Alt er jeg blevet
Jørgen Børglum Larsen
Forlaget Mellemgaard 2016
Af Carina Wøhlk.
Mødet mellem mennesker. Det er omdrejningspunktet i Jørgen Børglum Larsens forfatterskab. Det fremgår også tydeligt af hans seneste udgivelse ”Alt er jeg blevet”. Bogen består af en kortroman og ti små noveller.
Jørgen Børglum Larsen debuterede i 1979 med en digtsamling og har efterfølgende skrevet flere bøger. Den seneste roman ”Den vrede pige” fra 2012 fik flere flotte anmeldelser med på vejen. Derfor gik undertegnede også til hans seneste bog med en vis forventning.
Beskyttelsesdragten
Forfatteren er teolog og tidligere præst. Det sætter sit præg på det, han skriver. Jeres hengivne anmelder har samme uddannelse og arbejdsmæssige erfaringshorisont og kan som sådan nikke genkendende til temavalg og bibelske referencer.
I den indledende kortroman, som er bogens tyngdepunkt, opererer Børglum Larsen med en præst som fremtrædende karakter. I nogle af de efterfølgende noveller optræder henholdsvis en organist og en stiftskasserer. En forfatter med en anden baggrund ville næppe vælge et lignende persongalleri.
Børglum Larsens omtale af præstekjolen som beskyttelsesdragt (se. s. 21), og hans allusioner til kainsmærket (se s. 35) og synderinden (se s. 56) finder klangbund hos en, som er velbevandret i det kirkelige landskab. Spørgsmålet er bare, om en læser uden samme fortrolighed med kirken vil føle sig desorienteret?
Det skøre liv
Hvad novellerne angår, brænder tre stærkest igennem. Det drejer sig om Syn og sagn, Forsikring og den allersidste Alt i ord. De handler på hver deres måde om det, man ikke kan gardere sig imod – rygtedannelse, fyring og død. Som Børglum Larsen skriver i den sidste novelle (se s. 170) ”Livet er skørt”! Det skal forstås dobbelttydigt: Livet er både tosset og skrøbeligt.
Jysk afdæmpethed
Med en enkelt afstikker til Chicago har Børglum Larsen sit fokus på det lille lokalsamfund. Hans gentagne brug af ordet fjalet (se f.eks. s. 7) afslører en jysk klang i det skrevne.
Jysk sindighed afspejles også i forfatterens måden at skrive på. Børglum Larsen formulerer sig enkelt – uden ordflom, overdrivelse og ornamentering. Men indimellem går hans nedtonede form ud over indholdet. Læseren kan simpelt hen miste følingen med forfatterens ærinde. Hvor vil han hen med det, han sætter ord på? Det er synd. For Børglum Larsen har noget på hjerte.
Jørgen Børglum Larsen
Forlaget Mellemgaard 2016
Af Carina Wøhlk.
Mødet mellem mennesker. Det er omdrejningspunktet i Jørgen Børglum Larsens forfatterskab. Det fremgår også tydeligt af hans seneste udgivelse ”Alt er jeg blevet”. Bogen består af en kortroman og ti små noveller.
Jørgen Børglum Larsen debuterede i 1979 med en digtsamling og har efterfølgende skrevet flere bøger. Den seneste roman ”Den vrede pige” fra 2012 fik flere flotte anmeldelser med på vejen. Derfor gik undertegnede også til hans seneste bog med en vis forventning.
Beskyttelsesdragten
Forfatteren er teolog og tidligere præst. Det sætter sit præg på det, han skriver. Jeres hengivne anmelder har samme uddannelse og arbejdsmæssige erfaringshorisont og kan som sådan nikke genkendende til temavalg og bibelske referencer.
Børglum Larsens omtale af præstekjolen som beskyttelsesdragt (se. s. 21), og hans allusioner til kainsmærket (se s. 35) og synderinden (se s. 56) finder klangbund hos en, som er velbevandret i det kirkelige landskab. Spørgsmålet er bare, om en læser uden samme fortrolighed med kirken vil føle sig desorienteret?
Det skøre liv
Hvad novellerne angår, brænder tre stærkest igennem. Det drejer sig om Syn og sagn, Forsikring og den allersidste Alt i ord. De handler på hver deres måde om det, man ikke kan gardere sig imod – rygtedannelse, fyring og død. Som Børglum Larsen skriver i den sidste novelle (se s. 170) ”Livet er skørt”! Det skal forstås dobbelttydigt: Livet er både tosset og skrøbeligt.
Jysk afdæmpethed
Med en enkelt afstikker til Chicago har Børglum Larsen sit fokus på det lille lokalsamfund. Hans gentagne brug af ordet fjalet (se f.eks. s. 7) afslører en jysk klang i det skrevne.
Jysk sindighed afspejles også i forfatterens måden at skrive på. Børglum Larsen formulerer sig enkelt – uden ordflom, overdrivelse og ornamentering. Men indimellem går hans nedtonede form ud over indholdet. Læseren kan simpelt hen miste følingen med forfatterens ærinde. Hvor vil han hen med det, han sætter ord på? Det er synd. For Børglum Larsen har noget på hjerte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar