Af Egil Hvid-Olsen
Maleren Laurits Andersen Ring (1854-1933) blev af en kunstanmelder kaldt ”Hæslighedens Apostel”. Det krasse ordvalg skyldtes, at Ring brød med de smukke, nationalromantiske genrebilleder af sorgløse bønder, karle og piger i nationaldragter, der skildres som deltagere i en fælles beskæftigelse, i hverdag eller til fest. Ring havde ellers med glæde fulgt Julius Exners undervisning. Han var en af de store danske repræsentanter for de nationalromantiske skildringer, der i højere grad havde en stille propaganda for det danske sammenhold end en skildring af virkeligheden for øje. Selv tyve år efter nederlaget i 1864 var der stadig efterspørgsel på den slags motiver. Men en ung generation af malere begyndte at tænke anderledes; blandt disse var L.A. Ring.
Ring stammede fra den sydsjællandske landsby, han tog efternavn efter. Da han i 1872 kom til København, kombinerede han tegnestudier med en ansættelse som håndværksmaler i sommerhalvåret. Siden fulgte nogle semestre på Kunstakademiet. Hans dårlige økonomi tvang ham imidlertid til at forsøge sig som selvlært kunstmaler, inden studierne var gennemført. Det gik ikke særlig godt de første år, så Ring var ved at opgive og vende tilbage til håndværksmalerfaget. Undervejs i disse svære år blev hans far syg. Ring rejste hjem for at hjælpe sine forældre i den svære tid. Mens han opholdt sig i barndomsbyen, malede han blandt andet maleriet ”Banevogteren”. Dette værk blev ganske vist solgt samme år, som det blev færdiggjort (1884) og solgt videre med tab to år senere. Men derefter hverken hørte eller så offentligheden noget til værket. Først i 1951 dukkede det op ved en auktion, hvor det blev indkøbt af Nationalmuseet i Stockholm, der stadig har det i sin samling. Om dette tidlige værk af L.A. Ring handler bogen ”På sporet af Banevogteren. Et ikonisk maleri fra 1884”.Bogens to forfattere, Henry Nielsen og Dorte Fogh, har igennem flere år udført et detektivarbejde i forsøget på at afdække ”Banevogteren”s historie. I bogen redegør de for deres forskningsresultater, idet de både forklarer præcis hvor maleriets motiv fandtes, nemlig ved jernbaneoverkørsel 217 på strækningen mellem Roskilde og Masnedsund. Der var ganske vist hele tre overkørsler i Ring, men forfatterne beviser, hvorfor det netop er den med nummer 217, maleriets banevogter står ved. Også andre forhold, der er særligt gældende for netop dette sted, bliver gennemgået i bogen. Samtidig bliver maleriet fortalt ind i sin historiske sammenhæng af den voksende industrialisering, der fik mange til at se deres hidtidige forhold smuldre, samtidig med at de havde svært ved at se løsninger for fremtiden, der nærmede sig med en drabelig hast, som et tog for fuld damp. Banevogteren, som Ring kendte personligt, havde tidligere været daglejer, men passede nu byens tre jernbaneoverskæringer. Det var fast, men ikke særlig godt lønnet arbejde.
Hvad angår selve udarbejdelsen af maleriet, går Fogh og Nielsen helt ned i detaljen, idet de for eksempel oplyser, at ”Takket være de lange blå skygger fra vest og maleriets datering til juni måned kan vi ret præcist fastlægge, hvornår ’billedet blev taget’. Situationen er fanget i juni måned, mens solen stod 20-25 grader over horisonten. Det fremgår f.eks. af, at spidsen på banevogterens højre træskosnude kaster en skygge, der er ca. dobbelt så lang, som træskoen er høj. Klokken må derfor være mellem 18 og 19, hvilket harmonerer fint med, at der ifølge køreplanen dagligt afgår et persontog fra Masnedsund kl. 17.30 med retning mod Roskilde og København.” (s. 99). Siden nævnes banevogterens træsko igen, idet der redegøres for, at det er et par såkaldte basartræsko, ”der blev udviklet omkring 1850” (s. 104). Herefter redegør forfatterne om det særlige ved netop den slags træsko. Men ét er, hvad maleriet forestiller, noget andet hvordan det er blevet til. Den maleteknik, Ring har gjort brug af, gennemgås derfor også i et underkapitel (101-102). Beskrivelser, tolkninger og redegørelser for motivets historiske og geografiske sammenhænge er både underholdende og lærerige. Lidt mere tørre er kapitlerne om maleriets receptionshistorie, der dog – maleriets særlige skæbne som glemt i over 60 år taget i betragtning – bør være med i en bog om ”Banevogteren”.
Undervejs i læsningen kan man ikke andet end undres over alle de kendsgerninger, forfatterne har fundet frem til; for eksempel at planten Bjørneklo ”formentlig kom til Danmark i sidste halvdel af 1830’erne med den emballage, som man brugte i Italien til indpakning af enten H.W. Bissens eller Bertel Thorvaldsens skulpturer.” (s. 105). Selvom bogen er fuld af sådanne detailoplysninger, mistes overblikket aldrig. Og så er der de gode, kunstneriske, rent maletekniske iagttagelser, som den, at ”Skyggen i den lange fold på jakkeryggen er malet med én streg på et sekund” (s. 102) Efter endt læsning er man særdeles bevidst om, at Ring malede socialrealistisk med inddragelse af forskellige symbolske detaljer. I mange malerier dokumenterede han, hvordan mennesker på samfundets bund – strækkende sig fra banevogteren til tiggende børn – levede i hans samtid, og han understregede deres situation med symbolikkens diskrete fingerpeg. Dette lå langt fra de nationalromantiske, idylliserede genremalerier. Det var derfor, at en anmelder kaldte L.A. Ring for ”Hæslighedens Apostel”.
Billeder: Knud Larsens portræt af L. A. Ring; Banevogteren
Ingen kommentarer:
Send en kommentar