fascister og stalinister i Frankrig og Mexico efter at Stalins styre blev tvunget til at lade Serge rejse ud af Sovjetunionen i 1936.

Litteratur og revolution
Serge er hovedsageligt prosaist og som sådan er han både inspireret af de store franske og russiske romanforfattere fra før Første Verdenskrig og især af Dos Passos og Boris Pilnyak i revolutionens kølvand.
Hans tosprogethed og baggrund i både den russiske og vesteuropæiske kultur samt i de revolutionære brændpunkter efter Første Verdenskrig sætter ham i stand til at skrive

det sagn, som jeg opkaster på grænsen til Asien,
på grænsen til Europa,
jeg, et menneske flænset itu af Eurasien

som det hedder i digtet På grænsen. Det er baggrunden for at han kan videreudvikle den episodiske kollektive roman, da han slipper ud af Stalins Sovjetunion, inden den gamle revolutionsgarde bliver udslettet, og vise et glimt af hvad den nye sovjetiske litteratur fra 1920’erne kunne være blevet uden selvmord, henrettelser, censur og ensretning til hyklerisk propagandistisk ‘socialrealisme’.

Han tilslutter sig Bukharins synspunkt at partikontrol i stedet for fri kappestrid var den hurtigste måde at kvæle den nye revolutionære litteratur, der var opstået fra 1918 for lyrikkens vedkommende og for prosaens vedkommende med 20’ernes Nye Økonomiske Politik, efter at kommunisterne og deres allierede havde sejret i borgerkrigen. Serge mener ikke at socialistisk programlitteratur som propagandistisk ‘socialrealisme’ og Proletcult ”er god arbejderlitteratur, fordi det ikke er god litteratur i det hele taget.”

Han afviser med Lenin og Trotsky selve ideen om en særlig arbejderkultur som skadelig isolering fra de progressive tendenser i den borgerlige kultur, der også ville isolere arbejderne fra bøndernes kamp mod imperialismen. Han tilslutter sig med et enkelt forbehold Trotskys analyse, der fremhæver at mens borgerskabet var hundreder af år om at udvikle sin klasses kultur under feudalismen og senere efter at det havde taget magten, så har det undertrykte proletariat ikke haft samme chance for at udvikle sin egen kultur. Proletariatet er også så snart det får magten tvunget til at afskaffe klassesamfundet (og dermed klassebestemt kultur) og udvikle en ny humanistisk kultur for hele menneskeheden.

Men i modsætning til Trotsky mener han at overgangsperioden, hvor proletariatet kæmper for endegyldigt at afskaffe borgerskabets magt og klassesamfundet, sandsynligvis kommer til at spænde over flere generationer af arbejderes liv. I den periode har de som antikkens hære brug for deres egne intellektuelle: filosoffer og andre med mindre, men ligeså livsvigtige opgaver som sangere, musikere, skjalde og historiefortællere. 

(Den senere historie har modsagt både Trotskys og Serges opfattelse af arbejderklassens situation under kapitalismen. Der er jo ingen tvivl om at både de revolutionære og reformistiske strømninger i arbejderklassen har bidraget til at arbejdere under kapitalismen har udviklet deres egen kultur.) Det er præcis den rolle som revolutionens skjald og historiefortæller Serge vil udfylde med sine vidnesbyrdsromaner og sin lyrik.

Serge mente ikke at partilitteraturen, ’Proletcult’ og den propagandistiske socialrealisme, var den virkelige nyskabelse, men derimod den litteratur der skrev sig ind i og ud fra den revolutionære proces. (Boris Pilnyak var som mange andre af de nye romanforfattere ikke bolschevik, men venstredrejet socialrevolutionær og havde været medlem af en anarkistisk landbrugskommune under revolutionen og borgerkrigen.)

Efter Serges mening er digtere og romanforfattere ikke rationelle politiske aktører, der underordner deres virkemidler under klart definerede politiske mål. “Kunstneren derimod henter altid sit materiale fra underbevidstheden, fra det før-bevidste, fra intuitionen, fra et indre lyrisk liv, som er ret svært at definere; han ved ikke med nogen sikkerhed hvor han går hen eller hvad han skaber.” (En revolutionærs erindringer, s. 358- 359) Fra sin tid som udsendt for Komintern i Wien havde Serge et indgående kendskab til Freud og Adler, ligesom han havde læst både James Joyce og Marcel Proust.

I sin meget positive beskrivelse af Boris Pilnyaks roman Nøgent år afslører Serge hvor han gerne selv vil hen med sine fortællinger og digte: “Der er ingen lineær fortælling hos denne russiske forfatter… Ingen enestående centrale karakterer. Men masser i bevægelse – i hvilke hver enkelt er en verden og et mål i sig selv – begivenheder der smelter sammen, vikler sig ind i hinanden, kolliderer og overtrumfer hinanden, mangfoldige livsforløb som dukker op og forsvinder, alle sjældne, enestående, centrale, fordi de er mennesker, alle ubetydelige i ‘Rusland, Tordenstormen, Revolutionen’, for kun det der bliver tilbage tæller: landet, masserne, orkanen… Kort og godt: dynamik, samtidighed, realisme – direkte, absolut – rytmisk strukturering af detaljerne og helheden… Lad os også understrege kærligheden til eksakt dokumentation...” Men Serge afslører også, hvordan han selv vil videreudvikle Pilnyaks fortællekunst i sin kritik af dens svagheder og mangler: “Hvad ønsker denne Revolution? Den læser, der er uvant med revolutionær tankegang, må være helt besat af det spørgsmål. Hvad sigter stormen mod? ... Fraværet af en ideologi – jeg havde nær sagt overbevisning – tager kanten af værket… han skulle efter min mening ikke ignorere de ideer, som han udmærket ved har indflydelse på adfærden. En social klasses ideologi i kampen for magten, i sejrssituationen og som magthaver, bliver mellem linjerne en magtfuld faktor i omformningen af adfærden. Denne nye forfatter har ikke alle midlerne til at bidrage til dette.” (Boris Pilnyak, Clarté, no. 36, 20. maj 1923.)

Serge som lyriker
Også i sine digte skriver Serge ud fra en dobbelt europæisk/‘asiatisk’ tradition. Fra ungdommen, hvor han som medlem af Den unge Garde i Det Belgiske Arbejderparti blev inddraget i de fransksprogede belgiske symbolister Verhaeren og Maeterlincks kulturelle aktiviteter i Folkets Hus, bliver han inspireret af dem og de franske digtere Valéry, Verlaine, Mallarmé, Jules Romains og Apollinaire. Senere under flugten fra nazismen til Mexico knytter han venskab med surrealisterne Breton og Péret og Octavio Paz.

For den unge Serge og hans anarkistiske kammerater er der ingen modsætning mellem kærligheden til symbolistisk poesi, der eksistentielt erstatter kristendommen, og den mere og mere voldelige anarkistiske kamp for individuel og social frihed. “For os var poesien en erstatning for bønnen, fordi den i så høj grad gjorde os opstemte og opfyldte vores konstante behov for begejstring. Verhaeren, den europæiske digter, der mest lignede Walt Whitman (som vi endnu ikke kendte), gav os et glimt af sine stærke, forpinte, men frugtbare tanker om den moderne by, dens jernbanestationer, dens brug af kvinder som varer, dens myldrende menneskemængder; og hans skrig om vold var som vores: Åbn døren eller slå dine knytnæver til blods mod den! Knytnæver blev slået til blods og hvorfor ikke? Det var bedre end et åndeligt dødvande.” (En revolutionærs erindringer, s. 44.) Den ‘asiatiske’, dvs. russiske lyriske tradition gør sig på grund af Serges tosprogethed gældende lige så tidligt, idet han som sagt allerede i 1909 oversatte prosa og digte fra russisk til fransk. Senere i revolutionens Rusland blev han venner med og skrev om Alexander Blok, Andrei Biely, Sergei Yesenin, Ossip Mandelstam og Vladimir Mayakovsky. Han betragtede dem som revolutionens egentlige nyskabende digtere, uanset deres politiske engagement, i modsætning til de kommunistiske Proletcult-digtere, som i forsøget på at skabe en proletarisk poesi hovedsageligt havde “produceret banale vers med konventionelle klichéer” og “indskrænket deres horisont alt for snævert”. 

I modsætning til prosaisterne forstod og udtrykte lyrikerne efter Serges mening med det samme revolutionen. Han skrev i 1922 at revolutionens episke sjæl havde antændt nye kreative impulser blandt poeterne, hvad enten de var kristne, symbolister eller futurister. Og han citerer Andrei Biely: “‘For at forstå disse tider må hjerter og sind hæve sig op til det episke niveau.’ Faktum er at der er en dybtgående lyrisk tone i revolutionen, at den er en ny tro på fremtiden, og at den hele tiden lærer os at ofre gamle, indskrænkende, udslidte og forældede værdier til fordel for nye værdier; faktum er at revolutionen, fordi den kun regner med masserne, undertiden vækker en uimodståelig sans og forståelse for det storslåede i den enkelte.” (Clarté nr. 17, 11. juli 1922) Denne opløftende fælles tidsånd kan genfindes i Serges egne digte. Byen og Max, 

I disse prosovjetiske russiske digteres og i hans egen skæbne (censur, udgivelsesstop, selvmord, forsvinden m.v.) kan han imidlertid også følge den heroiske epokes udånding under trykket fra konformitet, falskhed, korruption og i sidste ende den stalinistiske kontrarevolutions knusende sejr med den store terrors fængslinger, deportationer og henrettelser af den generation, der gennemførte revolutionen. Og samtidig noterer Serge sig bittert de toneangivende progressive vesteuropæiske forfatteres (Aragon, Sartre, Eluard) øredøvende tavshed om disse kollegers skæbne som en fornægtelse af de værdier de ellers forsvarer under modstandskampen mod nazismen, nemlig forsvaret af menneskelighed mod tyranniet. Indignationen over dette, kontrolleret af en skarp ironi, kan bl.a. ses i  Panait Istratis død:

Du lå på dine avisudklip, som Job i sit skidt,
Mens du stille spyttede
dine sidste stumper lunge ud
i ansigtet på disse kopipissere,
lovsyngere af profitable massakrer,
der profiterer på vanskabte revolutioner

og i Den kvalte hvor en af Borgerkrigens partisaner ligger navnløs og døende, mens hans og kammeraternes heroiske fortid udnyttes af

de gode forfattere,
servile dyrkere af hæder og penge,
der får mindeværdige bøger og historier
ud af deres liv.

Forvisning og Modstand
Selv blev Serge i dette forløb deporteret til Orenburg i Kazakstan fra 1933-36. Her skrev han Resistance (Modstand), den eneste digtsamling han nåede at udgive mens han levede. Da Stalins styre blev tvunget til at lade ham rejse ud af Sovjetunionen i 1936, beslaglagde GPU manuskriptet. Serge nedskrev herefter digtsamlingen efter hukommelsen i Paris, hvor den udkom første gang i 1938. Det er denne digtsamling og Serges sidste digt “Mains” (Hænder), som han havde i lommen da han døde i en taxa i Mexico City, der er oversat i Så gløderne ulmer i ørkenen, Det Poetiske Bureaus Forlag.

I Orenburg delte han deportation og “kampen for brød og brænde” med en række gammelbolchevikker, der som Serge selv tilhørte Venstreoppositionen til Stalins bureaukratiske diktatur med dets snævre nationalisme, tvangskollektivisering af bønderne, sindssygt forcerede industrialisering og afskaffelse af internt demokrati i partiet. De omkom alle senere under Stalins udslettelse af al opposition. Resistance er dedikeret til dem, og digtet Konstellation af døde kammerater til dem og andre:

Jeg skylder jer den mørkeste tavshed,
urokkelig fasthed og tålmodighed
med alle dages tomhed,
hvad jeg har tilbage af stolt dristighed,
så gløderne ulmer i ørkenen.

Fra Pariserkommune til Pariserkommune
Grundtonen i Serges digte er en atmosfære af broderskab, identifikation og fællesskab med landet og dets folk (hvad enten det er Rusland, eller Mexico) og i sidste instans med menneskehedens univers. Kort sagt solidaritet med menneskeheden og dens vilkår under kampen for klassesamfundets afskaffelse. Hans opfattelse af sin egen digtning og fortællekunst er at “det skal være et middel, der over for mennesker udtrykker, hvad de fleste af dem føler uden at kunne udtrykke det, et middel, der kan skabe fællesskab, et vidnesbyrd om det liv, der strømmer igennem os, og hvis væsentlige sider vi må prøve at fastholde til gavn for dem, der følger efter os.” (En revolutionærs erindringer, s. 355)

Digtenes udgangspunkt er altid en påkaldelse af enkeltpersoner rodfæstet i deres historiske situations ofte barske realiteter. Men Serges universelle og globale perspektiv sprænger digtet og udvider det i tid og rum. Sådan skriver Serge en retning frem af vidnesbyrdets samvittighedsfuldt sandfærdige skjaldehyldest og udvider sin digtning med et svar på det brændende spørgsmål: Hvorhen? Serge formulerer det uddybende retorisk således i digtet Sansning:

Hvad er der så tilbage,
du min vanvittigt fornuftige ånd,
hvad er der så tilbage af utilgængeligt
for søvngængeren,
der, brat vækket, på disse mørke kajer,
fuld af håb,
følger kortegen efter henrettede fæller
fra Pariserkommune til Pariserkommune?

Og han besvarer stadig selv spørgsmålet med sit allersidste digt, “Hænder”:

Vores hænder er ubevidste, hårde,
opstigende, samvittighedsfulde,
fulde af sang henrykt i lidelsen,
naglet til regnbuer.

Sammen, sammen, forenet,
her har de grebet
det der er hinsides håbet.


THORVALD BERTHELSEN

Om letheden i det tunge, kunst som forskning og fri natur som menneskestyret

Iben From (red.): ”Erland Knudssøn Madsen”, 
240 sider, KunstCentret Silkeborg Bad 2016, 175 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Et digt kan være smukt og præcist, men også svært og drillende, til tider direkte frustrerende. Dette gælder også Erland Knudssøn Madsens (1942-) digte, der er trykt i et kapitel for sig i den flotte bog, der er udgivet om ham og hans forskelligartede værk. Madsen er imidlertid mere kendt for sine skulpturer end for sine digte. Og dog er der overlapninger, som for eksempel skulpturen ”Sommerfugl og havplov” fra 1994 (s. 79), der i 2013 får sit sidestykke i digtet ”Portræt af en sommerfugl” (s. 142). Her tales der beskrivende til sommerfuglen:

…i din verden flyver du

i dine tusinder underfulde

klædninger flyver du

flagrende så nær så

fjern jeg ser

aldrig

dine øjne din fornemmelse

for omverdenen kender

jeg ikke på den måde

har vi ingen kontakt

vi er her

parallelt lever vi

svævende er du et

øjeblik

hængende

dyk til kant på kronblad

mine øjne holder fast i dig…

Digtet farer rundt i en bevægelse som sommerfuglens flaksende flugt. Snart er den her, snart der, hvilket Madsen sprogligt beskriver ved at lade læseren tro, at han taler om ét, men snart antyder, at han måske snarere taler om noget helt andet. Sætningerne brydes op, så den samme sætning får to betydninger, f.eks.: ”dine øjne din fornemmelse for omverdenen kender jeg ikke på den måde” / ”på den måde har vi ingen kontakt”.

Denne flaksende lethed er det noget sværere at beskrive, når materialet ikke er ord, men granit. Alligevel formår Erland Knudssøn Madsen at forlene det tonstunge materiale med en forbløffende lethed, så man næsten undrer sig over, at det store, vingede insekt ikke forlader sit fundament i en flagrende færd op mod himlen.

Sten er ikke det eneste materiale, Madsen arbejder med. Også eksempelvis træ, bronze og rustfrit stål former han til større eller mindre kunstværker, hvoraf en del er bemalede. Mest fascinerende er hans evne til at gøre det tunge let. Det ses i endnu højere grad i hans såkaldte ”Skymålere” (s. 128-129) end i hans sommerfugleskulptur. Her tager huller i store, lodretstående granitplader form af skyformationer. Dette muliggør, at man ved at kigge gennem granittens huller kan se skyerne gennem skyerne. Den store, uoverskuelige himmel bliver begrænset af det enkelte skyhuls ramme, hvorved det bliver lettere at fokusere på de af himlens skyer, der passerer forbi hullet, mens man kigger. Blikket intensiveres og afslører gennem granitskyen den enkelte skys særpræg. På den måde leger Erland Knudssøn Madsen med forholdet mellem den bastante sten og de luftige skyer.

Bogen om Madsen er forsynet med en lang række illustrationer af kunstnerens værker, og selvom læseren må opgive at se det særlige i nogle af dem, er der andre, der giver én lyst til at bevæge sig ind i bogen eller hen til det sted, hvor skulpturen er opstillet. Man gribes af en vældig trang til at røre ved værkerne; at lade fingrene glide hen over den bearbejdede sten, mærke dens ru eller forbløffende glatte overflade. Andre gange, som i hans instrumentserie (s. 8-11), får man lyst til at lægge kinden mod det lakerede, skinnede træ. En stor del af disse skulpturer har en overflade, der minder om en kontrabas eller et andet strenginstrument, men hvordan man spiller på dem, står hen i det uvisse, selvom deres titler er ”Instrument…”. Hertil lægges forskellige formål, man tilsyneladende kan spille sig frem til på dem, eksempelvis ”Instrument til væren” eller ”Instrument til retfærdighed” (s. 54-55). Sidstnævnte er logisk nok opstillet på en politistation (Hørsholm).

Der er ingen tvivl om, at æstetikken har været central i udførelsen af disse og Madsens øvrige værker. Det samme gælder meningen med eller budskabet i dem. Dette er det imidlertid langt sværere at få greb om. Måske skyldes det, at Madsen anser kunsten for at være forskning; et fagligt felt, hvis kerne er selve eksistensen. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Allerede i renæssancen anså man kunsten for at være en erkendelsesform, men Madsen formulerer det på en anden måde:

…billedkunstneren betragter sit arbejde som forskning og ikke som udfyldelse af rum med uomtvistelige udsagn om et eller andet.

Sådan har alle grundforskere det i øvrigt: skal der forskes i genterapi f.eks., skal forskere have ret til at forske i hvad som helst og for offentlige midler. Hvordan skal de arbejde. Hvordan skal resultaterne offentliggøres. Hvordan skal de bruges. Kan det forventes at man kan målrette al forskning. Resultaterne af forskningen i historisk tid har været revolutionerende, men har alt hvad der er kommet ud af det været til det gode. Hvad kunne vi have undværet, og hvordan skal vi på forhånd sortere det fra vi ikke vil have, for vi ved jo ikke hvad der bliver at vælge imellem.

Billedkunstneren står også der i sit arbejde, hvem og i hvilken retning må der fortsættes. Hvem skal bestemme. (S. 168).

Lysvæld. Udsmykning fra Tilsted Kirke

Madsen ønsker altså at opnå nye erkendelser eller forskningsresultater med sine værker, både for sig selv og for beskueren, og han er klar over, at disse erkendelser kan få større eller mindre følger. Tanker og liv har det nemlig med at sætte spor, hvilket Knudssøn Madsen også påpeger, når det drejer sig om hans natursyn. Han og hans kone bor i det vestlige Thy, omgivet af natur. Men kunstneren er sig bevidst, at selv den natur, der kan synes vild, er præget af menneskehånd. Naturpleje er ikke ensbetydende med, at man lader naturen gør det, der ligger naturligt til den. Nogle - særligt invasive - arter holdes ude af visse områder; man opretter fredninger af områder, der har en særlig biosfære, som – naturligt - ville gå til, hvis den ikke blev beskyttet; man etablerer kystbeskyttelse og forhindrer derved havet i at foretage det naturlige indhug i landet. Således er langt det meste natur at betegne som kulturlandskab. Dette har Madsen intet imod, selvom han bliver nervøs, når menneskets indgreb tager overhånd. Han påpeger blot, at naturen udvikles i et samspil mellem naturen selv og mennesket. Dette har han udtrykt i et par skulpturer, som er placeret ude i den ”fri” natur, for eksempel ”J.P. Jacobsen arabesk (Kjender du Pan)” fra 2010, der er lavet af nylon og galvaniseret jern og opstillet i højmosen i Næstrup Plantage (s. 23). Således trækker Madsen den menneskelige kultur ud i naturen, modsat det kunstnere ofte gør, nemlig at bringe naturen ind i kulturen ved at gengive naturen på lærred eller gøre brug af naturmaterialer, når de udarbejder skulpturer eller statuer. Et særlig fornemt eksempel på, hvordan Madsen har bragt naturen ind i kulturen, er hans udvendige beklædning fra 2002 af en elevatorskakt i Hurup Boligselskab. Titlen på værket er ”Løv” og udgør en symfoni af efterårsfarver (s. 93).

Bogen om Erland Knudssøn Madsen er redigeret af Iben From, der også har skrevet det kapitel i bogen, der beskriver udvalgte værker. Hun står desuden for de to meget grundige værkfortegnelser og et kort biografisk kapitel. Kunstanmelder Torben Weirup har skrevet et introducerende kapitel om Erland Knudssøn Madsen, ligesom bogen indeholder en samtale mellem Madsen og Weirup. Ud over et udvalg af Madsens digte, indeholder den også nogle af hans øvrige tekster. Hertil kommer en række småkapitler og ikke mindst en lang række smukke fotografier af Madsens kunst.

”Erland Knudssøn Madsen” er en informativ og flot bog, der kun kan kritiseres på ganske få punkter: Den indeholder lidt for mange gentagelser, da de forskellige forfattere ind imellem oplyser det samme, og så kunne man godt have tyndet lidt mere ud i Madsens egne prosatekster, hvoraf ikke alle synes lige relevante. Når det er sagt, føler man sig efter endt læsning meget klogere på kunstneren Erland Knudssøn Madsen og også lidt klogere på kunst generelt.

Krisen som en gave

Finn Janning:

”The Happiness of Burnouts”

(The case of Jeppe Hein)

Koenig Books, London

128 sider (engelsk)

Pris: 24,80 EUR

af Troels Laursen

Ordet krise, har sin baggrund i oldgræsk og betyder der, at ”dømme” eller ”dømme om”, så der i selve det at være i en krise også ligger en mulighed for at dømme om, det vil sige lave om på sit liv, så det der bragte én i krise kan ændres. Og krisen giver nu denne mulighed for at dømme om, eller lave om på ens tilværelse. Og derved kan man sigen at der kan ligge en gave i krisen. Sådan kan man læse og forstå denne bog.

"How long is now." Et arbejde af Jeppe Hein fra 2015. Udstilles for tiden i Berlin (http://www.kindl-berlin.de/) 

For seks år siden udbrændte kunstneren Jeppe Hein (født 1972), både mentalt og fysisk. Stress overvandt ham. Han troede, som så mange andre i dagens rigide performancesamfund, at berømmelse og anerkendelse var lig med kærlighed. Det var en fejl. Denne bog, er en samtale om, at det er det største selvbedrag og ikke mindst om, hvorledes spiritualitet er en vej ud af både den fejltagelse og de konsekvenser fejltagelsen kan få i et menneskes liv. Kunstneren er heromkring nok mest kendt for det sjove springvand, Water-pavillon (fra 2011) i parken ved Kunsten, og det ovalt spejl ” Reflecting Frequecies” (fra 2014), i Musikkens Hus, som hænger oppe under loftet i den store foyer og som hele tiden drejer lidt og reflekterer de øvrige etager og folk, der bevæger sig op ad trappen. Spejlet har en ganske smal orange neon-indramning og reflekterer selvsagt også himmellyset og Limfjorden udenfor. Hein har under sin udbrændthed også selv drejet og forskudt sig selv, i en spirituel erkendelsesproces, hvor han gradvist accepterede, at alt er forbundet. Han måtte, i krisen, dømme om. Han indså, at han var en del af noget større end hans eget ego. Han er nu gået gennem krisen via meditation og yoga-øvelser og er kommet ud på den anden side som en styrket mand og en endnu bedre kunstner. Det var krisens gave, for han føler faktisk lykkeligere og stærkere end nogensinde, for han er blevet bedre følelsesforankret i sit liv og er blevet mere bevidst om de basale værdier i livet, først og fremmest kærligheden.

Janning fortæller i bogen om den lange proces, hvor Hein genvandt livsglæden og langsomt erkendte, at berømmelse og succes ikke er forudsætningen for at blive elsket og få anerkendelse, men snarere at åbenhed over for det, som ikke er én selv, og kærlighed til andre er vejen frem. Heins spirituelle rejse indebærer også en erkendelse af altings forbindelse, ligesom han har lært at føle og at se sig selv som en lille bitte del af noget meget større. Han har opnået et større nærvær end nogensinde og en langt større bevidsthed om, hvad der sker inde i ham, så han undgår at undertrykke eller negligere sine følelser. Glæden er genfundet via krisen. Med andre ord er Jeppe Hein blevet mere livsduelig og også bedre til at erkende sine følelser, hvilket gavner hans kunst. Det lyder lidt som en af tidens mange feel-good-bøger, men den er faktisk værd at læse. Bogen er skrevet på baggrund af over 100 interviewtimer, og kan bruges af andre som en slags hjælp til selvhjælp-bog, hvis man selv er ved at have nået stressgrænsen og har brug for at bremse op og finde sin gave i det hele. Og dertil kommer at bogen skiller sig ud på grund af sine filosofiske, psykologiske og litterære anekdoter. Blandt andet med et meget fint udkig til andre ”cases” udover kunstnerens, herunder også Graham Greenes roman fra 1960 ”In a Burn-Out Case” (Udbrændt, på dansk fra samme år). Bogens hovedbudskab, er at opfordre læseren til at erkende, at udbrændthed er bundet til ens syn på livet og sig selv. Bogen vil have en stor pædagogisk værdi for mange, ikke kun til dem, der er direkte berørt af egen udbrændthed. Krisen kan være en pil, der sendt af sted, grib den og brug den.

Faktaboks:

Finn Janning er forfatter og filosof.

Han har studeret filosofi, litteratur og business administration på Copenhagen Business School (CBS) og Duke University, USA. Han modtog sin PhD fra CBS i 2005. Mellem 2005 og 2008 arbejdede han som filosof-in-residence, også kaldet management konsulent. Siden 2008 har han skrevet flere bøger og essays, både fiktion og faglitteratur. Han bor og arbejder i Barcelona.

Hæslighedens apostel

Hæslighedens apostel – om maleren L.A. Ring og hans maleri ”Banevogteren”. Henry Nielsen og Dorte Fogh: ”På sporet af Banevogteren. Et ikonisk maleri fra 1884”, Aarhus Universitetsforlag 2016, 150 rigt illustrerede sider.

Af Egil Hvid-Olsen
Maleren Laurits Andersen Ring (1854-1933) blev af en kunstanmelder kaldt ”Hæslighedens Apostel”. Det krasse ordvalg skyldtes, at Ring brød med de smukke, nationalromantiske genrebilleder af sorgløse bønder, karle og piger i nationaldragter, der skildres som deltagere i en fælles beskæftigelse, i hverdag eller til fest. Ring havde ellers med glæde fulgt Julius Exners undervisning. Han var en af de store danske repræsentanter for de nationalromantiske skildringer, der i højere grad havde en stille propaganda for det danske sammenhold end en skildring af virkeligheden for øje. Selv tyve år efter nederlaget i 1864 var der stadig efterspørgsel på den slags motiver. Men en ung generation af malere begyndte at tænke anderledes; blandt disse var L.A. Ring.

Ring stammede fra den sydsjællandske landsby, han tog efternavn efter. Da han i 1872 kom til København, kombinerede han tegnestudier med en ansættelse som håndværksmaler i sommerhalvåret. Siden fulgte nogle semestre på Kunstakademiet. Hans dårlige økonomi tvang ham imidlertid til at forsøge sig som selvlært kunstmaler, inden studierne var gennemført. Det gik ikke særlig godt de første år, så Ring var ved at opgive og vende tilbage til håndværksmalerfaget. Undervejs i disse svære år blev hans far syg. Ring rejste hjem for at hjælpe sine forældre i den svære tid. Mens han opholdt sig i barndomsbyen, malede han blandt andet maleriet ”Banevogteren”. Dette værk blev ganske vist solgt samme år, som det blev færdiggjort (1884) og solgt videre med tab to år senere. Men derefter hverken hørte eller så offentligheden noget til værket. Først i 1951 dukkede det op ved en auktion, hvor det blev indkøbt af Nationalmuseet i Stockholm, der stadig har det i sin samling. Om dette tidlige værk af L.A. Ring handler bogen ”På sporet af Banevogteren. Et ikonisk maleri fra 1884”.

Bogens to forfattere, Henry Nielsen og Dorte Fogh, har igennem flere år udført et detektivarbejde i forsøget på at afdække ”Banevogteren”s historie. I bogen redegør de for deres forskningsresultater, idet de både forklarer præcis hvor maleriets motiv fandtes, nemlig ved jernbaneoverkørsel 217 på strækningen mellem Roskilde og Masnedsund. Der var ganske vist hele tre overkørsler i Ring, men forfatterne beviser, hvorfor det netop er den med nummer 217, maleriets banevogter står ved. Også andre forhold, der er særligt gældende for netop dette sted, bliver gennemgået i bogen. Samtidig bliver maleriet fortalt ind i sin historiske sammenhæng af den voksende industrialisering, der fik mange til at se deres hidtidige forhold smuldre, samtidig med at de havde svært ved at se løsninger for fremtiden, der nærmede sig med en drabelig hast, som et tog for fuld damp. Banevogteren, som Ring kendte personligt, havde tidligere været daglejer, men passede nu byens tre jernbaneoverskæringer. Det var fast, men ikke særlig godt lønnet arbejde.
Hvad angår selve udarbejdelsen af maleriet, går Fogh og Nielsen helt ned i detaljen, idet de for eksempel oplyser, at ”Takket være de lange blå skygger fra vest og maleriets datering til juni måned kan vi ret præcist fastlægge, hvornår ’billedet blev taget’. Situationen er fanget i juni måned, mens solen stod 20-25 grader over horisonten. Det fremgår f.eks. af, at spidsen på banevogterens højre træskosnude kaster en skygge, der er ca. dobbelt så lang, som træskoen er høj. Klokken må derfor være mellem 18 og 19, hvilket harmonerer fint med, at der ifølge køreplanen dagligt afgår et persontog fra Masnedsund kl. 17.30 med retning mod Roskilde og København.” (s. 99). Siden nævnes banevogterens træsko igen, idet der redegøres for, at det er et par såkaldte basartræsko, ”der blev udviklet omkring 1850” (s. 104). Herefter redegør forfatterne om det særlige ved netop den slags træsko. Men ét er, hvad maleriet forestiller, noget andet hvordan det er blevet til. Den maleteknik, Ring har gjort brug af, gennemgås derfor også i et underkapitel (101-102). Beskrivelser, tolkninger og redegørelser for motivets historiske og geografiske sammenhænge er både underholdende og lærerige. Lidt mere tørre er kapitlerne om maleriets receptionshistorie, der dog – maleriets særlige skæbne som glemt i over 60 år taget i betragtning – bør være med i en bog om ”Banevogteren”.



Undervejs i læsningen kan man ikke andet end undres over alle de kendsgerninger, forfatterne har fundet frem til; for eksempel at planten Bjørneklo ”formentlig kom til Danmark i sidste halvdel af 1830’erne med den emballage, som man brugte i Italien til indpakning af enten H.W. Bissens eller Bertel Thorvaldsens skulpturer.” (s. 105). Selvom bogen er fuld af sådanne detailoplysninger, mistes overblikket aldrig. Og så er der de gode, kunstneriske, rent maletekniske iagttagelser, som den, at ”Skyggen i den lange fold på jakkeryggen er malet med én streg på et sekund” (s. 102) Efter endt læsning er man særdeles bevidst om, at Ring malede socialrealistisk med inddragelse af forskellige symbolske detaljer. I mange malerier dokumenterede han, hvordan mennesker på samfundets bund – strækkende sig fra banevogteren til tiggende børn – levede i hans samtid, og han understregede deres situation med symbolikkens diskrete fingerpeg. Dette lå langt fra de nationalromantiske, idylliserede genremalerier. Det var derfor, at en anmelder kaldte L.A. Ring for ”Hæslighedens Apostel”.

Billeder: Knud Larsens portræt af L. A. Ring; Banevogteren

Kan kvinder være ovale?

Leonora Carrington:

Den ovale dame & andre fortællinger
364 sider, 150 kr.
Det Poetiske Bureaus Forlag - Bureauets lommebibliotek

Af Jakob Brønnum
Hvor tit udkommer der en bog af en kvinde som døde for et par år siden og som har været kæreste med Max Ernst før 2. Verdenskrig? Max Ernst var en af udkants-surrealisterne, hvis arbejder er komplekse, åndrige, søgende, dunkle og mytiske. Den engelsk fødte, senere mexicanske Leonora Carrington (1917-2011) er en af det 20. århundredes centrale forfattere. Hun er knapt kendt i Danmark og ikke tidligere oversat.
Hun er ikke central på den måde, at hun er kendt og læst af mange, men på den måde, at hun står lige midt i den store strømning af kunst og filosofi og sansning og frigørelse, der prægede så store dele af de 20. århundrede. Max Ernst illustrerede hendes to første bøger, Frygtens hus fra 1938 og Den ovale dame fra 1939, begge oversat i dette fornemme udvalg. Leonora Carrington-oversættelsen er en stor litterær begivenhed.

Vigtige arbejder
Det er Ib Johansen, der har oversat. Han har gennem en lang årrække oversat engelske og amerikanske forfattere, bl.a. Poe, Blake og Dylan Thomas. Han har også forsynet bogen med et forord. Ib Johansen, der i mange år har været lektor ved universitetet i Århus, er efter min opfattelse et menneske, der fortjener ridderkorset, mindst. Han har forsynet den hensygnende oversættelsestradition med uhyre vigtige arbejder gennem et langt liv i litteraturens og derved den egentlige menneskelige virkeligheds tjeneste. Men det er en anden historie. Jeg blev første gang opmærksom på ham for en del år siden, da jeg sad som anmelder i Musikhuset i Århus og lyttede til en ny dansk komposition af Poul Ruders til en tekst af Poe, City In the Sea, som Ib Johansen havde oversat blændende.

Driftsimpulser
Bogen rummer et stort og fyldigt udvalg af Leonora Carringtons noveller, både fra den tidlige tid, da hun var præget af surrealismen, som hun bl.a. mødte gennem Ernst og af de indtryk, et psykisk sammenbrud omkring flugten fra nazisterne og Max Ernsts svigt, gjorde på hende. De seneste fortællinger i bogen er udgivet i slutningen af 1980’erne. I sit forord skriver Ib Johansen:
" I Leonora Carringtons tidlige tekster bemærker man det tydelige eftertryk på driftsimpulser – og på menneskelige forbindelser til dyreriget – mens der i de senere tekster, fra halvtredserne og fremefter, i højere grad er tale om links til forskellige okkulte traditioner, dog stadigvæk med bibeholdelse af et betragteligt humoristisk overskud.”

Det store skrud
Allerede en passage som denne her, der åbner den første novelle rummer så utroligt meget, at man kunne blive hængende ved den hele ugen:
”En dag, henimod klokken halvet, hvor jeg promenerede i et bestemt kvarter, møder jeg en hest som standser mig. “Kom,” siger den til mig, “jeg har noget ganske særligt jeg skal vise Dem.” Den pegede med hovedet på en snæver og skummel gade. “Jeg har ikke tid,” svarede jeg, samtidig med at jeg mod min vilje fulgte efter den. Vi kommer til en dør som den banker på med venstre hov. Døren bliver åbnet. Vi går ind. Jeg bemærker at jeg kommer for sent hjem til frokost. Der var nogle væsener i gejstligt skrud derinde. “Gå dog op ad trappen,” siger de til mig, “deroppe kan I se vores smukke parketgulv. Det er helt i turkis, og parketpladerne er samlet med guld.”
Det mytologiske med den talende hest, et motiv, der går tilbage til Bileams Æsel i Det gamle Testamente og som selv Richard Adams har brugt; dette at følge med nogen i en ukendt by, et motiv fra drømmetydningen, som f. eks. hele Tarkovskijs Stalker er bygget op på og som også kendes fra Lewis Carrols Alice; dette at gøre noget mod sin vilje, et psykoanalytisk motiv, som også har aner i Det ny Testamente (Rom 7,15), men som via Freuds libido-beskæftigelse ender i surrealismen; døren som porten til det ukendte, der ikke åbnes ved hjælp af en banken eller et kodeord, men en hestehov – og derefter den obligate kirkekritik i fransk-inspireret litteratur, hvor de gejstlige udstilles som latterlige og det borgerlige paketgulv blandes sammen med den vesterlandske mytologis forløsningsmotiv par excellence: De ædelstens- og guldbelagte gader fra Johannes Åbenbaring. Og så hele den mytologiske-mytiske-symbolladede stemning, som også sydamerikanske forfattere som Borges og Cortazar, og senest Bolano har været draget af. Det er en bog, der skal læses. Der er ingen garanti for, at man bliver færdig med den, for den vil have ændret sig i begyndelsen, når man vender tilbage, ligesom stederne hos Tarkovskij. 

Ladet med ironier
Fortællingerne har denne surrealistiske karakter og man skal være forberedt på, at hver sætning er ladet med ironier, hentydninger, mytiske sammenhænge, som gør at det er en anden type læseoplevelse, der venter en, end den ligefremme novelle-fortælling. Som en åbningsreplik i en af de andre fortællinger: ”På den tid hvor jeg gjorde min entré i selskabslivet gik jeg ofte i Zoologisk Have." Altså, jeg synes det er morsomt. Man øver sig på "selskabslivet" gennem at gå rundt og se på dyrene i bur. Overhovedet "at gøre sin entré i selskabslivet" vækker en forventning om en tekst, der behandler et motiv, der har den allerstørste betydning i dele af litteraturen, fra Jane Austen og Tolstoj til Herman Bang. Ja, vi får en novelle, der gør Kafkas Forvandlingen til en spejderhistorie. En novelle, der klarest muligt gør op med den sen-borgerlige overfladiskhed og tabuiserede hysteri som en avanceret form for kvindeundertrykkelse.

Ved siden af Kahlo
Den form for fantastisk litteratur, altså den magisk-realistiske, delvis overnaturlige mystificerende, symbolmættede tekst, har af en eller anden grund ikke så gode kår for tiden i det nordiske litterære landskab, og det er synd, for det kan være der, de store læseoplevelser, som i bogstavelig forstand virker tidløse, venter.
Leonora Carrington er også kendt som billedkunstner og aktiv i den mexicanske kvindebevægelse. Gradvist er hun gennem sin magiske realisme kommet til at ses ved siden af kunstnere som Frida Kahlo.

Efter De ”Sorte hefter” - Om Heidegger, jøden og de nye læsninger

Donatella Di Cesare: Heidegger og jøderne. Udgivet september 2015. 1. udgave. 1. oplag. 392 sider. Hæftet. 300 kr. Forlaget Vandkunsten
Trawny, Peter: Heidegger und der Mythos der jüdischen Weltverschwörung
3., überarbeitete und erweiterte Auflage 2015, 144 Seiten. Kt 17,80 €, ISBN 978-3-465-04238-9
Klostermann RoteReihe Band 68

Af Karen Marie Mortensen
Med udgivelsen af Heideggers Schwarze Heften er en kritisk genlæsning af forfatterskabet begyndt. Hvad samtidige venner som Karl Jaspers og elever som Hannah Arendt  afviste, at Heideggers tænkning skulle være inficeret af antisemitisme, viste sig ikke at holde stik. Ugiveren af Die Schwarzen Heften, Peter Trawny, lagde i 2014 ud med Heidegger und die júdische Weltverschórung, fortsatte med Irrnisfuge. Heideggers An-archie. Herefter  kom Donatella Di Cesares Heidegger og jøderne. De ”Sorte hefter” i 2015, en bog, der som oversættelsen til dansk viser, har haft stor bevågenhed her i landet. Med perspektivering til Jaspers og Arendts Heidegger tolkninger vil Trawnys og Di Cesares derfor bliver fremlagt.

Heidegger, 1955

Peter Trawny: Heidegger und die Júdische Weltverschwórung
I Karl Jaspers´Philosophische Autobiographie. Erwiterte Neuusgabe (Jaspers 1977: 101) finder Trawny belæg for, at figuren ”die Júdische Weltverschwórung” bifaldes af Heidegger. Jaspers fortæller, at han talte om jødespørgsmålet og det ondskabsfulde vanvid i Zions vises protokoller, hvortil Heidegger svarede, at der dog findes en farlig international forbindelse mellem jøder (Trawny 2014 a: 45).


Trawny fremdrager, hvorledes antisemitismen viser sig i De Sorte hefter i formuleringer som jødernes ”tomme rationalitet og regneevne”, ”manglende rodfæstethed”, manglende evne til ”at virkeliggøre den anden begyndelse”. De første formuleringer viser angrebet på jøderne som repræsentanter for ”det moderne”, som Heidegger i længsel efter bjergbondens tabte Paradis, afskyede. Det sidste udtryk er også et længsels udtryk og føjer sig ind i, hvad Trawny kalder ”narrativet om den første og anden begyndelse”, som er indeholdt i den værenshistoriske tænkning, Heidegger slår ind på i 30érne (Trawny 2014 a:21). Den første begyndelse var de før-sokratiske filosoffers herlige tid, den anden begyndelse, som skulle ske nu hos tyskerne med Hölderlin digtning og Heidegger som budbringere, blev forstyrret af jøderne. Til trods for jødeudryddelsen udeblev den anden begyndelse og blev til lutter undergang. Alligevel skriver Heidegger i et brev til Jaspers april 1950  ”---trods død og tårer, trods lidelse og gru, trods nød og kval, trods bundløshed  og forbandelse, i denne hjemløshed sker der ikke intet, men deri gemmer sig en advent” (M. Heidegger K. Jaspers 1990: 202). Forestillingen om en anden begyndelse lever endnu. Efter 2 års tavshed svarer Jaspers: ”Min skræk voksede, da jeg læste ”I denne hjemløshed – gemmer sig en advent”. Det er drømmeri. --- De er i begreb med at optræde som profet, der ud fra en skjult indsigt viser det oversanselige, som en filosof, der fører væk fra virkeligheden. --- De skal ikke som dengang antyde en fuldbyrdet afslutning, ---. De skal reagere, for chancen er, at vi kan forstå hinanden efter en menneskelig målestok” (M. Heidegger K. Jaspers 1990: 209-11).

Men Heidegger var ”budbringeren” ikke den, som indgik i dialog. Han var filosoffen med opgaven at bringe de uindviede den indsigt, den gnosis, der forløste til, sagt i sproget fra  Væren og tid, et liv i egentlighed, sagt i sproget fra Die Schwarzen Hefte, den anden begyndelse. Og selv om Karl Jaspers udtrykkeligt friholdt Heidegger for antisemitisme, kritiserede han som Trawny den værens – og værens historiske tænkning, han slog ind på, da han opgav fænomenologien, refleksionen over menneskers erfaringer. I Notitzen zu Heidegger, som Jaspers skrev på gennem et liv, angriber han Heidegger for at være så tvetydig i sit sprog som i sin værens tænkning, idet han fremstiller en væren som et er intet. Forholdet til konkret nutid er tabt sammen med forholdet til eksistensen og til etos. Bagved ligger der en gnostisk myte (Jaspers 1978: 60).  Myten opfylder menneskets længsel efter at leve et andet sted, i en anden tid, leve et liv, der er prægtigt og betydningsladet

Anklagen for gnosticisme kan forekomme overraskende. Den findes imidlertid også hos den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas (1903-1993), der havde skrevet afhandling om gnosticisme hos Heidegger, for siden at finde gnosticismen i Heideggers egen tænkning. (Lysmose 2008:80). Gnosticismen knytter sig til en erfaring af fastlåshed og længsel. Bundet til et kedsommeligt sted vågner længslen efter herlighederne udenfor, andetsteds. Heidegger keder sig i Marburgs trivielle liv, fremgår det af et brev, han skriver til  Jaspers 18.6 1924. (Lysmose 2008: 80). Budbringeren er den, der gennemskuer uegentligheden, som skjuler værens struktur. Således er Heidegger budbringeren, helt tilbage til Væren og tid.

Hos Trawny er det afgørende, at antisemitismen hører hjemme i den værenstænkning, som Heidegger formulerede gennem 30erne. Hermed falder de forklaringer, som hidtil har været brugt om Heideggers nazisme: at den blot var en ”raptus”, at den kun viste, at han var politisk analfabet, at han blev forvirret af storhedsvanvid og troede, at han kunne styre Hitler. Trawny godtgør, om end forsigtigt, at Heideggers tænkning er ”kontamineret” af nazisme og antisemitisme.

Centralt i refleksionen over Heideggers forhold til nazismen har fra begyndelsen stået spørgsmålet om, hvorfor han ikke forklarede sig efter krigen, hvorfor han ikke angrede. Hos Jaspers gives svaret i dommen over  Heideggers tænkning: ingen forbindelse til ethos.  Og hvis man undrer sig over,  at Heidegger ikke kalder sin nazisme for en fejltagelse, er det fordi, man ikke har forstået, at det er den ikke ifølge hans egen filosofi ( Jaspers 1978: 218). Der forekommer ingen anger efter krigen, for han ser ikke den fejltagelse, der skete i hans tænkning, da han opgav fænomenologien og dermed forbindelsen til den menneskelige eksistens og menneskers liv og gik over til værens -og værens historisk tænkning.

Di Cesare: Heidegger og jøderne
Antisemitismen i den europæiske teologiske og filosofiske tradition
Ifølge Di Cesare indskriver Heideggers antisemitisme  sig i en lang vesteuropæisk teologisk og filosofisk tradition. Kendt er Luthers udfald mod jøderne, mindre antisemitismen hos Kant og Hegel. Mens Augustin ventede, at jøderne ville omvende sig på den yderste dag, skiftede Luther fra 1523 i "At Jesus Kristus blev født som jøde" fra at håbe på jøderne ville omvende sig til i Om jøderne og deres løgne fra 1543 at anbefale, at deres synagoger blev brændt, deres bønnebøger konfiskeret, og de selv fordrevet. Bag ændringen ligger forandringen i reformationens konsekvenser fra 1523 til 1543. 1523 går det godt, mennesker forlader den katolske kirke og tilslutter sig reformationen, måske vil jøderne  gøre det samme. Men begivenhederne  løber Luther af hænde. Jøderne omvendte sig ikke, men i stedet blev der pustet liv i Messias forventningen, som kom i konkurrence med den kristne apokalypse, og sabbakterie sekten genindførte den jødiske sabbat i stedet for den kristne søndag. Så brød Luthers vrede ud. Senere påtvang nazisterne jødestjernen med henvisning til Luther(Di Cesare 20015: 40-43). Som protestantisk teolog, der ikke har Luther som autoritet, men læser ham ind i hans egen historiske kontekst, vil holdningen være, at Luthers fordomme var yderst beklagelige, især fordi de senere blev brugt som alibi til udgrænsningen og udryddelsen af jøder, men at han som alle andre var/ er begrænset i sit udsyn og sin indsigt.

Den begrænsning gælder selvfølgelig også filosoffer. Alligevel kan det være overvældende at se, i hvilken grad ”jødespørgsmålet”  hører med til også oplysningstidens tænkning. Hvad oplysningsfilosofferne ser i jøderne, er nogle mennesker, der ved at opgive jødedommen, kunne emanciperes til at blive ligeværdige borgere. Men dermed ser de også  jøderne som ”fremmede”. Denne fremmedhed udgør et problem, der må løses. Det sker i Hitlers ”endelige løsning”, ”die Entlösung” (Di Cesare: 46).

Med historiefilosofiens opståen skærpes ”jødespørgsmålet”, idet jøderne nu ikke blot ses som repræsentanter for en ”fremmed” religion, men også forstås som et fremmed folk, som ikke passer ind i den historiefilosofiske udviklingshistorie. Grækerne og romerne er forsvundet som levende folk, hvorfor ikke jøderne? Nu ses de som en fremmed nation, der med deres fremmede religion er kommet fra et andet kontinent og nu udgør en stat i staten. Derfor erklærer Fichte (1762-1814) sig for modstander af, at jøder skal have borgerrettigheder, selv om han betragtede sig selv som forkæmper for tolerancen (Di Cesare: 50).

Hermed er vi fremme ved Kants Religionen inden for den blotte fornufts grænser, 1793. Religionen er her erstattet af ”stjernehimlen over mig” og ”moralloven i mig”. Herudfra indrangerer Kant religionerne i et hierarki, hvor protestantismen står øverst og jødedommen i bunden. Di Cesares kritik lyder, at Kant fejlagtigt tror, at hans fornuft er ren, blottet for fordomme, men i virkeligheden ikke er andet end sekulariseret protestantisme, altså fordomsfuld (Di Cesare: 51). Men ikke blot er jødedommen i bunden af hierarkiet, den er helt udenfor, idet den i virkeligheden ikke er en religion, men med sine love er grundlaget for en stat. Så hvis den stat skulle blive splittet, så ville denne politiske tro på engang (ved Messisas’ ankomst) at genoprette staten stå tilbage (Di Cesare: 53).

Herefter kan Kant udelukke jøderne fra det politiske. De er fremmede, palæstinensere med ry for bedrageri og åger, en underlig nation af købmænd, der truer, den kapitalistiske stat, grundlagt på den selvstændige fornuft. Døren står åben til  den i historiens lys sidste makabre formulering  ”aktiv dødshjælp til jødedommen”  i Fakulteternes strid fra 1798. Den skulle bestå i, at jøderne opgav deres lovreligion og gik over til fornuftens rene moral religion. Jøden anbringes hermed i en ”Andethed” uden for metafysikken (Di Cesare: 56). Cesare tilføjer dog, at Kant forventer, at alle religioner, også kristendommen, vil forenes i en moral religion.

I Hegels gennemgang af religioner og civilisationer igennem  historien i Åndens fænomenologi forbigås jøderne i tavshed. Kun hedder det, at ”at de har forlagt deres natur  til det ydre”. Derfor er deres skæbne, at frelsen kommer fra dem, men samtidig er dem forholdt (Di Cesare: 57-58). Jødedommen er derfor en gåde, og tillige benægter jøderne ejendomsretten, uden hvilken de ikke kan være statsborgere (Di Cesare: 84). De er derfor fremmedgjorte over for såvel statsretten som civilretten. Jøderne forbliver udenfor, uden for det politiske, uden for retten, uden for filosofien, uden for væren i forstenet skikkelse (Di Cesare: 86).

Værre bliver det, da Nietzsche, som er den sidste Di Cesare nævner, kommer til. I  den første reception efter hans død, blev hans værk grundet hans nazistiske søsters  håndtering af manuskripterne inspiration for nazismen. Hans udredninger om ”herreracen” og ”de svage” kunne uden videre overtages af den nazistiske ideologi (Di Cesare: 69). I 50érne blev Nietzsche imidlertid afnazificeret gennem en perspektivistisk, metaforisk læsning, som holdt til 90érne, hvor man igen eksplicit behandlede hans omgang med jødespørgsmålet (Di Cesare: 70). Hos Nietzsche findes ingen metafysisk essens tænkning, men i hans genealogiske, perspektivistiske tilgang optræder jøderne i Moralens oprindelse som et svagt, hævngerrigt præstefolk, der omvurderede værdierne stærkt og svagt, hvorved de naturlige aristokratiske værdier blev sat ud af kraft. Det er altså grundet jøderne, at slavemoralen vandt (Di Cesare; 74). Nazisterne så sig udset til at føre værdierne tilbage til det oprindelige, hvad Di Cesare påpeger ikke kan ses som et årsags virkningsforhold. Men hans påpegning blev skæbnesvanger sammen med hans tale om eliminering om udartning og eliminering af de dekadente og overflødige (Di Cesare: 83).

En linje fra Luther til Kant og Hegel  mundende ud i Nietzsches excesser står parat til, at Hitler  og Heidegger kan gå videre med ”jødespørgsmålet”.

Spørgsmålet om væren og jødespørgsmålet
Di Cesare kritiserer Trawny for at kalde Heideggers antisemitisme for værenshistorisk i stedet for som hun selv at benævne den som metafysisk  (Di Cesare: 212). Værenshistorisk lyder esoterisk og giver ikke blikket for, at Heidegger fortsætter en europæisk metafysisk tradition. Heidegger reflekterer ikke blot over jødernes plads i historien, men over jødens væsen. Hermed følger også bindingen til de binære hierarkiske modstillinger i den metafysiske tradition. Her repræsenterer jøden den negative pol i dem alle: sjæl/legeme, ånd/bogstav, indre/ydre, begyndelse/ende, selv/anden, entydig/tvetydig, --- kvalitet/kvantitet, original/reproduktiv, liv/død, sandhed/løgn, væren/intet (Di Cesare: 211).

Det vil  sige, at den fænomenologiske destruktion af metafysikkens stivnede begreber, som Væren og tid rummede, den, som Hannah Arendt kaldte ”optøningen af den frosne tanke”, her er forsvundet . Metafysikken lever i bedste/værste velgående. Og jøderne i deres konkrete skikkelse forsvinder og bliver til et kollektiv, et subjekt, der udgør en fjende, en trussel (Di Cesare: 212). Konsekvensen er, at anskues jøden i værenshistorien, så findes han ikke, for jøden er udstødt af væren, ja jøden er et værende, der har mistet forbindelsen til væren og ønsker at gøre denne tabte forbindelse universel (Di Cesare: 212).

Udstødt af væren betyder dømt til intet. Det så Hans Jonas, der forlod Tyskland for at tage til Israel i 1935. Som tidligere nævnt havde han set forbindelsen mellem gnosticismen og Heideggers tænken, og dermed også at fælles var en kosmisk nihilisme. Han anede også, at det nazistiske hedenskabs nihilistiske grund ville føre til udslettelse af det jødiske folk, og derfor appellerede han i 1939 til alle udvandrede jøder om at yde modstand mod Hitler. Han forstod, at jøderne var den metafysiske fjende og derved adskilte sig fra alle andre fjender. I 7 år var han selv med i den jødiske brigade (Di Ceasare: 224-225).

Efter Auschwitz
Herbert Marcuse var en af eleverne, der efter krigen forsøgte at få svar på, hvordan Heidegger havde kunnet lade sig narre af et regime, der havde myrdet millioner af jøder (Di Cesare: 233 ff). Svaret  bestod i, at Heidegger ligestillede  udryddelsen af jøderne med  de allieredes tvangsforflytning af ”østtyskere”. Set under værenshistoriens synsvinkel forsvinder forskellen mellem alle politiske og historiske begivenheder. Den eneste differens bliver den mellem det  fremmedgjorte værende og væren. ”I værens historien er der ikke plads til ofrenes kvalte skrig” (Di Cesare: 238).

Trawny Irrnisfuge
Ordet Irrnisfuge bærer konnotation af digteren Paul Celans Todesfuge, hvor digteren lod det skrig, filosofiren tildækkede, bryde frem. 

Todesfuge
”Gryets sorte mælk vi drikker dig om natten
vi drikker dig om morgenen og om middagen vi drikker dig om aftenen
vi drikker og drikker
en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete
dit askehår Sulamith han leger med slangerne
Han råber spil Døden sødere døden Døden er en mester fra Tyskland
Han råber stryg violinen dunklere så stiger I som røg i luften
Så får I en grav i skyerne der ligger man ej tæt”
(Af Todesfuge. Oversættelse www.celan-projekt. de).

Heidegger forholdt sig tavs om Auschwitz og Adorno sagde, at det var umuligt at digte efter,  men den jødiske Celan, der undslap kz lejren og mistede sine forældre dér, skrev det smukkeste og mest grusonme og ubærlige digt om det. Siden gav Safranski sin Heidegger biografi titlen En mester fra Tyskland og i  2014 knyttede Trawny så an til den med Irrnisfuge. Om Heidegger kendte Celans digt, skriver Trawny, vides ikke, men Celan var optaget af Heideggers tænkning og mødte ham i Todtauberg. Mødet blev ikke lykkeligt. Kort efter begik Celan selvmord. Om digtet har Celan selv sagt, at i det forsøgte han at bringe det uhyrlige ved gasningen til orde (Trawny 2014: 5).

Ordet fuge betyder som på dansk en sammenføjning. Samtidig er det en reference til Bachs fugaer. Fortættet bringer Celan således  den store tyske tradition til orde: “Maragaretes gyldne hår”, hilsen  til Goethes Margarete i Faust og Heines havfrue med det gyldne hår i Lorelei. Den tyske Margaretes og havfrues  gyldne år fuges  sammen med den jødiske Sulamits askehår.

I Celans digt sammenføjes således det skønne og det grusomme. I Heideggers tænkning, hvis valør Tramny nu efterprøver igen i Irrnisfuge, sammenføjes fejltagelsen/galskaben  med sandheden, væren med intet. Der er skel mellem sandhed og fejltagelse/galskabe, lysningen, i Heideggers sprogbrug det græske a-leteia, det uskjulte,og det skjulte, væren og intet. Men idet lysningen sker, sker også skellet til det skjulte, som glemmes. Lysningen er sandhedens hændelse, for for Heidegger handler sandheden hverken om korrespondens eller dialog. Fugen er det, som gør en sammenføjning mulig. Når sandheden sker, viser der sig en lysning, men lige ved siden af ligger vildvejene, afvejene, det stedløse, som tænkningen kan forvilde sig ind i, da fejltagelsen føjer sig til lysningen, ja da lysningen medfører glemsel af det skjulte. Derfor kan det hedde blandt  en af  aforismerne i Aus der Erfahrung des Denkens, at den, der tænker stort, må fejle stort (Trawny 2014 b: 14). Fejltagelsen hører med til tænkningen. Der findes ikke noget “fejltagelsen må ikke betrædes”. Det er det an-arkiske i Heideggers tænkning. Han fuddbyrdede fejltagelsen i sin tænkningen og i sit liv, som ikke kan skilles fra hans tænkning. Han blev faktisk nazist, ikke vulgær nazist, som han selv sagde, men åndelig. Og det angrede han aldrig, kun hans politiske faux pas.

Han angrede det ikke, fordi efter overgangen til værens tænkningen var fuldbyrdet, forsvandt det subjekt, der kunne angre, fra hans tænkning. Friheden, der kom til syne i værenstænkningen var friheden til at begynde, den an-archiske frihed, som er tom for principper og rangordner mellem godt og ondt, væren og intet. Så nok er Heideggers værens syn tragisk, som der står blandt sentenserne før Irrnisfuge, men ikke i den græske tragedies forstand, selv om Heidegger påberåber sig den (Heidegger1988: 65). Når Teiresias i Sofokles’ Antigone formaner Kreon: Betænk dette, at alene for mennesket er det fælles at fejle, gør han tydeligt, at det er muligt at besinde sig, at ændre holdning (Ttrawny 2014 b: 40) Og når  Ødipus  får den skæbne uvidende om, hvad han gør, at slå sin far ihjel og gå i seng med sin mor og få børn med hende, stikker han som reaktion  øjnene ud på sig selv, da han erkender fejltagelsen. Han ville ikke forbrydelsen, var ikke subjektivt skyldig, men objektivt, for han var anledning til ødelæggelsen. Så han indså sin fejltagelse og udlignede ved sit offer sine handlinger. Her findet skæbneomslaget sted (Trawny 2014: 51). I Et Brev om humanismen skriver Heidgger, at i tragdeien  finder vi en en oprindelig etik, der ligger før de filosofiske udformninge (Heidegger 1988: 65). Men som Trtawny påpeger, så ville tragedien ikke være tragisk uden erkendelsen og udligningen (Trawny 2014 b. 52). Men hos Heidegger findes ingen erkendelse af fejltagelsen, for der er intet kriterium, hvorefter det sande kan skelnes fra det falske i den an-archiske frihed, ja kriteriet anses for at være resultat af en tænken, der har opgivet den an-archiske frihed. Men når fejltagelsen intet spor efterlader  hos den fejllende, så bliver den skiftende åbenhed og skjulthed til er mummespil. Der sker ingenting. Det er det forfærdelige ved Heideggers værens tænken, hedder det hos Trawny (Trawny 2015 b : 53).

Her i Irrnisfuge er synsvinklen altså ikke blot værenshistorisk, som Di Cesares kritiserede den for at være i  Die júdischwe Weltverschwórung. Trawny og Di Cesare er enige om, at Heidegger ikke bare skal kasseres, selv om nazisme og antisemitisme hører til i nerven af hans tænkning. Men mens blikket hos Di Cesare er rettet mod,  at Heidegger fortsætter en metafysisk antisemitisk tradition, er den hos Trawny en analyse  af ”fejltagelses fugen”,  ”det forfærdelige ved Heideggers værens tænkning”, som indebærer, at ”den som forsøger at bebo Heideggers tænken må forlade forventningerne om ansvar og skyld” (Trawny 2015: 26).

Muligheden for at have Heideggers tænkning med på sin vej ligger i at tænke selv. Som eksempel er det oplagt at omtale Hannah Arendt. Hun kendte ganske vist ikke de tekster, som gjorde hans antisemitisme tydelig, og hun så hans nazisme som udtryk for, at han var  en politisk tåbe. Hendes relation til Heidegger har som nævnt  været med til, at man har afvist, at han kunne være antisemit. Alligevel er Arendt værd at fremdrage som eksempel på, hvordan  man kan ”følges med” Heideggers tænkning, selv om den er inficeret af nazisme og antisemitisme.

Hannah Arendt. ”Skabt til at begynde”.
Det hører med til historien om Arendt og Heidegger, at hun brød med ham i 1933 og forbindelsen først blev genoprettet  på en impuls fra hende i 1950. Første optegnelse i Denktagebúch efter første møde handler om skyld: ”Den uret, som man har begået, er byrden på skuldrene, man må bære, fordi man selv har lagt den der”.  Arendt ”beboede ” altså ikke Heideggers tænkning (Arendt:2003: 3).

Som ung studerende var hun af Heidegger blevet ført ind i fænomenologien, som ”optøede de frosne tanker”, også Heideggers (Arendt  1978 I: 171). Dissertations afhandlingen  fra 1928 om Augustins kærlighedsbegreb rummer således begyndelsen til Arendts kritik af Heideggers tragiske  værens og eksistens  forståelse, idet hun hos Augustin finder tanken ”skabt til at begynde” som modstød til Heideggers ”kastet ind i verden til en væren til døden”. Indledningen er gjort til, at fødslen, nataliteten bliver grundfigur i Arendts tænkning (Arendt 2005: 247).
Spørger man endelig, hvordan hun forholdt sig til Heideggers værens tænkning fra 30érne, som er den, som diffamerer Heideggers ry, finder man i den posthumt udgivne The Life of the Mind den tolkning af omsvinget fra eksistens til værens tænkning, at den er biografisk begrundet i, at Heidegger skulle komme til at rette med sin tid som nazist som en slags oprindelig synd, som han selv har del i (Arendt 1978 II: 173).  Arendts Augustin læsning fornægtede sig ikke. Hun kendte refleksionerne over synden som arvesynd og ”min synd/skyld”. Om hun med denne tolkning nåede en forståelse af, hvordan det ”i virkeligheden” forholdt sig med Heideggers ophævelse af skylden, eller det snarere drejede sig om, hvordan hun selv kunne komme til rette med Heideggers nazisme  - svaret på det spørgsmål blæser i vinden, som svaret på tolkningers sandhed altid gør, indtil de bliver grebet af en anden.

Litteratur
Arendt, H. (1996) Love and Saint Augustine, The University of Chicago Press
Arendt, H. (1978, 1977) The Life of the Mind. One/Thinking. Two/Willing One-volume Edition, A . Harvest Book, Harcourt, Inc
Arendt, H. (2003) Denktagebuch 1950-1973 Erster Band, Piper
Arendt, H. (2003) Til Heideggers 80 års fødselsdag, Slagmark 2003 nr. 37
Hannah Arendt/Martin Heidegger (2004). Letters 1925 – 1975, Harcourt Inc
Arendt, H. (2005) Menneskets vilkår. Gyldendal
Di Cesare, D. (2015) Heidegger og jøderne. De “Sorte Hefter”, Forlaget Vandkunsten
Hannah Arendt Karl Jaspers (2001) Briefwechsel 1926 – 1969, Piper 
Heidegger, M. (1963) Sein und Zeit, Max Niemayer Verlag.Tübingen
Heidegger, M. (1988)  Et Brev om ”Humanismen”, Akademisk Forlag
Heidegger, M. Jaspers, K. (1990) Briefwechsel, Vittorio Klostemann Frankfurt am Main Piper München,  Zürich
Jaspers. K. (1977) Philosphische Autobiographie. Erweiterte  Neausgabe. Piper-Verlag, München
Jaspers, K. (1978) Notitzen zu Heidegger hers. von Hans Saner. Piper
Lysemose, K (2008) ”Es ist wie ein Trick” - OM DEN GNOSTISKE LÆSNING AF VÆREN OG TID i Thomas Schwarz Wentzer og Peter Aaboe Sørensen, 2008 Heidegger i relief – perspektiver på Væren og Tid, Klim
Mortensen, KM (2088) Skabt til at begynde. Det augustinske spor hos Hannah Arendt, Anis
Mortensen, KM (2014) Karl Jaspers liv, samtaler, tænkning, Aalborg Universitetsforlag
Trawny, P. (2014) Heidegger und der Mythos der jüdischen Weltverschwörung, Klostermann RoteReihe
Trawny, P. (2014) Irrnisfuge. Heideggers An-archie. Matthes &Seitz