Voltaires Candide: En fransk roadmovie

KLASSIKERLÆSNING:

François de Voltaire:

”Candide eller den bedste verden”. (1759)

Læs et stort udvalgt af Voltaires værker på engelsk i e-bog her

Af Egil Hvid-Olsen

François de Voltaire - eller François-Marie Arouet, som han egentlig hed – blev en af oplysningstidens helt store stemmer. Han levede fra 1694 til 1778 og skrev både skuespil, essays og romaner. ”Candide” fra 1759, der repræsenterer den sidstnævnte genre, er hans nok mest kendte værk. Den handler om en ung, troskyldig mand, der oplæres til at tro, at han lever i den bedste af alle verdener, hvor ”alt sker til det bedste”. 

At denne livsfilosofi er en satire over Gottfried Leibniz’ overbevisning afsløres af, at Candide udsættes for en række voldsomme og tragiske hændelser, der burde få hans tiltro til andre mennesker og skæbnens gunst til at vakle. Men lige som Leibniz fastholder, at alt – selv det onde – sker efter Guds gode plan, omend mennesket ikke har indsigt nok til at kunne se det, så fastholder Candide sin tiltro til tilværelsens godhed. 

Således har ”Candide” tematisk nogle lighedstegn med den gammeltestamentlige ”Jobs Bog”. I modsætning til Job anklager Candide dog hverken Gud eller skæbnen, men fastholder langt hen ad vejen sin tro på, at alt – selv de mest tragiske hændelser – tjener en større sag, der i sidste ende er god.

Candide og Kunigunde

Det hele begynder da også godt. Candide vokser op som uægte barn hos en westfalisk baron, hvis datter den unge mand forelsker sig i. Det går dog galt, da baronen opdager Candides og Kunigundes forhold. Straks smider han sin plejesøn på porten, og snart må Candide se sig indrulleret i en kampklar hær. Kort efter befinder han sig i en blodig krig, der afspejler syvårskrigen, som udkæmpedes (1756-1763), da bogen udkom. Candide, der hører til bulgarernes (prøjsernes) hær, når ikke at kæmpe mod abarerne (franskmændene), men deserterer og slipper derfra med livet i behold. Det gør baronen og baronessen ikke. Ligesom Candide må Kunigunde derfor friste en usikker skæbne, og den bliver lige dramatisk og smertefuld for dem begge, der rives i hver sin retning.

Siden udfolder ”Candide” sig som en litterær forløber for det 20. århundredes roadmovies. Candide rejser rundt i det meste af verden i sin jagt på Kunigunde og lykken. 

De fjerntliggende destinationer virker ikke længere væk end en moderne flyvetur, hvilket kan forklares med datidens fascination af, at langt det meste af verden som følge af adskillige opdagelsesrejser var opdaget, ligesom kolonialiseringen af fjerne lande var nået vidt. Den selvforståelse, dette førte med sig, gjorde, at oplysningstidens europæer forstod sig selv som en kosmopolit.

Snobber, diktatoriske herskere, prælater og munke

På sin lange rejse tager Candides held nogle gevaldige udsving. Hver gang han har heldet med sig, medfører hans ekstreme naivitet, at han lynhurtigt mister det vundne igen. Fortællingens hurtige sceneskift fungerer mest som en ramme, der giver Voltaire mulighed for at latterliggøre en lang række magtfulde personer og diverse kirkelige repræsentanter. Så skarp er hans satire, at der ikke er noget at sige til, at han flere gange i løbet af sit liv måtte drage i eksil. Snobber, diktatoriske herskere, prælater og munke latterliggøres, så dem, karaktererne er skrevet over, må have våndet sig under Voltaires verbale piskesnert.

Voltaire var optaget af at nedbryde fordomme og standsforskelle, men han var også barn af sin tid, hvilket blandt andet kommer til orde i fortællingen om, hvordan Candide skyder to abekatte, der jager et par kvinder fra Paraguay. Det viser sig, at de to aber var kvindernes mænd; en misforståelse, der siger mere om Voltaires fordomme end paraguayske mænds reelle udseende. Dog kan man ikke forlange af et 1700-talsmenneske, at han vidste mere, end han havde mulighed for. I en anden scene er Voltaire dog mere sober. Her skinner forfatterens forargelse over sin tids udbredte slaveri igennem, da Candide møder ”en Neger, som lå på Jorden kun halvt påklædt: det vil sige at han ikke havde andet på end et par blå Lærredsbukser, den stakkels Mand havde mistet sin venstre Fod og sin højre Hånd.” Det viser sig, at slaven arbejder i en sukkerfabrik, hvor arbejderne får hugget hånden af, hvis de mister et par fingre i en af maskinerne. Hvis de finder dette så urimeligt, at de flygter, får de hugget foden af, såfremt de bliver fanget.

Voltaire og verdenshandlen

Voltaire, der ellers var meget fascineret af koloniseringen og den deraf følgende verdenshandel, afdæmper sin begejstring i ”Candide”. Som Ingvild Hagen Kjørholt beskriver det i kapitlet ”Verden blir mindre. Kosmopolitter, slaver og det globale markedet i Voltaires Candide ou l’Optismisme” (note) havde Voltaire tidligere anset verdenshandlen for at være en ramme, hvori alle kunne mødes uafhængigt at kulturel og religiøs baggrund. Inden for denne ramme traf man aftaler til fælles bedste. Men Voltaires holdning ændredes, da han opdagede, at de mange muligheder for velstand førte grådighed med sig. Således blev alles kamp mod alle også udkæmpet indenfor verdenshandlen. Denne kamp gjorde nogle befolkningsgrupper til tabere. Af disse var slaverne de største. 

Den førnævnte slave møder Candide i den hollandske koloni Surinam, som på det tidspunkt var kendt for i sammenligning med andre kolonier at have den højeste dødsrate blandt slaverne. Selvom Voltaire havde en tidstypisk forståelse af, at nogle mennesker befandt sig på et højere udviklingstrin end andre, nærer Candide dog bekymring for slaven. Efter den udtalte forskrækkelse over slavens tilstand, der i hvert fald til en vis grad afspejler Voltaires forargelse over den hårdhændede behandling af disse underkuede mennesker, griber han tilbage til satiren, idet han lader slaven påpege et dilemma: ”De hollandske fetichtilbedere [præster], som har omvendt mig, fortæller mig hver Søndag at vi alle, både Sorte og Hvide er Adams Børn. Jeg forstår mig ikke på Stamtavler; men hvis Prædikanterne har Ret, er vi alle kødelige Søskendebørn og nedstammer fra Germanerne. Og så må de indrømme, at man ikke godt kan behandle sine egne Slægtninge frygteligere.” Faktisk var det bestemt ved fransk lov at slaver skulle døbes.

På baggrund af al den uretfærdighed, Voltaire er sig bevidst (selvom vi i dag ville være endnu mere fortvivlede end ham over hans samtids barbari), er ”Candide” et samfundsrevsende eventyr, der ender med, at selv den stangnaive hovedperson må indrømme, at verden ikke er så god, som han har insisteret på. Dette understreges af, at kærligheden mellem ham og Kunigunde er udslukt, da de endelig kan forenes. Han resignerer og nedgraderer meningen med livet til det at passe sin have. Denne sorgmuntre slutning står som en ironisk kommentar til hele den umenneskelighed, der udfoldedes på Voltaires tid, og som læser kan man spørge, om slutningen ikke har lige så stor relevans i dag, der bestemt heller ikke er ukendt med menneskeskabte grusomheder. Det er således ikke mere end 41 år siden, at Halfdan Rasmussen udtrykte noget, der minder om Candides afsluttende livsfilosofi, i sin sang ”Noget om helte”:

Der er nok, som går og sysler

med at sprænge kloden væk.

Jeg vil ikke ha’ skærmydsler

og kanoner bag min hæk.

Mens de andre går og sveder

for at gi’ hinanden lak,

vil jeg pusle med rødbeder,

selleri og pastinak.

Når det er sagt, er ”Candide” som antydet ikke mindst en roman, der er præget af den tid, den blev skrevet i. Det er indiskutabelt, at bogen er en klassiker, men skyldes det ikke i højere grad dens virkningshistorie end dens litterære kvaliteter?

Mødte man i vore dage op med et manuskript som dette, ville forlaget hurtigt afvise udgivelse af det, fordi historien ganske simpelt er for dårligt fortalt. Hele den lille bog minder mere om et referat af en roman end af en roman i sig selv. Candide farer verden rundt, selvom den tids transportmidler var særdeles langsommelige, og som læser kastes man hovedkulds fra den ene scene til den anden. Således bliver hele romanen underligt fragmenteret og svær at lade sig fange af. Så meget desto morsommere er det, at Voltaire et sted lader en excentrisk venetiansk rigmand, der ikke længere kan glædes ved noget, klage over, at de antikke klassikere er gabende kedsommelige. På lignende måde udgør ”Candide”, der i mellemtiden selv er blevet lige lovlig ensformig, et eksempel på litteraturhistoriens udvikling.

”Candide” er en samfundsrevsende roman, der i sin tid skabte debat, latter og vrede alt efter, hvem læseren var. En del af satiren kan føres direkte op til vore dage, hvor der stadig findes snobber, diktatoriske herskere og dobbeltmoralske præster m.m. På den baggrund har bogen både historisk og aktuel værdi.

Note: I Eliassen, Fastrup og Andersen Nexø, red.: ”Europæisk Litteratur 1500-1800, bind 1”, Aarhus Universitetsforlag