søndag den 14. marts 2021

Uden frygt og dadel - Klassisk murstensroman på dansk

I 2020 er repertoiret af klassiske ridderromaner på dansk udvidet med en af de tykkeste af slagsen, der i tilgift til tider omtales om ”den første moderne roman”

Joanott Martorell
Tirant lo Blanc 1-3
oversat af Oscar K.
Jensen & Dalgaard 2020, 1208 sider, 500 kr.

Af Søren Holst
Hvis man siger ”ridder” og ”roman” i samme sætning, vil de to første associationer med stor sikkerhed være dels Don Quixote, dels Kong Arthur og ridderne af det runde bord. Allerede for Arthur-legendens vedkommende får vi ganske vist bøvl med kategorierne, for den findes i mange udgaver (hvoraf de mest kendte ikke er de ældste, for slet ikke at sige ’oprindelige’), som ikke alle kan kaldes romaner. Fra ens tid på børnebiblioteket melder sig måske også Ivanhoe, men derefter begynder det så småt at slippe op, hvis man ikke er middelaldernørd.

I 2020 er repertoiret af klassiske ridderromaner på dansk imidlertid blevet udvidet med en af de tykkeste af slagsen, der i tilgift til tider omtales om ”den første moderne roman”; en hæder, som jo ganske vis uddeles hyppigt og til ret forskellige værker, men alligevel.

En ridders liv

Tirant lo Blanc beskriver sin hovedpersons liv fra ridderspire til dødsleje. Ja, det vil sige, helten dukker sådan set først op i kapitel 28 (af i alt 487), men det er jo heller ikke en ’smal’ bog i fysisk forstand. Tirant er en adelsmand fra Bretagne, som kommer til England som bryllupsgæst. Den engelske konge skal formæles med en fransk prinsesse, og benytter anledningen til at ruske op i sine riddere, der er blevet sløve af lediggang, ved samtidig at indbyde riddere fra hele den kristne verden til turnering. Tirant indvies i ridderstandens regler af en hvidskægget eremit, som han møder ved et tilfælde. Han udmærker sig – naturligvis – ved turneringerne, og er til stede ved Hosebåndsordenens grundlæggelse, som han bliver indvalgt i som den første. Romanen er faktisk det ældste eksisterende vidnesbyrd om ordenen.

Knapt hjemkommen til Bretagne bliver Tirant en del af en delegation, som skal undsætte Johannitterordenen på Rhodos, der er truet af ’mauriske’ styrker. Den egentlige redningsaktion er der gjort rede for på få sider, men felttoget giver anledning til allehånde sidemotiver, besøg i både Nordafrika og Det Hellige Land, samt et giftermål mellem Tirants følgesvend, den franske kongesøn Filip, og en siciliansk kongedatter – et ægteskab som nok ikke var kommet i stand uden Tirants mellemkomst.

Hermed begynder et parallelt spor i romanens plotstruktur, bestående af amourøse forbindelsers komplicerede forløb, som udfolder sig side om side med de militære aktiviteter. Men det kommer ikke af den grund til at skorte på slagscener: Kejseren af Konstantinopel, den græsktalende kristenheds centrum, har brug for hjælp mod den muslimske verden (eller med romanens ord, mod ”sultanen og Stortyrken”), og Tirant kommer til at stå i spidsen for hjælpen. Næsten halvdelen af romanen foregår i ”det græske rige”.

I det græske rige bliver han tillige hovedperson i den mest omfattende af bogens kærlighedsintriger, idet han forelsker sig i kejserens datter. Forløbet af denne relation står i ret udtalt kontrast til den litterære konvention, hvor ”ridderlig” er det modsatte af liderlig. Prinsessen er ikke utilbøjelig til med det samme at lade ham ”nå sine længslers mål” som det hedder på 1400-talsspansk, men er selvsagt nødt til at skele til takt og tone for ugifte kongedøtre. Tirant selv er svært ivrig. Men endnu ivrigere er sådan set prinsessens kammerjomfru, Plaerdemavida (elegant oversat til ”Mitlivslyst”), som utrætteligt arrangerer rammerne for stævnemøder og lige så utrætteligt skælder Tirant ud, hvis han vil tage prinsessens halvhjertede tilbageholdenhed for gode varer.

Dramaet tilspidses yderligere, da en rival, ”la Viuda Reposada” (”enken Detstillevand”), forsøger at skille de to elskende ad ved en lumsk manøvre, der kunne have været en del af inspirationen til Othello, både mht. jalousi- og racemotivet. Dette bedrag er medvirkende til at Tirant forlader Konstantinopel, lider skibbrud ud for den nordafrikanske kyst, og i Nordafrika gennemlever et forløb, der udgør en hel roman i sig selv. Efter et ophold i en lokal fyrstes fangehul går han i maurisk tjeneste, men ender med ikke blot at vinde militære sejre, men også gøre hele befolkninger kristne, inden han vender tilbage til det græske rige, hvor det hele næsten kunne være endt lykkeligt. Hvad forfatteren interessant nok alligevel finder for enkelt, da det kommer til stykket.

”I krig og …”

Et af de tilbagevendende temaer er heltenes – og til tider også fjendens – højst kreative indfald i kamphandlingerne. Da Tirant første gang begiver sig på en slags korstog, er det som nævnt for at bistå de kristne på Rhodos. Deres presserende behov for hjælp er opstået, da forrædere fra Genova (”slette kristne”) har pillet aftrækkerne af fæstningens armbrøster og erstattet dem med attraper udskåret i sæbe eller ost!

Og da Tirant er på vej til undsætning, bliver hans ene skib ved Gibraltarstrædet angrebet af 15 mauriske, og udsigterne til at slippe levende fra søslaget er ikke lovende. At det alligevel lykkes, skyldes bl.a. at en af Tirants sømænd finder på at beklæde skibets ydersider med madrasser, så angribernes projektiler preller af. – Begge episoder kunne have gjort glimrende fyldest som noget, Rip, Rap og Rup i en akut knibe udtænker med Grønspættebogen som hjælp.

For at redde Rhodos fra dets belejrere skal Tirant blandt andet drive de svigefulde genovesere bort, hvis skibe ligger for anker ud for øens hovedby. En af hans sømænd formår i skjul af mørket på bedste James Bond-vis at forbinde en trosse til det skib, som tilhører den genovesiske flådes øverste kaptajn. Herefter kan Tirants folk fra stranden med et ankerspil trække en jolle fuldtlastet med brændbare materialer, som en kæmpestor flydende fakkel, ud til skibet, der på ingen tid udbrænder. Episoden, der for genoveserne fremstår som et mirakel, tager selvsagt kampmodet fra både dem og sultanen.

Det er formodentlig den samme aktion, Tirant lader sig inspirere af, da han halvandet hundrede sider længere fremme, under kampene i det græske rige, sætter en maurisk styrke skakmat ved at angribe en træbro ved hjælp af en tønde proppet med tjære, svovl m.m., som føres frem til angrebsstedet med en robåd.

Kristne, maurere – og en enkelt jøde

En anden gennemgående tematisk tråd er religionernes forhold til hinanden. Den overordnede rollefordeling er korstogenes, og dermed enkel: Der er tale om et ’clash of civilizations’: Store dele af verden er enten direkte en slagmark eller de krigsførende magters hjemmefront. Og krigen står mellem gode, kristne europæere og onde, muslimske maurere.

At den opstilling er lidt ’tegneserieagtig’ (med et udtryk, som sådan set ikke er fair over for tegneserier), er ikke det interessante. Det interessante er, at den sort-hvide skabelon jævnligt brydes. Der er, som tidligere nævnt, eksempler på ’slette kristne’, der gør fælles sag med maurerne mod egne trosfæller. Og der er, særligt under Tirants tid i Nordafrika, muslimer som – imod både læserens og Tirants umiddelbare forventning – viser sig at være sympatiske og storsindede.

Denne sans for nuancer og indre konflikter svarer ganske til, hvad der ofte fremhæves som romanens særtræk også med hensyn til personskildringen internt blandt de kristne: Personerne er ikke stiliserede repræsentationer af moralske eller teologiske begreber, de er levende og modsætningsfyldte og dermed ’realistiske’, så at karakteristikken af romanen som ’moderne’ ikke virker ganske malplaceret.

Ikke overraskende spiller den tredje store ’abrahamiske’ religion, jødedommen, en birolle, men en distinkt og mindre nuanceret birolle. En af de få jøder i romanen hører hjemme i byen Tlemsen (eller i dag: Tlemcen); som jøde er han naturligvis ikke loyal mod sin by, men forråder den til kong Escariano, der senere ved Tirants mellemkomst bliver kristen og døbes.

Jøden, der forbliver navnløs episoden igennem, forklarer Escariano, at det jødiske folk er opdelt i tre grupper: nogle tog initiativ til drabet på Kristus, nogle udførte det, men en tredje gruppe, kong Davids efterkommere, som han selv tilhører, misbilligede det, og er altså uskyldige i den anklage, som kristne hyppigst retter mod hans folk. Det får ganske vist Escariano til at tage imod jødens tilbud om at skaffe ham adgang til byen – men hindrer ikke kongen i derefter prompte at lade jøden henrette ved garottering, for han er jo en forræder og derfor upålidelig!

Oversættelse og mandighed

Det gigantiske arbejde at oversætte romanens godt 1200 sider fra den valencianske dialekt af catalansk, har multikunstneren Oscar K. forestået. Det er en imponerende bedrift. Der er også ret betydelige udsving i oversættelsesstrategien.

Der er et helt ekstremt overforbrug af ordet ”virtuos” som karakteristik af personer, primært helten selv. Det skal nok passe, at der i samtlige tilfælde står ”virtuós” på catalansk, glosen forekommer i hvert fald næsten 300 gange. Jeg er ikke ekspert i middelalderens spanske sprogformer, men alt tyder på, at ordet ligger tæt op ad det latinske ”virtus”, der egentlig betyder ”mandighed”, men afledt heraf også ”kraft”, ”duelighed” eller ”dyd” (ordet ”dyd” betegner også på dansk oprindelig det at ”du til noget”). Og det giver jo fremragende mening som ridderlig egenskab. Men blot fordi der på dansk findes et ord, der staves ca. lige sådan, betyder det ikke, at dette ord er den bedste oversættelse. Ord kan, trods fælles afstamning, ændre betydning både over tid og når de vandrer fra sprog til sprog. På engelsk er ”virtuous” endt med primært at betyde ”dydig på den ufede måde”, altså nærmest berøringsangst og skinhellig. Og på dansk bruges ”virtuos” jo ellers mest om én, som er fingernem til at spille klassisk musik.

Det er illustrativt at sammenligne med den svenske oversættelse ved Miguel Ibáñez (Tirant den Vite, Interculture 1994), der fx kan bruge ”god” (kap. 105), ”ädelmodig” (kap. 109), ”hövisk” eller ”hjältemodig” (kap. 125) til at gengive ”virtuós”. At Oscar K. selv slet ikke er fremmed for denne tilgang, ses i kap. 141 hvor ”cavalleros virtuosos” er elegant oversat til ”tapre riddere”. Den løsning kunne godt være brugt hyppigere.

Oversættelsen er i øvrigt ofte præget af overskud og kreativitet. Det kommer klart frem, at der i originalen ofte springes brat mellem et formelt retorisk sprogniveau i de mange lange taler, og en mere bramfri udtryksform. Og i den sammenhæng fungerer det fx fint, at det lidt ferske ”no és novella cosa pagar los justs per los pecadors” (det er ikke noget nyt, at retfærdige må betale for overtrædere) bliver til ”at man ofte i stedet for smed retter bager” (kap. 125).

Den samme kreativitet får måske lige et nøk for meget, når ”Ab peu esquerre has fetes totes les tues vils obres” (ordret: på venstre fod har du gjort alle dine onde gerninger) fordanskes i form af ”du har udført alle dine onde gerninger med ti tommelfingre på hver hånd” (kap. 107a)! At have ti tommelfingre er et godt dansk udtryk for ubehændighed, men man plejer vist kun at have ti i alt.

Uanset ens tommelfingres antal, kan man i hvert fald roligt bruge dem til at slå op i denne usædvanlige roman.


onsdag den 10. marts 2021

Digte, der løsner den lammende sorg

Torben Juul Hansen: ”Tilfældighedernes sammenhæng”, Skriveforlaget 2020, 82 sider, 150 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

På indbindingen af bogen ”Tilfældighedernes sammenhæng” oplyser forfatteren ”At digtsamlingen skal hjælpe til med at løsne den lammende sorg, som fulgte efter min søns død i foråret 2018”. Dermed er det ikke sagt, at bogen er en tung sag, der i det ene digt efter det andet udfolder digterens sorg. Ganske vist udtrykker nogle digte sorgfulde erfaringer, men andre beskriver glædelige glimt. Måske er de sidste en slags manifestationer af de brud i sorgen, der genfortryller tilværelsen, som ellers har været henlagt i mørke efter nærkontakt med døden.

Antydning af det skæbnesvangre og usikre

Torben Juul Hansen har en lang række udgivelser bag sig. De fleste er udkommet på forfatterforlaget ”Attika”, men denne samling udkommer på medudgiverforlaget ”Skriveforlaget”. 

Samlingen falder i seks afsnit, hvis digte er mere eller mindre tematisk forbundne. Der ligger præcise iagttagelser bag de kortfattede formuleringer, og i en stor del af digtene ligger en antydning eller direkte udfoldelse af det skæbnesvangre og usikre. For eksempel i dette digt, der omhandler utrygheden ved tordenvejr (s. 32):


”Når et uvejr møder frem med

få sekunder mellem en

kortslutning i stikkontakten

og nedstyrtning af fast brændsel


er lyden af regndråberne

det eneste sikkerhedsudstyr

jeg stoler på."


Det er begrænset, hvad regnen kan stille op, hvis ilden først for alvor får fat. Digtet udtrykker en påtaget optimisme, de fleste nok kender, når en trussel hænger over hovedet på én. I et andet digt viser det sig imidlertid, at der kan komme noget godt ud af noget negativt (s. 78):


”At jeg så tranerne lette fra en

pose hvedemel

og flyve mod

indpakningens stiliserede solopgang

forstår jeg nu

forstandigt

var den dybere mening med

æterbedøvelsen


ikke at få bortopereret to

betændelsesmistænkte lymfekirtler

i halsen.”


Så positivt ser digteren ikke på den indretning, der præger et tilfældigt provinscafeteria (s. 53):


”Lampetternes gule fatninger er

udformet som

dryppende stearinlys.


Et imiteret våbenskjold med to

korslagte arme

pryder endevæggens træpanel.


Et opslag med 

trappestensgrædende sigøjnerbørn

supplerer den lakoniske prisliste.”


Smukkere er der i digterens have (s. 45):

”Sommerfuglene suger hæmningsløst i

mirabellernes berusende blommesaft

før de

uforklarligt direkte

flyver mod den lokalitet i Sydeuropa

forældregenerationen forlod

i det tidlige forår.”


At sætte ord på det uudsigelige

Det femte afsnit, der mest koncentreret kredser om sorgen, indleder Juul Hansen med et digt, der handler om udfordringen i at sætte ord på det, der gør så ondt, at det kan være svært at beskrive dækkende (s. 63):


”Mit ønske om at erstatte de ord

som ikke findes

med en genkendelig påklædt efterligning

har den konsekvens

at jeg grundigt må studere

hvordan

træerne gør vinden synlig

og 

hvordan

vinden forsyner træerne med det sprog

som vækker en

dirrende opmærksomhed

i din begynderbarnevogn.”


Selvom det er svært at finde de rigtige ord, gør digteren et forsøg på at beskrive hændelserne omkring sønnens død (s. 69):


”Sommerfuglen har en 

klar erindring

om den dag jeg stod uden vinger

i gruset mellem de

parallelle lavendelbeplantninger


på vej mod den 

motoriserede afhentning


og diskret måtte støtte mig til det

hvide kistelåg.”


Beskrivelsen af at have mistet det, der holder den sørgende oprejst, er enkel og stærk. At kisten med den afdøde – der netop er sorgens genstand – er det eneste, digteren kan støtte sig til, gør ikke tragedien mindre.

Som den, der har mistet, har Juul Hansen haft behov for at give udtryk for sit tab, og dermed lægge afstand ikke til den mistede, men til den sorg, der har taget hans plads. Denne sorg kan være så tyngende, at digteren påkalder sig glemslen, fordi den vil fjerne den konstante påmindelse om, hvad han har mistet (s. 72):


”Nu håber jeg en svigtende hukommelse

vil være mig behjælpelig med at 

bære de tab

tiden ikke udvisker.”

Det er et barsk, men virkelighedsnært ønske for den, der daglig kæmper sig gennem sorgen.


Et alternativ til selvhjælpsbøger

”Tilfældighedernes sammenhæng” er en virkelighedsnær beskrivelse af de tanker og følelser, der kan fylde den sørgende, og selvom grundstemningen er dyster, tager mørket og sorgen ikke overhånd.

I disse år udkommer der mange selvhjælpsbøger om sorg. Nogle kan bruge dem til noget, andre ikke, for sorg er individuel og antager derfor også individuelle former. Måske kan Torben Juul Hansens korte digte supplere selvhjælpsbøgernes formål og være med til at skabe den fælles forståelse, som så mange sørgende har behov for at få del i. Samtidig kan samlingen skabe forståelse for den, der sørger, blandt læsere, der er så heldige ikke at befinde sig i den samme situation.

søndag den 7. marts 2021

Balzacs journalistiske skønlitteratur overbeviser

Forhåbentlig vil denne samling af “Udvalgte noveller” få mange til at få rettet op på det manglende kendskab til Balzacs forfatterskab

BALZAC - udvalgte noveller
Det poetiske Bureaus forlag
690 sider, Pris: 300 kr

Af Jes Nysten
Der er nok ikke mange i dag, der læser den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850). En af realismens absolutte mestre - sammen med Victor Hugo og Charles Dickens - læst, beundret og efterlignet af utallige forfattere. Hans udførlige beskrivelser af de sociale og politiske konflikter i samfundet, var stærkt inspirerende for rigtig mange, bl.a. Marx.

Balzacs enorme produktion, som han ville samle under den sigende titel “Den menneskelige komedie” består af omkring 90 romaner og noveller. Ikke mange er oversat til dansk. Den kendteste er nok “Far Goriot”.  

Forhåbentlig vil denne samling af “Udvalgte noveller” få rigtig mange til at få rettet op på det manglende kendskab til Balzacs forfatterskab. 

Har man stået foran Rodins imponerende statue af Balzac i Paris kan man virkelig fornemme den styrke og tyngde, han udstråler. De få billeder, der eksisterer af ham, viser det samme. Og det er denne tyngde og kraft, der også løber gennem forfatterskabet. 

Det særlige ved dette forfatterskab er, at det fremkommer i det man kunnen kalde “etableringen af den moderne tid” - tiden i Frankrig efter revolutionen i 1789. Han er født blot 10 år efter og vokser op i denne på mange måder tumultariske tid. Og han har om nogen skabt et varigt billede af en opbrudstid, hvor “le ancien régime” bliver afløst af en tid, hvor alt er til fals, griskheden råder, og det fremstormende borgerskab er uden moral og udsyn. 

Moderne menneskers liv og konflikter

Hans romaner og noveller er minutiøse beskrivelser af sådanne “moderne” mennesker liv og konflikter i denne “menneskelige komedie”. Han har netop et “komisk” blik på disse mennesker, en vittig distanceret holdning, der dog nu og da kan skifte til et  omsorgsfuld blik på nogle af de uundgåelige ofre for denne komedie. 

Historierne vrimler med de nye “borgerlige” typer: bl.a. bankfolk, erhvervsmænd, digtere, journalister, musikere, læger, skuespillere, professorer, prostituerede, nonner. En forsker har opgjort, at Balzac har frembragt over 2000 sådanne fiktive men dybt troværdige figurer. 

Et par eksempler på hans diskrete, ironiske stil finder vi fx. I novellen “Den røde kro”, hvor et større selskab er forsamlet til en overdådig middag: “På dette tidspunkt  befandt gæsterne sig i den velbehagelige tilstand af afslappet mæthed efter et udsøgt måltid, hvor man har haft lidt for store forventninger til fordøjelsesevnen. Med ryggen lænet tilbage i stolen, med hånden let hvilende på kanten af bordet legende hver og en af gæsterne apatisk med en guldskinnende gaffel eller ske. Når et måltid på denne måde går på hæld, er der altid nogle personer, der jagter en kerne fra en pære rundt på tallerkenen; andre triller en brødkrumme mellem tommel- og pegefingeren; elskende former hemmelige tegn med resterne af et stykke frugt; gnierne tæller kerner og anbringer dem på kanten af tallerkenen, som en dramaturg der anbringer sine statister i en forestilling” (s 34). 

Fra endnu et middagsselskab i novellen “Den forladte kvinde”: “Indholdet af intelligens skrabet sammen fra alle disse hoveder består af en del gamle forestillinger, blandet med nogle nye tanker, der bliver rystet sammen i løbet af en aften. Det kunne minde om vandet fra en lille havbugt; sætninger der repræsenterer disse ideer har deres daglige højvande og lavvande, deres evige strømmen frem og tilbage, som ebbe og flod; den der i dag hører ekkoet fra i går, vil høre det i morgen, om et år og for altid” (s 155)  

Balzacs realistiske stil har næsten karakter af det journalistiske i de præcist opfattede beskrivelser ikke bare af personerne og deres ageren, men også af gader, kvarterer, parker, historiske begivenheder. Han beskriver det selv i indledningen til novellen “Facino Cane”, hvordan han “aflurer” personer og situationer og steder, og på den måde får et nøjagtigt afsæt til sine fortællinger. 

Der er meget at dykke ned i i denne samling. Novellens kortform giver glimrende indblik i Balzac helt afgørende og normskabende forfatterskab. 

Novellerne er oversat af Ove Gregers Petersen, og det er blevet en flydende og læsbar oversættelse. 

 


onsdag den 3. marts 2021

Tegnede noveller om livet i en lejekasserne

Will Eisner: ”En kontrakt med Gud”, Fahrenheit 2021, 188 sider, 248 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Da jeg var dreng i 70’erne og 80’erne var de fleste tegneserier netop udgivet til sådan nogle som mig. Men lidt efter lidt dukkede der albummer op, der havde betegnelsen ”voksentegneserier”. Nogle af dem havde erotisk indhold, hvilket naturligvis virkede tillokkende på en ung teenager, der dog ikke vovede at låne dem med hjem, men smugkiggede lidt, når man nu alligevel stod ved kassen med ”Lucky Luke”, ”Asterix”, ”Tintin”, ”Splint & Co”, ”Gammelpot”, ”Yakari”, ”Smølferne”, ”Yoko Tsuno” og de mere komplicerede ”Linda og Valentin” og ”Buddy Longway” samt noget så voksent som ”Corto Maltese”, der allerede havde set dagens lys i sluttresserne. I denne tematiske og stilmæssige sammenblanding var der også nogle hæfter med den spøjse superhelt ”Spirit”, der var tegnet tilbage i 1940’erne af amerikaneren Will Eisner – og så var der en af de første eksempler på en grafic novel: ”En kontrakt med Gud”, der var tegnet og fortalt af selvsamme Eisner. Dette album sneg sig ofte med, når jeg cirka en gang om måneden udskiftede litteratursamlingen fra Stadsbiblioteket i Lyngby. Jeg forstod ikke så meget af den, men der var alligevel noget ved stemningen, som fascinerede mig. Det var egentlig underligt, for ”En kontrakt med Gud” er en tematisk tung sag i sort/hvid, fuld af fortællinger om modne menneskers ofte ulykkelige skæbner.

På kant med Gud

”En kontrakt med Gud” blev udgivet første gang i USA i 1978. Successen kom bag på alle, og førte oversættelser til blandt andet dansk med sig. Således blev bogen en spydspids for grafic novel-genren, der siden har vokset sig stor.

I år har forlaget Fahrenheit genudgivet ”En kontrakt med Gud”, og jeg har genlæst den med glæde! Jeg kan huske mange af illustrationerne, men nu kobles de historier, jeg ikke forstod til bunds, på. Og det er vitterlig ikke for børn.

Egentlig består bogen af fire noveller, men de udspiller sig alle i eller omkring en bestemt lejekasserne i the Bronx i 1930’erne. Titelnovellen er en historie, der både trækker tråde tilbage til Jobs Bog i Det Gamle Testamente (Eisner var jøde) og lignelsen om den rige bonde i Lukasevangeliet. Det er ganske overraskende at støde på en tegnet novelle, der tager så tungt et emne som menneskets lidelse versus Guds retfærdighed op. Hvad ingen vidste, da bogen udkom, var, at novellen byggede på Eisners fortvivlelse over at have mistet sin datter, da hun var 16 år. Hun døde otte år, inden bogen udkom.

Etiske dilemmaer

”Gadesangeren” skildrer den håbløshed, der risikerer at bore sig så langt ind under huden på den fattige, at han altid griber den letteste løsning for for en stund at lette sin fortvivlelse. Historiens hovedperson nærer ingen illusioner om virkeligheden og behandler sig selv og andre derefter.

”Viceværten” skildrer en ensom mand, hvis etiske kompas er gået i stykker, men som overmandes fra uventet side af en, hvis etik er endnu mere flosset.

Den afsluttende novelle, ”Cookalein”, er mere munter, selvom der bestemt også er dilemmaer på spil i den. Nogle bliver snydt, andre finder lykken, og atter andre finder sig i, hvad der bydes dem, fordi der er større hensyn at tage.

Skrøbelige og troværdige karakterer

Will Eisner havde sin egen letgenkendelige streg. Med et enkelt billede kunne han skabe en stemning, det ville kræve flere siders tekst at opbygge, og selvom mange af hans karakterers ansigtstræk virker en smule karikerede, er det afslørende i netop karikaturen med til at gøre dem skrøbelige og troværdige. ”En kontrakt med Gud” har derfor ikke overlevet sig selv, men kan læses igen og igen i årti efter årti. Derfor er det et godt initiativ, forlaget Fahrenheit har taget med genudgivelsen af denne tegnede klassiker.

søndag den 28. februar 2021

Glem det, Skat! Skal vi tage hjem?

Sten Jacobsen “Hulter til bulter”
Brændpunkt
187 sider

Af Jes Nysten
Sten Jacobsens novellesamling, hans tredje, består af 17 korte noveller, mere eller mindre løst knyttet til hinanden. Både i den forstand at den afsluttende novelle ikke blot er den sidste i rækken af historier, men den samler dem ved at lade elementer fra flere af de foregående noveller indgå; og i den forstand at de drejer rundt om samme gennemgående tema. 

Sociologiske observationer

Novellerne har forskellig længde. Nogle er blot en 4-5 sider, de længste 14-15 sider. Det siger sig selv, at der ikke bliver megen plads til lange beskrivelser eller dybtgående karakteristikker. Derfor er det måske mere rigtigt at kalde stykkerne litterære “nedslag” eller bedre litterære “observationer”. 

Novellerne fremstår næsten som sociologiske observationer af de personer, som vi her møder. 

Det ligger lige for at læse dem sådan, for i første novelle møder vi den sociologistuderende Peter, der er på shoppetur med kæresten Lærke. Til hendes slet skjulte undren er han med - ikke af tvang men af simpel interesse. I en af butikkerne opstår en af livets uendeligt trivielle småskænderier, og midt i det “kom begrebet til ham Reptilian alienation eller måske endnu mere markant i sammentrukket form Reptilianation” (p 17). Han skriver det på stedet ned i sin notesbog og han forklarer os meningen “Reptilianation var den tilstand, der opstod, når mennesker med ét følte sig ude af stand til at kommunikere indbyrdes, og der billedelig talt var en uoverstigelig kløft imellem dem. Så kommer menneske, man stod overfor, til at ligne en øgle, hvis tegn mennesker jo netop ikke kan afkode” (p 18). 

Afgørende konsekvenser

Man kan læse alle novellerne i dette lys, for de er fyldt med sådanne daglige umiddelbart banale ordvekslinger, som kan have afgørende konsekvenser for de pågældende. Fordi der opstår denne kløft. Dog forestiller han sig, at der netop i sådanne situationer - så at sige på trods - kan opstå en stilhed, en eftertænksomhed, hvor en erkendelse af, at noget andet kan kan indtræde, opstår. Ja, måske en samhørighed bag de banale uenigheder. 

En mulighed som den afsluttende novelle på beskeden vis klinger ud med “De sad og så på hinanden, og der var ingen af dem, der sagde noget. Så rakte Mathilde hånden ud og klappede ham på armen. “Glem det, skat! Skal vi tage hjem?” (p 187). 

De enkelte noveller er fyldt med skæve, barokke, banale situationer og konflikter, der folder det nævnte tema ud. Jeg føler mig godt underholdt under læsningen. Jeg synes også, at den enkle men godt udtænkte sammenhæng mellem novellerne fungerer. Og forfatteren undgår at blive kynisk og udleverende, selvom han har dette “observerende” blik på personerne.


onsdag den 24. februar 2021

Afsøgning af litteraturens grænser med meget mere

Stig Sæterbakken: ”Det nye testamente”, oversat fra norsk af Allan Lillelund, Silkefyret 2020, 584 sider, 300 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Stig Sæterbakken skrev ”Det nye testamente” i 1993. Det var hans anden roman. Sæterbakken havde debuteret som 18-årig i 1984 med en digtsamling, og ud over romaner og digte skrev han essays; en genre, som ”Det nye testamente” også bærer et vist præg af. Dermed er der en lighed mellem Sæterbakken og Karl Ove Knausgård, der i høj grad også inkorporerer essays i sine romaner. Det er dog ikke det eneste, de to norske forfattere har til fælles. Begge beskæftiger sig indgående - men på hver sin måde - med Hitler og nazismen, og begge afsøger litteraturens grænser.

En vurdering af ”Det nye testamente” – som har meget lidt med Bibelens Nye Testamente at gøre – er betinget af, hvilken synsvinkel man lægger. Der er intet lettere end at sable murstensromanen ned, for den er virkelig meget løst komponeret, fordi Sæterbakken vil alt for meget til, at det kan rummes i én roman. Men samtidig er den skrevet på en måde, der fik i hvert fald mig til blot at flyde med, ikke i nydelse af sprog og fortælling - for ”Det nye testamente” er en særpræget sproglig oplevelse og indeholder handlingsdele, der bestemt ikke er behagelige - men måske netop fordi det var uklart, hvad romanen ville bringe. Selvom ”Det nye testamente” på sin vis er frustrerende at læse, er bogen altså også tilstrækkelig besynderlig til at fastholde interessen, og så er den skrevet på en måde, der, alle dens stilmæssige brud og eksperimenterende forsøg til trods, er nogenlunde let at læse.

Til fest hos kultureliten

Så vidt jeg kan se, indeholder ”Det nye testamente” tre spor. Et om Hitlers sidste dage og en dagbog, han sandsynligvis aldrig har skrevet, et andet om litteraturens (og resten af kulturens) grænser, og et tredje om seksualitetens indflydelse på, hvordan man behandler andre mennesker. Det sidste fylder mest i bogens første halvdel, hvor hovedpersonen Lukas Landberg går fra den ene seksuelle erobring til den næste. Den slags er der skrevet meget om både før og efter, så det er en smule trivielt. Men netop det seksuelle spiller en rolle både i den kunstpornofilm, som Lukas’ ven instruerer, og den roman, Lukas skriver og får enorm succes med. Sæterbakkens ironi er ætsende, da han beskriver, hvordan filmen sælges til normal pris i pornobutikker, men for en uhørt sum til kunstgallerier. Ligeledes udruller han meget indsigtsfuldt og underholdende den blandede modtagelse af Lukas’ bog i form af anmeldelser og kronikker. Her bliver det tydeligt, at en dårlig anmeldelse er bedre end ingen. Langt de fleste er ved at brække sig over romanen, der bevæger sig på et seksuelt overdrev, men netop det ekstreme får folk til at købe og måske endda læse romanen.

Morsom er også beskrivelsen af Lukas, der har plantet sig i en skindlænestol til en fest for kultureliten, der vimser omkring ham og hinanden for at overbevise sig selv og hinanden om deres egen genialitet. Kun Lukas undlader at deltage i disse løjer, for han har fået nok:

”Lynch, tænkte jeg pludseligt. Selvfølgelig: Lynch, og der gik et stød igennem mig, jeg havde allerede hørt navnet fra flere hjørner af stuen. Selvfølgelig ville jeg før eller siden blive fanget i en diskussion om Lynch, den af Gud sendte David Lynch, der gav dem alt, hvad de ville have, tænkte jeg i skindlæderstolen, kinky krimi i galskabens vulgærburleske topografi, befolket med karaktergallerier dømt til at smelte selv de tørreste frøkenhjerter (indeni er vi ens, og vi er alle sammen nemme at knække!), og aldrig har vås fået sådan status som hos Lynch, tænkte jeg i skindlænestolen, den forbrugervenlige surrealist, superproducenten af selve 80’ernes filmsprog, og hvad man ellers kunne finde på at kalde det, og til sidst denne TV-serie som kronen på værket, skræddersyet til parafrasering og citering, tænkte jeg i skindlæderstolen, snart var det ikke muligt at oplevet noget ud over det sædvanlige uden at der var tale om en David Lynch-stemning.” (s. 416). 

Metahenvisninger og sprogets opløsning

Spørgsmålet om litteraturens og kunstens grænser bliver også belyst på en anden måde, idet Sæterbakken skifter fortællerstemme undervejs og opløser litterære konventioner, alt imens han fylder sin roman med metahenvisninger til en lang række klassikere, hvor den tydeligste henvisning nok peger på James Joyse’s ”Ulysses” (hvilket minder læseren af Knausgårds forfatterskab om dennes mange essayistiske tekster i ”Min kamp” om samme værk). Til tider opløses selve sproget som i dette eksempel, der dog ikke er ført helt så langt ud som andre steder i romanen:

”Selvfølgelig er de forlået lidt over deres bevæge dunk og drevet alle de øvrige gang kom de kensomhed erdig og ufremaskin opløst ham selv et han løsn fra taget koagg indefra o dansende skrr inderst sagde du træ stod stille tilbage kroppe rundt bad og næsten genkendte til trods for murede håret sat orden ommemas mellem dans det er ikk hemme om det lignede stilede sig tilsvarer smældene […]” (s. 438).

Det har ikke været nogen let opgave for Allan Lillelund at oversætte de til tider meget underlige tekster, så pyt med, at der ind imellem for eksempel sniger sig et norsk ord ind i den danske tekst. Alt i alt er oversættelsen af så kompliceret en roman en imponerende bedrift.

Fascination frem for frygt

Det sidste spor om Hitler og nazismen præges af den nok ganske udbredte fascination, der overdøver rædslen over de ugerninger, der blev begået som følge af ideologiens amokløb. Lukas ender ligefrem i hyggelig samtale med en tidligere naziforbryder og gør alt, hvad han kan for at forlænge samværet. Skønt Lukas i begyndelsen af romanen er kommet fysisk til skade i mødet med en forskruet ideologi, er hans interesse for Hitlers eventuelle dagbøger udtryk for en voksen drengs skattejagt, der slører de forbrydelser, som nazismen udøvede til perfektion. Dog er der på dette tidspunkt sket en forandring med den kvindeerobrende Lukas Landberg, der kan forklare hans indfaldsvinkel. Lukas er blevet ældre og betragtelig mindre viril. Måske er det derfor, han overgiver sig til undersøgelsen af et rygte, der ikke synes at have noget på sig. Med sin uformåenhed på det seksuelle plan og sin lede ved litteraturen kan han lige så godt kaste sig over et fantasiprojekt. Problemet er bare, at han mister sit sidste engagement, hvis gåden om Hitlers dagbøger løses.

Kompromisløs, eksperimenterende og ambitiøs

Forlaget Silkefyret, der har udgivet ”Det nye testamente”, plejer at lægge vægt på layout. Derfor skuffer indbindingen af Sæterbakkens bog ved første øjekast. En grå gengivelse af en side fra bogen dækkes delvist af en sort skygge. Men egentlig er det meget betegnende for bogens indhold, hvis hensigt til en vis grad fortaber sig i mørket. Dog er indholdet ikke helt så trist, som forsiden antyder. Måske har man ladet sig præge af visheden om, at Sæterbakken begik selvmord i 2012.

Forlaget beskriver på bagsiden romanen som et af Sæterbakkens ”mest kompromisløse, eksperimenterende og ambitiøse værker”. Netop de tre ord er meget betegnende for ”Det nye testamente”. Om resultatet er vellykket, er det op til hver enkelt læser at bedømme, for der gives ikke et objektivt svar, men lige så mange subjektive, som der er læsere af romanen.

søndag den 14. februar 2021

Mens jagtfalken bløder ihjel på verandaen

Med sin nyeste udgivelse Ground Zero har Steffen Baunbæk skrevet den mest indsigtsfulde digtsamlinger om sin generations plads i det 21. århundrede og menneskets plads i universet, som er kommet ud af Danmark i lang tid

Steffen Baunbæk: ”Ground Zero”
Digtsamling, Forlaget Emeritus 2020
70 sider, 150 kr

Af Simon Hesselager Johansen

Steffen Baunbæk, født i 1973 i Silkeborg, er i denne anmelders optik en af de mest nyskabende og udfordrende digtere i dagens Danmark. Baunbæks kendetegn er en minimalistisk og tætpakket skrivestil, der forener meget forskellige temaer på meget lidt plads med en svært beskrivelig rytmesans som skriveteknisk superlim. 

Den kolde krigs spøgelser

Baunbæks nyeste digtsamling Ground Zero er sidste bind i en trilogi påbegyndt med 2012s Picnic i Hiroshima og fortsat med 2019s Distant Early Warning. Trilogiens røde tråd er en undersøgelse af, hvordan en opvækst under Den Kolde Krig har påvirket forfatterens nuværende verdensanskuelse langt ind i det 21. århundrede.  

I digtet 'Glas' (s. 22-23) kigger Baunbæk nostalgisk tilbage på dengang, han selv drømte om at ”brænde den gamle, forbandede stinkende borg ned til bunden og pløkke enhver som forsøgte at bygge en ny” mens han i nutiden betragter en jagtfalk bløde ihjel på sin egen veranda. En metafor for hans egen ungdommelige oprørstrangs langsomme død på baggrund af hans nuværende komfortable borgerlige livsstil? I det følgende digt 'Revolutionen' (s. 24-25) erklærer Baunbæk  revolutionen for aflyst mens han beskriver gader flyde med mudder, hvor han engang forventede at se blod, og tomme udsagn hvor han forventede slagord. Til gengæld observerer han at ”vi vandrer i hver vores retning og kommer til steder, vi helst vil forlade”. Hvis Michael Strunge var i live i dag, ville han måske kigge tilbage på sin anarkist-agitprop-digtsamling Skrigerne! fra 1980 på samme måde.

Baunbæk bruger en stor del af Ground Zero på at finde sig rette med den åbenbaring, at han ikke længere er på tidsåndens side. Efterhånden kommer han til den konklusion, at hvis de forandringer han selv ønsker at se i verden bliver gjort til virkelighed vil æren tilhøre mennesker meget yngre end ham selv, som han er nødt til at give faklen videre til på et eller andet tidspunkt. I 'Billeder' (s. 39-41) nævner han ”de børn som tager over fra mig”, som ”ånder pixels og bløder i bytes” men til gengæld ”vil nok aldrig bande i blæst over vildfarne hår”. Det kan være, han tænker på forfatterne Harald Toksværd (f. 1997) og Valdemar Kjærulff (f. 1995), hvis bøger Baunbæk har læst korrektur på. En interessant bekendelse, da hver ny generations kunst som regel virker uforståelig for de tidligere, da den forholder sig til nye problemstillinger og forsømmer hvad de ældre fandt vigtigt. En parallel kan drages til Asger Schnack, der næsten ene mand blandt 1968-generationens digtere forsøgte at bygge bro til 1980'ernes i form af sit samarbejde med F. P. Jac.

Fra polemik til mystik

Ground Zero er en meget anderledes læseoplevelse end alle Baunbæks tidligere digtsamlinger, af en særlig grund: Mere end før giver han sine læsere et indblik ind i sit metafysiske perspektiv på menneskets plads i kosmos. Sådanne indsigter kan fx findes på s. 10-11 under overskriften 'Plænen', som:

er blevet for lang
til at være til pynt,
danner dække
for rådyr
og harer
og arter af biller,
som muligvis ikke
er navngivet...

Baunbæk bemærker derefter:

træerne bærer på aks
ligesom dengang,
jeg bare forsvandt
ind imellem i engen,

Digtet giver talerør for en verdensanskuelse i diametral modsætning til den moderne vestlige kulturs opfattelse af mennesket som universets centrum, ved at påminde læseren om hvor lille mennesket er overfor naturen og hvor lidt vi i bogstaveligste forstand ved om vores egen baghave. 

Skrue-og-møtrik-samfundskritik fylder mindre i Ground Zero end i Baunbæks tidligere digtsamlinger, især 2017s Masselinjer som havde netop det hovedtema. Den polemik, som kan findes i Ground Zero, sigter med laser-lignende præcision på menneskets underminering af den natur som udgør dets eget livsgrundlag. Se 'Polerne' på s. 30-31, der ikke kun sørger over smeltende poler og fugle cirklende omkring uden retning - men også beskriver djævle knæle foran altre med gevær-bærende engle. Et notat om, at korruptionen også har erobret de religiøse traditioner som ellers skulle skærme os fra den profane verdens fordærv? Læg mærke til, Ground Zero starter med et citat fra den britiske okkultist Aleister Crowley – en krigserklæring imod den sjælløse moderne verden og dens metafysiske grundlag. Crowley erklærede netop, at han ikke havde til hensigt at genopbygge en tabt åndelig tradition på samme måde som Helena Blavatsky, René Guénon osv men til gengæld skabe et nyt system for en ny æra. Baunbæk er inde på et lignende spor i Ground Zeros mere åndelige digte.

Krystalliseret Baunbækisme

Skulle undertegnede vælge ét digt, som bedst repræsenterer Ground Zero bliver det nok  'Trosbekendelse' (s. 47-49) – hvor Baunbæk får kogt hele sin livsfilosofi som menneske og digter ned til et par sider. Især de første tre strofer hænger ved i denne anmelders minde.

Jeg tror,
at der findes
et mønster i alting.

Jeg tror, at det mønster er skabt
af en fjern,
men fantastisk forstand,
som alligevel er her,
helt tæt på,
i stængler og blikke

Jeg tror,
at man lever
så længe
og ofte,
man skal,
før man endelig
kan le af,
hvor simpelt
det er,
at give afkald
på al slags
form.

Og jeg tror,
at man indtil da
pisser
i vinden.

jeg tror,
det er det,
man er til
for at gøre.

Jeg tror på,
at tro
er omsonst,
når der hørmer
af mening
til sidst.

Alt, der gør Steffen Baunbæk til Steffen Baunbæk, er klarest til stede her: Indviklede overvejelser om tit uoverskuelige problemstillinger, uden hensyn til god smag eller loyalitet til nogen ideologisk fane, kogt ned til så lidt plads som overhovedet muligt; og trods alle odds har resultatet alligevel en vis elegance over sig.

Ground Zero minder denne anmelder om én anden digtsamling: Michael Strunges Verdenssøn, udgivet i 1985 under pseudonymet ”Simon Lack”. Begge samlinger adskiller sig fra digterens tidligere udgivelser i skrivestil, men krystalliserer og kondenserer samtidig hans ethos ind til den mest intense form som findes i forfatterskabet. Ligesom man skal læse Verdenssøn, hvis man kun læser én digtsamling af Strunge, så skal man læse Ground Zero hvis man kun læser én digtsamling af Baunbæk.

Det vigtige spørgsmål er så: Kan Baunbæks næste digtsamling undgå at virke som en skuffelse efter Ground Zero, på samme måde som Strunges Billedpistolen gjorde efter Verdenssøn? Tiden vil vise...