Énogfyrre ting
Forlaget Ekbatana
Af Anne Rye Andersson
Carsten René Nielsen digtsamling Énogfyrre ting er en kakofoni af herlige mærkværdigheder. Bag sig har han et forfatterskab, der vidner om en skæv forfatterpersonlighed: at gennemtrænge det almindelige og nærmest transcendere det til noget ophøjet, er et greb forfatteren ynder at bruge, og det virker. Det mærkværdige går igennem forfatterskabet som en rød tråd, og i denne digtsamling finder forfatteren det tunge skyts frem i form af uhyrlige finurligheder og yderst velskrevet prosa.
Ènogfyrre ting er som titlen betegner en digtsamling om netop énogfyrre ting. Måske rettere defineret som et slags tema i sig selv, snarere end en opregning. I de fleste af digtene fremstår netop tingen som omdrejningspunkt. I selve digtet eller tanker, der er deriveret fra denne ting. Som f.eks. i ”Tæppe”:
”Han spurgte til stjernebillederne over mine tænder, ville gerne vide, hvad meningen var med samtalebrysterne og porcelænsskinkerne. Jeg havde ellers forklaret ham, at nok er metaforer uundgåelige, men det betyder ikke, at man skal løfte op i et hjørne for at se, om der er fejet noget ind under tæppet. Man skal lade metaforen ligge, for hvis man kigger ind under den, er det helt ligesom med tæpper: Der er aldrig fejet noget ind under dem. Under metaforen er der bare et gulv. Det er så indlysende, at selv han burde kunne se det, den spade.”
Eller her i”Boksehandsker”:
”Både brud og brudgom, begge stadig iført boksehandsker, bliver fotograferet med næseblod og sæbeøjne. Så godt de nu kan, med deres flækkede læber, prøver de at smile. Det er trods alt en vigtig dag i et menneskes liv, bryllupsdagen. Da de skærer kagen for, hvilket er rigtigt svært med boksehandsker, gør de da også deres bedste for ikke at bløde på kagen. ”Jeg synes, det er så flot, så lidt blod du har fået på kjolen,” siger én af brudens veninder, da hun ude på toilettet hjælper med at fjerne vattamponerne fra hendes næse. ”Er den brakked?” spørger bruden, håbefuldt.”
Det usandsynlige, det mærkværdige, det vanvittige, det humoristiske møder det almindelige, og det bliver æstetisk tilfredsstillende, absurde sproglige skikkelse, som digtet er. At lave stor poesi ud af en tøjklemme! Det er sådan noget Carsten René Nielsen opnår i disse tekster.
Tankeeksperimentarium
Som læser bjergtages jeg af forfatterens tankerækker, et tankeeksperimentarium. Som om mine hjerne får vist nye veje, den aldrig selv ville have troet var mulige. Kombinationer, der virker forrykte, er pludselig i dyb samklang og harmoni, og jeg undres. Hvorfor har jeg aldrig tænkt på det?
Formen i digtsamlingen er kortprosa, og det klæder de små anekdoter godt. Der er lige akkurat nok plads til at blive nysgerrig, årvågen, undrende og slet og ret underholdt.
Humor er en stærk spiller i digtsamlingen, der ætser sig ind i værket, gennemvæder det, ironien, det absurde, det vil noget, det kan noget, det gør noget ved læseren, og det er nok værkets største force. Det har noget på hjerte, dette ikke sagt i nogen kvalm betydning. Det er langt fra at være en kliché, det er alt andet.
Temaerne udgår som nævnt fra de énogfyrre ting, der er rammesætningen om dette værk. Det være sig kvinder og begær (digtet Sardindåse), skam i en social kontekst (digtet Tøjklemmen), sex (digtet Sofa), ægteskabets udfordringer (Boksehandsker), hvis man ser værket på en fragmenteret måde. Som helhed er Carsten René Nielsens bog dybest set en urealistisk skildring af livet, men er livet da ikke også urealistisk?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar