Det vanedannende ved at læse Baudelaire

Baudelaire i udvalg af Charles Baudelaire 
Hæftet bog, 740 sider, 2. reviderede udgave, 2014 
Det Poetiske Bureaus Forlag
Pris: kr. 350,00

af Jes Nysten
Det er temmelig vanedannende at læse Baudelaire - selvfølgelig først og fremmest som digter (af mange udråbt til at være: den første store moderne digter), men jo også som kritiker, essayist, samfundsrevser og højrøstet krukke. 
Dette udvalg af hans værker er en guldgrube for enhver, der ikke blot for alvor vil lære ham at kende, men for alle der vil blive klogere på, hvad det er for tanker og forestillinger, der har været med til at danne forståelsen af den moderne verden.
For om nogen har han været med til dette. 
Udvalget fremtræder også i en fornem oversættelse. Jeg er langt fra franskkyndig, men der er dynamik og styrke i sproget, så vi virkelig bliver revet med langs de baudelaireske veje og vildveje. 
I udvalget fra Des Fleurs du Mal er den franske tekst ovenikøbet sat overfor den danske. Så kan man jo der forsøge sig med at læse digtene højt på originalsproget - det lyder jo så godt på fransk!


Den moderne kunstners opgave
Baudelaire er en af de første, der formulerer den moderne kunstners opgave: at revoltere imod det han - fx i "Det moderne livs maler" - opfatter som tidens dekadence: en verden der har mistet sit ordnede princip og mytiske centrum. En flygtig, flydende, ubestandig verden. 
Den moderne kunstner er for Baudelaire en "enegænger med den aktive indbildningskraft, som altid er på vej igennem menneskenes umådelige ørken ... med et mere generelt mål som adskiller sig fra omstændighedernes flygtige nydelse. Han søger dette noget som man vil tillade os at kalde for moderniteten; for der findes ikke et bedre ord til at udtrykke denne idé. Det handler for ham om ...at uddrage det poetiske .. at uddrage det evige af det flygtige" (s 548f).
Poesiens opgave bliver at transformere "mudder og dynd" til "guld". Baudelaire  ser digteren som "den perfekte alkymist". Poesien er i stand til at bibringe den "faldne" verden en form for æstetisk kvalitet, en slags hellighed midt i det faldne. 
Man mærker overalt i hans skrifter dette stærke romantiske, religiøse islæt. 

Delacroix som romantiker
Det er også Baudelaire, der - i forlængelse af disse tanker - har præget opfattelsen af Delacroix som den store romantiker. Som han skriver i "Udstillingssalonen 1846": "Jeg ved ikke om han (Delacroix) er stolt af at være romantiker; men dette er i hvertfald hans plads, for hovedparten af offentligheden har for længst... udnævnt ham til den moderne skoles leder" (s 163). Og Delacroix er da også den der på særlig vis er i stand til at "skildre vore religiøse følelser ...og den alvorlige tristesse der kendetegner hans talent passer såre perfekt til vor religion - vor dybt sørgmodige religion med dens universelle lidelse" (s 173). 

Baudelaire og Poe
Baudelaire er også den, der for alvor gør Edgar Allan Poe kendt i Europa, den for Baudelaire store amerikanske romantiker. Han er en soul-mate. I Baudelaires optik var USA et kæmpe fængsel for Poe, det var "blot et stort gasoplyst barbari" (s 456). Poes "indre, spirituelle og poetiske liv, og endda hans tilværelse som dranker, var kun en evindelig anstrengelse for at undslippe denne antipatiske atmosfæres indflydelse" (s 456). 
Rusens betydning for kreativiteten deler han med Poe. I udvalget kan vi læse i "Det kunstige paradis" om hashens og opiumens virkning. På en og samme tid dybt interessant og rystende læsning!

Den idiosynkratiske moralist
Selvom det er fascinerende at læse Baudelaire som en selvbevidst og idiosynkratisk kritiker og moralist, er det selvfølgelig først og fremmest bogens udvalg af digte fra "Des Fleurs du Mal" - "Fra blomster af det onde" - der vælter en omkuld. Gribende og til tider uudholdeligt og med stor skønhed folder han sit univers ud : at ville omforme "det onde" til skønne blomster. Mennesket er fanget af tidens tyranni og plaget og fortabt er det blevet suget ned i materialismens kviksand. 
Men i særlige øjeblikke sker der en slags forvandling, en slags forening med naturen, der løfter mennesket ud af dyndet. Fx i det vidunderlige digt "Korrespondancer", der indledes med "Naturen er et tempel hvori levende søjler undertiden udånder forvirrede ord, / mennesket passerer denne skov af symboler der betragter ham med genkendelsens ro" (s 25). 
Man vil kunne udhæve mange andre passager fra disse betagende digte. Men gør hellere jer selv den tjeneste at få fat i dette fine og velkomponerede udvalg. Som sagt: det er stærkt vanedannende!

Jes Nysten