Magtens mytologier

Jakob Brønnum: ”Fortællinger fra undergrunden”
Forlaget Nemo 2016, 146 sider, 149 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.
Jakob Brønnums novellesamling ”Fortællinger fra undergrunden” er en beskeden sag i lille format med hvidt bind. Forsiden er kun forsynet med en minimal illustration, forfatternavn og titel. Den prunkløse præsentation til trods er der noget hemmelighedsfuldt og dragende ved bogen, der tilmed ligger godt i hånden. Det særlige format giver lyst til at undersøge, hvad det er for nogle fortællinger, den lille, næsten mystiske udgivelse rummer. Ved et hurtigt kig i indholdsfortegnelsen kan man konstatere, at læseren tilbydes syv noveller af varierende længde. Allerede i den første slås det mest gennemgående tema fast: Magt og misbrug af samme.

”Hjulets opfinder” er en fabel med konnotationer til den gammeltestamentlige myte om Kain og Abel. Her slår den ene dog ikke den anden ihjel, men begge gør, hvad der står i deres magt for at dræbe den andens livsglæde. Der er stor opfindsomhed og vækst i deres indbyrdes had og konkurrence. Men man sidder og overvejer, om de ikke var nået længere, hvis de havde valgt at samarbejde i stedet for at konkurrere.

Bogens længste novelle, ”Josef i hullet”, lader Josef K. fra Franz Kafkas ”Processen” genopstå og indgå i et nyt, bureaukratisk samfund. Josef K. er lykkelig, da han får et arbejde, der kræver, at han skal sidde i et hul og holde øje. Han skal ikke kontrollere! – blot holde øje, hvilket medfører, at han en sjælden gang drejer på et håndtag og trykker på en knap. Dette finder Josef stor mening i, og dog bygger gennemgangen af hans liv på nogle nyfundne sagsakter, der altså ikke har været taget i betragtning, da hans officielle biografi blev skrevet og kategoriserede ham som elite-berømthed.

”Josef i hullet” er en fortælling om totalitarisme. Men om totalitarismen er af en ydre eller en indre art fremgår ikke tydeligt. Således kan novellen tegne et billede af livet i et gennemkontrolleret samfund, hvor forudsigeligheden gør alting trygt, og ingen derfor har lyst til at træde udenfor normen. Dermed er der opbygget et samfund, der udgør et forstadie til det, der skildres i George Orwells ”1984”. Alternativt er det Josef selv, der pålægger sig rollen som ”kontormus” og år efter år passer sit job uden tanke for, hvad det nytter. Ganske vist skal han igennem visse kriser i sit arbejdsliv, men hullet bliver ved med at drage ham til sig. Set fra denne synsvinkel udgør Josef en pendant til Hans Scherfigs forsvundne fuldmægtig, der til slut i romanen finder ro og mening i det regulerede fængselsliv.

Brønnums pendant til ”Processen” er ubetinget sjovere end det dystre forlæg. Her er et eksempel, hvor Josef gør sig en vigtig erfaring:
”En af de ting der gjorde Josef til et ganske særligt menneske var at han vidste, at så længe man levede, fandt man hele tiden ud af noget mere om livet.
En af de ting han fandt ud af var, at mange af livets problemer kunne løses hvis man ringede efter en pizza. Da han havde prøvet at løse nogle af livets problemer på den måde nogle gange fandt Josef ud af at noget af det, han bedst kunne lide, var pizza.” (s. 60).

En anden af samlingens perler er ”Fortællingen om det teutonske flag”, der i et propagandistisk sprog tegner billedet af en samfund, som er stivnet i gold nationalisme. Flaget har opnået så stor betydning for den nationale identitet, at der opstår alvorlige problemer, da alle landets flag en morgen har skiftet farve. Humoren i Brønnums magiske realisme hviner bluselsløst mod den nøgternhed, fortælleren selv mener at lægge for dagen:
”Kansleren lod nu sin første beslutning meddele. Fra dette øjeblik at regne indgik alle indkaldte og forsamlede i det, der nu officielt blev udråbt til Hofrådens Krigs- og Fredskommite. Der ville blive oprettet en forretningsorden, som alle tilstedeværende bedtes undertegne. Meddelelsen blev modtaget med næsten glæde og en udtryksfuld lettelse. Det var en komite, der kun to gange tidligere var blevet nedsat i historisk tid, og alle vidste at der blandt tidligere medlemmer taltes ikke så få honorære krongodsforvaltere og hofråd. Rigets Gazelleorden af mindst 2. grad var næsten givet på forhånd.” (s. 103).

Enkelte af samlingens noveller er mere traditionelle. Således handler ”De tre drenges klub” om den forvirring, der følger i kølvandet på spirende seksualitet. Men også i denne fortælling dukker magtmotivet op, da drengene vil vise deres mandighed ved at stille krav til en pige; krav som hun bestemt ikke finder rimelige.
Brønnum mestrer at ridse nogle meget alvorlige og genkendelige tilstande op. Men samtidig kiler hans humor sig ind i alvoren, hvorved det afsløres, hvor små mennesker magtmisbrugets udøvere i virkeligheden er. De er alle som de små, forvirrede drenge, der vil puste sig op til noget, de ikke er.
”Fortællinger fra undergrunden” er en barsk, morsom og tankevækkende novellesamling.