Lakmusprøven. 20 danske forfattere i ny antologi

af Knud Munck

Christel Sunesen og Lea Fløe Christensen: OEHL #2 - Antologi for ny dansk litteratur

Forlaget Ekbátana 2015, 173 sider, 150 kr.

OEHL #2 er anden serie i en skriftrække med ny dansk litteratur. I 2014 udgav forlaget Ekbátana OEHL #1 med undertitlen “Den poet har pels”, redigeret af Christel Sunesen og Lars Emil Foder. Det er også Christel Sunesen, der står bag anden antologi, og hun har denne gang fået hjælp af Lea Fløe Christensen, der er litteratur- og kulturformidler ved Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne.

Vi præsenteres for 20 danske forfattere (en af dem er færing), både kendte og ukendte. Det er mest digte, men også kortprosa, og de litterære former er udover digt- og prosaformen også spørgeskemaet, mødereferatet og tegneserien.

Redaktørerne er på fornavn med forfatterne, hvilket angiver en afslappet tone. Som om de kender dem alle personligt, hvilket de sikkert også gør. De er inviteret for at vise, hvordan det står til i det litterære landskab i dagens Danmark (det gælder også færingen). Et stort antal nye stemmer og tekster føjer sig til nogle få mere eller mindre etablerede ditto. Der er grøde i luften. Emnerne strækker sig fra fuglekranier til pastaengle, og der er med vilje ikke tilstræbt nogen rød tråd eller valgt et tema, og der er heller ikke gjort noget forsøg på at definere en tidsånd eller påvise et indbyrdes slægtskab mellem de udvalgte forfattere. Altså  ingen indre sammenhæng mellem teksterne, hver skribent har sin egen tone og står for sig selv.

De seks kendte og etablerede digtere i antologien er Pia Tafdrup, Jørgen Leth, Niels Lyngsø, Mette Moestrup, Iben Mondrup samt den helt unge Christel Wiinblad. Sidstnævnte tilhører samme generation som de andre digtere, der alle er født lige før og noget efter 1980. En enkelt ung digter skiller sig ud, idet hun (som føler sig lige så meget som han) er født i 1994.

Antologien indledes med et digt af Pia Tafdrup, der så afgjort er samlingens bedste tekst. Også Jørgen Leth har skrevet et fremragende sportsdigt i stil med hans gamle sportsdigte fra 1960´erne. Lidt skuffende har Niels  Lyngsø kun bidraget med et fraklip, som ikke er en skønlitterær tekst, men da udmærket fagprosa med interessante oplysninger og kunsthistoriske tolkninger. Det er bare ikke, hvad man forventer i en skønlitterær antologi. Iben Mondrups prosatekst “Unghund” er før blevet brugt på en lydsingle og er en erindringstekst, der ser tilbage på en tabt grønlandsk kærlighed. “Kat” er en prosatekst af Christel Wiienblad, der indgår i teaterstykker “Crazy Daisy” og altså også har været brugt i en anden sammenhæng. Det er en spændende tekst om legen mellem de to køn. Mette Moestrup har skrevet, “Der stod Frau foran mit navn”, der er en fin, lille novelle om en pige på flyrejse. Hun har mistet sine nøgler og funderer over fremtiden.

De etablerede stemmer lyder alle som etablerede stemmer. Der er ingen slinger i valsen. De er klare i mælet, og fortæller/digter er indlevende og medrivende. Men hvad med de helt unge og helt nye? Mine forventninger var høje, da jeg skulle til at stifte bekendtskab med 14 unge stemmer, der alle for mig var nye bekendtskaber, men  jeg er blevet lidt skuffet! Dog ikke over Peter Løhr. Hans novelle er absurd og noget i stil med noveller af Peter Seeberg og Villy Sørensen og er intet mindre end fremragende. Emnet er fedme og en mands kærlighed til sin fede kone, der bliver federe og federe. Jeg skal ikke afsløre slutningen, men den er grotesk og tankevækkende.

To “poetry slammere” skiller sig ud, Peter Dyreborg og Tobias Dalager, både fordi de dyrker poetry slam-genren, og fordi de forstår at performe deres poesi. Især Peter Dyreborg gør det godt, hvilket man kan forsikre sig om ved at se klippene fra hans hans utallige performances på hans hjemmeside og på Youtube. Hans tekst handler om vand: grundvand, Lillebælt, Atlanterhavet, vand fra hanen, vand i whisky osv. Undervejs bruges der det typiske poetry slam-udtryk “fakta”. Vi mangler bare hans præsentationsmantra: “Mit navn er Peter Dyreborg”.

Tobias Dalager når ikke op på Dyreborgs niveau, men er spændende derved, at han har brugt spørgeskemaet som litterær form. Det er ret originalt. Emnet er parforhold, og han er faktisk i stand til at få udtrykt sin mening om emnet inden for skemaets snævre form. I det andet digt sætter han dyreord sammen på en ny måde: flagermus og kronhjort bliver til flagerhjort og kronmus, bjergged og lappedykket bliver til bjergdykker og lappeged. Det kommer der sjove nye dyrearter/ordsammensætninger ud af. Begge poetry slam-poeter klarer lakmusprøven, men er det poesi eller pop?

Mette Norrie har nærmest lavet en tegneserie, men det gælder altså som en novelle. Den virker ret abrupt på mig og er ikke ganske vellykket. Tegningerne er faktisk bedre end teksten. 

Så er der de 10 andre. Der er ingen dårlige imellem, men heller ikke så mange lyspunkter. Jeg er ikke er blevet dybere berørt ved den øvrige læsning af de nye digtere. Man kan håbe på fremtiden. Der er mange om buddet, og måske er der et par stykker imellem, der kan bryde igennem.

Sluttelig vil jeg rose forlaget og redaktørerne for deres initiativ. Det har været spændende at få denne præsentation af de unge, og godt nok at blande dem op med gamle kendinge. Måske følger der en OEHL #3. Vi må vente og se.

Døden snubler i afdødes smil

Steffen Baunbæk
Kvarts
Det Poetiske Bureaus forlag

Af Thorvald Berthelsen
Steffen Baunbæks 3. digtsamling, Kvarts, udgivet af Det Poetiske Bureau, er måske nok en gotisk dødsmesse på vers – i hvert fald en slags - som der står på omslagsflabben. Men den er især en samling digte om døden som forvandler og forvandles hele tiden. Og det har selvfølgelig ikke så lidt med livet at gøre.  Som der står i indledningsdigtet Det er enkelt med vanlig Baunbæksk ironisk og bedragerisk enkelhed:

Vi
Skal ingenting
og alting,
fylde pladser ud
formere os,
forvandles.

Vi skal vokse
os ihjel,
og vi skal sanse
os i stykker,
skal vibrere
ligesom kvarts.

Det er
så enkelt,
Det er det,
som er
så svært.

Døden undersøges med glubende nysgerrighed på kryds og tværs, vendes og drejes igen og igen. Den er udsat for indlevelse og uddybes i fiktionens forestillinger, som i digtet om Helles død, Helle som digteren aldrig har kendt, eller i digte hvor togene afgår til tiden med eller uden Steffen på stamsædet eller hvor en klode forlader sin bane og kaster sig ud i et mørkt og uendeligt rum. Døden er kun starten på en udforskning af oplevelsen i digtene, og derfor slår den sig selv for munden og snubler i hverdagen.



X dør,
Og det er
i orden…
men ting
skal sgu testes
solidt
før man ved
om de virker
endnu.

Det gør den også i den helt jordnære Messe til farfars begravelse, hvor døden snubler i afdødes smil og digteren kun undgår at blive taget med i faldet, fordi han har gummisko på:

Æsken
er ikke
kvadratisk
men praktisk
og god,
bare lettere
utæt,
dit smil
løber ned
langs
med siderne,
godt,
jeg har
gummisko
på.

Selve udforskningen og den grundige test dementerer jo i sig selv døden ved er være nødt til at holde sig selv i live for at opleve, gentage og variere. For slet ikke at tale om at skrive. Nogen gange bliver døden i fiktionens forestillinger til en slutning med popcorn, colasjatter og glemte jakker, mens filmen spoles tilbage og puttes i dåsen og snart er glemt. Andre gange er fuglene stille i skoven, de ved den er større end dem. Og selv om døden i digtene gang på gang forsøger at nå til den uigenkaldelige slutning og gøre en sidste ende på livet, fortællingen og historien, så må den pumpende pulserende død, tvunget af sprogets og skriftens dynamik og rytmik begynde forfra igen og igen:

X dør,
og Y står
tilbage
og kalder
på Z,
men nu
lækker
det blæk,
alfabetet,
historien
er bundløs,
det hele
må starte
fra A.

Baunbæks sproglige figurer har udviklet sig i takt med rytmen og i overensstemmelse med dødens organiske vilkår. Den paradoksale overraskende drejning efter en længere optakt, som vi kender fra Baunbæks tidligere digtsamlinger, 8600 og Picnic i Hiroshima, opløses i vidt forgrenede knobskydende gradvise forskydninger, hvor modsætningerne er latent til stede fra begyndelsen og derfor nuancerer hinanden i pulserende sekvenser gennem hele digtet. Samtidig er sproget om muligt blevet endnu strammere og enklere end i de første samlinger – og ikke mere fabulerende og vidt omkring associerende.

De forskudte varierede og modificerede gentagelser lever og uddybes i en skarpere dunkende rytme, som selvfølgelig kommer endnu mere til sin ret, når Steffen Baunbæk fremfører digtene sammen med sin egen dj komponerede lydpuls.

Døden i Baunbæks udgave kan afgjort anbefales. Den er blevet til en sammenhængende, levende og endnu skarpere digtsamling, selvom den indeholder et par enkelte smuttere som Herlev, der efter min mening ikke burde have været med i slutspurten. Så gå ikke glip af den.

Det levendes markør. Mågeskrig i luften, barndom i det indre

Johannes Bobrowski: Sarmatisk tid – Et udvalg

Oversat af Erik Helger

Attika, 46 sider, 100 kr.

Af Jakob Brønnum

Johannes Bobrowski (1917-65) er en lidt mytisk skikkelse. Han har skrevet få digte, et par romaner, nogle noveller. Han var aktiv i den tyske modstandsbevægelse, men tjente ikke desto mindre som soldat under hele 2. Verdenskrig. Han endte krigen i sovjetisk fangenskab og blev derefter østtysker. Han var særligt velanskrevet blandt kolleger i Vesttyskland og deltog i den berømte litteratursammenslutning Gruppe 47’s møder, hvor også Böll og Enzensberger var med. Mod slutningen af sit liv gik han glip af et af de årlige møder, fordi den nybyggede Berlinmur pludselig rejste sig som en uoverstigelig forhindring.

Bobrowski

Lyrikeren Erik Helger har oversat et udvalg af Bobrowskis debutdigtsamling ”Sarmatisk tid”, debutdigtsamlingen fra 1961. Digtene skriver på det østpreussiske landskab, hvor Bobrowski er vokset op – og østud mod Novgorod, den nordlige del af det, der i meget gamle dage kaldtes Sarmatien. I digtene møæder vi en erindrende, men det er ikke altid man opfatter det som digteren. Snarere danner erindringerne en form for grænseoverskridende fællesskab:

”Jeg er fra Rasainen.

Det ligger, hvor den anden skovnat

passerer, hvis du kommer fra floden

hvor krattet åbner sig

og engene fortrænges

af gulnet sand.” (s. 22)

Digtet er lagt i munden på en jødisk handelsmand fra en lille by i Litauen, og videre i det møder vi – foruden de baltiske landskaber – birketræer, grave, sørgmodige violiner, som Chagall kunne have fået den til at lyde, strejfende vindpust, fædrene hænder, ængstelse og forgrenede ord.

Det er landskabsdigte, men det er ikke nationalromantiske landskabsdigte, og det er ikke den oprindeligt mere taoistiske prægede imagisme, som på dansk kendes hos Robert Corydon. Det er heller ikke en form for naturlyrik, hvor landskaberne står som plumpe billeder på sjælelige tilstande. Det er en fjerde slags landskabsdigte:

”Altid

med skader i flugten

dit hvide ansigt

skrevet i skovenes skygger” (s. 18)

I tysk litteratur ses Bobrowski som beslægtet med Hölderlin og Trakl, gennem en slags dunkel platonisme, det som i filosofien også kaldes idealisme, endda ekspressionistisk i Trakls tilfælde, hvor de store landskabsbilleder bliver det levendes markører, ligesom de sjælelige billeder, der manes frem i poesien. Bobrowski er fantastisk og Erik Helgers oversættelse musikalsk og smuk og dunkel og levende som digtene. Og skulle man ønske en nuance mere, er de tyske originaltekster trykt, ikke på opslagets venstreside, som man plejer at gøre, men på højresiden, så man uvilkårlig læser dem efter oversættelsen.

Der er mågeskrig i luften, kølig og fugtig brise, birketræers hvide stammer, sommernætters gløder, floder, barndom og brødvande blandt de indre billeder, længe efter man har lukket bogen.

Hvor der er vilje, er der liv. En filosofisk tænkepause

Søren R. Fauth: Vilje. 60 sider. 39,95 kr. Tænkepauser, marts 2016. Aarhus Universitetsforlag. Også som e-bog i PDF, EPUB, samt lydbog på da.unipress.dk

Af Erik Kock 

”Det var ikke med vilje, det var med hånden!” Et begejstret grinende ekko fra barndommen lister sig ind i skriveprocessen netop nu. Pigen skubbede til drengen så han faldt, men forsøger med ironi og humor at afværge den værste ballade. Af og til hævdes det at børn siger sandheder uden blusel, uden pli og uden tanke for konsekvenser. Det nævnte er et ganske overset eksempel. Citatet er ikke bare en leg med ord, det er en leg med ild.

Det skulle ikke undre om en af Søren Fauths i bogen omtalte sønner også engang har ytret disse ord, og at faderstoltheden straks har opfyldt forskeren. Knægten har i sin uskyldige visdom netop demonstreret at han kan håndtere både erkendelse, bortforklaring og humor i ét hug. Han ved godt at det var med vilje, og det gør de omkringstående også. Han havde først til hensigt at skubbe og løftede derefter hånden for at udføre handlingen. Men nej, ikke ifølge den tyske filosof Schopenhauer, og så skal man vogte sig; for denne mastodont i tysk tænkning har gennem mange år været Fauths helt, bl.a. taler adskillige oversættelser og indføringer i Schopenhauers tænkning deres tydelige sprog. Og forfatteren erkender da også at han ikke kan skrive en bog om vilje uden at denne filosof bliver en hovedperson.

At Fauth Jr. i den ovenfor skitserede situation er faren til behag, skyldes at han demonstrerer dybde i sin tanke. Det var med vilje, men viljen var der allerede, den kom før hensigten. Så knægten har på et helt andet plan ret alligevel. Før Schopenhauer, siger Fauth, var den gængse filosofiske position

”(…) at mennesket først og fremmest er et fornuftigt og forstandigt individ, og at viljen så at sige er et resultat heraf. Vi er med andre ord først tænkende, derefter villende.

Men ifølge Schopenhauer forholder det sig omvendt: Vi vil først og fremmest, og fordi vores vilje har brug for noget at stræbe mod, har brug for en retning, et mål, tænker vi. Vores erkendelse er et instrument i hænderne på vores vilje.” (s. 24)

Gennem bogen formidles der for fuldt tryk med allehånde indgangsvinkler og hverdagsscenarier med filosofisk perspektivering på en sådan måde, at denne nr. 37 i rækken af pocketbøgerne ”Tænkepauser”, uden besvær lever op til seriens slogan: ”Viden til hverdagen af topforskere.”

Med Schopenhauer som omdrejningspunkt og guide gennemgås menneskets vilje som det absolutte grundvilkår og som oppositionel position over for bl.a. Kant. Denne oplysningens og fornuftens ridder belyses i forhold til tanken om den fri vilje, og der inddrages pointer helt frem til moderne hjerneforskning. 

Schopenhauer

Men igen og igen lader Fauth Schopenhauer lave benspænd ved enten at vende tingene på hovedet eller ved slet og ret at udnævne mennesket som én gang for alle prisgivet sin vilje, sin egoisme og sin kannibalisme. Det er ikke kønt, men realistisk, i følge tyskeren og, må man tro, germanisten selv. Der er ikke tale om kolportering af en tænkningens darwinisme, men en udfordring til at bevæge sig så langt hen imod disse bud på indsigter som man, nå ja, har vilje til.

Det er nu ikke Schopenhauer det hele. Ud over Kant er man glimtvis på besøg i tysk litteratur- og filosofihistorie, og der garneres med franske observatører og tænkere. Det er således filosoffen René Descartes der allerede i bogens indledende sætninger modtager det første germanistiske hug ved at lide den tort at se sit hæderkronede dictum ”Jeg tænker, derfor er jeg” sparket til hjørne af omskrivningen ”Jeg vil, derfor er jeg.”

Der er dog ikke tale om nådesløse slagterier, men om en venden og drejen af vores vante forestillinger og trygge forvisninger.

Som passioneret cykelrytter konfronterer forfatteren rent privat ofte sig selv med mange udgaver af de viljeshandlinger og -ytringer som bogen behandler. Som led i en formidlingsstrategi fungerer trængslerne på den store klinge ganske udmærket. Selvironien og humoren er heller ikke af vejen, når læseren giver sig i kast med de i bund og grund uudtømmelige spørgsmål om vilje, krop og handling. Det er i bundetheden til samspillet, man kan vel lige så godt sige ’kampen’, mellem disse tre, at mennesket kommer til at stå frem. Det ultimative udtryk er viljens vilje til sig selv og viljens vilje til liv.

I bogen rejses der langt flere spørgsmål end der gives svar, og det er på sin plads, for det er som bekendt svarene der får os til at standse; spørgsmålene driver os videre.

Hvem ved, kære læser, måske sidder Fauths ”Vilje” i din lomme en dag. Men det er selvfølgelig helt op til dig selv – hvis du da ellers mener at du er i besiddelse af din egen fri vilje.

Digterens arbejde med at lytte

Poul Lynggaard Damgaard
Stedets omvendte beklædning
Forlaget PrintXpress, 2015, 113 sider

Af Jakob Brønnum
Det er en ret stor digtsamling. Den består af sansninger, poetiske iagttagelser, sammenhænge, der tydes ud af almindelige iagttagelsesfelter i dagligdagen. Det er modernistisk lyrik og det er ikke dårligt, det er et værested, sådan som al modernistisk lyrik erkender, at dens grund er væren. Digtet Storebæltsbroen (s. 30) lyder sådan her:

Grædekonen lader sine sprog sive
gennem vismandens broderede kloakker.
Fuglenes alfabet når det ikke er nok at svæve.

Det er tydeligvis i familie med Robert Corydons første fem-seks digtsamlinger, der har titler som ”Fuglespor” og ”Krybet og sommerfuglen”. Digtet Ekkodalen (s. 27) fortæller om hende, der er afbildet uden på bygningerne, og om hendes format som symbol og ikon og hendes fjernhed og samtidige nærhed, og der er det i familie med Mallarmé og den digteriske modernismens ur-idé. Vi ved ikke, hvem hun er, det er sikkert ikke en levende kvinde, eller måske er det digterens altomfavnende oplevelse af sin elskede, en kvindelighed i firmamentet.

Og når digtet Tydelig natur (s. 44) taler om ”En genvej mellem farverne,” er slægtskabet med Paul la Cours ide om sprogbilledet som opfatter det, tanken ikke kan fange i logiske formuleringer tydeligt (Fragmenter af en dagbog, s. 31).

Poul Lynggard Damgaards bestræbelse i naturen, i byen, i verden, i landskabet, i porten, i pupillerne, i morgenen, i porten, i duggen er at skrive, det La Cour kalder ”Det lyttende digt”(ibid. s. 30). Her lytter Poul Lynggaard Damgaard til ”Jagthyttens bedrag”:

Knirkende blåt
folder gangen i hytten
sig ud med snørede og
løftede skuldre, der bærer
lyset fra vinduerne med en sti
lagt i hjørnet, hvor skikkelser
sidder vendt bort på en græsmark (s. 80)

Det skulle ligge mig fjernt at nedgøre disse fine tekster, fordi de ikke indeholder fremmedgørelse, psykisk afmagt og vold, opbrudte sansninger, omverdenens splintrede, blodige spejl. Vurderer man lyrikken på, om den spejler en bestemt fragmenteret tydning af en bestemt fragmenteret livsstil i en bestemt fragmenteret sen-kapitalisme med en bestemt fragmenteret fremmedgørelse, man postulerer som nærvær, falder man i samme grøft og gør litteraturen til et modespørgsmål som alt andet, dikteret som alt andet af reklamebranchen og de globale butikskæder og den jargon, de genererer i ungdomskulturen og dens afsmitning på den samtidige digteriske sansning. Poul Lynggard Damgaards sansning ligger et andet sted.

Personligt hælder jeg i en vis forstand til denne type bestræbelser, at se forvandlinger, fremtrædelser og tydninger i naturen og i verden, fordi jeg synes, at den idealisme (den filosofiske idealisme, altså), der ligger i Paul la Cours på (alt for) mange punkter patetiske poetik, åbner for muligheden for et møde og en bevægelse i den menneskelige bevidsthed, der er sandt og tidløst, men jeg synes digteren her burde udfordre sig selv til at skabe større helheder, kaste endnu en metafor efter den der bro og se, hvad der sker.

Eller som Paul la Cour siger det (s. 30): ”Hvor underligt, at Digtet, som udsiger, ogsaa maa forholde sig lyttende. Dets storhed var det, hvortil det lyttede.”

Verdens stilhed efter Lars Gustafsson

Verdens stilhed før Bach

• Fra digtsamlingen af samme navn (1982), her oversat af Jakob Brønnum efter 2. bind af de samlede digte, ”Där alfabetet har tvåhundra bogstäver”, Natur och kultur 1992, paperback 1994, e-bog april 2016. Ved Lars Gustafssons død april 2016

Der må have været en verden før

Triosonaten i D, en verden før a-mol-partitaen,

men hvordan var den verden?

Et Europa af store tomme rum uden genklang

overalt uvidende instrumenter

hvor Musikalisches Opfer og Wohltemperiertes Klavier

aldrig var gået over et klaviatur.

Ødselt udsmykkede kirker

hvor Påskepassionens sopranstemme aldrig

i hjælpeløs kærlighed havde svunget sig omkring fløjtens

mildere bevægelser,

store milde landskaber

hvor man kun hører gamle skovhuggere og deres økser

den friske lyd af stærke hunde om vinteren

og – som en klokke – skøjter som bider i den spejlblanke is;

svalerne som svirrer i sommerluften

konkylien som barnet lytter til

og ingen Bach nogen steder, ingen steder Bach

verdens skøjtende stilhed før Bach

Den usammenhængende sammenhæng

Forfatter: Maiken Abildgaard
De Overvågede (2.udgave 2015 - 1. udg 2013)
ISBN 978-87-93334-02-1
74 sider, Pris: 175,00 kr.
Fotos af Lars Engelgaard

Af: Morten Ranum

Kronologi

DE OVERVÅGEDE er udformet som en sagsmappe med retsakter. Hvert aktstykke er nummereret, og de er sat i næsten kronologisk orden – men ikke helt. De kun to brud på den kronologiske orden er omgærdet med mystik. Der synes ingen hverken indholdsmæssig eller æstetisk begrundelse at være for dette valg.

 

Typografi

Som skrifttype er brugt den grimme courier. Det finder ingen jo på at gøre. Langt de fleste vil end ikke vove at bruge courier som kladde. Her har netop denne skrifttype imidlertid en klar pointe. Den understreger den tørre og monotone tone og stil i bogen.

Indbinding og omslag

Bogen er indbundet i tyndt og anonymt olivengrønt pap, hvis det da ikke havde været for det mærke efter et vådt vinglas. Ringen fra glasset synes så ægte, at jeg i lang tid tror, at det er fejl på kun mit eksemplar af bogen. Jeg måtte ind på forlagets hjemmeside for at forvisse mig om, at det rent faktisk er sådan bogen ser ud og skal være.

Indhold

Aktstykkerne er usammenhængende og utydelige i deres indhold, men de handler om menneskers hverdagsliv. Om de bliver overvåget er et spørgsmål om definition. De overvåger nærmere sig selv og hinanden. Der er en slags pointe i det fragmentariske og diffuse, fordi det handler om angst og forvirring. Det er beskrivelse af liv, som bærer præg af tilfældighed og slørede identiteter.

På bogens bagside får forlagets måske smurt for tykt på, når de skriver, at bogen ”handler om skyggesiderne ved det senmoderne menneskes tilværelse” … og de slutter med at konstaterer, at den sproglige form i bogen ”skærer maskerne af, så alt det sårbare og grimme træder frem...”.

Derimod synes jeg, at bogen hele vejen skjuler, hvad der foregår. Der er ikke rigtig noget, som træder frem og bliver afsløret. Men det er faktisk også det elegante ved bogen. Den efterlader ikke læserne med nogen klarhed, men man får overført en følelse af ingenting og tomhed. Jeg føler mig fortabt i en verden, hvor intet hænger samme. Det giver ubehag, stress og uro.