To mesterværker i et: Mallarmés ufærdige sorgbog

Stéphane Mallarmé:
Sygdommens poesi: til et gravmæle over Anatole
Oversat og kommenteret af Lars Rasmussen
Det poetiske bureaus forlag (Bureauets Lommebibliotek), 346 sider

Af Jakob Brønnum
Prélude à l'Après-midi d'un faune (Forspil til en fauns eftermiddag) er kendt af mange som et ualmindelig inciterende, lille orkesterværk af Debussy. Imidlertid er det først og fremmest et digt af Stéphane Mallarmés (1842-1898), en af verdens bedste, moderne digtere der imidlertid er fuldstændig ukendt i Danmark. Hvordan kan jeg påstå at han er fuldstændig ukendt i Danmark?

Det kan jeg fordi et helt ekstraordinært mesterværk af ham er udkommet, uden at nogle af de ledende kulturkritikere har løftet øjenbrynene. Bogen er ikke anmeldt og indkøbt i svimlende 10 eksemplarer af samtlige landets biblioteker. 

Det er en bog, bestående af noter, der aldrig blev redigeret færdig, en notesamling af universelle og minimalistiske glimt af en sorgproces og en naturligvis forgæves forståelsesproces efter en af den slags tragedier, der ikke må ske, men som sker alligevel. Hele tiden.

Efter et langt sygdomsforløb døde digterens søn Anatole i en alder af otte år af tuberkuløs bughindebetændelse. Mallarmé forsøgte med oplægget til et større mindedigt over sønnen, som, da han efter få måneder opgav det, havde form af godt to hundrede løse papirlapper med vers på forskellige trin af færdiggørelse, gennemflettet af redaktionelle indskud og memoer alene henvendt til forfatteren selv. I 1961 blev det samlede materiale offentliggjort under titlen Til et gravmæle over Anatole.

Bogen foreligger nu på dansk i Lars Rasmussens oversættelse. Lars hvem? Lars Rasmussen! Navnet bør bemærkes og indehaveren snarest indstilles til en eller anden meget vigtig pris, for hans oversættelser af nu mindst tre centrale hovedværker i verdenslitteraturen er ikke bare ”blandt de bedste, jeg har set”, men de bedste! In a league of their own. Oversættelserne er forsynet med fyldige introduktioner og udtømmende noter og forklaringer. Hans oversættelse af Tao-te-king (Vejen & kraften, Det poetiske bureau 2022) er helt enestående god og den klart mest præcise blandt de 5-6 stykker jeg kender på dansk og engelsk, og hans udgave af Blakes apokalyptiske epos Jerusalem året før samme sted ligeså.

Mallarmés ufærdige Gravmæle er udkommet med hver lap papir på en egen side og derfor er vi over 350 sider. Værket er ikke i sig selv så stort men Lars Rasmussen har forsynet det med over 100 sider af noter der udlægger de begreber, der kan være fremmede for en moderne læser. Man kan godt forstå at det kan være svært at anmelde et sådant værk, hvor man støder på følgende tekst:

(1 

mennesket og 

fraværet – 

    den tvillinge- 

sjæl hvormed 

det forenes når det 

drømmer, fantaserer 

– kun fravær 

efter døden, når en

Men læser man lidt videre ser man at hvert enkelt begreb der nævnes i Mallarmés symbolistiske poetik får en eksistentiel karakter, der gør sansningen uafviselig som livserfaring, poetisk tydet:

Offeret – 

    på gravmælet 

purpur konge, kærlighed 

    moder 

    det kræves 

    – for at han kan leve 

igen – ! (forvandling) 

    moder alene vil  

      have det, hun er jord 

            ––

Tekst 104 er et eksempel på bogens og Mallarmés kamp med menneskets grundvilkår i sig selv: 

hvad! den enorme 

  død – den 

    frygtelige død 

–– 

    at ramme så lille 

      et væsen 

–– 

jeg siger til døden | kujon 

–– 

  ak! den er i os 

  ikke udenfor 

Bogen er også et mesterværk i en anden, noget mere uformel genre, nemlig den gruppe af værker og mirakuløse bogmonstre, der er opstået ved at udgive ufærdige manuskripter der har fundet i noteform. De to kendteste er formentlig Uroens Bog af Pessoa (eller hvad den nu hedder, nogle steder hvad hedder den Rastløshedens Bog) og Walter Benjamins bog om den parisiske kulturverden på samme tid som Mallarmé levede og lidt senere, det såkaldte Passageværket. Hvis der kun fandtes en bog i verden, kunne det være en af de to og vi ville overleve. Men også Adornos ufatteligt indsigtsfulde og helt ufærdige bog om Beethoven indgår i denne gruppe (han har færdiggjort bøger om bl.a. Mahler og Wagner).

Når vi sidder med disse bøger i hånden, får de modernistisk set en kvalitet, andre bøger ikke har, eftersom de ikke er lineære, men breder sig ud i alle retninger og burde læses på et stort bord, hvor lapperne ligger ved siden af hinanden. Bøgerne mangler den sidste færdiggørelse, der ville have slebet nogle kanter af dem og givet dem en karakter, de måske endnu ikke har fået, men som de rummer kimen til, som vi kunne tyde - vi ved blot ikke hvilken. 

Hvis man overhovedet kan tænke sig noget universelt inden for moderniteten og modernismen, så er det den måde man møder en digters tanke og sansning i hans noteform og får den firedimensionelle tid-rum oplevelse at man kan se, hvad det vil være, hvad det er og hvor det peger hen, men man kan også se hvor det stammer fra og følge en tidsproces der er gået, men som ikke er færdiglevet. I dette tilfælde ligesom bogens hovedperson.

Hanne Meyers efterladte værk: En børnebog til tidens elendighed

Drengen der ikke ville være skurk
Af Hanne Meyer og Jacob Holm Krogsøe
Illustreret af Bent Steffensen
Forlaget Læselyst, 2025. 50 s.

Af Bente Høegh

Hanne Meyer formåede ikke pga. sygdom at skrive Drengen der ikke ville være skurk færdig. Jacob Krogsøe påtog sig at gøre et forsøget og læste bogen op for Hanne Meyer på hospice, hvor hun godkendte den, kort inden sin død. Tidligere har forlaget udgivet hendes børnebog Oldemor Franziskas kat

Hvad er en skurk? Skurkene lever i klaner og tænker mest på sig selv. De sidder i mørke kældre hvor de udtænker planer og tænker sure tanker, og så elsker de guld og andet, der glitrer, men hader broccoli og andre sunde sager: ”Tiderne er hårde for skurkene. De gamle klaner bliver overhalet af moderne skurke, som har gjort lynkarrierer som præsidenter og andet gøgl. Der bliver heller ikke født så mange skurke. Faktisk ingen overhovedet!” Skurkene får en idé. De investerer sparepengene i store maskiner, der er styret af kunstig skurkeintelligens, SAI, og de, der ellers helst ville sidde og surmule og snakke om, at næsten alt var bedre i gamle dage, arbejder nu i døgndrift og tjener så mange penge, at de kan fylde tusindvis af lastbiler med guldbarrer. 

Sådan går det over stok og sten i denne højtlæsningsbog, der er lige dele alvor og sjov og ballade, men med et klart politisk udblik til tiden. 

En rigtig skurk

Da barnet, der bliver hovedperson, fødes på gulvet i kælderen, bliver der skuffelse og stort postyr over det lille skravl med orange hårtot og rødt mærke på den ene hånd, drengen er jo skammeligt blid og helteagtig. Moren vil slå ham ihjel, men overskurken mener ikke at de sådan kan lade en potentiel skurk gå til spilde. Altså må drengen gøres til en rigtig skurk.

Alvoren er klart nok et barns kamp for at blive accepteret af eller bryde ud af en familie. Oven i det hele udstiuller bogen evindelig negativ surhed, egoisme, grådighed og ødelæggelse af naturen: ”Skove bliver ødelagt, for at der kan anlægges flere kæmpestore fabrikker. Og for at der kan anlægges store computerhaller, der styrer den kunstige intelligens. Luften bliver næsten brunlig omkring fabrikkerne og hallerne, græsset dør, træerne kollapser, fuglene holder sig væk, ja, ingen holder første maj-fejringer i de tidligere flotte grønne områder. ”De stygge” kan flytte væk fra deres mørke kælder, de køber alle slottene på Fyn og lader dem forfalde, så de ser dejligt uhyggelige ud.”

Bogen sprutter af vild energi i både tekst og farvestrålende tegninger og får læseren til at overgive sig og acceptere hele molevitten, om det nu er voksenrettede referencer til eventyr, de syv dødssynder, Jesus eller en orangefarvet hårtot, eller om det er for en børnebog usædvanlige ord og udtryk som rollator, livets gråtoner, kloner og pensionsmodne. Dens humor og galskab er i stil med den man finder, for voksne, hos Jens Blendstrup i Sorgens balalajka. Efterskriften af Jacob Holm Krogsøe bringer læseren tilbage til virkeligheden.

Pudseløjerlig, original og nørdet selvbiografi

Skakbrættet af Jean-Philippe Toussaint
(Les éditions de Minuit 2023)
Oversat fra fransk af Peer Bundgaard
Udgivet af Forlaget Bobo (2024)
175 sider

Af Ann-Christina Hansen

Da verden blev sat i skak

”Jeg ventede alderdom. Jeg fik nedlukning.”

Bruxelles, foråret 2020. Coronaen skyller hen over kloden, og verden lukker ned. Brik for brik sættes vi i skak af en gigantisk modstander i et hidtil ukendt og overraskende træk, der paralyserer og tvinger verdenssamfundet i knæ. Der er tilsyneladende intet at stille op. Bortset fra at holde afstand. Og vente. 

Fra sin herskabslejlighed i Bruxelles følger den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint slagets gang på de belgiske og franske kanaler. Som den passionerede skakspiller han er, ved han et og andet om at vente. Og han må til sin skam erkende, at det i bund og grund passer ham fint. Ikke coronaen, ikke pandemien, bien sûr, men nedlukningen, som han i sit stille sind betragter som et belejligt retræte fra en verden, der er begyndt at gå alt for hurtigt; en kærkommen lejlighed til at stoppe op og trække vejret, mens verdens ledere og WHO overvejer næste træk. Det viser sig at være en indstilling, der møder en vis modvilje fra hans omgivelser, ikke mindst hans kone. 

”Jeg siger til Madeleine, at det i sidste ende passer mig fint.

Hun løfter blikket, hun beder mig præcisere. 

Hvad er det, der passer dig fint?

Jeg siger det her, det, vi oplever nu, at det hele er blevet aflyst.

Hun betragter mig nøje, sender mig et dræbende blik.

Det passer dig fint?

Og med et ondt blik i øjnene slynger hun mig omfanget af den krise, vi er i færd med at gennemleve, i ansigtet, sygdommen, angsten, døden, de tusindvis af mennesker på intensiv afdeling, patienter med åndedrætsbesvær, der skal lægges i respirator, de overbelastede hospitaler, det udmattede sundhedspersonale.

Og det passer dig fint?

Jeg svarer, jeg forsøger at nuancere. Jeg går på æggeskaller. Jeg taber tråden, jeg ender med at tilstå – meget mod min vilje – at jeg udtrykte mig forkert.

Madeleine siger i et bistert tonefald – jeg mærker ingen velvilje i hendes blik – at det skulle undre hende om mig – ”du der er så velformuleret” siger hun bittert ironisk – og slipper ikke sit offer, hun insisterer, hun lægger et lag til på.

Nåh, det passer dig fint?

Enden på middagen er anspændt, vi hæver ikke stemmen, men det er et ulmende, skjult, isnende skænderi, vi siger intet til hinanden, mens vi tager af bordet. Vi går fra stuen til køkkenet, vi fylder opvaskemaskinen, Madeleine går hen og sætter sig i sofaen i stuen, hun tænder fjernsynet for at se nyhederne på Arte.

Jeg insisterer ikke, jeg forlader stuen.

Jeg går ind på mit arbejdsværelse.

Jeg lukker døren bag mig.”

Madeleines modvilje til trods beslutter Toussaint at give sig i kast med et tredobbelt projekt, som han længe har gået og pønset på, og som i sin essens går ud på at (1) oversætte Stefan Zweigs Skaknovelle, (2) skrive sine erindringer og (3) dokumentere såvel pandemien som sin egen arbejdsproces undervejs. Sidstnævnte opgiver han dog ret hurtigt, efterhånden som han bliver mere og mere opslugt af oversættelsesarbejdet og skriveriet.

Resultatet er en pudsigløjerlig, original og nørdet – på den fede måde, bien sûr – erindringsroman bygget op om skakspillet, hvad angår såvel indhold som form. I 64 kapitler af meget varierende længde, fortæller Toussaint i nøje udvalgte erindringsglimt om sin opvækst i 60’ernes og 70’ernes Bruxelles og Paris, hans opdagelse og fascination af skakspillet, de indædte partier med faderen på terrassen i Portugal om sommeren, hans udstationering i Berlin i starten af 90’erne og mødet med den legendariske, russiske skakspiller Arthur Jusupov.

Skak som rød tråd og metafor

”At se tilbage er også at se mod døden.”

Taget i betragtning at Jean-Philippe Toussaint er en anerkendt filminstruktør og forfatter, ikke mindst i Belgien, hvor han – søn af Yvon Toussaint, journalist og mangeårig chefredaktør for dagbladet Le Soir – har tilbragt størstedelen af sit liv, og har ikke mindre end 25 litterære værker og 7 film under sit kunstneriske bælte, så er det påfaldende, hvor lidt hans erindringsroman beskæftiger sig med hans eget litterære virke og kun i det omfang, det har noget med skak at gøre. Måske er det beskedenhed, en belgisk variant af janteloven; måske er det bare fordi, som han på et tidspunkt nævner, litteratur og skak for ham altid har hængt uløseligt sammen.

Men selv for den skakukyndige eller uinteresserede giver det en vis mening at bruge skakspillet i en erindringsroman, ikke blot som ramme og rød tråd, men også som metafor for livet og døden: skakbrættets begrænsede felter, spillets rigide regler, skakuret der ubønhørligt minder os om, at vores tid på jorden er begrænset og det faktum, at vi alle spiller mod en almægtig modstander, som i sidste ende uvilkårligt vil sætte os skakmat, uanset om vi hedder Toussaint, Jusupov eller Jensen til efternavn. 

Fantastisk, "koncentrisk" violinkoncert af Adés

Thomas Adés: Violin Concerto, ‘Concentric Paths’, Edward Elgar Violin Concerto in B minor, Op. 61, Christian Tetzlaff, John STorgårds, BBC Philharmonic
Ondine

Bennett; Duke: Violin Concertos
Chloë Hanslip, Singapore Symphony Orchestra, Andrew Litton,
Chandos 

Af Jakob Brønnum
Et af de sikreste tegn på at den musik man lytter til er stor musik, er at tiden synes at gå på en anden måde. Når man hører en af de klassiske Beatlessange, mærker man at man kan næsten forsvinde ind i universet og opleve en mange facetteret sansning eller billeddannelse. Bagefter bliver man overrasket over at sangen kun varede 2 minutter og 9 sekunder. Sådan oplever jeg Thomas Adés (f. 1971) nye, spektakulære Violinkoncert med titlen, ‘Concentric Paths’. Den er netop udkommet med Christian Tetzlaff som en overbevisende solist og John Storgårds som dirigent af BBC Philharmonic. Koncerten blev uropført i september 2005 med Chamber Orchestra of Europe og Anthony Marwood som solist. 

Første sats indledes med en faldende cirklende tonerække, man først ved flere gennemlytninger opfatter dybet af. Derefter standser bevægelsen op, og man ligesom ser sig omkring i et spektrum af lyse toner, der er tilrettelagt sådan i den altdominerende soloviolin, at der er som de har ekko, hvilket forstærker oplevelsen af noget landskabeligt. Og så opdager man til sin forbløffelse af satsen er nær slut. Forbløffelsen viser at satsen har gjort det samme som Beatlessangen, nemlig vendt op og ned på forholdet mellem tid og rum, og ladet tiden gå sine egne veje: Den føles meget længere, end den er, rent fysisk. 

Mod slutningen af 2 sats der har titlen ”Paths” (Stier) fanger Adés igen sin lytters opmærksomhed på en måde, hvor det koncentriske (jf. violinkoncertens titel) får en ny, dybere mening. Som om solostemmen viser sig at have søgt efter et spor til afklarethed og nu har fundet det. Det koncentriske består så i at man føler, at man er kommet ind i en ny kreds (eller cirkel) af musikalsk erkendelse som værket bibringer.

Det er naturligvis en kreativ og kunstnerisk provokation af at anvende sig af en klassisk statsopbygning med 3 satser, hvor man gør den første sats ultrakort. Når vi bevæger os ind i værket, er der imidlertid som sagt flere gange sket det at tiden har fået lov at spille os et puds og vi har den følelse man har, når man har hørt en traditionel, langvarig og omfattende første sats som de plejer at være i de store violinkoncerter.

3 sats har nye koncentriske bidrag og opfylder i store dele den forventning, man har til tempo og gestik i en klassisk instrumental koncerts finale. Også den sats er meget kort men ikke så påfaldende kort som åbningssatsen. Den har en mere normal eller skulle jeg sige normbunden værkafrundende karakter. Det jeg sidder tilbage med og spekulere over, hvorfor tempoet i finalen trods alt ikke var højere, når satsen alligevel kompositorisk opfyldte dele af mine forventninger til en finalesats i en violinkoncert. Og når jeg gør det, står hele værket med den lange anden sats og den nu fjerne kørte første sats frem som et stort landskab af objektiv musikalitet og subjektiv insisterende, eksistentiel søgen. Man ønsker ikke umiddelbart at høre mere og andet musik, for den fortsætter i en, en tid endnu.

Jeg har ofte været skeptisk overfor Adés værker, fordi jeg har opfattet dem som mere gestik end substans og jeg har ofte været irriteret på Tetzlaff, fordi jeg opfatter hans solostemme som egocentrisk, men det her er fantastisk, og jeg må høre alle værkerne om igen.

Tetzlaff er mixet helt frem i lydbilledet så han ligesom står ovenpå orkestret og skærer tonerne ud af rummet. Jeg er ikke sikker på med at ville have den samme oplevelse i koncertsalen, fordi rummet gør at instrumenterne forholder sig til hinanden på en anden måde. Det er et rigtigt valg, der er truffet her.

Forud for Thomas Adés fantastiske komposition på den førstnævnte CD står Edward Edgars violinkoncert, som bør få sin egen anmeldelse på et senere tidspunkt.

Bennett og Duke

Jeg skal imidlertid kort omtale en meget spændende udgivelse fra Chandos. Den har tre værker, jeg ikke kendte, en violinkoncert af Robert Russell Bennett  (1894–1981), en af Englands flere dusin store komponister fra de senere 150 år, som man gør sig selv en tjeneste ved at på opdagelse i. Bennets violinkoncert (1941) har under titlen ”In the Popular Style” og slår forskellige folkelige musikformer an, som værket med stor kreativ sikkerhed fører over i en solid orkesterkomposition.

På udgivelsen står også en violinkoncert af Vladimir Alexandrovich Dukelsky, som ændrede sit navn til Vernon Duke efter forslag fra sin ven Jacob Gershovitz – bedre kendt som George Gershwin. Duke var uddannet på konservatoriet i Kiev, var venner med Prokofiev og komponerede ligesom Stravinsky balletmusik til Sergei Diaghilevs Ballets russes i Paris. Han har også skrevet tre symfonier. Han er stadig bedst kendt som skaberen af hitshows som Cabin in the Sky og som komponist af adskillige sange, der blev jazzstandarder, her under April in Paris.

Dukes koncert har på samme måde som Adés en meget stærkt fremtrædende solostemme, dog ikke mikset så frem i lydbilledet. Gershwins få klassiske, overfladisk jazzificerede orkesterkompositioner siger mig ikke noget, og et værk som eksiltyskeren Korngolds Violinkoncert, der består af motiver fra den filmmusik, han skrev i Hollywood efter flugten fra Hitlertyskland, er trods sin popularitet vitterlig en tynd omgang fileri. Dukes koncert er langt bedre, mere varieret, mere sammenholdt, ligesom Bennett både underholdende og underfundig, og så kan jeg ikke stå for Chloë Hanslips tålmodige, næsten meditative kadencer og solopartier. Virkelig et godt sted at være i en gråtonet, urolig verden. Mærkværdigvis har Dukes koncert ikke været opført fra kort efter urpremieren i Boston i 1943 til 2014. Det fortjener den.

Romanen om en kvinde med et kamera

Helena Janeczek
Pigen med Leica’et
Roman 335 sider
Oversat af Marie Andersen
Forlaget Palomar

Af Jes Nysten
Jeg har fornyligt anmeldt Arne Herløv Petersen’s bog “Vild” her på siden. En bog der forsøger at indfange Gustaf Munch-Petersen korte og på mange måder rastløse liv. Frem til han tager til Spanien i slutningen af 1937, for at deltage i den spanske borgerkrig - som frivillig i De Internationale Brigader. 

Ligesom så mange andre unge mennesker fra hele Europa. Og som så mange af dem, bliver han dræbt - kun 26 år gammel. Ja, der var så mange, der måtte lade livet i denne treårige borgerkrig. Fx også digteren Lorca, der var i 30’erne, da han blev myrdet af fascisterne i 1936. 

Tusindvis af talentfulde unge liv blev brat tilintetgjort. Vi har naturligvis mange af disse unge menneskers eftermæle, men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad ville være kommet fra dem, hvis de havde levet et fuldt liv. 

Lorca fik med det samme status som kæmpende martyr, men det overraskende er, at den kvinde der straks fik en lignende martyrstatus var Gerta Pohorylle - hun var hverken digter eller soldat, men krigsfotograf. Hun døde sommeren 1937. Også under den spanske borgerkrig. Hun var ikke direkte involveret i kampene, men hun blev kørt ned af en tank kort før sin 27 årige fødselsdag.

Det er selvfølgelig tilfældigt men interessant, at jeg umiddelbart efter “Vild” har læst denne bog “Pigen med Leica’et”, der forsøger at indfange denne kvindes korte liv og eftermæle. 

Fotografpartneren

Tysk jøde fra et solidt middelklassehjem og i klar opposition til det politiske klima i sit hjemland. Da Hitler kom til magten 1933 flygtede hun til Paris - som så mange andre jødiske flygtninge. Her mødte hun den charmerende Endre Friedman, som var fotograf. Han var også jøde - flygtet fra Ungarn. De to fandt sammen. Både på det personlige og på det professionelle plan. For det er vigtigt at understrege, at Gerta fra begyndelsen af deres forhold fuldstændig selvfølgeligt var Endres ligeværdige “fotograf-partner”. Det var også hende, der fandt på at for bedre at kunne sælge deres værker, skulle de bruge et amerikansk klingende navn: Robert Capa! Men ikke lang tid efter begyndte hun også at sælge sine værker under navnet Gerda Taro. Så selvom de arbejdede tæt sammen, så havde de nu deres separate kunstnernavne.

(Det er aldrig siden blev helt klargjort, hvilke billeder der under navnet “Robert Capa” egentlig er Gerda Taro’s værker! Capa døde i 1954, hvor han var i Vietnam, for at dække krigen)

De blev sendt til Spanien for at dokumentere borgerkrigen. Hurtigt blev de berømte for deres arbejde, og billederne blev trykt i flere og flere betydningsfulde blade både i Europa og i Amerika. 

Forfatteren Helena Janeczek er blevet inspireret af Gerda’s på mange måder utrolige liv til at skive denne bog. Ikke mindst har hun været optaget af historien om “Den mexicanske kuffert”, der skulle indeholde en stor mængde ukendt materiale af bl.a. hende og Capa fra borgerkrigen. Hun slutter også epilogen med en selvbiografisk note: hun stammer selv fra en jødiske familie. Og hun ser et øjeblik sine forældre i denne sammenhæng:

“Min mor der havde stædigt coquettrie til fælles med Gerda, kunne have været en af hendes yngre kusiner. Min far, en stor historiefortæller som Capa, en lillebror” (s 332)

På forsiden ser vi Gerda siddende på café med vin på bordet og den obligatoriske cigaret i hånden. Hun blinker kækt til os. En selvbevidst ung kvinde. 

Romanen er en kompleks halvdokumentarisk fortælling, hvor forfatteren naturligvis har haft mulighed for selv at fylde diverse huller ud i historien. Godt nok er Gerda i fokus, men vi lærer hende først og fremmest at kende gennem det miljø og de mennesker, der omgav hende, og som i tilbageblik fortæller om hende. Virkelig en kvinde, der har sat sine spor, kan vi forstå. Ung jødisk fritænker, åbenlys antifascistisk, livsromantiker.

Tre tilbageblikke 

Hendes historie bliver først og fremmest genfortalt af tre af hendes gode tyske venner i tilbageblik. Fortællingen springer frem og tilbage mellem en skitse af deres liv fremme i 60’erne og deres tilbageblik på tiden sammen med Gerda de få år tilbage i 30’erne. På den måde får vi et nuanceret men også noget flimrende billede af hende. Men det tegner måske meget godt hendes karakter; hele tiden aktiv tilstede, hele tiden i bevægelse. Igen og igen fremhæves hendes mod, hendes stærke udstråling. Og alle udtrykker den store tomhed, der er opstået efter hendes død. 

Der er en hel del samtidshistorie og henvisninger til mange kendte personer på denne tid i bogen, så det kræver en hel del viden om tiden for kunne se de rette sammenhænge. 

Romanen kredser naturligvis hele tiden om fotos, om deres muligheder og deres faldgruber. Og forfatteren leger selv med dette. I en “prolog” filosoferer hun over to foto, vi ser, af samme unge par - det ene taget af Gerda, det anden af Robert Capa. En lidt forskellig vinkel giver et helt andet indtryk.

Sådan leger forfatteren gennem hele bogen med interessante vinkler - ikke mindst på denne meget fascinerede hovedperson. Men det er også tydeligt, at forfatteren vedkender sig, at det er en illusion at tro, at et foto eller et stykke litteratur kan give os et dækkende billede af virkeligheden. 

Men derfor kan den godt være spændende - selv i glimt!

Den modnes kærligheds udfordringer

Ellen Strandgaard
Kom er et smukt ord
Roman. Forlaget Læselyst 2025

Af Carina Wøhlk
Kærlighed har ingen alder. Eller har den? Ellen Strandgaard, som debuterede som romanforfatter i 2018, kaster i Kom er et smukt ord lys over et emne, som netop fortjener større belysning: Moden kærlighed, og dens betydning for forholdet imellem gråhårede elskende og deres granvoksne børn.

I bogen præsenteres læseren for hovedpersonen Berit – en undselig enke med en ”skarp mindreværdsfølelse”. Berit har arbejdslivet som sosu-assistent bag sig og lever som en lidt stille eksistens, der har lært at ”elske ensomheden”. Lige indtil den dag, hvor hendes farverige og velbeslåede veninde Dora inviterer hende med på chartertur til Grækenland. 

Modenhedens tålmodige tilnærmelse

På Kreta møder Berit den pensionerede advokat Herman - en lidt kejtet og kantet personlighed, som vækker hendes interesse. Selv om de måske begge to har glemt, hvordan man flirter, forelsker de sig i hinanden. Ikke med ungdommens stormende passion, men med modenhedens tålmodige tilnærmelser. 

Da Berit efter længere tids tøven betror sin datter Pernille, at hun har mødt en mand, bliver datteren, som ellers selv er nyforelsket, afmålt og kølig. Hun kan ikke forlige sig med, at der er kommet en ny mand ind i hendes mors liv. Med smalle læber stiller hun spørgsmålet: ”Er I ikke for gamle til at være kærester?”. Med andre ord: I datterens øjne HAR kærlighed en alder, og den aldersgrænse har Berit for længst passeret.  

Det er ellers ikke, fordi Pernilles far lige er død. Berit blev tidligt enke – så tidligt, at hun har ”holdt sølvbryllup med hans dødsdag”. Sorgen over mandens død kastede hende ud i en svær sorgproces, der gjorde, at hun måtte overlade sin datter til andre i familien i en periode. Det bebrejder datteren hende stadig. Og det er, som om datterens barndomsfølelse af svigt blusser endnu mere op, da Berit vælger stævnemøder med kæresten fremfor samvær med børnebørnene.   

I det hele taget illustrerer bogen de reaktioner, der kan opstå, når der i en familie og vennekreds pludselig trækkes et nyt menneske ind i ligningen, og dynamikken og traditionerne ændrer sig. Andres følelser af svigt, undren og jalousi kan skygge ind over de elskendes glæde.    

Kropslige udfordringer

Bogen indeholder fine skildringer af de kropslige udfordringer, som ældre mennesker kan have: Høretab,  problemer med ”kredsløbet. Knæene. Fordøjelsen”. På et tidspunkt stiller Berit sig op foran et spejl og betragter sin nøgne kvindekrop og dens forandringer. Læseren følger hendes blik fra top til tå og tænker med hende: Kan hun stadig være genstand for begær? Det er stærk læsning.

Alligevel kunne man have ønsket sig, at forfatteren havde haft modet til at gå skridtet videre og skrive om de mere intime detaljer omkring et modent samliv. Det nærmeste læseren kommer, er billedet af Berit og Herman, der ligger i ske: ”Vi faldt i søvn liggende tæt op ad hinanden, min ende mod hans mave, hans arm om mig”. Det er da rørende. Men hvad med seksualiteten? Hvordan er det rent fysisk at være elskende, når man er oppe i årene? Hvordan er det at genoptage et seksuelt samliv, når man har levet cølibatært i mange år?

"Kom er et smukt ord" er en afdæmpet fortælling om seniorkærlighed. Bogen byder hverken på stigende spændingskurver eller sprudlende sprog. Alligevel gør den indtryk - som en stilfærdig beretning om kærlighed imellem aldrende mennesker.   

Med munden fuld af skyer

52 nye digte og 27 nye tegninger
digte og tegninger af claus ejner
Sider: 88 sider
Pris: 200 kr.
Forlaget Melodika

Af Troels Laursen
Det er sådan med claus ejner – og det skal staves med små bogstaver – at man får hvad man ser. Så som titlen siger det: 52 nye digte og 27 nye tegninger. Sådan. Hverken mere eller mindre, eller rettere meget mere. Forlaget melodika begyndte som pladeselskab, med udgiver nu også bøger, som på alle måder tilhører den smalle hylde af bøger. Men som læseren vil vide, så er det ikke det samme som der ikke er stor fylde i bøgerne. 

Også i denne af claus ejner, der er en meget produktiv kunstner, som har udgivet mange bøger og han tegner, maler, laver skulpturer, performances, film. 

Disse digte er tidligere udkommet på claus ejners Facebookprofil, hvor han næsten daglig lægger digte og tegninger op. For en tid siden blev han af Weekendavisen kaldt for konkretist. Det er lidt for lidt. claus ejner indeholder meget mere. Og det er svært at få øje på andre som ham i det danske landskab for poeter og kunstnere i bredeste forstand.

Han er noget så sjælden som en dansk spruttende gejser af idérigdom og kreativitet, alt sammen et eller andet sted mellem humor, eksistentiel søgen og kunstnerisk undersøgelse. Det er en evig bevægelse han sætter i gang ved undren og skarpe iagttagelser af det helt almindelig hverdagsliv.  Der er ikke mange nulevende kunstnere, som minder om ham her i landet. Inspireret af dada, surrealisme, absurd teater, tressernes performance-kunst (og meget andet) har han sit helt eget udtryk. Det er på samme tid personligt og alment, skævt og ligetil, eksistentielt og humoristisk, lokalt og universelt.

Tegningerne er blyantstegninger med enkle streger, der kan læses som små rebusser, hvor det ene fører det andet med og som så ender i det rene ingenting, men vejen dertil er altid interessant, for perspektivet vendes og drejes og det samme sker inde i knolden på den der ser med. 

Overskriften på denne anbefaling er i øvrigt også et digt og det korteste i bogen. Men som alt hvad claus ejner arbejder med, er det billedrig og billedskabende. Man ser, føler, smager og mærker alle orden og tegningernes streger sætter deres spor i sig.

Hans digte kan være haiku-agtige uden at følge de skarpe regler for bogstaver og linjer, men indeholder alligevel det svirp med halen, som et godt haiku-digt gør. Som her i digtet:

Jeg har lige talt,
hvor mange fugle
der er på himlen.
Der er ingen.

Eller som her:

Hængepilen
headbanger bag
drivhuset.

Der er også mindelser om Storm P - i hans værker – det gælder både tegningerne og ordene. Som når han skriver: 

Tit skuffes man
Over kommodeskuffe,
på samme måde som
våde luffer skuffer.

Digtende er ikke blot nonsens, eller rettere det er de aldrig, der er altid en dybere mening, der handler om meningen er væk, at den som et et digt på tre linjer er typograferet således:

Mening
Mere nejninger
Mest mening

Det handler livet der leves til vi dør og hvad det så vil sige. Tiden æder os og døden ligger ret fremme – via plejehjemmet:

Vinden, der blæser,
er frisk og mild.
Solen følger efter os.
Vores skygger forsvinder
næsten helt, da vi
går langs stien ved
plejehjemmet.

claus ejner smækker livet op foran os, så vi får chancen (om vi tør gå med) for at overveje og genleve det hele igen. Og han stiller hele tiden skarpe spørgsmål til den enkelte om hvad nytte det er til, alt det vi sådan går og gør, mens vi nærmere os afslutningen på det hele.

Claus ejner poesi og kunst er det, der nyttige unyttige, som vi ikke kan undvære:

Jeg tror på poesien
er sand, såfremt den
kan gå tur med min
hund, når det regner.

Og med dette digt efterlades jeg – mismodig, opløftet, håbefuld og livsmodig, med:

Små blødende
hjerter i
skosnuderne.

'52 nye digte og 27 nye tegninger' er udgivet med støtte fra Bodil og Jørgen Munch Christensens Kulturlegat.