Den ovale dame & andre fortællinger
364 sider, 150 kr.
Det Poetiske Bureaus Forlag - Bureauets lommebibliotek
Af Jakob Brønnum
Hvor tit udkommer der en bog af en kvinde som døde for et par år siden og som har været kæreste med Max Ernst før 2. Verdenskrig? Max Ernst var en af udkants-surrealisterne, hvis arbejder er komplekse, åndrige, søgende, dunkle og mytiske. Den engelsk fødte, senere mexicanske Leonora Carrington (1917-2011) er en af det 20. århundredes centrale forfattere. Hun er knapt kendt i Danmark og ikke tidligere oversat.
Hun er ikke central på den måde, at hun er kendt og læst af mange, men på den måde, at hun står lige midt i den store strømning af kunst og filosofi og sansning og frigørelse, der prægede så store dele af de 20. århundrede. Max Ernst illustrerede hendes to første bøger, Frygtens hus fra 1938 og Den ovale dame fra 1939, begge oversat i dette fornemme udvalg. Leonora Carrington-oversættelsen er en stor litterær begivenhed.
Vigtige arbejder
Det er Ib Johansen, der har oversat. Han har gennem en lang årrække oversat engelske og amerikanske forfattere, bl.a. Poe, Blake og Dylan Thomas. Han har også forsynet bogen med et forord. Ib Johansen, der i mange år har været lektor ved universitetet i Århus, er efter min opfattelse et menneske, der fortjener ridderkorset, mindst. Han har forsynet den hensygnende oversættelsestradition med uhyre vigtige arbejder gennem et langt liv i litteraturens og derved den egentlige menneskelige virkeligheds tjeneste. Men det er en anden historie. Jeg blev første gang opmærksom på ham for en del år siden, da jeg sad som anmelder i Musikhuset i Århus og lyttede til en ny dansk komposition af Poul Ruders til en tekst af Poe, City In the Sea, som Ib Johansen havde oversat blændende.
Driftsimpulser
Bogen rummer et stort og fyldigt udvalg af Leonora Carringtons noveller, både fra den tidlige tid, da hun var præget af surrealismen, som hun bl.a. mødte gennem Ernst og af de indtryk, et psykisk sammenbrud omkring flugten fra nazisterne og Max Ernsts svigt, gjorde på hende. De seneste fortællinger i bogen er udgivet i slutningen af 1980’erne. I sit forord skriver Ib Johansen:
" I Leonora Carringtons tidlige tekster bemærker man det tydelige eftertryk på driftsimpulser – og på menneskelige forbindelser til dyreriget – mens der i de senere tekster, fra halvtredserne og fremefter, i højere grad er tale om links til forskellige okkulte traditioner, dog stadigvæk med bibeholdelse af et betragteligt humoristisk overskud.”
Det store skrud
Allerede en passage som denne her, der åbner den første novelle rummer så utroligt meget, at man kunne blive hængende ved den hele ugen:
”En dag, henimod klokken halvet, hvor jeg promenerede i et bestemt kvarter, møder jeg en hest som standser mig. “Kom,” siger den til mig, “jeg har noget ganske særligt jeg skal vise Dem.” Den pegede med hovedet på en snæver og skummel gade. “Jeg har ikke tid,” svarede jeg, samtidig med at jeg mod min vilje fulgte efter den. Vi kommer til en dør som den banker på med venstre hov. Døren bliver åbnet. Vi går ind. Jeg bemærker at jeg kommer for sent hjem til frokost. Der var nogle væsener i gejstligt skrud derinde. “Gå dog op ad trappen,” siger de til mig, “deroppe kan I se vores smukke parketgulv. Det er helt i turkis, og parketpladerne er samlet med guld.”
Det mytologiske med den talende hest, et motiv, der går tilbage til Bileams Æsel i Det gamle Testamente og som selv Richard Adams har brugt; dette at følge med nogen i en ukendt by, et motiv fra drømmetydningen, som f. eks. hele Tarkovskijs Stalker er bygget op på og som også kendes fra Lewis Carrols Alice; dette at gøre noget mod sin vilje, et psykoanalytisk motiv, som også har aner i Det ny Testamente (Rom 7,15), men som via Freuds libido-beskæftigelse ender i surrealismen; døren som porten til det ukendte, der ikke åbnes ved hjælp af en banken eller et kodeord, men en hestehov – og derefter den obligate kirkekritik i fransk-inspireret litteratur, hvor de gejstlige udstilles som latterlige og det borgerlige paketgulv blandes sammen med den vesterlandske mytologis forløsningsmotiv par excellence: De ædelstens- og guldbelagte gader fra Johannes Åbenbaring. Og så hele den mytologiske-mytiske-symbolladede stemning, som også sydamerikanske forfattere som Borges og Cortazar, og senest Bolano har været draget af. Det er en bog, der skal læses. Der er ingen garanti for, at man bliver færdig med den, for den vil have ændret sig i begyndelsen, når man vender tilbage, ligesom stederne hos Tarkovskij.
Ladet med ironier
Fortællingerne har denne surrealistiske karakter og man skal være forberedt på, at hver sætning er ladet med ironier, hentydninger, mytiske sammenhænge, som gør at det er en anden type læseoplevelse, der venter en, end den ligefremme novelle-fortælling. Som en åbningsreplik i en af de andre fortællinger: ”På den tid hvor jeg gjorde min entré i selskabslivet gik jeg ofte i Zoologisk Have." Altså, jeg synes det er morsomt. Man øver sig på "selskabslivet" gennem at gå rundt og se på dyrene i bur. Overhovedet "at gøre sin entré i selskabslivet" vækker en forventning om en tekst, der behandler et motiv, der har den allerstørste betydning i dele af litteraturen, fra Jane Austen og Tolstoj til Herman Bang. Ja, vi får en novelle, der gør Kafkas Forvandlingen til en spejderhistorie. En novelle, der klarest muligt gør op med den sen-borgerlige overfladiskhed og tabuiserede hysteri som en avanceret form for kvindeundertrykkelse.
Ved siden af Kahlo
Den form for fantastisk litteratur, altså den magisk-realistiske, delvis overnaturlige mystificerende, symbolmættede tekst, har af en eller anden grund ikke så gode kår for tiden i det nordiske litterære landskab, og det er synd, for det kan være der, de store læseoplevelser, som i bogstavelig forstand virker tidløse, venter.
Leonora Carrington er også kendt som billedkunstner og aktiv i den mexicanske kvindebevægelse. Gradvist er hun gennem sin magiske realisme kommet til at ses ved siden af kunstnere som Frida Kahlo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar