Sodomiens veje og afveje

Gennem en undersøgelse af Det gamle Testamentes oversættelseshistorie gør Kjeld Renato Lings op med forvanskningen af synet på seksualitet gennem fortællingen om Sodoma og Gomorra. Og så har han fundet et par eunukker, der var blevet væk

Kjeld Renato Lings: ”Kærlighed under censur. Køn og seksualitet i danske bibeloversættelser”, Vandkunsten 2017, 394 sider, 250 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Inden for teologien findes den akademiske disciplin ”Bibelsk eksegese”, der går ud på at tolke, oversætte og kommentere de bibelske skrifter. Den, der giver sig i kast med eksegesen, opdager til tider nye måder at forstå de gammelkendte tekster på. Disciplinen kræver imidlertid, at man også argumenterer for, hvorfor det er sandsynligt, at teksten skal forstås sådan, som man foreslår. Ofte vil ens forslag blive enten bakket op eller problematiseret af andre eksegeter i artikler eller bøger. Således udgør eksegesen én lang debat, der bliver ved med at udvikle nye fortolknings- og oversættelsesmuligheder, mens den fastholder eller forkaster ældre læsninger. Nutidens eksegeter fortsætter altså en diskussion, der tog sin begyndelse, allerede inden den skriftsamling, vi kalder Bibelen, blev samlet.

Kjeld Renato Lings’ bog ”Kærlighed under censur” udgør et led i den årtusindlange eksegetiske debat, men hvor andre ofte gennemgår et enkelt bibelsk skrift, griber Lings sagen tematisk an, idet han undersøger de steder i Bibelen, som omhandler eller har tradition for at blive fortolket som omhandlende køn og seksualitet.

Ikke sex, men sikkerhed
Lings tager særlige bibelsteder fra både Det Gamle og Det Nye Testamente under behandling.
Inden for eksegesen gælder det særlige forhold, at eksegeten ikke beviser, at en særlig læsning er den korrekte. Han påpeger derimod, at en sådan læsning er mulig, ligesom han kan sandsynliggøre, at den er mere troværdig end andre.
Således sandsynliggør Lings, at man grundet en tidlig fejllæsning og deraf følgende tolkningsmæssig uvane har forstået fortællingen, der lægger op til Sodomas og Gomorras ødelæggelse, forkert. Det fortælles, at Lot, der bor i Sodoma, byder to engle indenfor. Ingen ved, at de er engle, og at de tilmed er kommet for at udslette de to byer, fordi indbyggerne lever forkasteligt. Lot følger blot den tids skik og brug indenfor gæstevenskab. Imidlertid dukker byens mænd op og kræver de to fremmede udleveret. I den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992 begrunder de lokale kravet med, at ”vi vil ligge med dem” (1. Mos. 19,5b). Lings argumenterer for, at dette er en fejloversættelse, idet mændenes krav i virkeligheden handler om, at de vil undersøge, hvem de fremmede er. De er nemlig bange for, at de er spioner.
Det verbum, der oversættes med ”ligge med”, kan oversættes direkte til ”kende”, hvilket på hebræisk lige så godt kan udtrykke ønsket om at undersøge noget, som at have sex med/ligge med nogen. Lings argumenterer for, at der her er tale om den retslige forståelse af ordet. Byens mænd planlægger altså ikke en homoseksuel gruppevoldtægt, men vil blot forhøre de to fremmede. Dette kan Lot ikke acceptere, fordi de to engle allerede befinder sig i hans hus og derfor nyder godt af den beskyttelse, gæstevenskabet kræver.
I den traditionelle forståelse af fortællingen handler Lot ret forbløffende, idet han tilbyder sine to ugifte døtre til den ophidsede forsamling, der står udenfor hans hus. Mellem linjerne læser man, at han opfordrer mændene til at voldtage døtrene sønder og sammen, så gæsterne går fri. Grunden til dette forslag er, at gæstevenskabet forbyder Lot at udlevere de to fremmede. Imidlertid viser Lings, at grundteksten kan forstås sådan, at Lot giver sine to døtre i pant, så længe de to gæster er i byen. Han lader altså pigerne være i indbyggernes varetægt, så de kan straffe Lot ved at skade pigerne, såfremt gæsterne viser sig at være fjender af byen. Pigerne fungerer som garanti for, at de fremmede har rent mel i posen.
Fortællingen handler altså ikke om indbyggernes sexlyst, men om deres bekymring for byens sikkerhed.
Imidlertid har den traditionelle fortolkning medført, at homoseksualitet er blevet ildeset. Samtlige fremmødte er jo mænd, og har i sinde at kaste sig over de fremmede kønsfæller for at voldtage dem på skift. Det er bestemt ikke nogen positiv fremstilling af homofile lyster.

Mandeliggere eller sengemænd
De danske bibeloversættelser, Lings undersøger, er, ud over den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, ”Bibelen på hverdagsdansk” og ”Den nye aftale”, der begge bestræber sig på at gengive de bibelske tekster så lettilgængeligt som muligt for moderne mennesker. Imidlertid påviser Lings, at der lægges ikke så få, og ikke altid særlig heldige fortolkninger ind i oversættelserne.
Et eksempel, hvor alle oversættelserne tager sig visse friheder, er 1. Kor. 6,9-10, hvor der forekommer et ord, som ifølge Lings bedst oversættes med ”mandeliggere” eller ”sengemænd”. Det græske ord er nemlig sammensat af to ord, der på dansk betyder ”mandsperson” og ”seng”. Hvad der er den præcise betydning heraf står hen i det uvisse, men i de danske oversættelser gengives ordet enten med ”mænd, der ligger i med mænd”, ”homoseksuelle” eller ”homoseksualitet”. Selvom denne tolkning nok er den, der synes mest oplagt, nævner Lings en række andre muligheder. Spørgsmålet er, om det ville være bedre at stå ved det usikre ved udtrykket og gengive det med ”mandeliggere” eller ”sengemænd”. Man kunne eventuelt forsyne ordet med en fodnote, hvor det blev oplyst, at den præcise betydning ikke kendes. Ved at gengive ordet som omhandlende homoseksuelle risikerer man i hvert fald at lade teksten lægge en bestemt befolkningsgruppe for had, som man ikke er helt sikker på, at teksten rent faktisk peger på.

De forsvundne eunukker
Et andet – mindre vigtigt men dog bemærkelsesværdigt - forhold, Lings gør opmærksom på, er, at det vrimler med eunukker i Bibelen. Imidlertid er de fleste af dem forsvundet i danske bibeloversættelser, fordi de ofte blot beskrives som hofmænd. Dette giver for så vidt mening, fordi mange hoffolk var eunukker. Faktisk var der så mange eunukker blandt datidens hoffolk, at Lings nævner den mulighed, at alle hoffolk – kastrerede som ikke-kastrerede – på nogle tidspunkter og i nogle lande kan være blevet betegnet under samlebetegnelsen ”eunukker”. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at Faraos ”hofmand” Potifar (1. Mos. 39,1) var eunuk. Det kan til en vis grad forklare, hvorfor det var så fristende for hans hustru at søge seksuel tilfredsstillelse hos den unge, smukke Josef, der var blevet købt som slave af Potifar. Ganske vist kunne nogle eunukker, ifølge Lings, godt have et aktivt sexliv, men hvis Potifar hørte til blandt dem, der ikke kunne, bliver hustruens ønske om utroskab mere forståeligt.
At de hebræiske og græske ord for ”eunuk” ikke oversættes sådan, har ikke så alvorlige konsekvenser som den traditionelle oversættelse i Sodoma-fortællingen. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvor stor magt oversætterne har over teksten.

Fundamentalisme
Bag både den autoriserede bibeloversættelse og ”Den Nye Aftale” har der siddet en redaktion. Disse har på trods af deres indbyrdes vægtlægning og teologiske standpunkter været nødt til at nå til enighed om, hvordan teksten skulle oversættes. Der er altså blevet hugget hæle og klippet tæer. Enhver oversættelse vil bære præg af oversætterne. Det kan ikke være anderledes. Derfor kan alle ikke være fuldt ud tilfredse med det endelige resultat. Lings påpeger nogle af de steder, han mener, skulle have været oversat anderledes. At han har fokus på teksterne om køn og seksualitet gør bogen til et interessant og nødvendigt bidrag i debatten om vielse af homofile, der særligt problematiseres af den kirkelige højrefløj.
Apropos højrefløjen oplyser Lings, at begrebet ”fundamentalisme” (der indenfor den kristne kirke betegner de kristne grupperinger eller privatpersoner, der læser Bibelen som Guds direkte åbenbarede ord) ikke henviser til Bibelen som fundament. Begrebet opstod i 1895, hvor man ved en bibelkonference besluttede at disse fem punkter skulle udgøre fundamentet for den kristne tro: ”(1) Bibelens ufejlbarlighed, (2) Kristi guddommelighed og jomfrufødslen, (3) Kristi stedfortrædende lidelse og død, (4) den fysiske eller legemlige opstandelse og (5) Kristi fysiske eller legemlige genkomst til jorden.” (s. 331).

Lings bog er en eksegetisk, teologisk og teologihistorisk guldgruppe, der både kan læses af fagfolk og andre, der interesserer sig for kristendom og den svære kunst at oversætte.
Der er ingen tvivl om, at Lings har et mål med sin bog. Han vil igangsætte en debat om, hvad der egentlig står om køn og seksualitet i Bibelen, så der vil komme fokus på usikre eller direkte fejlagtige fortolkninger, hvoraf nogle er ældgamle. Særligt udsagnene om homoseksualitet ligger forfatteren på sinde.
Dette ærinde er så seriøst og nødvendigt, at man let tilgiver Lings, at han, primært i kapitlet ”Kærlighed under censur”, fremfører nogle teser, der synes at passe lidt for godt ind i resten af bogens ærinde.
Lings’ grundige gennemgang af udvalgte bibeltekster om køn og seksualitet fortjener at blive læst og drøftet af andre eksegeter. Ligeledes fortjener den at blive læst af repræsentanter fra alle kirkelige retninger her til lands.

Hvem siger mennesket er blevet hjemløst i verden?

Jakob Brønnum: Porten til den indre by (digte 2016, 332 sider, 200 kr.)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017, 372 sider, 200 kr.)
Det poetiske bureaus forlag

Af Marie Ladefoged
Selvom vi ofte går alene rundt fra hjerte til hjerte uden den ro, som får os til at læse en lang og god bog, så kan vi da bare gøre det alligevel, fordi de bøger paradoksalt nok kan bringe os derhen, hvor vi ikke var, og derfor aldrig fik læst de bøger, som fortæller os, at vi har et hjem her i verden, og at vi ikke er alene.

Bøger kan blive læst på mange måder, og de bedste af dem bliver også læst til ende og genlæst, hvis bølgerne går højt. Når det kommer til lyrik stiller jeg større krav til teksten end til prosa; sådan er det bare. Prosaisten må godt skrive lidt dårligt ind imellem for min skyld, men det må lyrikeren ikke; sådan er det bare. Jeg forestiller mig, at de fleste andre også stiller de her helt urimelige krav, og det er vel derfor, at lyrikken ofte bliver betragtet som den fineste og mest utilgængelige kunstart. Og for at det ikke skal være løgn, så stiller jeg også det krav, at jeg skal have lyst til at læse bogen igen, eller rettere; at læse i bogen og bladre igennem dens sider og finde yndlingsdigte i bogens dybe brønd af tekster, for at jeg skal opleve noget.

Jeg har kigget ned i den dybe brønd hos den amerikanske digter Walt Whitman og læst Leaves of Grass om og om igen, og ikke fordi jeg ville forstå dem, men nok snarere fordi jeg slet ikke ville forstå dem. Jeg har haft det på samme måde med den australske lyriker Les Murrays digte, og de er noget så sjældent som kloge digte om os mennesker fra steder, hvor folk er gode naboer og bor så langt fra hinanden, som Gud oprindeligt havde planlagt, før vi flyttede tættere på hinanden.
Whitman sejler med færgen fra Brooklyn, passer sårede fra Borgerkrigen, skriver om verdens mest legendariske præsident og transcenderer sig selv på fotografier med et stort hvidt skæg. Les Murray befinder sig et sted i Australien og skriver ud fra sin enorme krop med et enormt stort land foran sig. Alt, hvad de gør og er, er stort for mig.

Jakob Brønnum skriver stort i en tid, hvor de fleste læser korte tekster, men de store bøger holder os fast et andet sted, hvor vi om muligt kan finde vej til fordybelse og den ro, som skal til for at være i denne verden, der farer afsted med os allesammen ombord. Jamen, jeg jeg kræver noget af den verden, jeg er en del af, ligesom den kræver noget af mig. Nogle gange så har jeg også problemer og sådan. Men jeg har ikke noget problem, når jeg læser de to første bøger fra Jakob Brønnums trilogi; ”Porten til den indre by” og ”Nøjsomhedens tivoli”.

De her bøger er faktisk opbyggelige og fortæller os, at vi ikke er alene, og at det er en stor misforståelse, det med at mennesket er alene. Det er en sandhed, som egentlig ikke burde kræve den store erkendelse, og alligevel har mange af os en del bøvl med at forstå, at vi ikke er alene. Vi er godt nok ikke symbiotisk forenet med vores mor for evigt, men vi er i verden sammen, fordi vi deler det samme hjem, og ingen er endnu blevet smidt af planeten.

LÆSEREN ER BARE SÅ TYPISK
Der er en allestedsnærværende humor og alvor i teksten på een og samme tid, af den type som får læseren til at fortsætte. Men hvad i alverden laver typer som Margaret Thatcher, Elvis og Wittgenstein egentlig sammen i den her lyriske trilogi? Deres historier og på godt og ondt misforståede liv fylder i Jakob Brønnums to bøger her og udgør en slags rød tråd, der blander sig ind i hinanden.

Hvis jeg skulle beskrive deres liv som tilstande, ville jeg sige, at deres første liv bare var det liv, de sådan ligesom levede helt almindeligt, selvom de var ret berømte og dygtige osv, men så kom de ind i den her trilogi som en slags anden tilstand, og her var de så, og det var godt, men så kommer der altså det tredje øjeblik, hvor de også er og bliver ved med at være i en evig ny tilstand fra deres eget over Brønnums udlægning til læserens forståelse. Her er jeg en rigtig typisk læser: Jeg læser bare sådan, som jeg har lyst til og gør som jeg vil ligesom Hitler og Anders And og Sokrates og hende der og ham der og alle de andre, vi møder i de to lyrikbøger.

#ÆSELØRER
Når teksten er god, kan jeg acceptere alt, selv æselører i bogen. Nej, det kan jeg alligevel ikke acceptere! Der er æseldigte, som ligefrem skryder med deres æselhed i disse bøger, som ellers står så rene foran mine ører, som kan høre, og mine øjne, der vil se, det de læser, fremstå som et værk med den enhed, som jeg har læst den ind i, og så kommer dette forstyrrende dyr ind i Nøjsomhedens Tivoli, just som der havde dannet sig en orden. Jeg bliver meget generet af disse æsler, og Brønnum skriver vitterligt digte om æsler. Altså æsler! Syv digte i alt, et i hvert afsnit.
Og jeg synes ikke, han skriver særlig pænt om dem. Det æsel får for meget opmærksomhed og betydning i min bog og læsning, og derfor må jeg læse igen.

Og anden gang kommer jeg til en ny læsning, fordi jeg er kommet ind i en ny tilstand via bogen, for det er det gode bøger kan gøre; de kan lige lirke lidt til dit syn på verden og måske tage toppen af din vinterdepression, hvis du er heldig, og så kommer sommeren med en helt tredje tilstand med sin sol og varme i de der øjeblikke med glæde og lys og måske en helt ny bog.

SKAKSPILLET
Var det egentlig ikke gode, gamle Kierkegaard, for lige at flette ham ind, som sagde noget om ikke bare at befale et andet menneske at komme hen til sig, men i stedet selv at gå hen til det andet menneske? Når læseren sidder med de her mastodonter af digtsamlinger, som Brønnum har bedrevet, tiden taget i betragtning, så er læseren ikke alene om at komme forfatterens skrift i møde, for forfatteren har gjort sig den umage også at nærme sig læseren.

Bøgerne er måske alenlange rent sidemæssigt, men de er ikke skrevet oppe i et elfenbenstårn, men derude hvor menneskene er. I et digt skriver Brønnum om et skakspil, et møde mellem to tænkende, som hver lægger en strategi for at vinde over den anden, og her sker der noget essentielt; nemlig at skakspilleren erkender, at han ikke bryder sig om at regne en anden ud og ej heller selv at blive regnet ud.

Jeg kan godt lide Jakob Brønnums digte, fordi jeg kan regne nogle af dem ud, og fordi de ikke er bange for at blive regnet ud.

Så er jeg heller ikke bange for dem, også selvom jeg egentlig ikke forstår, det jeg tror, jeg forstår, som den ægte antihermeneutiker, jeg er, der ikke vil forstå, når det kommer til stykket. For mig er det digte, som rent faktisk gider at gå læseren i møde på alle mulige måder og ikke blot beder læseren om at komme hen til sig. Brønnums digte gider læseren og indleder en engageret monolog, der kan ræsonnere som en dialog hos læseren. Som her i CXVII fra Porten til den indre by,  hvor han fortæller om, hvorfor han holdt op med at spille skak:

Hvorfor holdt jeg op med at spille skak? / jeg tror det var fordi jeg ikke kunne holde ud / at blive opfattet som et system/ inde i hovedet på en mand / der sad og prøvede at finde ud af / hvordan det var at blive opfattet som et system / inde i hovedet på sådan en som mig

Men læseren prøver alligevel at finde ud af, hvordan det er at være inde i hovedet på sådan en som forfatteren. Og det har man faktisk en god chance for, fordi her sker det modsatte af systemet hos skakspillerne.

Digtene er ikke hermetiske, ekskluderende og enigmatiske, men inkluderende og inviterende. Læseren får muligheden for at komme ind og afdække systemet hos den mand, som skriver. Brønnum kan den sjældne kunst at skrive lyrik, som folk, der ikke normalt læser lyrik også kan læse, for det er en port, der åbner sig ind til et andet menneske, og det andet menneskes hjem og poesien er også vores hjem.

Metafysiske jordskælv

Metafysiske digte & andre tekster

Udvalgt og gendigtet af Ib Johansen

Det poetiske bureaus forlag

Af Carina Wøhlk

”Metafysisk” betyder bogstaveligt talt ”hinsides det fysiske”. Men i denne sammenhæng skal ordet forstås litteraturhistorisk. Metafysisk poesi er nemlig betegnelsen for en særlig strømning indenfor engelsk litteratur i baroktiden. 

Nærværende udgivelse begrænser sig imidlertid ikke til 1600-talsdigtning. Det umiddelbart snævre bredes ud. Poeter fra flere lande og otte århundreder er inkluderet i samlingen, for så vidt som deres digtning læner sig op ad af den metafysiske tradition. 

Bogen er delt op i overskuelige afsnit - for respektive Middelalder, Renæssance & Barok, Førromantik, Romantik & Symbolisme, Ekspressionisme & Imagisme og endelig Modernisme.

  

Manden bag antologien

Bogens indhold er sammensat og oversat af Ib Johansen, der i mange år har arbejdet som lektor på Aarhus Universitet – først på litteraturhistorie og siden på engelsk institut.

Ib Johansen har flere udgivelser bag sig. Som læser får man meget hurtigt en fornemmelse af hans sproglige begavelse og sans for musikaliteten i det danske sprog. Ib Johansen ikke bare oversætter – han gendigter. Hans forord tjener som fortættet introduktion til udgivelsen.

Form og indhold

Hvad er så på færde i den metafysiske strømning? Oprindeligt er den opstået som en reaktion imod den elizabethanske periodes idylliserede versekunst. De metafysiske poeter anvender et grænsesprængende og subtilt sprog i forsøget på at forene det åndelige og det timelige. Som Johansen skriver i forordet, er der endvidere ofte en ”undergrund af melankoli” i digtningen (se. s. 7). 

Apropos reaktion: Som læser anno 2018 har jeg taget mig selv i at reagere flere gange undervejs. Jeg har rynket brynene over misogyne udbrud i poesien (se s. 25 – ”Drukne, skidne, gemene kvinde…”) og latrinære udgydelser (se s. 28 – ”På lokums-tønden, hvor jeg sad i går…”), Jeg har trukket på smilebåndet over finurlige forherligelser af dyr (se s. 22 – ”Philip Gråspurv” eller s. 45 – ”Katten Jeoffry!). Jeg har nikkende noteret mig de bibelske allusioner (se s. 76 – ”Gomorrha”).

Men når bogen er læst til ende, er der så noget, der efterlader et varigt indtryk?  I min optik står afsnittene Ekspressionisme & Imagisme samt Modernisme stærkest. Amerikaneren Amy Lowells digt Efterårsdis (se s. 77) åbner sig med sine to verselinjer som en oase midt i ordflommen. Og den rumænskfødte Paul Celans digte om Holocaust er rystende – små (j)ordskælv af skinbarlig virkelighed. 

Format

Bogen hører til Bureauets Lommebibliotek. Dens format er fint – lige til at stikke i lommen. Også i overført forstand har udgivelsen format. Der skal mod til at tro på en udgivelse, der næppe kan tiltrække den store læserskare.   

Oliekriser og postkasser. Fra gamle dage

Gitte Broeng: Oliekrisen – Et hørespil

36 s. ill., 85 kr.

Tidsskriftet * [asterisk]

Nr. 69 a-h, POST

red.: Gitte Broeng, Christian Yde Frostholm og Lasse Krog Møller

60, - kr.

Begge: Forlaget * [asterisk], 2017

Af Troels Laursen

Da mor var dreng, da var der både røde postkasser og bilfrie søndage midt i en oliekrise.

Den gang, da var alt bedre, og med genindførelsen af det beredne politi og sikkert også snart statsstøttede andehold, der skal passér gaden med turistvenlige mellemrum, så er det det velgørende med et tilbageblik og måske med et udsyn til fremtiden, der ikke behøver at være helt så angstskabende eller halv dårlig, som man kunne frygte.

Det lille forlag *[asterisk] gør i hvert fald sit. Med udgivelse af, hvad de kalder for et høre spil, som også sideløbende var udstilling FUGA på Spanien19C, tager Gitte Broeng os med tilbage til fortællingen om 1970’ernes oliekrise og dens konsekvenser. Broeng er forfatter og arbejder i krydsfeltet mellem kunst og litteratur. Her er de medvirkede i stykket, spædbørn, som der pludselig kom mange af i tiden efter oliekrisen, som folk åbenbart tilbragte under dynen, og så bregner, og citater fra spare-på-olien-kampagner i OBS (Oplysninger til Borgerne om Samfundet) fra monopoltidens fjernsyn OBS og fra nyhederne. 

Det er en slags tur ned at memory-lane, hvor krisens konsekvenser både på de private plan, forfatteren blev til eksempel født, i 1973, som en ud af den store generation, der kom ud fra krisen og sådan på den store internationale scene, med seksdagskrigen og svagere pærer i lamperne. 

Protester fra præster, der ikke brød sig om at folk fik en god undskyldning for ikke at dukke op i kirken søndag formiddag.  Bregner fra urtiden og nu, i blandet en fortælling om Eva som alles moder. Bogen er et vindue mod det der var og som dengang egentlig var en ny mulighed for forandringer i både det private liv og samfundet, men som hurtigt blev lukket igen. Bogen er både morsom og tankevækkende på den hel dybe måde.

Otte postkort

Det gælder også udgivelsen, Tidsskriftet *, som ikke er en bog, men otte postkort med motiver at mure, hvor der engang hang noget, der hed en postkasse. Alle i en god turistfotografisk kvalitet. Det fortælles at de første kasser til forsendelse af breve var af træ og blev ophængt i 1851, heldigvis samme år som trykningen af det første danske frimærke. En påmalet tekst forklarede, hvad beholderne skulle anvendes til. Farven, udseendet og størrelsen varierede lokalt. Tømningen skete forfra, og derfor væltede brevene tit ud på jorden, så nogle tog skade, og andre blev glemt. Prototypen med bundtømning løste problemet, fordi indholdet tømtes direkte ned i sækken. Nogen tror, at socialisten og postassistenten Louis Pio stod bag opfindelsen, men det var tilsyneladende den svenske opfinder og magister i filosofi, Martin Wiberg. 

Efter sigende var Pios udgave for indviklet til at kunne fungere i praksis. Prototypen er blevet benyttet siden 1871 og kendes ved sin røde farve og karakteristiske bue foroven. Og derfor disse kort af forsvundne postkasser, for sender du dem, med et frimærke på, så må den røde postkasse (måske) tilbage på væggen igen. Ellers vil den nok bare fremover kun findes på Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation. De to udgivelse er både tankevækkende på den dybe måde, når det handler om vores samtid og den måde vi reagerer i den på, så det får konsekvenser for vores fremtid. Det er flot lavet og underholdende poetisk.

Fotos:

Oliekrisen – bogen sover

Opslag fra bogen –nyheder og erindring om en krise der var engang, omsat til tankevækkende poesi.

Tidsskriftet * - udgivelse af postkost til minde om dengang der var røde kasser på mange af hus murerne rundt om i byerne, eller måske en redningsaktion for samme røde kasse?

Det surrealistiske billede i spejlet

Roger Gilbert-Lecomte
Sort spejl
Det poetiske bureaus lommebibliotek
(214 sider, 150 kr.) 

Af Jakob Brønnum
Hvad siger Antonin Artaud (1896-1948), Andre Breton (1896-1966) og Uday Shankar  (1900-77) den moderne læser? Ikke nødvendigvis så forfærdeligt meget. Men det burde de, i hvert fald de to første. De er franske forfattere, som skrev i en tid, da litteratur var et spørgsmål om liv og død og litterære fejder hørte til dagens orden.

Alle ved, hvad surrealistisk vil sige, sådan cirka, men bestemt ikke alle ved hvor det kommer fra og hvad der ligger i det. Artaud og Breton er forfattere indenfor en strømning eller to, som vil have set sig selv som meget forskellige, måske endda uforenelige litterært. Artaud er dramatiker, det er meget nemt at opfatte ham som fuldstændigt altødelæggende nihilistisk, men hans centrale bestræbelse – foruden at holde styr på et sind, der spillede ham et puds hele tiden - er at bruge litteraturen til at finde veje til egentlig menneskelig frihed. Han er yderst læsværdig og ofte oversat til dansk. Breton er redaktør, digter og essayist.

Det surrealistiske er ikke blot det svært forståelige, det vilde, det utilgængelige. Det surrealistiske ligger under det realistiske. I bevægelsens manifest (1924) skrevet af André Breton, er det det, der er i kontakt med menneskets libido på en særlig måde. Han synes besat af Freud.

Det libidinøse kan man genfinde hos surrealistiske malere, ikke hos den metafysiske de Chirico (1888-1978), men hos Dali (1904-89), og i ganske særlig grad hos Vilhelm Freddie (1909-95), der ofte giver det hele en lidt vulgær karakter.

Men surrealismen behøver ikke sidde under bæltestedet. Under det syrede og surrealistiske landskab, eller gemt som ikke identificerede vækster i det, ligger forfattere, som har knapt har været del af deres tids litteratur, men som vi i dag tydeligt kan se er det. Forfattere som bevidst brød med den oprindelige surrealisme – eller aldrig rigtig blev lukket ind.

Det poetiske bureaus forlag øver en imponerende og beundringsværdig litterær arkæologi og har udgivet en lille håndfuld bind med værker af den karakter. Dels af Leonora Carrington (1917-2011), Det ovale værelse, en storslået samfunds- og magtkritisk novellesamling, også anmeldt her i Den smalle bog. Dernæst er der kommet bøger af Rene Daumal (1908-1944), romanen Mont Analogue og digtsamlingen Himmelstormer. Senest er kommet Roger Gilbert-Lecomte (1907-43): Sort spejl, som også findes oversat til engelsk.

Daumal og Gilbert Lecomte var venner, indtil de ikke var venner længere. De lavede - som alle forfattere med respekt for sig selv - tidsskrift, de rejste, forsøgte at leve, skrev. Gilbert-Lecomte var i USA med Uday Shankar, den indiske danser og bror til sitarmesteren Ravi, der døde for et par år siden. Det er forfattere, der trækker et eksperimentelle i retning af det esoteriske og metafysiske. som her i digtet Det mystiske æg (s. 107):

"Og da hans lidelsers cyklus kom til sin ende
som flygtning på Sydpolen, ventede han
i nattens kuldslåede nøgne skønheds land
åndsfraværende inde i sit lette astrale legeme.

Besynderligt flydende, næsten immateriel
følte han planetens vuggen gennem rum
som en vragstump i himlens dybe afgrund.
Og så skød han afsted som kometen selv."

Bogen Sort spejl har en i sig selv litteraturhistorisk tekst om Gilbert-Lecomte, nemlig en lang anmeldelse af Artaud. Han skriver bl.a.: ”Gilbert-Lecomte markerer tempo, tone og nuance, han er i samklang med altets harmoni. Han når frem til den sande poesi der opstår af skabelse og kaos, – når den ikke er en smule anarkistisk, når den ikke indeholder det mål af hvidglødende ild og magnetisk turbulens som omgærder verdener der bliver født, er det ikke poesi – for poesien opstår altid i krydsfeltet mellem Skabelse og Kaos.”

Der er også en dyb historisk og metaforisk bevidsthed i Gilbert-Lecomtes surrealisme, som adskiller den fra Bretons, der synes mere optaget af at bruge og forbruge billederne end at forlene dem med nye opladninger af litterær energi:

”Djævlen, haleløs gnu og temmelig snu
kommer haltende op ad trappen nu
sender mig et sardonisk blik
med slangeøjne der griner spotsk.
Så strækker han sin krumme hals
og farer pludselig frem mod mig
i sin udsøgte sorte tyremaske,
hieratisk totem af papmaché”

Digtet Den sorte tyr (107), som citatet er hentet fra, foretager en fantastisk flot sammenstilling af den europæiske tyr – nemlig faderen til Europa i den græske mytologi og den kristne djæveltanke. Begge er forførere. Digtets jeg modstår det ikke, men går også i stykker.

Det er så længe siden som 1960’erne, at en livsfilosofisk retning var inde og vende i borgerskabets stuer, nemlig den franske eksistentialisme med nobelpristagerne Camus (1913-60) og Sartre (1905-80), og med Simone de Beauvoir (1908-86). Siden da har vi ikke rigtig interesseret os for litterære retninger og der synes heller ikke at opstå så mange.

De eksperimenterende kunstnere i Frankrig i de første seks årtier af det 20. århundrede skrev ikke blot i en bestemt retning, fordi de synes det var sjov eller fordi det gav dem noget, men fordi de mente, at tilværelsen, verden og livet selv skulle tolkes på den og den måde. og at det havde konsekvenser for verden, moralsk og politisk.

Gilbert-Lecomte og Daumal endte i skyggen af surrealisterne. Det var metafysiske, de andre var fysiske. Antonin Artaud karakteriserer det sådan i bogens forords afsluttende bemærkninger: ”Orientalerne har aldrig begået den fejl at dyrke den personlige poesi; alt, der har nogen værdi, i den orientalske poesi handler om det universelle. Og de personlige digtere bliver, om de overhovedet eksisterer, automatisk udstødt og udelukket fra traditionen. I Roger Gilbert-Lecomtes poesi er der noget der kunne minde om en længsel efter en tabt tradition, et fjernt ekko af de store mystikeres udbrud, noget af den samme torden der ruller igennem Jacob Böhmes eller Novalis’ skrifter.” (s. 20)

Det er ikke moderne at tale pænt om ”orientalerne” og gør man det, bliver man straks kategoriseret som samfundsfjende, en renegat tilhørende den yderste venstrefløj. Det gør surrealisterne formentlig også i dag. Men måske er dette et øjeblik, hvor man kan trække vejret og sige: Se, er det ikke smukt, at Artaud genkender et åndsfællesskab mellem sufi-digtningen og den kristne mystisk fra middelalderen – og ser den i Gilbert-Lecomtes arbejder!

Og de rummer oftest stærke surrealistiske billeddannelser, ikke verdensfjern kontemplation, selvom det på overfladen kan synes let og sågar bevidst nonsens-digtning som i den engelske tradition, hvor Lewis Carroll (1832-98) er den mest kendte eksponent:

Det er umådeligt trist
at fremskridtet
har bortskaffet brugen
af fyrtøjet
denne ildmaskine
baseret på treenigheden

Fra fyrsvampens fantom
til flintestenens sjæl
og til stålets ånd
et magisk instrument
af uberegnelig poetisk
og uvurderlig værdi (s. 110)

Digtningens kontinuum

Knud Steffen Nielsen
Udvalgte digte
Det poetiske bureaus forlag
215 sider, 200 kr.

Af Anders Møller Gade
Knud Steffen Nielsen har hen over de sidste årtier beriget os med den ene mere eller mindre absurd og mesterlig særprægede digtsamling efter den anden. Denne digtning henover årtierne har forlaget Det poetiske bureau nu samlet i et udvalg med den passende titel Udvalgte digte. Her rummes bidrag lige fra debuten “Indskrift” i 1980, hvor det nok er sprogets mere taktile karakter, der er i fokus til de to næste digtsamlinger “Og lyset knytter sig til om lidt” og Lakune”. Her slås en række af forfatterskabets tematikker an, bl.a. forholdet mellem konstruktion (sproget) og virkeligheden, bevidsthed og kroppen, livets og verdens midlertidighed (tidens fremadskridende proces), og alt dettes indflydelse på den størrelse vi kaldet jeg’et.

Disse tidlige digte er i antal ikke repræsenteret i så rigt et mål som de senere digte.Vægten af digte er lagt på digte fra digtsamlingen “Farven Godot” og frem til den seneste udgivne “Derfor står jeg frem nu”. I udvalgte digte er også medtaget enkelt digte som er at finde på denfri.dk, samt afsluttende i appendix to nyere tekster “Bænken” Og “Hate”, den sidste er tidligere udgivet i Nordisk Ministerråds bog fra den finske bogmesse.

Farven Godot
Det er i disse senere digte, det digterisk gennembrud sker vel for alvor med “Farven Godot”, at Knud Steffen Nielsen finder det udtryk som vi kender ham så godt for. Et udtryk som gennem årene raffineres og udvikles til rene mesterstykker, der gør ham til en digter uden sidestykke i Danmark. Digtet, som indeleder den seneste digtsamling “Derfor står jeg frem nu”, er nok nær noget det der mest er et samlende udtryk for hele dette digteriske virker. Det lyder som følger:

“Det foreløbige punktum. De midlertidige ønsker.
Et kvarter ad gangen. Et år ad gangen.
De enkelte dele holdes sammen af

Indtil - videre,
dvs lys sendt fra afdød stjerne

Og den måde, jeg tæller det splintrede på”.

Det provisoriske
Vi kan nok prøve at sætte et punktum til markering af ende og begyndelse, som en indramning af tid, hvori vi kan skabe mening og sammenhænge. Det kan virke så definitivt, så fast, men som tiden går erfares det at selv punktummet, i teksten, i livet, blot er noget foreløbigt. Det øjeblik, der var lige før er gået kommer ikke igen, afløses af det næste øjeblik, som igen afløses af endnu et. Ligesom den mening digteren har skabt i dag kan være væk i morgen og det der står tilbage er den tid, som er gået imellem.
Tidens fremadskridende bevægelse er på måde den store destabilisator i tilværelsen. Den undergraver enhver fast form og vi står som mennesker tilbage med et vilkår i tilværelsen, som det her hedder i digtet “Provisorisk” fra  “Farven Godot”:

“…Indtilvidere.
Som var vi foreløbige: et udkast
til senere”.

Og sådan skriver han på tidens fremadskridende gang. Han lader sig selv og os, i sin digtning, befinde sig/os mellem et før og et kommende nu, i mellempostionen med udsigt til det tabte, ødelagte og fortidige øjeblik og med udsigt til de tilsyneladende muligheder som kommer med det næste.
Vi er med hele vejen. Vi får ikke først rapporten når turen er overstået, men indvies som læsere i tidens fremadrykkende forandring, kort sagt vi er med på hele turen. Vi er med når forandringer finder sted. Det sker i linjernes brud, i tidens og digterens opløsning af faste sammenhænge og i Knud Steffen Nielsens bevidst manglende brug af konjunktioner. Det virker til tider, hvis ikke hele tiden, som sabotage af den faste læserytme, men inden længe erfares det, at denne digtning konsekvent minder en om at man er til stedet under læsning. Denne digtning skaber netop et rum for læseren at træde ind i og uvilkårligt, ihverfald for denne anmelder, digter og leger man med i dette sproglige maskineri.
Og i digtenes brudte linjer, i opløsningen af sproglige konjunktioner og kohærente udtryk, skabes en digtningen, som på smukkest vis forener form og indhold og giver en oplevelse af hvad det vil sige at være til som menneske. 

Anfægtelsens motor 
Livet. Det kaotiske. Vi er kastet ud i det, uden selv at være tage med på råd. Og med tidens destabiliserende faktor bliver det svært at sige og gøre noget som virker grundfæstet. Opnå vished. Hvad der gjaldt i går, gør ikke i morgen. Vi er på gyngende grund. Selv i sproget, som nok på overfladen ser ud til at køre helt fint kan vi ikke vide os sikre. Hvordan kan jeg vide, at det jeg siger, bliver opfattet på den måde som jeg har sagt det.
Logisk set kan vi ikke sige meget andet en livet er livet. Alt udover dette tautologisk udsagn er en udvidelse, en tillægsbillet som vi ikke har dækning for. Denne skepsis over for sproget er central i Knud Steffen Nielsens digtning.
Sproget kan ikke bruges til repræsentative udtryk om verden, om en selv. Der foregår altid et tillæg i brugen af sproget, et tillæg hvor det ikke er muligt at afgøre hvad der er sandt og hvad der er illusorisk.
Vi er på den måde hos Knud Steffen Nielsen spændt for anfægtelsens motor. Det betyder omvendt, for Knud Steffen Nielsen, at der ikke er nogle regler at overholde. Ballet er åbent. Spillet er frit. Scene er klar.
I den langt ud fantastisk digtsamling “Det gør ikke rigtig ondt på fisk”, er denne anfægtelsens motor i højste gear. Her trækker han i bajadsens klæder, legende og munter, ubekymret og latteren får fri bane under læsningen. Her sproget en scene hvor snart den ene snart den anden mere eller mindre rablende figur træder op på. Jeg’erne står i kø for at afløse hinanden. Og vi hvirvler derudaf i et vildt og fantastisk kaos.
Selvom latteren har forrang, efterlades men alligevel med indtrykket af en uro. Der er en uro, under latteren, i disse digte. En uro over tilværelsen, over dette kaos, over den manglende vished.
Og så alligvel. Gør jeg ikke blot digtet til et spejl? Et spejl hvori jeg ser det, jeg bringer med?

Kontinuum 
Knud Steffen Nielsen lader os dog ikke hænge i dette kaos. Overalt i hans digtning henvises der til en kropslig sanselig erfaring, der må, hvis vi ikke skal befinde os i en evig dekonstruktion, være et udgangspunkt. Et punkt i kaos at se tingene fra. Og i digtsamlingen “En kinamands chancer”, åbnes for endnu en mulighed.

“Det er et digt, det er to digte.
Vi lever alene. Vi lever ikke alene”.

Vi lever som sociale væsner. Vi mødes, taler sammen, omgås hinanden i et væk. Vi lever ikke alene. På den anden side, er vi skilt fra hinanden. Vi har ikke et fælles eksistentielt mandat. Jeg kan ikke sige dit liv er mit, eller jeg ser du har ondt, men det er ikke min smerte. På den vis kan vi ikke gøre fælles objektiv krav på eksistensen. Dette mandat er kun subjektivt. Vi lever altså alene.
Vi lever i disse to modsætninger. At leve alene og ikke leve alene. Men digtet her tilbyder en tredje mulighed. Digtet her er netop muligheden for at se, at det forholder sig sådan. Det udgør et trejde punkt, hvorfra de to andre punkter kan ses. Hvor de to modsætninger kan eksisterer samstemmende. Digtningen udgør således et refleksivt punkt hvor der kan opnås bevidsthed om disse modsætninger i tilværelsen. Digtningen danner på den vis et kontinuum.
Lad dette blive udgangen på anmeldelsen her og indgangen til Knud Steffen Nielsens digtning. Herfra skal lyde en opfordring. Og med udgivelsen af “Udvalgte digte”, synes der ikke længere at være en undskyldning for ikke at stifte bekendtskab med dette fremragende forfatterskab.

Jeg sidder med en Wunderbaum over mit hoved

Allan Lillelund
Dage uden dagbog
Noveller - Forlaget Snepryd 2017

Af Anne Rye Andersson

Følelserne hos det udfordrede menneske

Når man som menneske falder, kan man samle sig selv op igen eller styre imod den totale udslettelse, finde de sprækker, der i udslettelsen giver en form for ro. At stå på kanten og kigge ned i afgrunden kan være lige så skrækindjagende som velgørende. Måske finder man et andet perspektiv, når man ser det hele oppefra på den måde, men hvordan fortsætter man dagen efter, eftersom alting på en og samme måde er forandret og alligevel slet ikke. Det undersøger Allan Lillelund i novellesamlingen ’Dage uden dagbog’, udgivet på forlaget Snepryd i sidste kvartal af 2017.

Bogen er fint prydet med en spejlet sort kat, der henleder tankerne på blækklatterne i psykologens roarschachtest. Vi skal ned i de dybere lag for at finde mening, den er ikke lige for, man skal lede lidt, og det giver anledning til fordybelse, undren og refleksion.

Novellerne kredser om følelserne hos det udfordrede menneske. Det være sig i novellen Besøget, om manden, der går til luder og alle hans tanker herom. De forrykte idéer, som at give luderen kælenavnet nipsevipsen og evnen til at genfortælle vittigheder på engelsk efter endt samleje.

I Slimet håndtag er der tanker om at være en hund, samt en forestilling om, at en ko har slikket på håndtaget. Det er det outrerede, vi er ude i, og så alligevel slet ikke. Alle kender vel, at tankerrækker kan være mærkelige, man tænker måske, er jeg sindssyg, men det er bare tanker, og de er italesat så skarpt, at de næsten bliver håndgribelige i deres form. De bliver nærmest stoflige at læse om.

Angsten for det uvisse

Dage uden dagbog handler om to drenge, der lever med en psykisk syg mor. Her foldes de barnlige følelser og reaktioner ud, barndommens tryghed er revet væk under personerne, og jeg-personen forsøger efter bedste evne at leve et liv med de realiteter, livet fodrer ham. Det er et øjebliksbillede vi får, og angsten for det uvisse, for den manglende tryghed, kravler ind under huden på en. Men der er også humor i novellesamlingen, når jeg-personen i Klodser i et desperat forsøg på at få en reaktion fra sine medmennesker proklamerer, at for ham er klodser lig med klunker, altså nosser. Også selvom klodserne bruges af et barn, der sidder og venter hos Borgerservice.

Der er en ærlighed i novellerne, som bliver helt tydelig i novellen Klodser. Det er en nøgternhed, der for jeg-personen er en selvfølgelighed, og det virker meget magtpåliggende for ham at give udtryk for sine tanker, når alle folk bare sidder tavst eller glor ned i deres iPhone.

Det bliver en desperation, det mærker man, det er lige som at slå i en dyne. Ingenting sker der. Frustrationen damper af siderne, når man læser. Og man får da næsten også lyst til at skrige for at få en reaktion. Novellen Hjelmen er en mors akavede forsøg på at vise omsorg. Hun har købt en hjelm til sin teenagedreng, der end ikke har en knallert, men sådan en hjelm er jo god at have. Lidt morbidt har hjelmen tilhørt en mand, der kørte sig ihjel, kun hovedet var uskadt. Drengen ender med at købe en forfalden knallert, så hjelmen kommer til sin ret, var det ikke det, moderen havde tilsigtet, imens hun styrer ham lige imod det, hun frygter. Det er en tragikomisk historie, der viser, hvordan kærlighed også kan komme til udryk, som små forviklinger i menneskets sind. Kærlighed har mange ansigter.

Besat af en ål

Den sidste novelle, jeg vil nævne er Ål. Den er interessant, fordi jeg-personen bliver fuldstændig besat af en ål, der lige pludselig mangler fra posen, efter familien kommer hjem fra køreturen fra fiskehandleren. Han forestiller sig adskillige scenarier, han ser for sig, hvordan ålen er krøbet i et hul i bilen og ligger og rådner. Hvordan hans far reagerer, når han finder den, og hvordan han vil blive beskyldt for ikke at have passet ordentligt på de ål. Et citat fra novellen:

”Jeg kravlede ud af vinduet. Jeg gik ud i bilen. Senere på aftenen. Det er mig, I ser ude i en bil, hvis I går forbi min gade, mit liv. Jeg sidder med en Wunderbaum over mit hoved og knuger fingrene mod rettet. Indenfor er resterne af min familie; forestillingen. Vi børn er gode til forestillingen. Hvordan mor har åbnet døren fra badeværelset ud til far. Hvordan far står og retter mor, alle fejlene. (…) Næven. (…) Et sted i bilen var der en ål, måske, eller den var flygtet ud af hullet ved passagersædet.”

’Dage uden dagbog’ er en novellesamling, der insisterer på at være mystisk. Det er ikke en bog, der nødvendigvis giver læseren svaret, der opstår nærmere en masse spørgsmål. På den måde, kan man tro, at den er uforløsende at læse, men det er ikke tilfældet for mit vedkommende. Jeg styres af min nysgerrighed efter at ville vide mere, at trænge dybere ned i teksten, at genlæse den. Jeg har læst den tre gange. Det er en letlæselige bog, hvor sproget flyder, og som læser var jeg underholdt fra første til sidste side. Tre af novellerne; Besøget, Efter og Hesteballon, har tidligere været udgivet på forlaget Silkefyret, så det er ikke første gang jeg læser dem, og her noget tid efter, er de stadig lige læsværdige.