Når digte kommer ud af stedet

Evy Konigsberg

Ud af stedet

Det poetiske bureaus forlag 184 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum

Lad os være ærlige. Det har på en alt for lang række områder været et møgår. Fremfor alt har vi nu set de første klare konsekvenser af den populistiske vending, som en 100% markedsstyret verden nødvendigvis må gå mod, nemlig gennem det vilkår, som kaldes det postfaktuelle, det vilkår, at vi har haft en generation af computeropdragede unge mennesker som vælger en mand som Trump og tror på, at han vil gøre verden bedre for dem. Verden blev markedsstyret omkring ca. 1980 via neoliberalismens indtog i nationaløkonomierne, hvor den skubbede det socialliberale demokrati i baggrunden. Men det tager vi en anden gang.

Omslag: Mikkel Pape

For det andet er (i samme bevægelse) mellemmenneskeligheden forsvundet ud af vores fælles samfundsbærende logik, så der er andre logikker, der stiller sig foran. For det tredje har Danmark en regering, der lukker 10 gange så mange kulturinstitutioner, som den åbner og desuden har vi med al tydelighed forstået, at kunsten har mistet sin stemme i det offentlige rum, fordi den har lavet sig en regel om, at hvis den rigtig skal betyde noget, må den ikke betyde noget og derfor ikke have holdninger. Dette skete også omkring 1980, hvor kunsten trak sig tilbage fra det politiske rum og begyndte udelukkende at tale om det individuelle.
I mellemtiden er samfundsudviklingen gledet os af hænde og folk kører ind i hinanden med lastbiler. Hvad der imidlertid ændrer en lille bitte-bitte smule på sagen i det store perspektiv og temmelig meget i det lille er, at Evy Konigsberg har udgivet en samling ”vers, rim & eder i udvalg” på Det Poetiske Bureaus Forlag:

KALVEKOTELETTER

Jeg har haft et hårdt liv

Jeg har ikke gået til spejder

Mine sko var sidste års model

Og det var ikke mig, der

Fik en masse lommepenge

Nogle gange fik vi koteletter

Altså kalv, naturligvis

Der var ingen kære mor

Jeg havde bare at spise

Altså ikke fedtkanten

Den gav vi til hunden

Som sad der og tiggede

Og slikkede sig om munden

Jo, firserne var virkelig

Et utroligt hårdt årti

Det er mejslet ind i mit sind

Gudskelov det er forbi

Vi kan ikke rigtig se, hvor snittet i den ironiske vinkling ligger, og det er det, der efter min mening får teksten til at tage springet fra løse tanker til ren digtning. Sådan er det hele vejen igennem. 

Men hvem er Evy Konigsberg? Evy Koningsberg bringer satiriske opdateringer, digte og sproglige brudstykker af virkeligheden på de sociale medier. Forlaget skriver om hende, at ”Evy Konigsberg er vistnok 34 år, gift og har to børn. Hun er født i Viborg, men bor i København på Nørrebro. Hun har også boet i New York, hvor hun har arbejdet for et stort reklamebureau. Her mødte hun sin amerikanske mand. Og så påstår hun, at Stewart Allen Konigsberg (a.k.a Woody Allen) er hendes grandonkel.” 

Men fremfor alt så er der tale om tekster, der vil tilbage over den bro til virkeligheden, som kunsten har brændt og udstillet som installationer de seneste 30 år. Virkelighedens og kunstens glemte slægtskab:

SØREN ULRIK THOMSEN

Søren Ulrik Thomsen er god

Og lavstammet velformuleret

Han kan synge dansktopsange

Pitchperfect og velsordineret

Hans motorcykel er smuk

Og brummer lavmælt adækvat

I ovenstående sætning

Er “brummer” vistnok prædikat

På en måde kræver selv en tekst som ovenstående, der er rimet som en hel del af bogens tekster, en meget velvillig tålmodighed for at åbne sig og afsløre, at den stritter i rigtig mange retninger, ligesom den foregående og derved bærer samme træk som al anden kunst. Men det er netop det, man ønsker for det sproglige, der ikke lader sig intimidere af den ironiske diskurs: at det kan få lov at finde tilbage til den velvillige tålmodighed, så man ikke mangler et rum i sit hoved fordi de alle sammen er fyldt op af reklameskrammel og hurtigsnakkeri. Det er derfor, Evy Konigsberg er en fordybelse værd. Teksten ligger meget, meget tæt op af nogle iagttagelser Roland Barthes gør sig i bogen Mytologier, der er kommet i flere udgaver på dansk, hvor der er et afsnit med titlen "Forfatteren på ferie", og hvis vi blev ved at se på den længe nok, ville digteren Søren Ulrik Thomsen, der er særdeles svær at se i teksten her, til sidst være helt forsvundet.

I betragtning af, hvor fjernt litteraturen er kommet fra det offentlige rum, hvor man f. eks. i Danmark – i modsætning til i Sverige – har besluttet, at bøger ikke egner sig til public service-tv og også på det punkt har placeret en motorsav solidt over den gren, man selv sidder på som almindeligt tænkende medlem af samfundsfællesskabet, er det altså temmelig vederkvægende at læse en tekst som den her:

SANS RAISON

Åh, jeg er træt af det hele

Alt er på repeat deja vu

Jeg sidder nede ved søerne

Og læser Goethe og Camus

Det er svært at se en mening

Jeg overvejer at springe i

Kaste mig ud i det sorte vand

Så er det hele hurtigt forbi

Camus har allerede sagt det

Hvorfor leve sans raison?

Men husker så at Game of Thrones

Begynder en ny sæson

Jeg rejser mig brat og energisk

Væk er selvmordspresset

Jeg efterlader nonchalant

Goethe og Camus i græsset

PS: Evy Konigsberg har indvilliget i at holde nytårstale i Den smalle bog og skrive et indlæg i digtform (eller i hvert fald med brudt linjeføring).