Når billederne bærer, uden at blive tunge

Poul Lynggaard Damgaard
Figurativ Uniform
Forlaget Hagla, 2016

Af Jakob Brønnum
Da jeg læste og skrev om Poul Lynggaard Damgaards forrige digtsamling, den tredje, bemærkede jeg hans fine sansninger. Men det var også min oplevelse, og det blev antydet i positive vendinger, fordi det var en udmærket digtbog, hvordan de oftest fik lov at stå uforankrede. Som rene sansninger.
På det punkt er digtene eller digteren modnet. Her er et digt fra den første samling om at blive til:

Daggryets mund
Jeg bar en læderjakke
og gik mellem stenene
som var tænder langs vejen.
Skibene skilte den første dag,
hvor galionsfigur blev båret ind
fra kysten og sidenhen muret ind i et hus. (s. 73)

I den nye bog hedder det, i et andet digt om tilblivelse:

Sårbar allé
En mystisk dreng
er på den anden side
af den smuldrede mur
blevet voksen i et
andet lands tilfældige
krop.

Et eller andet med hans øje,
og derfor ikke alene et glasøje,
der skinner i træernes tomme
butikker betragtet gennem glas,
tid og væv (s. 31)

Man vil sikkert kunne finde eksempler, der modsiger min iagttagelse i begge bøger, men alligevel er det mit indtryk, at billederne er blevet større, gennem at blive mere sig selv, jeget er trådt i baggrunden og billedet er trådt i forgrunden, det sansede er kommet i centrum og ikke den sansende.

Det her er et lille, monumentalt digt om den digitale virkelighed, hvor billederne får lov at udgøre hele digtene og det ukendte, springende punkt mellem dem, fyldes med virkelighed, med perspektiv, med poesiens særlige tydningspotentiale, som dagligsproget ikke kender

Talende knapper
Pærens glødende
labyrint hen over
det hånden forlod
i bunken med en
diagonal trukket
gennem rummet
tidligere tilbudt.

Bogen er noget kortere end den forrige, som var på over 110 sider, men den virker længere. Bagsideteksten forankrer bogen til Århus  og ”et personligt møde med dens psykiatri”, noget, der virker helt overflødigt. det lægger ingen ting til læsningen eller formidlingen, trækker snarere fra.
Bogen er anbefalelsesværdig på grund af rummeligheden i de enkelte digte. Meget anbefalelsesværdig. Det er sådan en, men kommer til at holde tæt ind til sig en tid.