Om letheden i det tunge, kunst som forskning og fri natur som menneskestyret

Iben From (red.): ”Erland Knudssøn Madsen”, 
240 sider, KunstCentret Silkeborg Bad 2016, 175 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Et digt kan være smukt og præcist, men også svært og drillende, til tider direkte frustrerende. Dette gælder også Erland Knudssøn Madsens (1942-) digte, der er trykt i et kapitel for sig i den flotte bog, der er udgivet om ham og hans forskelligartede værk. Madsen er imidlertid mere kendt for sine skulpturer end for sine digte. Og dog er der overlapninger, som for eksempel skulpturen ”Sommerfugl og havplov” fra 1994 (s. 79), der i 2013 får sit sidestykke i digtet ”Portræt af en sommerfugl” (s. 142). Her tales der beskrivende til sommerfuglen:

…i din verden flyver du

i dine tusinder underfulde

klædninger flyver du

flagrende så nær så

fjern jeg ser

aldrig

dine øjne din fornemmelse

for omverdenen kender

jeg ikke på den måde

har vi ingen kontakt

vi er her

parallelt lever vi

svævende er du et

øjeblik

hængende

dyk til kant på kronblad

mine øjne holder fast i dig…

Digtet farer rundt i en bevægelse som sommerfuglens flaksende flugt. Snart er den her, snart der, hvilket Madsen sprogligt beskriver ved at lade læseren tro, at han taler om ét, men snart antyder, at han måske snarere taler om noget helt andet. Sætningerne brydes op, så den samme sætning får to betydninger, f.eks.: ”dine øjne din fornemmelse for omverdenen kender jeg ikke på den måde” / ”på den måde har vi ingen kontakt”.

Denne flaksende lethed er det noget sværere at beskrive, når materialet ikke er ord, men granit. Alligevel formår Erland Knudssøn Madsen at forlene det tonstunge materiale med en forbløffende lethed, så man næsten undrer sig over, at det store, vingede insekt ikke forlader sit fundament i en flagrende færd op mod himlen.

Sten er ikke det eneste materiale, Madsen arbejder med. Også eksempelvis træ, bronze og rustfrit stål former han til større eller mindre kunstværker, hvoraf en del er bemalede. Mest fascinerende er hans evne til at gøre det tunge let. Det ses i endnu højere grad i hans såkaldte ”Skymålere” (s. 128-129) end i hans sommerfugleskulptur. Her tager huller i store, lodretstående granitplader form af skyformationer. Dette muliggør, at man ved at kigge gennem granittens huller kan se skyerne gennem skyerne. Den store, uoverskuelige himmel bliver begrænset af det enkelte skyhuls ramme, hvorved det bliver lettere at fokusere på de af himlens skyer, der passerer forbi hullet, mens man kigger. Blikket intensiveres og afslører gennem granitskyen den enkelte skys særpræg. På den måde leger Erland Knudssøn Madsen med forholdet mellem den bastante sten og de luftige skyer.

Bogen om Madsen er forsynet med en lang række illustrationer af kunstnerens værker, og selvom læseren må opgive at se det særlige i nogle af dem, er der andre, der giver én lyst til at bevæge sig ind i bogen eller hen til det sted, hvor skulpturen er opstillet. Man gribes af en vældig trang til at røre ved værkerne; at lade fingrene glide hen over den bearbejdede sten, mærke dens ru eller forbløffende glatte overflade. Andre gange, som i hans instrumentserie (s. 8-11), får man lyst til at lægge kinden mod det lakerede, skinnede træ. En stor del af disse skulpturer har en overflade, der minder om en kontrabas eller et andet strenginstrument, men hvordan man spiller på dem, står hen i det uvisse, selvom deres titler er ”Instrument…”. Hertil lægges forskellige formål, man tilsyneladende kan spille sig frem til på dem, eksempelvis ”Instrument til væren” eller ”Instrument til retfærdighed” (s. 54-55). Sidstnævnte er logisk nok opstillet på en politistation (Hørsholm).

Der er ingen tvivl om, at æstetikken har været central i udførelsen af disse og Madsens øvrige værker. Det samme gælder meningen med eller budskabet i dem. Dette er det imidlertid langt sværere at få greb om. Måske skyldes det, at Madsen anser kunsten for at være forskning; et fagligt felt, hvis kerne er selve eksistensen. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Allerede i renæssancen anså man kunsten for at være en erkendelsesform, men Madsen formulerer det på en anden måde:

…billedkunstneren betragter sit arbejde som forskning og ikke som udfyldelse af rum med uomtvistelige udsagn om et eller andet.

Sådan har alle grundforskere det i øvrigt: skal der forskes i genterapi f.eks., skal forskere have ret til at forske i hvad som helst og for offentlige midler. Hvordan skal de arbejde. Hvordan skal resultaterne offentliggøres. Hvordan skal de bruges. Kan det forventes at man kan målrette al forskning. Resultaterne af forskningen i historisk tid har været revolutionerende, men har alt hvad der er kommet ud af det været til det gode. Hvad kunne vi have undværet, og hvordan skal vi på forhånd sortere det fra vi ikke vil have, for vi ved jo ikke hvad der bliver at vælge imellem.

Billedkunstneren står også der i sit arbejde, hvem og i hvilken retning må der fortsættes. Hvem skal bestemme. (S. 168).

Lysvæld. Udsmykning fra Tilsted Kirke

Madsen ønsker altså at opnå nye erkendelser eller forskningsresultater med sine værker, både for sig selv og for beskueren, og han er klar over, at disse erkendelser kan få større eller mindre følger. Tanker og liv har det nemlig med at sætte spor, hvilket Knudssøn Madsen også påpeger, når det drejer sig om hans natursyn. Han og hans kone bor i det vestlige Thy, omgivet af natur. Men kunstneren er sig bevidst, at selv den natur, der kan synes vild, er præget af menneskehånd. Naturpleje er ikke ensbetydende med, at man lader naturen gør det, der ligger naturligt til den. Nogle - særligt invasive - arter holdes ude af visse områder; man opretter fredninger af områder, der har en særlig biosfære, som – naturligt - ville gå til, hvis den ikke blev beskyttet; man etablerer kystbeskyttelse og forhindrer derved havet i at foretage det naturlige indhug i landet. Således er langt det meste natur at betegne som kulturlandskab. Dette har Madsen intet imod, selvom han bliver nervøs, når menneskets indgreb tager overhånd. Han påpeger blot, at naturen udvikles i et samspil mellem naturen selv og mennesket. Dette har han udtrykt i et par skulpturer, som er placeret ude i den ”fri” natur, for eksempel ”J.P. Jacobsen arabesk (Kjender du Pan)” fra 2010, der er lavet af nylon og galvaniseret jern og opstillet i højmosen i Næstrup Plantage (s. 23). Således trækker Madsen den menneskelige kultur ud i naturen, modsat det kunstnere ofte gør, nemlig at bringe naturen ind i kulturen ved at gengive naturen på lærred eller gøre brug af naturmaterialer, når de udarbejder skulpturer eller statuer. Et særlig fornemt eksempel på, hvordan Madsen har bragt naturen ind i kulturen, er hans udvendige beklædning fra 2002 af en elevatorskakt i Hurup Boligselskab. Titlen på værket er ”Løv” og udgør en symfoni af efterårsfarver (s. 93).

Bogen om Erland Knudssøn Madsen er redigeret af Iben From, der også har skrevet det kapitel i bogen, der beskriver udvalgte værker. Hun står desuden for de to meget grundige værkfortegnelser og et kort biografisk kapitel. Kunstanmelder Torben Weirup har skrevet et introducerende kapitel om Erland Knudssøn Madsen, ligesom bogen indeholder en samtale mellem Madsen og Weirup. Ud over et udvalg af Madsens digte, indeholder den også nogle af hans øvrige tekster. Hertil kommer en række småkapitler og ikke mindst en lang række smukke fotografier af Madsens kunst.

”Erland Knudssøn Madsen” er en informativ og flot bog, der kun kan kritiseres på ganske få punkter: Den indeholder lidt for mange gentagelser, da de forskellige forfattere ind imellem oplyser det samme, og så kunne man godt have tyndet lidt mere ud i Madsens egne prosatekster, hvoraf ikke alle synes lige relevante. Når det er sagt, føler man sig efter endt læsning meget klogere på kunstneren Erland Knudssøn Madsen og også lidt klogere på kunst generelt.