søndag den 25. april 2021

Livsduelighed og handlingslammelse

Bjørn Isak: ”Fastliggere”, noveller, Brændpunkt 2020, 183 sider, 199 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

”Fastliggere”. Er det overhovedet et ord, man må bruge nu om dage? Eller er det for stigmatiserende? Jeg tænker i hvert fald straks hr og fru Danmark i ens campinghabitter, sådan rigtig satte med havenisser og ølbænk og hele svineriet. Forsidebilledet på Bjørn Isaks nye novellesamling viser en lidt old-school campingvogn med 70-er-gardin i bagruden og rigeligt med nåletræer. 

”Fastliggere” er også titlen på en af bogens 15 noveller. Mads bor i sin campingvogn, muligvis den fra omslaget, i sommerhalvåret. Vi er i midt-90’erne, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er realistisk, at et homoseksuelt par på den tid bliver behandlet, som de gør, selv af fastliggere? 

Smålighed, kynisme, ondskab

Men novellen rummer flere af bogens gennemgående temaer. Udover den smålighed, kynisme og ligefrem ondskab, der bor som en mulighed i mennesket, så er det afstanden mellem mennesker, der belyses på forskellige måder. Som når man betragter mennesker, med en skærm eller et vindue som filter. Mads er på en rejse til Canada og betragter fra sit hotelværelse menneskene i lejlighederne overfor. ”Jeg følte mig som hvem som helst, som om jeg kunne være, hvem jeg ville, og nu når jeg ser tilbage, var det måske derfor, jeg tog af sted. I Canada var der intet forudfattet om mig, ingen kendte min historie, og jeg udlagde mig selv, som jeg ville. Hjemme var alting anderledes.” (s. 47) Det er mennesker under tilblivelse eller ombygning eller afvikling, der befolker de fleste af novellerne.


Der er parret i 30’erne, (”Lykkelige mennesker”) som forsøger at finde ud af, hvor de hører til, og hvad de vil. Også de står og ser ind i lejlighederne overfor, på de liv, der leves der. Han siger: ”Det er ligesom at se en film.” Hun nikker og siger: ”Der er noget ægte over måden, de er sammen på”. (s. 11) Den slags fine paradokser, som bare lige antydes i sproget er en af novellernes store styrke.

Livsduelighed og handlingslammelse

Bjørn Isak balancerer mestendels knivskarpt i beskrivelsen af, hvor vanvittigt mennesker kan gebærde sig, uden at det bliver helt utroværdigt. Der er meget livsuduelighed og handlingslammelse i afgørende situationer. Det er, som om skærmenes filter er flyttet med ud i det liv, hvor jeg faktisk ikke har lov til bare at være en voyeur til, at folk falder om. Men der er også Ivan, som reagerer på, at han flere aftener i træk har set Sally med sit lille barn skralde. Gør han så det uden bagtanker? (”Mash”)


Forholdet til døden siger også noget om vores forhold til livet. Det tages under behandling fra flere synsvinkler. ”Arvesølv” handler om to søstre og en bror, som kører til deres afdøde mors hus på Als for at finde ud af, hvordan man får rundet af, når den sidste af ens forældre er døde. Søstrene hvisker om, at ”nogle mennesker” (fx deres bror, som ikke er som dem og måske burde have haft en diagnose) ”(…) ikke er så gode til at håndtere døden.” (s. 78)

Det er en speciel og tankevækkende novelle, hvor der nok bliver sagt sædvanlige ting, som at de måske skulle have vist deres mor mere opmærksomhed, mens hun var der, og gad vide, hvad hun var i gang med, da hun faldt død om på køkkengulvet – og samtidig er der noget underligt distanceret ved interessen og forholdet til moderen, hendes liv og hendes død. 

”Julius” handler også om at ”håndtere døden”, og om afstand og fremmedgørelse. Julius bor i et syndigt rod på den anden side af jeg-fortællerens vej. Han får kun besøg fra det offentlige. Kan fortælleren se ud af sit vindue. Han tænker, at nogen ” (…) burde indstille ham til et værelse på plejehjemmet og rive huset ned. Uden Julius’ hus ville jeg have udsigt til bakkerne, skoven, et markstykke med gotlandske pelsfår og så solnedgangen.” (s. 88) Igen den her fine overgang mellem, hvad der KUNNE være et udtryk for omsorg og så straks i næste sætning den antydning af, at det er egne interesser, der driver tanken. Hvilket også bekræftes i den videre handling. Som en lille bonus er der en meget meningsgivende slåfejl i novellens sidste sætning, hvor hovedpersonen ser sig selv udefra som en anden person, der sidder på knæ foran toilettet og trykker på knappen til det store skyld.

Da jeg anmeldte Bjørn Isaks debut, RAV, fandt jeg én smuk novelle. De er heller ikke i overtal her. Og det er helt ok. Det smukke bliver hurtigere trivielt end det onde. Men hvor er det godt, at det findes, og også finder plads. Også i denne samling bl.a. i forbindelse med en gammel mands tab af sin elskede, efter at have passet hende. Som han i øvrigt kun har kendt som syg, og hvor nemt var det så ikke at lade være med at indlade sig? Det ville de fleste af de andre novellers figurer bestemt have gjort. Nu går han der alene med sin tvivl, om han nu havde gjort nok for hende. Og med sine tanker om livet og døden. Alt imens han også sanser naturen og sammenbidt bekæmper dræbersnegle på barbarisk vis. Det er der trods alt også noget håb i. ”Solterrasser” er med sine kun 6 sider den korteste. Men Bjørn Isak behøver heller ikke mange ord for at sætte en stemning. Beskrive både trøstesløst forfald og de smukkeste landskaber for alle sanser. 

Således også i ”Håtö”. Jeg forestiller mig, at vi er i skærgården i de lyse nætters tid. Men det er ikke bare en romantisk weekend. Karl skal ”håndtere” døden, nærmere bestemt gøre af sin fars urne. Det er en nænsom beskrivelse af usynlige og uhørlige grænser mellem mennesker, og den tvivl det kan afstedkomme. Og hvordan det, som man tror, er for evigt, kan vise sig at være forandret. 

Det er så moderne med samtalekort. Men hvis man er ved at løbe tør for dybsindige emner i sin coronaboble, kunne disse korte noveller også glimrende bruges som udgangspunkt for samtaler om, hvad der bor i menneskers sind, hvordan vi lever med hinanden og på afstand af hinanden. Man kan læse ”Muchacho”, som handler om et par venner, som aftaler at slå op med deres kærester, som er veninder. Og man tror først – jeg troede i hvert fald først – at det var et par knægte i max konfirmationsalderen. (Det er også et greb, Bjørn Isak mestrer. Det tager nogle gange lidt tid at finde ud af, hvor personerne er i deres liv, og hvordan relationerne hænger sammen. Ikke så sært, når de nu selv har så svært ved at finde ud af det). Men det viser sig, at de to er voksne, i hvert fald numerisk set. Der har både været parcelhus og skilsmisse indover. Novellen giver anledning til at fundere over, hvad frihed egentlig er. Og så motiverer den til at (gen)læse Erlend Loes ”Doppler”. 

Og så er det helt omkostningsfrit og etisk forsvarligt at forske i fiktive personers motiver og baggrunde for at tænke og handle, som de gør. Bjørn Isak er klog på mennesker, han er opfindsom og uhyre bevidst om sit sprog. Det kunne være interessant med en kortroman fra hans hånd, for man kan godt blive lidt stakåndet af de mange, oftest meget korte noveller. Bare 100 sider om et stykke af nogle få menneskers vej henimod eller væk fra sig selv og hinanden.

onsdag den 21. april 2021

Forskellighed i sammenslutning

Lisbeth Tolstrup m.fl.: ”Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårn”, Forlaget på Tredje 2021, 88 sider, 120 kr.

Af Egil Hvid-Olsen. 


I et afsluttende kapitel i ”Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårn” giver Lisbeth Tolstrup et historisk rids over kunstnersammenslutningernes udvikling.

I 1701 opstod den første danske kunstnersammenslutning, der bestod af en flok unge kunstmalere, som var tilknyttet hoffet, men gerne ville nå ud til et bredere publikum. Siden er der kommet en række sammenslutninger til. De er opstået på baggrund af forskellige behov. Mange eksisterer ikke længere, mens andre har adskillige årtier på bagen. En af de nyere kunstnersammenslutninger er ”Det Blå Tårn”, som blev stiftet i 2018 med maleren Poul Esting som initiativtager. ”Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårn” præsenterer de 18 tilknyttede kunstnere.

En vidtforgrenet sammenslutning

Størstedelen af sammenslutningens kunstnere har rødder på Lolland-Falster, men deres værker har meget forskellige udtryk. Mange maler, andre arbejder med grafik, fotografi eller papir. Nogle er skulptører og der er også en enkelt billedhugger imellem de 18. Gruppen har tilmed sin egen kunstformidler i Christina Marstrand, som er tidligere operasanger ved Det Kongelige Teater og cand.mag. i kunsthistorie, hvilket har gjort det oplagt for hende at undersøge spændingsfeltet mellem musik og billedkunst. Marstrand inddrager også litteraturen i sine undersøgelser. Hen mod slutningen af bogen er der således et fint og informativt kapitel af Marstrand, der handler om August Strindberg, som både skrev, malede og spillede. Strukturen på bogens indbinding har Lars Pryds, der også er en af sammenslutningens medlemmer, lånt fra Strindbergs maleri ”Uvejr i Skærgården” (1892), der er gengivet i miniature i Marstrands kapitel. (S. 82).

Når Marstrand har skrevet et kapitel om Strindberg i denne bog skyldes det, at Strindbergs sidste bolig kaldtes ”Det Blå Tårn”, hvilket igen har givet navn til kunstnersammenslutningen. Derfor forestiller sammenslutningens logo, der er tegnet af Lars Pryds, da også dette tårn. Pryds er repræsenteret i bogen med 10 collager, malerier og tegninger (nogle værker i en sammenblanding af disse teknikker).

Kvindekroppe gennem tiden og fotografier i lag

I en tid, hvor mange kvinder finder det nødvendigt at pynte på deres kroppe med implantater og botox, er det befriende at se nogle eksempler på Anne Gyrite Schütts serie ”Bodyencounter” (s. 62), hvor gengivelser af moderne kvindekroppe stilles overfor eksempler på kvindekroppe fra andre tider i kunsthistorien. Schütt vælger ikke moderne kroppe, der bærer præg af plastikkirurgiske indgreb, men derimod kroppe, der bryder med perfekthedskulturen. Se billedet: "Bodyencounter IV" af Anne Gyrite Schütt.

Jesper Art Hyllemose behandler fotografier, der lægges over hinanden i flere lag, så det giver et antydningsmæssigt, drømmende udtryk.

De skrøbelige streger under tommeltotten

Præsentationen af Thorkild Havmøller følges af et citat af grafikeren Jes Fomsgaard. Havmøller arbejder da også med grafik, og af de gengivne værker er inspirationen fra Fomsgaard særlig tydelig i xerolithografiet ”Uden titel” (s. 18). Her synes der også at være inspiration fra renæssancen i både farve og motivvalg. En flok mennesker står tæt sammen, bærende på to livløse skikkelser. Et slags dobbelt pietàmotiv.

I andre værker leger Thorkild Havmøller med modsætningen mellem de tynde, antydende streger, og det tykke aftryk, der truer med helt at fjerne fokus fra det antydede. For eksempel er der gengivet en tegning af en kvinde, der holder et fad i strakte arme, men i midten af billedet er der placeret et kolossalt fingeraftryk i brunt, så det spinkle baggrundsmotiv synes at forsvinde. (s. 19).

Kors med håndtryk og en sfinx i vand til halsen

Der er helt anderledes farvestyrke i Stig Weyes fabulerende malerier. Et af hans yndlingsmotiver er korset, men ikke to værker med dette motiv er ens. Weye formår altid at fremdrage noget nyt. Således også i ”Credo”, hvor der er sat et aftryk af en hånd, dér hvor den korsfæstedes hjerte har befundet sig. (s. 77).

Denis Virlogeux kombinerer det realistiske med det drømmende. Særlig fascinerende er maleriet ”Højvande”, som viser en slags kvindelig sfinx, der står i vand til halsen (s. 73). Se billedet: "Højvande" af Denis Virlogeux.

Henrik Skorá maler, så man får en fornemmelse af, at man ser på en glasmosaik. Noget er mere abstrakt end andet, men i ”Romersk forår” kan man genkende Peterskirkens kuppel i stiliseret udgave samt nogle af broerne over Tiberen. (S. 64).

Sådan kunne man blive ved, men det er betragtelig mere interessant at se selve værkerne end at læse en beskrivelse af dem. Så denne anmeldelse må slutte med en opfordring til at få fingre i bogen og selv nyde gengivelserne af de mange og vidt forskellige værker.

søndag den 18. april 2021

Tilstanden Svalbard

Eva Botofte

Permafrost – Fortællinger fra et yderpunkt
Forlaget Vild Maskine, 2019, 166 sider

Af Erik Kock

”Hun har tabt sit ben.”

Sådan indledes den første fortælling i denne bog. Så er vi ligesom i gang. Den lakoniske konstatering og sprogets direkte vej til kroppen slipper os herefter på intet tidspunkt gennem de 25 fortællinger fra de frysende liv på Svalbard yderst mod nord.

Botoftes sproglige metodes koncentrerede scener og forstørrede øjeblikke er ikke til hinder for at fremmane de faktorer, bevæggrunde og mønstre som præger et helt liv. Tværtimod. Og det virker som om menneskene på deres korte eller lange, frivillige eller ufrivillige ophold her halvvejs mellem Norge og Nordpolen ikke kan skildres anderledes. Pigen der har tabt sin benprotese mens hun hopper i sjippetov sammen med veninderne, er karakteristisk nok for stædig og stærk til at lade benstumpen dirigere sit liv:

”Det er svært at lande på ét ben uden at miste balancen og falde ned på den hårde jord. Det gør ondt. Hun har lyst til at græde, men hun gør det ikke. De andre skal ikke få den idé at hun er handicappet.”

Stilhedens samklang

Bogens korte sætninger skaber meget ofte deres egen stilhed som er i samklang med stedet, selv når en sygeplejerske sidder på en larmende snescooter:

”Under hende er der kun maskinen. Det er den, der binder hende til den hvide flade af sne og intethed. Sammen er de kontrolleret energi. Det blæser gennem kraniet. Fra nordvest. Sneen kommer vandret imod hende og er så sej, at hun næsten kan tygge den. Heldigvis er sneen steril heroppe. Lidt endnu i hvert fald. Det er svært at tyde himlen, måske vil solen alligevel ikke være der, når hun når helt op over bræen. Sten og ujævnheder får scooteren til at slingre og skride ud i det nye snelag. De små, spidse ryk er elektriske stød gennem kroppen. Landskabet er et hjertekardiogram.”

Personerne optræder uden navne. Kun på den måde kan man blive så meget en del af landskabet som tilfældet er og samtidig være fjernet fra det; disse personer er menneskelige – alt for menneskelige, fristes man til at sige. Men det ville være løgn. De er os. De er fanget her, deres billeder fryser, ingen har forrang når man stilles op mod permafrosten, også den eksistentielle. 

Livet i ”Permafrost” er som en række isterninger, der besidder denne klæbende kulde, men samtidig afgiver en massiv skønhed hvis de holdes op mod lyset i en bestemt vinkel. Botofte er meget karrig med lyspunkterne, og selv om forlaget på sin hjemmeside bruger glosen ”dystopisk” om bogens tematisering, skal man ikke lade sig narre. De revner og sprækker der opstår og forsvinder i landskabet, er genklange af menneskelivet. Man kan da godt kalde fremstillingen af denne arktiske særverden dystopisk, man kunne også kalde skildringerne klarsynede og realistiske: Det er sådan det er, det er sådan vi er.

Ingen smagssag

Denne anmelder mener ikke at det kan være en smagssag hvad man mener om verden når vi taler om litteratur. Mens vi læser os gennem en bog som denne, gennemgår vi et antal stemninger og dybdereaktioner som et kunstværk kan foranstalte, og kunst diskuterer man ikke med. Vi bliver foreholdt en verden som vi må tage som den er, indtil vi lukker bogen igen. 

Ikke mindst i de fortællinger hvor den menneskelige krop dirigerer tilværelsen eller selv bliver dirigeret med, kastes vi rundt i vores egen suppedas af følelser og fornemmelser. Gennem voldtægt, mord, incest, forelskelse og uskyldsren længsel får læseren testet sin blufærdighed, ja, sågar sin moral og etik: Hvis jeg kommer til at læse bogen med fornøjelse og i ét stræk, hvad siger det så om mig? Man bliver klædt af som person i takt med at personernes tøj flås af, kropsåbninger fyldes ud og gråden skriger én i øret. Så meget skruestik er der til stede her. Sproget opnår sin egen særlige nøgenhed, og læseren mærker kulden, permafrosten; men også den kærlighed og den magi som scenerierne og de gyldne øjeblikke kan levere.

Fortællingen ”Opløsning” (hvis titel som flere andre er dobbelttydig) er et eksempel på hvordan man f.eks. kan gå fra en ren registrering af kaos i en gammel, forladt fangsthytte til i ét hug at få panoreringen til at blive til scener og blive hensat til en film der – for denne anmelders vedkommende – kunne være lavet af russeren Andrei Tarkovskij:

”Han ser ind i et hjem, der ikke er intimt og hyggeligt, men en gåde, som han ikke er i stand til at løse. Han vender sig og ser i spejlet sig selv stå foran de to billeder. Han står midt mellem rammerne, der som to vinduer reflekterer andre tillukkede åbninger. Spejlbilledet bevæger sig frem og tilbage mellem uvirkelige og diffuse rum. Han har svært ved at trække sit eget billede ud af billedet og tilbage til den virkelighed, som han troede, han befandt sig i. Tiden er gennemsigtig, og kulissens anatomi stemmer ikke. Han står på en scene, hvor både lyset og mørket spejler sig.”

De konkrete billeddannelser

Og nu vi er ved de konkrete billeddannelser: Bogens ni tuschtegninger er gjort af forfatteren som altså også er billedkunstner. Billederne væver sig fremragende ind i bogen som en understregning af det sort-hvide univers hvor alt synes belyst, men alligevel henligger i et eget mørke. Mange af scenerne og de intenst beskrevne hændelser blotlægges således ikke fuldstændig, men antydes i hårde klip. Det er ikke blufærdighed fra forfatterens side, det er fortrængningens realisme der er på spil. Som det f.eks. sker for førnævnte sygeplejerske på snescooteren da hun standser, og hvor det ligger lige for at tolke erindringens veje og vildveje ind i dette scenarie:

”Hun står af scooteren og ser ned i hullet af kantede klippeblokke, der næsten er dækket af sne. Den akromatiske verden gør hende rolig. Her er alt sort-hvidt eller midtimellem. Asfalt, sne, vintermørke, kulbjerge. Ingen røde nuancer, der minder hende om åbne sår, indre organer og hjernens lyserøde snoninger.”

Lokaliteten Svalbard kombineret med det standende fokus på klimaet kunne måske foranledige en anden forfatter til endnu engang at diskutere verdens undergang og polernes nedsmeltning. Det sker ikke her. Problemstillingen udgør højst en form for vagt bagtæppe; det er menneskenes fald ned i spalterne af eksistensen der er i centrum. Menneskets egen undergang i kamp med og mod sin egen natur er denne bogs motor.

I bogens sidste fortælling møder vi en mand der kæmper for at få tag i virkeligheden:

”Gennem byen følger han den asfalterede vej der er krakeleret af den første frost. Igennem de fine lodrette revner ser han permafrosten skinne som sort glas. Der er noget gotisk over asfaltens filigran, tænker han. Det er landskabets gestus. Herfra kan han ikke længere se verden, men jorden er så hård, at stedet ikke egner sig til døden. Han strejfer blot skorpen. Her varer livet et minut. Husene er farvestrålende kuber, der kanter sig ind foran hans blik. De stikker ud af jorden som de rustne jerndragere og kabelbanens streger på himlen, der trods alt forbinder ham med tiden.”

”Permafrost” er smuk, og den er grum. Men ikke mere end livet selv. Hvis man føler rigtigt efter. Og det gør Eva Botofte, og hun gør det med intens sproglig bevidsthed og prægnans. Det er fremragende.

Jeg kunne have præsenteret meget mere fra en verden af ensomhed, svindel, dødsulykker, fortielser, stormagtsambitioner i Arktis, absurditeter, løgne og naturens storhed. Læs den hellere selv. Men pas på. Noget af personernes mørke vil følge dig længere end du måske har lyst til. Næste gang du kigger op, kan du være på Svalbard. Dit eget.


onsdag den 7. april 2021

Mennesker i fængsel

Dorte Kvist i samarbejde med Carl & Ingeborg Lomholt: ”Det er jo mennesker. Skæbner fra fængslet”, Eksistensen 2018, 152 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Et gabende kedeligt fotografi af en fængselscelle skæmmer forsiden af bogen ”Det er jo mennesker. Skæbner fra fængslet”, der er skrevet af Dorte Kvist i samarbejde med Carl og Ingeborg Lomholt. Med den forside orker man næsten ikke at påbegynde læsningen. Man skal dog ikke vende mange sider, før det viser sig, hvor velvalgt det trøstesløse forsidefoto er. Carl Lomholt var præst i Horsens Statsfængsel i 25 år, og hans kone Ingeborg var organist i fængselskirken. Med henholdsvis teologiens og musikkens midler forsøgte de at fjerne noget af den trøstesløshed, der prægede fængselslivet. Det var – og er – der hårdt brug for. Hen mod slutningen af bogen konstaterer Carl Lomholt: ”Så længe, vi har sådanne institutioner og bliver ved med at bygge nye og endnu mere lukkede og sikre fængsler, bliver det […] desto mere nødvendigt at sætte de bedst mulige kræfter ind på at hjælpe de indsatte til at overleve fangenskabet uden at tage ubodelig skade på krop og sjæl.” (s. 147). Dette siger han ikke for at underkende følgerne af de forbrydelser, de indsatte har begået, og den smerte, de har påført deres ofre. Han siger det, fordi et moderne, velfungerende samfund må reflektere over, hvad hensigten er med at fængsle mennesker. Er det alene for at straffe og skaffe folk af vejen, eller er det for at skabe et endnu bedre samfund, hvor de, der har begået kriminalitet, får den nødvendige støtte til at blive lovlydige borgere, som efter deres løsladelse gør samfundet gavn og undlader at skabe nye ofre? Går det imod den så ofte nævnte ”retfærdighedsfølelse”, at kriminelle får muligheden for at få et godt liv efter udstået straf? I det første tilfælde – altså hvis straffen skal isolere de indsatte mest effektivt - fungerer det nuværende fængselsvæsen ganske glimrende, godt hjulpet på vej af en række politikere, der konstant vil skærpe straffene. Men i det andet tilfælde – hvor hensigten er at hjælpe de indsatte med at kunne indgå i et liv uden kriminalitet - er succesraten alt andet end imponerende. I et samfund, hvor der tales så meget om personlige kompetencer, der kan bruges i konkurrencestaten for at skabe øget vækst, er det alt andet end rentabelt at lade de indsatte synke ned i desperation, håbløshed og selvforagt. Noget andet er, at det også er beskæmmende for et samfund, der gør sig til af at værne om den enkelte borger.

Instrumentbyggeren, broderikunstneren og jægersoldaten

Ingeborg og Carl Lomholt fortæller om en række indsatte og deres skæbne. Der berettes om en mand, der lærte sig at bygge strengeinstrumenter i fængslet. Da hans første cello var færdig, blev den indviet ved en koncert i fængselskirken.

Ligeledes fortælles der om Dan Kristensen, som voksede op under hårde og kærlighedsløse vilkår. Livet igennem flyttede han ind og ud af fængslet. Under en længere afsoning blev han grebet af at brodere, men det var først på sine gamle dage, at hans særlige evne til at lave broderier fra bunden af blev opdaget og anerkendt, og det af en broderikunstner fra Canada. Gennem brevveksling fik de to et nært forhold, hvilket dette citat anskueliggør: ”Kærer, kærer fru Marie, selv om vi kun har set hinanden én gang, er De som en søster for mig. Jeg er så glad ved at kende dem. De har givet mig noget, som jeg slet ikke troede, jeg skulle få. Nu, hvor livsaften er ved at melde sig, finder man glæden ved selve livet … Jeg kan ikke finde de rette ord, men kan kun sige tak.” (s. 115).

Bogens undertitel, ”Skæbner fra fængslet”, afslører, at der er mange flere af den slags fortællinger, men de gengives ikke kun af lyst. Ofte knyttes der en kommentar til, som sætter et overordnet perspektiv på den enkelte indsattes liv og andre i samme situation. Efter fortællingen om en tidligere jægersoldat, der flygtede på en spektakulær måde fra fængslet, da hans kæreste skulle føde deres første barn, oplyses det, at flugt fra et fængsel først blev strafbart i 2002. Indtil da genoptog den indsatte blot sin afsoning, når han eller hun vendte tilbage til fængslet.

Selvom et fængsel er bygget for at holde de indsatte indenfor murene, skal der være … ”en ganske lille mulighed for, at et menneske kan undvige fra et fængsel, hvis man har mod og held dertil – ellers får man klaustrofobi.” (s. 81). Citatet stammer fra en tidligere overvagtmester ved fængslet i Horsens. Hvis dette er korrekt, udgør de nye lukkede anstalter endnu en mental udfordring for de indsatte. Herfra er det umuligt at flygte. Den lille forskel på næsten umuligt og komplet umuligt kan være afgørende for dem, der skal tilbringe årevis inde bag murene, og som tidligere kunne gøre sig håb om, at en springtur lod sig gøre, men som nu må opgive forsøget på forhånd. For nogle kan dette betyde, at der er endnu mindre at leve videre for.

Mennesket før gerningen

Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med mordere, voldtægtsforbrydere, børnemishandlere, berigelseskriminelle, smuglere og så videre? Det korte svar er: Fordi de også er mennesker. Carl Lomholt uddyber: ”En grundsætning hos Luther lyder: En god mand gør gode gerninger, men gode gerninger gør ikke en god mand. På samme måde gør onde gerninger heller ikke en ond mand. Du er menneske forud for gerningen og på trods af gerningen, altid menneske først. Og der er virkelig meget andet end det mest negative at sige om et menneske, som er blevet dømt, der er meget andet at huske ham for – sikkert også meget godt.” (s. 59). Når talen falder på kriminelle, har man en tendens til at sætte lighedstegn mellem gerning og menneske. Men en indsat er langt mere end den gerning, han er fængslet for. Det viste sig for eksempel under den tidligere nævnte koncert i fængselskirken, hvor instrumentbyggeren Rickys cello havde sin debut: ”Kirken var fyldt med indsatte og enkelte fra fængslets ledelse. Også Rickys gamle mor og hans søn med familie havde fået lov til at deltage i koncerten for klaver og cello med musik af Bizet, Bach og Beatles. Rickey var stolt og bevæget, da klapsalverne lød, og hans mor fældede en tåre.” (s. 120).

Ved at se på mennesket bag forbrydelsen gør Ingeborg og Carl Lomholt det klart for læseren, hvor invaliderende det er enten at være tidligere straffet, eller at være i familie med en indsat. De forklarer, at ægtefæller og børn ofte lyver om familiemedlemmets fængsling, fordi det er skamfuldt. Når sandheden ikke kan holdes skjult, oplever mange at blive frosset ud af de kredse, de normalt færdes i. Nogle bliver ligefrem nødt til at flytte. Dette er naturligvis ikke med til at styrke forholdet mellem den indsatte og familien, ligesom det øger den indsattes dårlige samvittighed og manglende selvværd. I de tilfælde, hvor fængselsopholdet medfører, at den indsattes familie opløses, har vedkommende endnu mindre at vende tilbage til efter endt soning, og da er det svært at undgå fornyet kriminalitet. Et af de spørgsmål, ”Det er jo mennesker” stiller, er, om indsatte ikke bør anskues som folk, der i langt højere grad har brug for en massiv indsats for at komme på rette vej, end den udsigtsløse placering bag murene, som et fængselsophold typisk udgør i dag. Det er iøjnefaldende, at indsatte i retspsykiatriske afdelinger behandles anderledes og langt mere omsorgsfuldt og værdigt, end indsatte i de øvrige fængsler. Dette skyldes, at de retspsykiatriske indsatte anses for at være patienter. Det giver naturligvis ikke mening at sygeliggøre almindelige mennesker, der enten har båret sig dumt og forkasteligt ad eller handlet i affekt, men i højere grad at gøre en indsats for, at de ikke begår lignende dumheder, vil i sidste ende komme både ofre, forbrydere og de kriminelles familier til gode. I bund og grund er det et spørgsmål om at se mennesket bag forbryderen; at fokusere på manden i stedet for gerningen.

Således udgør ”Det er jo mennesker. Skæbner fra fængslet” en vægtig kommentar til vore dages retspolitiske debat. Det er ikke bogens ærinde at opstille alternativer til den gældende praksis indenfor fængselsvæsenet, men den påpeger nogle alvorlige problemer ved tingenes tilstand og den evindelige påstand om, at strengere straffe er det eneste rigtige.

onsdag den 31. marts 2021

Glæde på lærred

Ole Lindboe: ”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet”, Forlaget Jelling 2005, 160 sider, 299 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet” er en bog, man bliver glad af at kigge i. Selvom den autodidakte kunstmaler, Knud Nielsen, i begyndelsen af sit virke gjorde brug af en del jordfarver, blev resultatet ofte livfuldt. Siden kom de kraftige farver til, og så er det altså svært ikke at lade glæden på lærredet smitte af på humøret. Nogle gange bliver det ganske vist en glæde på trods, som i maleriet ”11. september 2001” fra 2002, hvis motiv er genkendeligt med en flyvemaskine, der har kurs mod to høje tårne. Her udtrykker Nielsen livets protest mod død og ødelæggelse. Malet på baggrund af den markante livsglæde, der præger hans lærreder, bliver terrorangrebets vanvittige grusomhed endnu tydeligere.

Nielsen udviklede sig til en abstrakt maler, hvis motiver det kan være svært at få hold på; men det vigtigste er nok ikke motivet. Det er derimod farvesætningen, som taler sit eget almenmenneskelige sprog. Og farve er der nok af. Nielsen sparede hverken på kulørernes styrke eller på malingen. Hans lærreder trænger sig på og insisterer på at blive set. De fungerer som en hofnar, der bryder ind i den grå hverdag med en lystig kommentar. Ole Lindboe forklarer det på denne måde: ”For en maler som Knud Nielsen er maleri en form for stof. Farverne er selve stofligheden. Og stofligheden er lige præcis det, der får maleriet til at leve. Sådan har han ofte forklaret maleriet. Og ser man nærmere på hans billeder, er der slet ingen tvivl. Farverne er den energi, der får billedet til at løfte sig op i det svimle. Farverne er selve billedets sanselighed. Cezanne forklarede det samme med disse ord: Farven er Guds kød.” (s. 62). Selv har Knud Nielsen udtalt: ”Det er billedkunstens fornemste opgave at frisætte fantasien.” (s. 132). Alene af den grund er ”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet” med sine mange gengivelser af kunstnerens værker værd at stifte bekendtskab med.

Nielsens liv og værk

Selvom Ole Lindboe indleder såvel som afslutter bogen lige lovlig pompøst, redegør han sobert for Knud Nielsens liv og karriere. Den unge Knud startede som maskinlærling, men trivedes bestemt ikke. Om aftenen trøstede han sig med at male, men det var ikke tilstrækkeligt i længden. Derfor sagde han sin plads op og tog siden forskellige jobs, blandt andet som arbejdsmand på en ligkistefabrik. Snart efter fik han ansættelse hos en barber af hvem han lærte faget. Samtidig skelede han til den såkaldte barbermaler, John Christensen, som malede og tegnede, når der ikke var kunder i butikken. Denne arbejdsfordeling lurede Knud Nielsen af, så da han havde fået lærebrev, købte han en salon, hvor han fungerede som frisør en del af dagen, og brugte de øvrige timer på at male. I krigsårene begyndte han så småt at sælge sine malerier, og den 5. maj 1945 åbnede hans første separatudstilling. Grundet frihedsbudskabet var der ingen, der kiggede indenfor i galleriet, men det gjorde ikke noget, for besættelsestiden var slut og alle var glade. Kunder kom der da også senere, og Nielsen blev fuldtidskunstner.

Knud Nielsen var inspireret af Edward Weie og Jens Søndergaard, men ændrede lidt efter lidt stil fra det konkrete til det abstrakte maleri. Ændringen forklarer kunstneren på denne måde: ”Jeg brød med flademaleriet, fordi jeg havde trang til flertydigheden. Jeg opdagede glæden ved at lade associationerne strømme, lade mig gribe af det, der skete lige nu. Hvem kender sig selv om to minutter? Det er som jazzmusikeren, der har et tema, men lever i improvisationen og skaber noget helt nyt. Det er denne stadige selvprovokation, der får billederne til at leve, og som gør, at jeg overhovedet kan blive ved.” (s. 98).

Nielsen omgikkes de danske medlemmer af COBRA, men ønskede ikke selv at blive en del af gruppen, selvom han stilmæssigt lå ganske tæt op af dens medlemmer. På den måde fremstod han både som en ener og som del af en helhed. At han ikke var bange for at gå egne veje viser det faktum, at han i 1976 flyttede fra København til den lille by Vindelev tæt på Jelling. Her drev han og hans hustru et kombineret kro- og kulturcenter, hvor de besøgende kunne bese både hans egen og andres kunst.

Stadig på lager

Da jeg kontaktede Forlaget Jelling og tilbød at anmelde ”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet”, troede jeg, at der var tale om en nyudgivelse. Siden fik jeg bogen i hånden og konstaterede, at den udkom i 2005, tre år inden Knud Nielsens død. Men selvom bogens hovedperson er død, lever hans malerier videre i både offentlige og private samlinger. Det vil de givet blive ved med i mange år, for hvem vil ikke gerne have en dosis daglig glæde på lærred?

Har man lyst til at kigge i og læse bogen, kan jeg hilse fra forlaget og sige, at de stadig har et par kasser liggende.


onsdag den 24. marts 2021

Hvor parkerer man en gås?

 Allan Lillelund: ”Nedslag”, Forlaget Silkefyret 2021, 154 sider, 250 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Allan Lillelunds novellesamling er ikke en bog, man skal læse, men jeg er ret sikker på, at man ikke fortryder det, hvis man gør det.

Der er både drama, humor og indføling i de 12 fortællinger. Bagsideteksten afslører, at ”Nedslag er en undersøgelse af mennesket, når det falder. Allan Lillelund undersøger mennesket i ekstremerne og før og efter de fatale valg, der vender verden på hovedet.” Dog er der forskel på alvoren af de beskrevne valg. En kvinde forsøger at få sin mand til at ækles ved hende, hvilket naturligvis ikke gavner deres ægteskab, men den systematiske nedslagtning af en busfuld passagerer er dog langt mere alvorlig. Og så er der alle novellerne imellem. Om manden, der opsøger en prostitueret, men bliver så usikker på sig selv og situationen, at han ender splitternøgen udenfor hendes dør. Om en alenemor med en særpræget interesse for ællinger. Om manden, der bruger en skumbanan til at forsone sig med sin far, der i årevis har svigtet ham. Om parret, der bruger 14.000 kr. på to norske skovkatte, men erfarer, at elektriske negleklippere ikke er anbefalelsesværdige.

Læsning på kanten af stolen

Novellerne bevæger sig mellem det eksistentielt alvorlige og grotesk morsomme. Nogle hælder mest til den ene side, andre til den anden. Under alle omstændigheder har Lillelund en sans for at skære sin historie til, så den på forbløffende få sider får læseren ud på kanten af stolen. Man forvirres, undres, forskrækkes, underholdes, berøres, og snart er novellen slut, men til alt held følger der en mere. Når den tolvte og sidste er læst, føles det naturligt at stoppe. Der er brug for en pause, for selvom det er morsomt, er det også barskt. 

Ikke alle karakterer er lige sympatiske. Nogle er temmelig svære at holde af, for eksempel faderen, der smadrer de fisk, han fanger – vistnok for at hærde sønnen. Andre er noget lettere at holde af, som den psykisk syge, der mangler et sted at parkere sin gås.

Oplagt at genlæse

Bogen er hurtigt læst, og måske også hurtigt glemt, fordi novellerne næsten slutter, før de er begyndt. Men pyt! Så kan man jo bare læse samlingen igen. Jeg kunne i hvert fald godt finde på at tage den ned fra hylden om et års tid og på ny stifte bekendtskab med de spøjse og alligevel ret genkendelige karakterer i ”Nedslag”.


søndag den 21. marts 2021

Glemmebog, huskebog

Krigen varede længere end de fem forbandede år. Kampene fortsatte

Niels Johansen
Hjerter taler samme sprog. En collage
Forlaget Historia 2021

Af Carina Wøhlk
Den må ikke gå i glemmebogen. Besættelsestiden. Og derfor har salmedigter, pastor emeritus og forfatter Niels Johansen sat sig for at skrive huskebøger. Den nyeste i rækken er romanen Hjerter taler samme sprog. Som det hedder i forlaget Historias pressemeddelelse i anledning af udgivelsen: Fordi viden om netop den historie er mere relevant i dag end nogensinde…   

Bogen handler om besættelsen af Danmark og efterkrigstidens traumer og tragedier. Dens ærinde er at vise, at krigen varede længere end de fem forbandede år. Kampene fortsatte. Og kamparenaerne var ikke mindst de hjerter, som titlen hentyder til.  

Forfatteren bag bogen er en produktiv herre. Han har blandt andet skrevet børnebøger, erindringsbøger, salmesamlinger og flere andre romaner, der kredser omkring besættelsestiden og dens betydning. Hjerter taler samme sprog er den selvstændige fortsættelse af Du ved det nok, mit hjerte fra 2019. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men det giver mening med en samlet læseoplevelse.

Formen er ganske elegant. Niels Johansen skriver om journalisten Anna, der skriver om og med Johannes, der som ung havde en forfatter i maven. Før (i Du ved det nok, mit hjerte) skrev han om sin elskede hustru Smilla. Nu er det storesøster Petra og hendes familiehistorie, der kalder på at blive fortalt. Bogen er et litterært kinesisk æskesystem. Eller som forfatteren selv kalder det for i undertitlen – en collage.

Kærlighedserklæringen

I Du ved det nok, mit hjerte følger læseren den pensionerede boghandler og tidligere modstandsmand Johannes, der kontaktes af journalisten Anna. Hun vil gerne tale med ham om hans bedrifter i besættelsestiden. Som handlingen skrider frem, står det mere og mere klart, at beskrivelsen af den gamle mand, der sidder i sin stue og henter erindringsglimt frem, bliver til mere end et interview i et lokalblad: Beskrivelsen glider over i den bog, læseren sidder med i hænderne – og som Johannes er ophavsmand til, ikke Anna. Den bliver en kærlighedserklæring til den kvinde, som animerede Johannes til at gå ind i modstandskampen.

Arvens betydning

Den selvstændige toer, Hjerter taler samme sprog, udfolder den mentale og litterære arv, der skal forvaltes efter Johannes´ død. Der er fortællinger, der presser sig på. Om ham, der taber kampen mod krigstidens dæmoner. Om hende, der giver sig hen til en tysk soldat og må opgive kærlighedsfrugterne. Om ”tyskertøsens” børn, der adopteres bort og må slås for at finde deres ben i en udfordrende efterkrigstid. Om hende, der mønstrede et nærmest overmenneskeligt mod under modstandskampen og siden dør en voldelig død i et sidste slag for en bedre verden.  Journalisten Anna bliver den, der skal løfte arven og samle fortællingstrådene, og undervejs kommer hun til at reflektere over sin egen rolle som mor, ægtefælle og kristent menneske. Hvilke værdier har hun selv at give videre til næste generation?    

Midt i skildringen af mennesker, der på hver deres måde forsøger at byde det onde trods, optræder Gud og kirken: Det er i troen på Gud, de kæmpende og de kamptrætte finder trøst. Og det er ham, de må overlade tilgivelsen til, når de konfronteres med det utilgivelige. Kirken er mere end en bunke mursten. Den er et åndeligt mødested, hvor modet holdes oppe under kampen og hvor sejren kan fejres med glæde. Den er et sikkert helle, der giver mulighed for at slikke de krigssår, som tiden ikke læger.          

I Hjerter taler samme sprog siger hovedpersonen Anna om Johannes, at han ”skrev til hjertet” (se side 45). Det samme kan siges om forfatteren selv. Og så er det jo heldigt, at titlen har ret. Hjerter taler samme sprog. Der er ingen oversættelse nødig. Budskabet er til at forstå. Besættelsestiden må aldrig gå i glemmebogen. Vær årvågen og på vagt i forhold til strømninger i tiden, der henleder tanken på det, der skete under 2. Verdenskrig. Husk det nu.