En artikuleret form for selvransagelse

Nina Damsgaard: ”Maler-Anders. Et portræt af kunstneren Anders Kirkegaard”. VejleMuseerne-Kunstmuseet og Aarhus Universitetsforlag 2016, 186 sider, 249,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
”For Anders Kirkegaard er det at være kunstner en artikuleret form for selvransagelse. Det er et kald og et valg, der kræver hudløshed og hensynsløs ærlighed af den, der praktiserer det som levevej. Hvis man kun om én dansk kunstner kunne sige, at han altid har været noget af en enmandsbevægelse, uanset hvor han var i sit liv, så kunne den ene godt være Anders Kirkegaard. Om nogen i sin generation tager han udgangspunkt i alt det, der står ham nærmest som individ” (s. 163f.). Sådan skrev kunstanmelder og mag.art. i kunsthistorie Peter Michael Hornung i Politiken i forbindelse med Anders Kirkegaards 60 års fødselsdag i januar 2006. Denne korte beskrivelse bliver bekræftet og udfoldet i Nina Damsgaards bog om Kirkegaard. Bogen udkom i januar 2016 i forbindelse med kunstnerens 70 års fødselsdag, hvor VejleMuseerne-Kunstmuseet, som Nina Damsgaard er overinspektør ved, lagde lokaler til udstillingen ”Anders Kirkegaard – Klagesange og Lovsange”. Dette museum har en betragtelig samling af Kirkegaards værker, hvilket skyldes, at kunstneren boede de første 10 år af sit liv i Vejle.

Anders Kirkegaard: Krønike

Værk og analyse
”Maler-Anders” er bygget kronologisk op med et overblik over Anders Kirkegaards barndom og ungdom, men ellers lader forfatteren kunstnerens værker udgøre udgangspunkter for de biografiske oplysninger. Undervejs fører Damsgaard sobert og informativt læseren gennem en lang række analyser af Kirkegaards værker – og det er ellers ikke nogen let opgave! Kirkegaard har en særegent personlig udtryksform, der næsten konsekvent er svær at afkode. Stilmæssigt spreder han sig bredt, men har dog mest hjemme i surrealismen. Hvis man som jeg i årevis har været fascineret af Kirkegaards malerier, men samtidig har haft svært ved at trænge ind i værkerne og få adgang til de bagvedliggende tanker, er Damsgaards bog en kærkommen gave. Efter blot få siders læsning konstaterede jeg, at dette var en bog, jeg havde savnet i adskillige år. Man kan håbe, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan, for ”Maler-Anders” fortjener at blive læst ;dels fordi malerierne bliver endnu bedre af at blive gennemgået af så kompetent en formidler som Damsgaard, dels fordi bogen er grundig uden at blive tør.

Gennemtænkt på kryds og tværs
Anders Kirkegaard arbejder ofte med hvert enkelt maleri gennem en årrække. Dette medfører, at det enkelte værk bliver gennemtænkt på kryds og tværs, hvilket ofte resulterer i nogle ganske lange titler, der ikke nødvendigvis yder beskueren hjælp til at afkode maleriets motiv, men ikke desto mindre giver det en ekstra dimension. Et par eksempel på titler: ”Det er synd for Veronica (Den rigtige titel ville fylde 100 sider, og hun ville ende som Luthers kone!)” (s. 65) og ”Fra et skrøbeligt grænseland (Der var engang, da forurettelsen og den uskyldige harmes fængsel blev oplevet som friheden. Nu er man blevet klogere. Desværre. For glæden er: at stå i lort til knæene – uden at vide det! Og at arbejde for fremtiden”)” (s. 77). Om titlerne forklarer Damsgaard: ”Kirkegaard bruger sproget til at skabe billeder. Det er hans eget kaos, han forsøger at få hold på i malerierne – også gennem billedtitlerne. Som følge af hans indre kamp og ikke mindst den tvivl, der ofte opstår undervejs i processen, bliver billedernes titler modsætningsfyldte, alenlange og komplicerede. De tvetydige billedtitler kan opfattes som udvidelser af billedernes indholdsside, men samtidig røber de kunstnerens inspirationskilder, hans undersøgelser, overvejelser og bekymringer.” (s. 36). Kunstværket suppleres altså af en titel, der ikke nødvendigvis forklarer, men i hvert fald føjer en ekstra dimension til værket.
Kirkegaards motiver er ofte mareridtsagtige. Kroppe er helt eller delvist skildret uden hud, så man ser ind til sener og muskler. Skildringen er bogstaveligt talt hudløs; for sådan er Kirkegaard! Han gider ikke beskæftige sig med det overfladiske, men dykker ned i substansen – også selvom disse dyk får personlige konsekvenser for ham.

Kirkegaard og Knausgård
Således bliver Kirkegaard lige så selvudleverende, som Karl Ove Knausgård er det inden for litteraturen. Det sidste, man kan anklage Kirkegaard for, er at lefle for publikum og eventuelle købere. Derfor er Kirkegaard i højere grad repræsenteret på museer end i private hjem. Den enorme drivkraft, der fylder Kirkegaard, giver han blandt andet udtryk for i dette citat fra 2000, hvor han ser tilbage på sit arbejde i 80’erne: ”Det var bare lort det hele. Had, angst og idioti. Nu bagefter kan jeg se: Hold kæft, hvor fik jeg lavet meget. En stribe gode billeder midt i infernoet. Jeg brølede min vrede ud gennem disse malerier. Og så sidder jeg her i dag og pusler med mine fine småproblemer. Det er måske derfor, jeg er så sur på mig selv.” (s. 95).
Kirkegaard er ikke typen, der på noget tidspunkt stiller sig tilfreds. Han er altid i opposition til sig selv og andre. Således er Kirkegaard også i årtier er gået imod strømmen i kraft af sit livtag med kristendommen. Behandlingen af troens indhold udfører han hverken med en ironisk eller satirisk distance. Dertil anser Kirkegaard, der som ung havde planer om at læse teologi, det kristne budskab for at være alt for vigtigt. Denne kendsgerning gør det ganske bittert, at hans meget omfattende arbejde i forbindelse med et altermaleri til Struer Kirke i sidste ende måtte opgives inden fuldførelsen.

Skitser som hovedværker
Ikke desto mindre er de skitser, Kirkegaard udarbejdede i den forbindelse, blevet nogle af hans hovedværker. I begyndelsen af 1970’erne var Kirkegaards stil imidlertid for stor en mundfuld at sluge for en stor del af lokalbefolkningen i Struer - hvilket den sikkert ville have været det fleste steder. Det er nemlig krasse sager, Kirkegaard ville placere over alteret. Men det var netop en del af ideen med maleriet, at det skulle være oprivende at se på. ”Med Struer-tavlen ville Kirkegaard således vise, at budskabet fra Golgata tilsyneladende ikke længere bliver hørt, og ingen mere kan råbe folk op.” (s. 66). Altertavlen skulle altså ruske op i kirkegængerne, så de begyndte at tage kristendommens budskab alvorligt i stedet for at omforme det til et velklingende, men uforpligtende kærlighedsbudskab. Som sin næsten-navnebror Søren Kierkegaard, ville Anders Kirkegaard føre en kamp mod den etablerede kirke, så den kunne vende tilbage til den nytestamentlige kristendom og ikke lade evangeliet fise ud i småborgerlig selvtilfredshed og æstetisk nydelse.
Mens Kirkegaard ikke håner det kristne budskab, kan han være særdeles spiddende, når han tager kirken som institution under behandling. Dette sker f.eks. i maleriet ”Søllerød Domkirke. Luksus-alter til de rige og dovne – eller, for alvor – Fyld selv på” (s. 130) fra 1986-88, der, bortset fra en gylden baggrund, intet rummer. Hermed giver Kirkegaard udtryk for, at Folkekirkens forkyndelse er blevet indholdsløs, fordi ingen har lyst til at lægge øre til kristendommens kompromisløse budskab. Man vil bare have guld og glimmer.
Denne kritik er lagt på hylden i de fire sammenhængende malerier, Kirkegaard i 1997 malede til prædikestolen i Torsted Kirke. Her har kunstneren ladet pensel og maling forkynde på en måde, der føder et håb om, at denne kirke ikke bliver den eneste, Kirkegaard får lov til at sætte sit præg på.
Noget af det krasbørstige ved Kirkegaard veg tilbage, da han efter årtusindskiftet begyndte at lave parafraser over det maleri, der ifølge kunstneren er ”det største, der nogensinde er frembragt i Danmark” (s. 143), nemlig L.A. Rings ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” fra 1900. I en omfattende serie gentager han Rings motiv, men ændrer detaljer og ikke mindst farver, så hvert nyt maleri bliver en slags meditation over Rings original. Op til udstillingen i forbindelse med Kirkegaards 70 årsdag, greb han dog tilbage til det barske motivvalg, idet han udførte et stort maleri med titlen ”Det store grimme”, der byggede på Dimitrij Baltermants fotografi ”Sorg” Fotografiet viser pårørende, der leder efter deres familiemedlemmer blandt de døde, som nazisterne henrettede i Kerch på Krimhalvøen i 1942. ”Det store grimme” fik sin modsætning i ”Det store smukke”, der blev udført i samme stil som parafraserne over Rings mesterværk.

L. A. Rings Sommerdag ved Roskilde Fjord

Således fører Damsgaard sin læser gennem Anders Kirkegaards oeuvre, og selvom kunstnerens værker sjældent er opmuntrende, bliver læsningen det, fordi man konstant bliver klogere. Bogen er fuld af fotografiske gengivelser af de værker, der bliver gennemgået. Dog er der desværre enkelte malerier, der ikke gengives. Her må man nøjes med den skriftlige beskrivelse af motivet, hvilket ikke er tilstrækkeligt. Det kunne desuden have været gavnligt med nogle udsnit af særlige detaljer fra enkelte malerier. Men bortset fra dette er ”Maler-Anders” en særdeles fornem og læseværdig udgivelse, der skildrer en kunstner, som - ude af stand til at lade være – udleverer sig selv i sine malerier, så beskueren bliver skræmt og provokeret, men også inspireret til at tage nogle af tilværelsens problemstillinger op til overvejelse fra de synsvinkler, værkerne introducerer.