Når hensynet til familien skubbes til side

Sissel Bergfjord: ”Sortedam”, 2021, Ombelico, 185 sider, 239 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Sissel Bergfjord modtog Michael Strunge-prisen for romanen ”Sortedam” i 2013, året efter at bogen var udkommet. Nu er der gået yderligere otte år. I mellemtiden har Bergfjord skrevet en række andre bøger, primært ungdomsromaner, og senest har hun stiftet et mikroforlag og udgivet novellesamlingen ”Midlertidig opvartning”, der blev anmeldt i ”Den smalle bog” for nyligt. Samtidig besluttede Bergfjord sig for at genudgive ”Sortedam”. En beslutning, der forhåbentlig kommer mange læsere til gode, for hvor er det en god roman!

Barn af en alkoholiker

Ifølge Sundhedsstyrelsen har ca. 585.000 danskere et skadeligt alkoholforbrug, mens ca. 140.000 danskere er decideret afhængige af alkohol. Det betyder, at mange børn og unge vokser op i familier, hvor en eller begge forældre er alkoholikere. Det betyder også, at ”Sortedam” desværre stadig er aktuel. Den handler nemlig om Sigrid, hvis mor er død som følge af sit misbrug. Sigrid er højgravid, da hun langt om længe tager mod til sig og påbegynder oprydningen i sin mors lejlighed. Romanen består af scener fra oprydningen og af erindringer tilbage til Sigrids barndom og ungdom.

Bergfjord fortæller nøgternt beskrivende, usentimentalt og sobert, som her, hvor Sigrid ved, at hendes mor snart dør, selvom hun kun er godt 50: ”Du var et skelet, din kæbe stak frem, og når du åbnede munden, blottede du din næsten tandløse mund som en olding. Da jeg gik ud i køkkenet for at hælde mælk i min kaffe og kom til at kigge på kartonen, på datomærkningen, slog det mig, at den her letmælk kunne holde sig flere dage, end du havde tilbage. Jeg tænkte: Når mælken bliver sur, er du allerede borte.” (s. 16).

Da moderen dør, kommer Sigrids reaktion bag på hende: ”Jeg befinder mig i et mærkeligt neutralt rum, ingen farver skriger mod himlen, ingen farver hiver mig ned under gulvet, jeg står bare her i det grå rum med en fodbold på maven og venter på, at et hav af følelser skal skylle ind over mig. Jeg græder ikke hjerteskærende, hver gang jeg tænker på dig, der er ikke så meget tilbage at græde ud, jeg har grædt så meget, mens du levede.” (s. 96).

Når misbruget tager magten over et menneske, må alt andet vige. Sigrid mindes en række pinagtige optrin, hvor hun og hendes far har måttet tage hånd om moderen, der opførte sig pinligt og upassende i en kæmpebrandert. Sigrid prøver at forklare sig selv (og læseren), hvorfor hendes mor drak, men selvom hun havde en traumatisk oplevelse som barn, kan det lige så godt skyldes så meget andet. Under alle omstændigheder ændrer forklaringerne ikke ved, at moderen foretrak misbruget frem for sin datter. Dette barske faktum er o grunden til, at Sigrid må erkende, at moderen ikke har efterladt noget til sin hende, som hun kunne glæde sig over og trøstes ved; en genstand eller et brev, der forvissede Sigrid om, at hun havde langt større betydning, end moderen formåede at vise hende: ”Jeg troede at jeg ville finde noget værdifuldt, noget, som du havde gemt til mig, eller et brev, måske at du ville gå igen, vise dig for mig i kærlighed. Og så er der ikke andet end centimetertykt støv, nipsting i plastic, bambus og flettet strå og slidte støvler. Alting lige til at smide ud.” (s. 102).

Præcise erindringer om egen og andres smerte

”Sortedam” er smertelig, men fastholder samtidig en nøgternhed, der gør den tålelig at læse. Bergfjord vælter sig ikke i alenlange beskrivelser af Sigrids sårede følelser, men beskriver dem med kirurgisk præcision. Ligeledes afslører Sigrids erindringer fra gymnasieårene de udfordringer, hendes forældre udsætter hinanden og deres parforhold for; igen uden af skære noget ud i pap.

Der er ikke så få ligheder mellem Sissel Bergfjords ”Sortedam” og Liv Nimand Duvås ”Vi er vel helte” (2017); en anden god roman om alkoholisme, hvor fortælleren er misbrugerens datter.

Præsentation af det, vi lukker øjnene for

Carsten Müller Nielsen: ”Overnatning i sparsomt møbleret værelse”, noveller, 2021, Jensen & Dalgaard, 128 sider, 198 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Carsten Müller Nielsen vandt i 2020 Danmarks Radios romanpris for Tjernobyl-romanen ”De døde fylder dagene med en smag af mønter”. Jeg anmeldte romanen rosende i ”Den smalle bog”. Derfor var forventningerne høje, da jeg skulle læse og anmelde ”Overnatning i sparsomt møbleret værelse”. Dog var jeg bevidst om, at en novellesamling sjældent kan nå helt så langt ind under huden som en roman. Derfor skulle forventningerne justeres efter dette forbehold. Efter de første noveller var jeg heller ikke grebet for alvor, men derefter tog det fart.

Tematiseret tab

Novellerne er dystre og handler alle i en eller anden form om tab; tab af forstand, af familiemedlemmer, af liv. De to afsluttende noveller ”Carol 1” og ”Carol 2” lægger sig i kølvandet af tidens mange dystopier, men på en poetisk måde, der bringer mindelser om Rakel Haslund-Gjerrilds fortræffelige, smukke og samtidig uhyre skræmmende ”Alle himlens fugle” (2020). De to sammenhængende noveller handler om manden Tom, der efter en altødelæggende pandemi finder to spæde tvillinger, som han opfostrer i ørkenen. Ansvaret for de to holder ham i live, men hele tiden truer barske vilkår med at gøre ham til det, han hedder: tom. Denne trussel bliver endnu større, da sangen (”Carol”) og musikken forstummer. Lidt efter lidt mister de overlevende mennesker deres evne til at formidle tanker og følelser. Resterne af kultur stivner og efterlader plads til handlinger, der ikke hører mennesket til.

Den svagtbegavedes intellektuelle redegørelse

I novellen ”Negle” låner Müller Nielsen ord til en dreng, der er alt andet end velbegavet. Det oplagte mobbeoffer. Velmenende voksne forsøger at hjælpe, men deres ambitionsniveau er for højt. Drengen kan godt tage fat, når noget skal bæres og flyttes, men så rækker evnerne heller ikke meget længere. Det er en lille genistreg, at forfatteren låner denne svagtbegavede dreng ord og formuleringer, der langt overgår drengens formåen. Uden problemer citerer drengen en statusrapport fra kommunen, der omhandler ham selv: ”Det er en utilsigtet venten påtvunget barnets mentale, kognitive og motoriske systemer, efter barnets far har forladt hjemmet” (s. 83). Et andet sted gør han sig disse overvejelser om livet og døden: ”Min grav vil indkapsle mig i planeten, der vil fortsætte med mig inden i sig rundt i sin bane gennem solsystemet, og vores solsystems bane rundt med galaksen, og vores galakses bane. Ligesom pigefostre inde i morens mave allerede har æggene i æggestokkene med grundlaget for næste og næste generations genmasse, så generationerne ligger inden i hinanden som dråber i dråber, er døden allerede fra fødslen i os […] (s. 82). Med forfatterens solidariske gøren sig til sin karakter, opløftes alverdens småtbegavede personer, der ikke kan formulere deres tanker tilstrækkelig klart, men her får meddelt en helt egen form for indsigt.

Jeg har bestemt at…

I ”Nausea” flettes en bogstavelig og en mental drukneulykke sammen, og i ”Badekarret” beskrives tankerne forud for et selvmord. ”Zebraerne” er – så vidt jeg forstår - en surrealistisk fortælling om følgerne af mistet kærlighed. Selvom der er håb og glæde i nogle af novellerne, er det dog sammenlagt en flok dystre tekster, der mest af alt blødes op af en udpræget og fascinerende sans for sproglig billeddannelse.

Lidt mere humor er repræsenteret i de ni kapitler, der adskiller novellerne. De indledes alle af ordene: ”Jeg har bestemt at…”, og så følger der en række infinitiver, f.eks. at ”tænke på cup cakes som en form for absurd pornografi, støvsuge græsplænen iført stiletter, være fritaget for værdi, være nedgjort og fritaget for værdi […] (s.123). På trods af det grotesk morsomme i disse infinitiver krænger de over i en håbløshed, idet det, der besluttes, langt hen ad vejen er meningsløst eller i sin sammenhæng bliver tømt for mening.

”Overnatning i sparsomt møbleret værelse” er altså ikke en novellesamling, man bliver glad af at læse, og dog er den givende, fordi den på få sider præsenterer læseren for de dele af livet, vi ofte lukker øjnene for, og gør det på en ganske original måde, der fører forundring og refleksion med sig.

Etuder i sne

Yoko Tawada: ”En isbjørns erindringer”, oversat af René Jean Jensen, Grif 2018, 272 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Der går en melankolsk grundtone gennem alle de tre fortællinger, som ”En isbjørns erindringer” består af. Blandt de mange temaer er adskillelse et af dem, der vejer tungest gennem bogen, som omhandler tre generationer isbjørne.

Hvad man som læser må acceptere er, at isbjørne ligner mennesker meget mere, end man normalt går rundt og bilder sig ind. Det hænder tilmed, at de taler samme sprog som menneskene i det land, de befinder sig. Dette muliggør, at bogens bedstemor efter at havde emigreret tilbage til østblokken kan skrive sine erindringer i DDRs trygge rammer, mens hendes datter ender med at skrive om sin gode veninde med hvem hun i en årrække udfører ”Dødskysset”, hvis vigtigste ingrediens er en sukkerknald. Dette værk prioriterer hun så højt, at hun afviser sine to nyfødte unger, hvoraf den ene dør og den anden viser sig at være den navnkundige Knut fra Berlin Zoo, der døde i 2011, og i tiden op mod sin død får adskillige natlige besøg af en anden kendis, nemlig Michael Jackson. Hvis det lyder som det rene volapyk, har jeg haft held med at beskrive det indtryk, ”En isbjørns erindringer” efterlader.

Men bogen efterlader langt mere. Dels er den smukt skrevet, dels pirrer den læseren med sine uforudsigelige og dog på en besynderlig måde i sammenhængen pludselig relevante oplysninger. Den driller med sine forskydninger i fortællingen, klarest dér, hvor Knut opdager, at han ikke skal omtale sig selv som ”Knut”, men som ”jeg”, hvorefter dette jeg overtager fortællerens rolle. Yoko Tawada driller læseren ved i stigende grad at blande virkelighed og fiktion. I historien om Knut er der nærmest dokumentariske elementer i, som i høj grad udfordres af den unge isbjørns modne og meget menneskelige tanker. Det er flippet og underholdende, men altså også melankolsk, fordi alle hovedisbjørnene oplever tab og adskillelse.

Sært, men tankevækkende

Gennem bogens første tredjedel tænkte jeg, at konceptet simpelthen var for langt ude til, at illusionen for alvor kunne etableres, men efterhånden fik jeg læst mig så meget ind i tankegangen, at det måske ikke gav mening, men dog skabte en interesse for bogen personer; mennesker såvel som bjørne.

Bogens bagside oplyser, at ”En isbjørns erindringer” er ”…en skarpsindig refleksion over det at være anderledes, over kunst og kærlighed”, og det er fuldkommen rigtigt. Men vinklen er ny. Et citat af forfatteren er gengivet på omslaget. Det er næppe tilfældigt, for det giver en nøgle til forståelse af romanen: ”Jeg har læst at ingen tysk politiker har været nævnt så mange gange i New York Times som Knut. Han var Tysklands mest internationale person. Han var ikke et cirkusdyr, og alligevel kunne man mærke at han reagerede på publikum og gjorde bestemte ting. Og det oplever jeg også mig selv gøre. Jeg skriver bøger, men laver også stadigt flere performances på scenen, for selv en kort oplæsning er jo en performance, man kommunikerer med publikum, man reagerer på scenen, og så udviskes forskellen mellem cirkus og den frit udøvende kunstscene, mellem den frie vilje og den tvungne handling. Dette spørgsmål har jeg været meget optaget af.”

Man fornemmer, at spontaniteten fra Tawadas performances er ført ned på papiret, for her opstår der uforudsete drejninger i handlingen, der synes at komme af en pludselig indskydelse fra forfatterens side. Resultatet bliver uforudsigeligt, men underholdende. Samtidig følger Tawada den gennemgående streng af melankoli, så det hele ikke ender i pjat. Resultatet er sært, men tankevækkende.

En poetisk, underlig og lokkende isbjørneslægtsroman

Yoko Tawada er en anerkendt japansk og tysk forfatter, der ofte udgiver sine bøger på begge sprog. Som ung flyttede hun til Tyskland, hvor hun fik en så stor fortrolighed med sproget, at hun har skrevet både lyrik, prosa og andre litterære tekster på tysk. Bogen kan nok til en vis grad læses som en henvisning til hendes egen placering mellem to lande og kulturer; men nok engang: Den rummer meget mere end det.

Undervejs i læsningen er der meget, der kan irritere, for Tawada tager sig så mange fortællemæssige friheder, at man ind imellem må stoppe op, erkende at det nu engang er hendes måde at gøre det på, og dernæst føre sig selv ind på sporet igen. Men den største irritation er dog titlen. ”En isbjørns erindringer” er alt for plat til den poetiske, underlige og lokkende isbjørneslægtsroman. Den tyske originaltitel ”Etüden im Schnee” hentyder i højere grad til, hvad der venter læseren: En uforudsigelig, forunderlig, melankolsk og dog velklingende komposition.

Forsvar for den elitære kunst

Klassikerlæsning. Karen Blixen: ”Skæbneanekdoter”, 1958.

Af Egil Hvid-Olsen

”Svulstig” er næppe et dækkende udtryk for novellerne i Karen Blixens sidste samling inden de posthume udgivelser, men forkert er det heller ikke. Sproget er omstændeligt, men samtidig fuld af en ironi, der fører læseren tættere på forfatteren, som ikke lægger skjul på, at hun er dukkeføreren. Karaktererne er i hendes pen. Hun former dem efter sin vilje. I den temmelig syrede indledningsnovelle, ”Dykkeren”, former hun således en talende fisk efter sin fantasi, så man overvejer, hvem der er mest på afveje: den fromme muslimske teolog, der vil lære at flyve, så han kan opsøge englene, eller den opblæste kuffertfisk, der forelæser om menneskenes dårskab og fiskenes fortrin, hvoraf sidstnævnte beskrives således: ”Vi Fisk hviler roligt, til alle Sider understøttede, i et Element der til enhver Tid paalideligt og nøjagtigt udjævner sig til ensartet Vandstand. Man kan endog sige at vort Element har overtaget vor egen Væren, thi enten vi deri optræder som Fladfisk eller Rundfisk, saa fastslaar og opnoterer Statistikken vor Vægt og vor Fylde i Henhold til det Kvantum Vand som vi fortrænger.” (s. 26). Fisken søger at være ét med sine omgivelser, mens menneskets ambitioner går i retning af at hæve sig over dem.

Forsvar for den elitære kunst

Også den franske kok, Babette, hæver sig over sine omgivelser, hvad enten det drejer sig om Paris’ politiske og økonomiske elite, eller et fattig, norsk bygdesamfund i et sekterisk favntag.

”Babettes gæstebud” er nok Karen Blixens mest kendte novelle, selvom en række andre står i kø umiddelbart bag den. Novellen er morsom, men rummer samtidig et forsvar for den elitære kunst. Da Babette har brugt hele sin lotteripræmie på at traktere en flok fromme norske livsforsagere med en udsøgt middag, mødes hun af sine værtinders manglende forståelse. Man fornemmer Blixen selv i Babettes ord:

”’Jeg er en stor kunstner,’ sagde Babette. Hun ventede nogle Øjeblikke og gentog saa: ’Jeg er en stor kunstner, Mesdames.’

Stilheden i køkkenet syntes at mangedobles. Det var Martine, der tilsidst brød den.

’Saa bliver Du da fattig hele Dit Liv, Babettes,’ sagde hun.

’Fattig?’ sagde Babette.

Hun smilede for sig. ’Nej, jeg bliver aldrig fattig. Jeg siger Dem, at jeg er en stor Kunstner. En stor Kunstner, Mesdames, er aldrig fattig. Vi store Kunstnere, Mesdames, har faaet noget, hvorom I andre slet intet ved.’” (s. 73).

Skønt kunstneren er herre over sit eget værk, kan hun ikke bestemme, hvem der skal værdsætte det. At det kan være folk, hun ikke bryder sig om, viser sig, da en af de søstre, hun bor hos, spørger: ”Den General, Du nu talte om, lod Din Mand og Din Søn skyde, Babette. Hvordan kan du sørge over dem?” (s. 73).

Ja, hvordan kan hun – en tidligere kommunard - sørge over sine fjenders død; dem, der ønskede af slå opstanden ned med hård hånd og altså også var skyld i, at Babettes mand og søn døde?

”Forstår De, Medames,” svarer Babette. ”Disse Mennesker tilhørte mig, de var mine. De var blevet opdraget og uddannet – med større Bekostning end De, mine små Damer, nogensinde kan fatte eller tro – til af forstaa, hvor stor en Kunstner jeg er. Jeg kunde gøre dem lykkelige. Naar jeg gav dem mit bedste, kunde jeg gøre dem fuldkommen lykkelige” (s. 74).

Efter endt læsning sidder man mæt og glad og overvejer, om gastronomien og litteraturen er enæggede tvillinger; om de mødes og fuldstændiggøres i den æstetiske nydelse. Det er vel tilfældet for visse dele af litteraturen, men for størstedelen – blandt andet Blixens – er der mere end æstetik på spil, selvom den bestemt også spiller en rolle. Hvor gastronomien vil frembringe nydelse, vil litteraturen påvirke til ændringer. Således udgør ”Babettes gæstebud” et forsvar for den elitære litteratur, der vil mere end blot at underholde.

En hyldest til den gribende fortælling

I den efterfølgende ”Storme” dyrker Blixen den elitære litteratur i en metafortælling over Shakespeares ”Stormen”. Undervejs inddrager hun et citat fra den gammeltestamentlige Esajas Bog, der – ligesom Shakespeare – omtaler Ariel.

Der er masser af intertekstuelle sammenligninger at dykke ned i, men på mig virker novellen lidt vel overlæsset. Den litterære leg har taget overhånd, hvorved historien mister sin styrke.

Langt mere fængende er ”Den udødelige historie”, som også hører til blandt Blixens mest kendte.

Her tror en døende rigmand med en kantet tankegang, at han kan styre fantasien ved at lade en vandrehistorie blive til virkelighed. Men blot idet han forsøger på det, vikler skæbner sig ind i hinanden og skaber nye fantasier og historier. Selv hans knastørre bogholder, hvis livslyst er blevet underkuet af en lang række tragedier, må erkende, at virkeligheden kan vække fantasier, der drager selv den, der kun lever på trods.

Således bliver ”Skæbneanekdoter”, der også indeholder den korte fortælling ”Ringen, en hyldest til den gode og gribende fortælling. Samlingen er og bliver svulstig, men den er mere end det. Den er drilsk, klog … og stadig læseværdig.

Skæbnefortællinger fra haveforeningen

Sissel Bergfjord: ”Midlertidig opvartning”, 2021, Ombelico, 206 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Sissel Bergfjord har en gennemført og letlæselig fortællestil om tunge emner. Novellesamlingen ”Midlertidig opvartning” er med andre ord et resultat af godt håndværk.

Midlertidigt ophold i haveforeningen

Samlingen består af 13 noveller, der alle sammen foregår i en haveforening på Københavns vestegn. Novellerne fletter sig en smule ind i hinanden, men kan sagtens læses én for én. Bergfjord lader sine karakterer sprede sig over forskellige aldre, socialklasser og køn, og dog bliver der noget lidt for ens over historierne, sådan som det ofte er tilfældet for novellesamlinger. Naturligvis er det de skæbnesvangre overgange i livet, det er mest interessant at læse om, men Bergfjord giver mere plads til det tragiske og svære end til beskrivelser af kærlighed og lykke. Som læser får man ikke lyst til at købe et kolonihavehus.

Når det er sagt, er der rigtig mange gode fortællinger i ”Midlertidig opvartning”. Der er den ubarmhjertige ”Bortset fra fuglene” om den kræftsyge Åge, der i mange år har gjort det meget svært for andre mennesker at holde af ham. Der er den lige så barske ”Ilses ende” om det punkt, hvor en demenssygdom gør det umuligt for Ilse at opretholde det liv, hun er vant til. Der er den lidt for forudsigelige ”Sweeper” om en krigsveteran med PTSD og et alkoholmisbrug.

Men der er også de skæve romancer ”Chinchilla” og ”En engel, René”, hvor kærligheden udfoldes på triste bagtæpper af ensomhed, svigt og vold.

Endelig er der titelnovellen ”Midlertidig opvartning”, der bryder samlingens stil. Ens syn på dræbersnegle er for altid forandret efter læsningen. Og så er der slutfortællingen ”Kola-buen”, der på en uforudsigelig måde fører læseren bort fra haveforeningen, og hvis tema peger tilbage til samlingens første novelle, ”Springer”.

Hjertevarm socialrealisme

”Midlertidig opvartning” er en stramt komponeret samling, præget af en socialrealisme, der udtrykker omsorg for de virkelige mennesker, som de enkelte karakterer er bygget op om. På den måde er Bergfjords samling langt mere hjertevarm, end det indtryk fortællingerne umiddelbart giver læseren. Læs den, men gør det i etaper, så det ensartede bliver brudt op.

Fra kulturkritikker til reptil

En analyse af Theis Ørntofts ”Solar”, Gyldendal 2018.

Af Egil Hvid-Olsen.

Bemærk, at dette er en analyse. Hvis man har planer om at læse Theis Ørntofts ”Solar”, vil det være en fordel at vente med at læse analysen, til man har læst bogen, fordi nedenstående afslører en stor del af handlingen.

Den kultiverede natur råber druknende på dannelse

Hovedpersonen i Theis Ørntofts roman ”Solar” hedder Theis. Forfatteren og karakteren har ikke kun navnet, men også biografien til fælles. De stammer fra det samme sted og har begge undervist på en højskole. Mon ikke Theis Ørntoft også har vandret den hærvejsrute, som Theis tilbagelægger i romanens første del?

Theis (forfatter som karakter) har sans for de indtryk, der møder ham på vandreturen. Og han har sans for at analysere dem. Han reflekterer blandt andet over villakvarterers vejnavne, der er opdelt i temaer som fugle og instrumenter. Dog er tematikken afgrænset. Der findes ”Violinvej, Lyrevej og Basunvej” (s. 14), men man holder sig til det klassiske. ”Hvorfor ikke Keyboard Vej? Eller Bongotromme Allé? Hvad med Akustisk Guitar Boulevard? Eller ja, hvad med: ”Kontrabas Avenue?” (s. 14).

Selv uden for byerne fornemmer man klart, at det er et kulturlandskab, Theis bevæger sig gennem. Også naturen er kultiveret: ”Jeg havde vandret igennem en del nåleskovsplantage, de lange og lige grusveje var en kende nedslående, det var tydeligt at de kvadratisk indekserede træer var unge og placeret af mennesket. Jeg brød mig ikke ret meget om det; ikke så meget af moralske årsager som af æstetiske, jeg fandt det simpelthen grimt, og derfor var jeg glad for at vegetationen over de sidste kilometer var blevet mere organisk.” (s. 22).

Der ligger en afstandtagen til den menneskelige kultivering, hvilket måske er grunden til, at Theis har svært ved at værdsætte og håndtere et tilfældigt møde med tidligere højskolekolleger og -elever. Hans forhold til sidstnævnte er anstrengt, fordi han, skønt han selv er ung, har det svært med de endnu yngres ansvarsløshed, hvilket for eksempel viser sig, når de ikke møder til højskolens undervisning, fordi de har drukket for meget i løbet af natten. De har ikke forstået vigtigheden af dannelse.

I romanens første del antydes således en kulturkritik, der modsvares af en insisteren på dannelse. Normalt vil man mene, at de to begreber hænger uløseligt sammen, men det lader til, at Theis (Ørntoft) anser den kulturelle behandling af naturen for at være udtryk for menneskets overskridelse af dannelsen. Den kultiverede natur har kun forbruget for øje. Naturen er blevet slavegjort. Dette har mennesket brug for dannelse til at indse og gøre noget ved. Det kunne være pointen i romanens første del, men…

Personificeret forbrugerisme

… i anden del kaster Theis al dannelse til side og bliver ren forbruger. Nu er det hans fysiske fremtoning, der betyder noget. Fitnesscentrets åndløshed, der bekræftes af tecnorytmernes ensformige beat, får den enkelte til at fokusere på krop. Ikke kun sin egen, men også andres, og lykken er gjort, da Theis scorer den lækre Nadja. Med dette par føres læseren til fodboldkamp med slet skjulte aggressive undertoner, på diskotek med deraf følgende syretrips, og gennem seksuelle seancer, der minder om drejebogen til en pornofilm, og sidst men ikke mindst tager Theis læseren med på virtuel tur i computerspillet GTA, hvor han foretrækker at slå folk ihjel frem for at løse de opgaver, spillet lægger op til.

Til sidst er Theis så optaget af sin egen behovstilfredsstillelse, at kæresten smider ham ud, og han kaster sig ud i et train-/roadtrip ned gennem Europa. I Portugal hutler han sig igennem dagene ved dels at leve på nas, dels at være håndlanger i forbindelse med nogle kriminelle handlinger. Samtidig fastholder han en tro på, at han arbejder på at løse livets gåde. Men hans tanker bliver stadig mindre sammenhængende. Han har kastet sig ud i en kulturel og dannelsesmæssig deroute og synes at erkende dette i de mange henvisninger til klodens første eksempler på liv, der ikke ligefrem var karakteriseret af voldsom intelligens. I slutningen af anden del noterer han følgende på væggen af det skur, han har boet i:

”Jeg, der boede her

udviklede ingen teori om verden

jeg fandt intet system, ingen overordnet idé

jeg forsøgte, og jeg gjorde det længe

med et ærligt sind.” (s. 212).

Fra menneske til dyr

Nu har Theis opgivet det, der gør ham til det, han er, nemlig et menneske. Han har droppet eftertanken, kulturen, dannelsen og nærmer sig mere og mere det dyriske. Det gør han i fællesskab med den stærkt traumatiserede og afstumpede Diago. Sammen indtager de alt, hvad de kan få fat i af alkohol og euforiserende stoffer. De har revet sig løs fra enhver form for moral og lever i en slags virkelighedens GTA, bortset fra at det konstante misbrug ophæver forskellen mellem fantasi og virkelighed. Det er vildt gribende og frygtelig angstfremkaldende hos både Theis, Diago og læseren. Og dog er der hos Theis noget behageligt frisættende i ikke at have ansvar for noget som helst. Han har aflagt sig sin menneskelighed, har søgt tilbage til rødderne og er blevet til et reptil.

Menneskets ansvar

”En flod løber forbi her. Og jeg ved jeg skal sidde til evig tid og se ned i den. Se ned i floden. Dens løb er fastlagt” (s. 300). Sådan slutter ”Solar”. Håbefuldt for reptilet Theis, men ikke for hans tidligere artfæller: menneskene. De vil gå under, mens de mere primitive livsformer, der overlever biodiversitets- og klimakrisen, vil genindtage kloden.

Som sådan er ”Solar” en dystopisk roman om menneskets overdrevne tiltro til kulturen, der lever på dannelsens bekostning. Kulturen opfører sig imperialistisk over for naturen, mens dannelsen favner hele kloden. Men at dannelsen er ved at spille fallit er, hvad ”Solar” advarer om. Theis kaster håndklædet i ringen og afsværger sig sit særlige ansvar som menneske. Men hvis klimakrisen skal begrænses, er det ene og alene mennesket, der må handle. Det – fortæller ”Solar” – gøres ved at bremse op for kulturen, lytte til dannelsen og handle!

En superskurk i midtvejskrise

Emil Friis Ernst: ”Dr. Murder and the Island of Death”, Forlaget Baggårdsbaroner 2019, 135 kr. Grafic novel.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Dr. Murder and the Island of Death” vil en masse og alligevel ingenting. Den vil videregive dybe tanker, men på en plat måde. Den vil lave fis på en dyster baggrund. Og på sin egen mærkelige facon lykkes det.

Som udgangspunkt er det en god idé at skildre en superskurks midtvejskrise. Dr. Murder bliver forladt af sin ærkefjende, der har slående ligheder med Tintin, og snart er hans håndlangere også forsvundet. Skurken sidder alene tilbage og reviderer sit liv. Tankerne kommer til at kredse om ulykkelig kærlighed, og da Dr. Murder modtager en invitation til 20 års jubilæum for hans superhelte/-skurkehold, beslutter han sig for endelig at få nedlagt genstanden for sin kærlighed, superhelten Anya.

Det går dog langt fra, som han har forventet. Men ét er, hvad Dr. Murder forventer, noget andet hvad læseren gør sig af forestillinger om albummet. Bliver Dr. Murder kørt rundt i manegen, bliver læseren det i langt højere grad, for ”Dr. Murder and the Island of Death” er totalt uforudsigelig i sin sammenblanding af superheltekarikatur og psykedelisk fortællende tegninger. Albummet er fuld af drilagtige detaljer, samtidig med at grundfortællingen et temmelig simpel.

Tegnestilen er på samme tid sjusket og facetteret, farvesætningen ekspressiv og dunkel. Tilbageblik holdes i orange, sort og hvidt, mens resten af bogen spreder sig over en langt større del af paletten. Hvert billede er gennemkomponeret. De fleste er grimme, men på den fede måde.

Både hvad angår tegninger og fortælling unddrager denne tegneserie sig kvalitetsvurdering. ”God” eller ”dårlig” dækker ikke over dens udtryk. ”Mærkelig” er mere rammende. Dertil kan tillægges beskrivelser som ”flot”, ”syret”, ”sjov”, ”plat”, ”pseudointellektuel”, ”ambitiøs” og ”farverig”. Albummet har potentiale til at blive kult, men det vil næppe kunne tjene sig ind i Danmark. Måske er det derfor, det udgives på engelsk.

I bogens pressemeddelelse gør forlaget Baggårdsbaroner, hvad de kan for at skabe opmærksomhed på bogen og dens forfatter/tegner: ”Tegneren bag er det debuterende tusindårstalent Emil Friis Ernst. Og det er mildt sagt en kæmpe ære at få lov at udgive hans krøllede sind. I næsten to år har vi jagtet ham, tigget og myrdet, for at for lov til at udgive denne tegneserie.” - Jeg er ikke overbevist om, at det har været besværet værd. Men jeg er heller ikke overbevist om det modsatte.