Kammerspil med dybe implikationer

Anne Vestberg
Portræt
Forlaget ORD, 157 sider

Af Jakob Brønnum
Sent i Anne Vestbergs roman Portræt afsluttes et at de unavngivne kapitler sådan her: ”En strygekvartet på dækket begynder at spille. Tonerne er ensomme og absorberes af natten. Der er ikke noget til at holde dem sammen og bære dem videre.” (side 137)

Man kunne næsten skrive anmeldelsen over dette afsnit alene, hvis anmeldelser handler om at perspektivere en litterær tekst og vise dens forankring.

Hvor stammer scenen fra? Enhver kan se at det er en scene fra Titanic-legendariet. Det sad vitterlig en strygekvartet på dækket, mens folk blev evakueret, i hvert fald hvis man skal tro nogle af de senere vidnesbyrd fra katastrofen. De spillede en salme, der kun under store kampe blev medtaget i den seneste udgave af Den Danske Salmebog, fordi den opfattes som for sentimental i den danske salmetradition.

Det er en engelsk salme, der på det pågældende tidspunkt ikke var ældre end omkring 50 år, Nearer My God to Thee. Man kan synes det var passende at netop den salme blev spillet på det tidspunkt, hvor folk druknede i stort tal og efter datidens stadigvæk nogenlunde vel udbredte forestillinger, måtte kunne forstås som at komme nærmere Gud.

Når man inddrager det faktum at salmerne er inspireret af den gammeltestamentlige legende om patriarken Jakobs drøm, hvor han ser engle gå ind og ud af himlen, begynder billedet i Anne Vestbergs roman at blive virkelig ladet med mening og betydning. For hun skriver det stik modsatte. Tonerne kommer ingen vegne. Mørket er tomt.

Et kammerspil i tre rum

På en måde er dette symbolske afsnit en sammenfatningen af romanens sjælelige og eksistentielle implikationer. Romanen er et kammerspil om en freelance journalist, der påtager sig at skrive en stor tekst for en mandlig forfatter, et portræt. Romanen foregår som et kammerspil, men i tre rum, hos forfatteren og hjemme hos freelancejournalisten, hvor hendes hus får en eksistentiel betydning, samtidig med at naboens hus er under renovering og også synes at antage en symbolladet karakter. Det tredje rum er drømme, forestillinger og frygt og angst, kampe med selvværd og selvforståelse. Og det går ikke som det skal. 

På samme måde som med Anne Vestbergs første bog, en digtsamling, Katastrofen, byen og skoven (2016), hvor jeg i en anmeldelse beskrev hendes metaforbrug som at hun gør billederne til eksistentialier, finder man også i bogen her en fortætning af sproget, der gør at den enkelte sætning eller det enkelte afsnit synes at blotlægge en livsproblematik eller en social eller relationel sammenhæng, hvor den moralske status som aktørerne har, er op til læserens fortolkning. Det er romangenrens største fortjeneste og dybeste eksistensberettigelse at kunne rejse etiske problemstillinger.

Romanen slutter med et alligevel sært stille, men dog markant dramatisk sammenbrud. Der er et udtryk på engelsk, ”to wear your learning lightly”, en karakteristik af at man, for eksempel i en tekst, kan se at der er mange lag af indsigt, men at forfatteren ikke gør opmærksom på at de er der eller at vedkommende selv har placeret dem der. Jeg antydede et lag i indledningen af anmeldelsen, men jeg ser også inspirationer fra den klassiske modernistiske danske roman fra Erik Aalbæk Jensen til Martha Christensen, og jeg ser den fine scenografiske opbygning som inspireret af det absurde engelske drama i tresserne og halvfjerdserne, og der er en åbenlys fagpsykologisk indsigt, og en sproglig bevidsthed såvel som en kunnen, som gør at man befinder sig rigtig godt i romanen og slet ikke bemærker hvor kort den egentlig er

Ja, det er sådan, fantasien er

Hans Kappel Skau: Arbejder isbjørne også over?
Wadskjær Forlag, 2024

Af Bo Gorzelak Pedersen
Hans Kappel Skaus Arbejder isbjørne også over? er ifølge forlagsteksten trykt på bagsiden af bogen "en humoristisk arbejdskritik skrevet i [en] hybridform", der både omfatter historiske notater, korte prosatekster og digte. Humoren er sort og i nogen grad misantropisk. Bogen, der er på i alt 72 sider, handler i hovedsagen om Hans Kappel Skaus tid som arbejder på Svalbard. 

Efter en kort, historisk intro om hvalfangst og lampeolie beretter forfatter-jeg'et om sin studietid, om at føle sig på afstand af andre og om at leve i et København ("Jeg var så pisse træt af at bo i København") fuld af mennesker, "Objekter, som jeg hver dag skal overhale på min cykel. Genstande, jeg skal stå bagved i supermarked, ved lægen, hos bageren." Han vælger i stedet at flytte til Svalbard, hvor han blandt andet arbejder som turguide, indtil han til sidst igen ender tilbage i København ("Her er så pisse kedeligt / Det var ligegyldigt at møde mine venner i dag"), hvor han cykler "helt tæt på fodgængerne / jeg vil så gerne lange dem en over nakken" og mediterer over, hvor let det ville være at skubbe de øldrikkende "smarte folk" på Dronning Louises bro i vandet: "Det ville være [...] spændende at se dem i deres mund, når de falder / Bare fucke dem en lille smule op / ganske harmløst, selvfølgelig / men de skal ikke tro, at smerten kun er abstrakt." Og hér ender bogen, med disse linjer: "Ja. Det er sådan, fantasien er: / Give dem en over nakken / og spæne væk på sin cykel".

Mareridt på Svalbard

Livet på er Svalbard er heller ikke nemt. Som turguide plages forfatter-jeg'et af "mareridt i orange telte", og han får "svejseøjne og gigtfingre [...] mit røvhul sprækker. Min pik svier, når jeg pisser, og jeg har forvredet min skulder". Han arbejder med maskiner, men "Jeg hader maskiner. De vil mig det ikke godt", og turisterne er ofte ubehøvlede og/eller berusede. Skau har imidlertid rig mulighed for at studere dynamikken blandt den internationale gruppe af mennesker, han arbejder sammen med, og han lærer noget om forudsætningerne og den historiske baggrund for øgruppens erhvervsliv, herunder minedriften. Samtidig er der naturen, som kan være køn at kigge på, men som også for eksempel inkluderer den syge polarræv, forfatteren en dag finder ved sin scooter, "sørgelig og klam", men som han nægter at skyde, for "Jeg er bondesøn. Vi rører ikke ved syge dyr". 

Arbejder isbjørne også over?, der i øvrigt er smukt illustreret af Björk Mo van Dijk, er en mærkeligt rørende bog. Jeg skriver "mærkeligt", for egentlig synes jeg ikke, den burde være det: Forfatter-jeg'et gør sig afgjort ingen anstrengelser for at stille sig charmerende eller forstående an. Han er ærligt talt, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, lidt af en tværing, men han er ærlig, og hans tekster virker autentiske. Man tvivler ikke på, at han ved, hvad han taler om, når han som ovenfor citeret henviser til "smerten", der ikke kun er "abstrakt", og jeg kunne personligt, mens jeg sad og læste, ikke lade være med at beundre ham. Han gjorde det faktisk, han kæmpede sig igennem, og selv om det er en 'arbejderkritisk' historie, er det også et slags eventyr. Ud og hjem igen. Ikke en turistrejse, men hårdt knokleri og virkelighed hele vejen. Det er seriøst godt gået.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Edition tiger      

Peer Gynt: Offer eller bøddel? Eller offer for sig selv

Digteren Søren R. Fauth har sprudlende oversat (eller rettere i passager genskrevet) Ibsens klassiske digt om stratenrøveren Peer Gynt, der skal nå så drabeligt meget og se den ganske verden, blot for at vende tilbage til arnestedet for at dø. Peer Gynt er offer for sig selv, sådan som mange er det i vores tid

Henrik Ibsen:
Peer Gynt. Et dramatisk digt.
Oversat/genskrevet af Søren R. Fauth
288 sider, 269 kr. vejl. Forlaget Sisyfos, 2025.

Af Jens Carl Sanderhoff
Det gyntske selv – det er den hær
af ønsker, lyster og begær –
det gyntske selv, det er det hav
af indfald, fordringer og krav,
kort fortalt alt, som netop mit bryst hæver,
og gør at jeg, som sådan, lever.
Men ligesom Gud har brug for al smerten,
og vil han forblive at være verdens Gud,
så har jeg og brug for guld og mange skejser,
hvis jeg vil være nummer ét og verdens kejser. (s. 144/145)

Nærmest midt i dette langdigt om den utilpassede fjordgut Peer Gynt optræder denne lille trosbekendelse, der glasklart afslører protagonistens akilleshæl og i samme nu også afslører én af Ibsens bagvedliggende moraler – som én og anden (måske især amerikansk) rigmand kunne have godt af at indprente sig – at hvis du behøver penge eller benytter dig af udvendig magtbrynde for at få dine medmenneskers opmærksomhed og opbakning, så er du måske alligevel ikke helt den guds gave til verden, som du selv går rundt og tror.

Peer Gynt som Faust eller Fanden?

Henrik Ibsen skrev digtet cirka 100 år før jeg blev født, og det kan man også godt mærke, hvis man finder originalteksten frem. Til sammenligning med det indledende citat kommer her, hentet fra Lindhardt og Ringhofs genoptryk, de sidste linjer i Ibsens originale tekst:

Men som Vorherre trænger muldet,
skal han bestå som verdens Gud,
så har jeg og behov for guldet,
skal jeg som kejser ta’e mig ud.
(s. 136 i Lindhardt og Ringhofs genoptryk, e-bogsudgave 2017)

Og denne passage er endda ikke overmåde genskrevet af Fauth, blot tydeligt moderniseret i disse afsluttende fire vers. Andre steder tager ’oversætteren’ mere robust og nærmest fortolkende fat – og det er godt! – for det er en bedaget tekst, og, tænker jeg, hvis den i dag skal nå bredere ud end Tordenskjolds soldater, så er det vejen, for personligt keder jeg mig let i selskab med bøger skrevet til en anden tid. Og der er god grund til stadigvæk at læse Peer Gynt. Det er nemlig en yderst interessant fortælling, og i Fauths hænder bliver teksten noget mere levende med sine kække 2025-rim end tilfældet er med mange af de originale.

Bjørn Bjørnson som Peer Gynt, Christiania Theater 1892.

Som der står på bagsiden af den smukke, nye version fra Forlaget Sisyfos, er det dramatiske digt ofte blevet sammenlignet med Goethes Faust, men i mine øjne er det for énstrenget en kategorisering, for jeg er mere tilbøjelig til at mene, som der også står i bagsideteksten, at det drejer sig om en psykologiserende tekst. Der er elementer af Faust, bevares, men der er noget andet, der i langt højere grad passer til vores tid, hvor gud og fanden for længst er blevet statister. Gynt er en karakter, der ligesom producerer sin egen sandhed, sit eget virkelighedsbillede, og det er en tendens i vores tid, der er drejet helt ud af gevind. Tag blot en tur på hvilket som helst af de sociale medier og se mængden af hjemmegjorte virkelighedsopfattelser – som ofte følges af argumenter, der kunne være sagt af Peer Gynt himself. Vores tid hænger åbenbart i samme dynd som protagonisten.

Det er også derfor, jeg i langt højere grad læser langdigtet som den advarsel, ingen hørte. Ibsen viser gennem sin fortælling, at Peer Gynt er offer for sin egen sorg, offer for de svigt, han som barn oplevede, og den, der ikke frigør sig fra sin bøddels åg, må slæbe rundt på en grundlæggende usikkerhed, der indfarver de valg, der jo så slet ikke er valg. Det er sådan, jeg mest ser Gynt – indfanget i sin fars skygge og således tvunget til at gentage nogle af de samme destruktive mekanismer; det er sådan, jeg forstår hans gestalt; et ufrit menneske i fornægtelse – endda en fornægtelse, han ikke selv er klar over, at han tvinges af. Det er derfor, han både er offer og bøddel.

Hvis du ikke kender historien…

Peer Gynt. Et dramatisk digt. Sådan blev det, der nu allermest er kendt som et tidligt bud på noget af det, der skulle komme til at gennemlyse Det Moderne Gennembruds menneskeforståelse, publiceret af Gyldendal i København i 1867. Ibsen viste sin samtid, at mennesker er drevet af noget, de ikke nødvendigvis har klarhed over, og som derfor gør os ufrie. Teksten, der slet ikke fra begyndelsen var tænkt som det teaterstykke, der nu har huseret på alverdens scener (og i alverdens koncertsale), er inspireret af norsk folklore, folkeeventyr hentet fra Asbjørnsen og Moes samlinger, der midt i 1800-tallet var med til at danne en selvforståelse blandt nordmænd, som gødede folkestemningen hen imod selvstændighed. Og i 1876 blev digtet så omkalfatret til teater med den mindst lige så verdensberømte musikledsagelse skrevet af Edvard Grieg. Faktisk tror jeg, flere kender musikken end digtet i dag, for det er et af de mest opførte klassiske værker overhovedet.

Karen-Lise Mynster som Mor-Åse og Patrick Baurichter som Peer Gynt. Af Emilia Therese ©2024.

Første handling (sådan kaldes afsnittene) begynder in medias res. Peer er en ung gut, der kendt af alle på egnen for sine lidt for fantastiske beretninger, mundhugges med sin mor, der udbryder: »Peer, du lyver!«, og så er tonen ligesom lagt. Digtet fortsætter snart med hans beskrivelse af en hjortejagt, der nærmest har erotiske undertoner – og måske derfor glider handlingen videre i en scene, hvor hans mor, Åse, bebrejder ham, at han missede et muligt ægteskab med datteren af egnens rigeste bonde, Solvej. Han styrter snart afsted til hendes bryllup for at gøre sine hoser grønne, og ender med at stikke af med hende. Sammen tilbringer de en nat i bjergene, og han flygter efter sin udåd.

I anden handling leder mor Åse og Solvejs far efter ham, men han undslipper og forvilder sig ind i Troldkongens hal, hvor han er et kussehår fra at konvertere til trold, men det lykkes ham at vikle sig ud af miseren, men med sig har han nu et motto, som bliver hans gennem livet; vær dig selv nok. Han møder Solvejs lillesøster, Helga, og giver hende en sølvknap, som hun skal give til sin søster og fortælle hende, at hun ikke må glemme ham.

Tredje handling er dér, hvor årsag og virkning bliver lidt for realistisk for den unge gut, og selvom Solvej, som han møder igen, erklærer ham sin kærlighed og ønsker at være ved hans side resten af livet, så indhentes han af fortidens synder (samvittigheden forklædt som reminiscenser af hans møde med troldenes verden), og han stikker af – igen!

Henrik Klausen som
Peer Gynt,
 Christiania Teater 1876.

I fjerde handling giver Ibsen den virkelig 1800-tals-gas, og lader den unge gut rejse den halve jord rundt (set med datidens målestok). Han fortæller et selskab af mænd om sine bedrifter, der ikke er helt stuerene (svindler og slavehandler har han bl.a. været), og måske derfor og især fordi, Gynt er sådan et braldrehovede, har de ikke svært ved at frarøve ham alt, han ejer. Nu finder han så tilfældigt en kejsers hvide hest og hans klædedragt, som han selvfølgelig iklæder sig – det er sådan, han ser sig selv, så det må være et tegn! Nu bliver han så modtaget af en araberhøvding i en oase som profet, hvor han forsøger at forføre høvdingedatteren, Anitra, som nu også bestjæler ham for alt. Han vandrer så afsted og ankommer til Egypten, hvor han vil agere videnskabsmand men møder en sindslidende leder af et hus for vanvittige, der anser Gynt for at være budbringeren af en sublim indsigt. Gynt forstår dog, at de alle lever i deres egne virkeligheder, og de hylder ham som en kejser. Det fylder ham med sorg, og han påberåber lederen af alle idioter – gud!

Femte handling er den helt store dommedagsfortælling over det gyntske selv. Han rejser tilbage mod Norge, gammel og træt, men selvfølgelig oplever han både skibsforlis og djævlespinderier, og også gud sender en knappestøber, der skal smelte hans mislykkede sjæl om. Det er Gynt ikke helt vild med og forhandler sig frem til en udskydelse, så han kan bevise, at han ikke er mislykket. Det lykkes ikke, og det hele ender ved hytten, hvor Solvej har ventet på ham i alle de mellemliggende år. Han beder hende om at undsige ham, men det kan hun ikke. Så synger hun en vuggevise (som mange sikkert kender fra Griegs musik), og måske dør han – slutningen er åben og til forhandling.

Som læseren ikke kan undgå at have bemærket af dette korte handlingsreferat, er der mildest talt gang i den, og jeg har endda udeladt en del! Man bliver indimellem lettere forpustet over digtets tumultariske natur, men fordi det er tilpasset et så flydende næste-nudansk sprog, er det ikke svært at hænge på, modsat de dele af den ældre version, jeg læste til sammenligning. Her irriterede sproget mig.

Mesterlig ny tilgang med respekt for originalen

Henrik Ibsens digt er bedaget, som det meste fra flere århundreder siden må være af natur, og måske var det derfor Det Kongelige Teater – Skuespilhuset henvendte sig til Søren Fauth, for at få en moderniseret, mere letflydende og tidstypisk version – en nyoversættelse af Peer Gynt – og det skal jeg love for, Fauth har leveret! Det er blevet en ubesværet tekst at forholde sig til, fordi den er grebet an med en vis frihed i oversættelserne af fyndord og sproglige klichéer, som for længst er tørret ud. Fauth har fornyet teksten med respekt og en naturlig sprogtone, der gør det let at komme gennem et tankesæt, som nok var nyt og lidt revolutionerende i sin tid, men som ikke er det længere. Derfor glider fokus helt ubesværet over på indholdet i stedet, og det er til gengæld slet ikke forældet! Det er et digt, der mange gange undervejs fik mig til at tænke på vores tids despoter og idiotiske verdensledere med blå jakkesæt og røde slips (ingen nævnt, ingen glemt), som grundlæggende ikke fatter det mirakel, de er havnet midt i. Livet som sådan er stadig offer for mennesket selvforståelse, og Gynt må helt sikkert være deres skytshelgen.

I skyggen af forældrenes dæmoner

Den usynlige hær
Niels Johansen
Forlaget Læselyst

Af Carina Wøhlk
Befrielsesdag. Solen skinner. Klokkerne ringer. Det er forår og Danmark frit. Det er der al mulig grund til at glæde sig over. Og glæden bliver kun dybere, når den har historien om Anden Verdenskrig som alvorlig klangbund. 

Flittige Niels Johansen, der både er salmedigter og forfatter, udkom på besættelsesdagen den 9. april med sin nye kortroman Den usynlige hær. Bogen retter et indfølende blik mod børn af frihedskæmpere. 

Temaet er ikke Niels Johansen fremmed. Han har udgivet flere bøger om netop besættelsen og befrielsen. Den usynlige hær er en selvstændig roman i serien om den samme familie. I bøgerne Du ved det nok mit hjerte og Hjerter taler samme sprog fortæller Johansen om krigen og befrielsen fra de voksnes perspektiv, men i Den usynlige hær opleves det hele i børnehøjde. 

Kampens pris

Med sin kortroman fordyber Johansen sig i et emne, der fortjener skærpet opmærksomhed: Kampen sluttede ikke med befrielsen – hverken for modstandsfolkene eller deres børn. Efterkommerne af de mænd og kvinder, der sad i koncentrationslejre eller på anden vis blev traumatiserede af deres engagement i modstandskampen, måtte vokse op med forældrenes dæmoner. De lærte at gå på listesko, vare deres munde og færdes i et minefelt af fortielser og fortrængninger. Kampen for et frit Danmark var ikke uden omkostninger. Prisen måtte betales livet igennem – af frihedskæmperne selv og af næste generation.

Den usynlige hær handler om de tiårige tvillinger Dan og Simon, der efter befrielsen må leve i skyggen af krigens rædsler. For deres far, der var aktiv modstandsmand, er både fysisk og psykisk nedbrudt af det, som krigen har gjort ved ham – og drevet ham til at gøre. Han ”bærer på en meget tung kuffert af tanker og drømme fra krigen”. Den kuffert bliver også børnenes byrde. Deres fars skrøbelighed og humørsvingninger påvirker urimeligt meget. Børnene må hele tiden vejre stemningen og veje deres ord. Bliver far ked af det nu? Får mor røde pletter på halsen? Fortælleren Dan formulerer det hjerteskærende: ”Er fars mareridt som krigens luftalarm? Hvor er så vores beskyttelsesrum?”.    

Børnene som brobyggere

Som handlingen skrider frem, viser det sig, at Dan og Simon ikke er de eneste børn i skolen, der kæmper med krigens efterveer. Sammen med nogle klassekammerater danner drengene en hemmelig bande – en lille usynlig hær, der i fællesskab finder mod til at bygge broer over de ruiner, krigen har efterladt. Deres aktion giver håb for fremtiden. 

Niels Johansen 

Titlen Den usynlige hær henviser indirekte til Knud Sønderbys roman af samme navn – om en modstandsgruppes særlige sabotagehandling. Men den stræber også efter at synliggøre en mere overset og uvæbnet styrke – de børn, hvis barndom blev præget af forældrenes krigstraumer.    

Som læser skal man forberede sig på en fortættet fortællestil. Bogen er inddelt i korte og ordknappe afsnit – næsten som en pixibog. Måske fordi det er et barns stemme, der driver historien frem. Måske fordi Johansen som digter har en særlig evne til at udtrykke meget med ganske få ord.     

Den usynlige hær formår at sætte sig i børnenes sted og samtidigt slå nogle af de store temaer an, som enhver krig drejer sig om: Det ondes problem og muligheden for forsoning. Efterskriftet er et enkelt vers, der angiver bogens formål – nemlig at: ”…takke de børn, som betaler/ en pris for forældrenes mod./ De bærer som voksne en barndom/ med lugten af modstand og blod”. Smukkere kan det ikke skrives.

Sproget gør noget ved det kaos vi er i

Min messebog
Knud Steffen Nielsen
75 sider
200,00 kr.
Herman & Frudit

Af Troels Laursen
Det kribler og krabler. Det knager og brager, der brydes og der strides lige her uden for mit vindue i naturen i forårets fastetid. 

Det er en fortættet tid, - en tid, hvor blødt og hårdt, godt og ondt, guddommeligt og dæmonisk kæmper mod hinanden. Fastetiden, som vi netop har forladt, er en tid fyldt med modsætninger. På den ene side og på den anden side. Liv og død.

Sådan knager og brager det også på omslaget af Knud Steffen Nielsens nyeste bog: ”Min Messebog – samtaler med Lorenzo”, her kribler det krabler det også i det maleri (af Nielsen selv), som omslaget er prydet med. Der er revner og ridser, der er lys og mørke, sol og nat. Is, der er stivet, og blod der rinder.  

Denne samling af digte er tredje bind i Nielsens trilogi, som også tæller ”Min kontrabog” (2020) og ”Min tidebog” (2023). Og denne nyeste kredser om døden, som en meget levende samtalepartner og også her er der flerstemmer, der væver sig ind og ud mellem hinanden. Det myldrer med ord og tanker og kunne syntes helt uden mening og fuld af ”dada” der springer i både tid og rum og meningssammenhænge, men der er mere. Meget mere. For er der ikke en mening i alle tankernes hoppen og springen? Er det ikke blot liv, kan man næsten høre den ikke helt uskyldige messedreng Nielsen spørge med et glimt i øjnene, der har set ind i livet og dermed også ind i døden.

Vi fødes alene og vi dør alene, er den almindelige mening og forståelse, men her handler det om alt det der er imellem de to yderpunkter. Og de andre. Og lige her er måske en springende håb, så forårsgrøn og spinkel, som den slags er her i forårets fastetid, hvor kulden strenges og det alligevel myldrer frem med så skud allevegne. Det er der vi er spændt ud i Nielsens messebog, som jo oprindeligt er en liturgisk bog, der indeholder den romerskkatolske messes faste bønner og ceremonielle anvisninger. Den er vejledninger i hvad der skal bedes, eller sige, hvornår. Det kan være trygt, men for Nielsen er det her liv, som når som helst kan rammes af døden, en kamp, han selv må finde ordene til. Og ord kan han finde. Og han taler med både denne ukendte Lorenzo, og læseren, der kærligt kaldes for ”sidevender” (p.20).

”Er vi trukket i udklædningstøjet? Du kaldes Bajads. Og mig som Judas Ikariot” (p.40). Bajads, der i Kierkegaards forstand kom på scenen og råbte ”Ild!” og publikum (vi) så kun masken, og sådan vil verden gå under, mens vi ler. Og Judas, er både digteren selv, men også hans forræderiske krop, der svigter ham, ved ikke at arbejde med ham, men mod ham. For det hele handler om at kæmpe mon en stor invasion. En sygdom, i kødet, der trænger sig på i sådan en grad, at kroppen, der er en selv, pludselig er blevet ens egen værste ubarmhjertige fjende. Og regnormene står klar.

Sygdommen var også samtalepartneren i de to foregående af Nielsens værker. Begge de digtsamlinger handlede om at om at sprog giver mening og meningen lever af sproget. Og det er det, Nielsen giver et ord til, med en masse udflugter (som når man lige kommer på at chefens kone ligner en kanin (p.56), for hvem kan stirre ind i solen for længe ad gangen, og så kommer nogle meget direkte nyrehug ind i livet, som når: ”Ham (er det mon lægen?): Og vi kan spare meget kostbar tid, hvis du bedøver sig selv” (p.73. Så meget for den menneskelige solidaritet. 

Trods sådanne grumme ureglementerede nyrestød, så spirer der alligevel noget forsigtigt håb frem, som i: ”Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens ansvar”. (p.44)

Sprog gør noget ved det kaos vi er i under livstruende sygdomme (og livet er jo ret beset en livstruende sygdom til døden), og ord giver det formløse en eller anden form, om end den hurtig smutter ud af formen igen. Sprog giver håb. Også selvom det kræver at gå højere op i brillestyrken:

”Vi skal lære at spille et menneske.
Sommetider skal man spille død.
Nogle gange skal man sidde og kigge sagen igennem igen.
Andre gange skal man vælge en højere styrke som på brillen
SKIFT  ” (p.57)

Digtene er nok mere end en messe værd. Og var der en indlægsseddel med i bogen, så kunne der stå: De bør indtages langsomt – og til både indvortes og udvortes brug. Gerne gennem en længere periode. Der garanteres dog ikke for bivirkninger. Håbet kan snige sig ind imellem det absurde i tilværelsen.

Det kribler og krabler og det knager og brager.

Digtsamlingen er udgivet i 250 eksemplar, der alle er signerede.

Koblingen mellem fødsel og forandring?

Jonas Reppel
Spædgry
Antipyrine 2025

Af Carina Wøhlk
Spædgry er titlen på Jonas Reppels nye digtsamling. Læserens blik dvæler ved det sammensatte ord. Spædgry. Det er smukt og tungt. Som en gravid mave. Er det mon digterens ærinde at understrege koblingen imellem det nye liv og den nye dag, imellem fødslen og forandringens mulighed? 

Jonas Reppel er ikke et ubeskrevet blad. I 2022 debuterede han med digtsamlingen Farfedt, der handler om længslen efter en far. I sin anden udgivelse kredser Reppel om betydningen af selv at blive far. Hvordan bliver man det uden nogen ordentlig faderskikkelse at spejle sig i? Hvordan bliver man det, når man er ”umoden/ som et hvidt jordbær” og tynget i knæ af barndomstraumer og social arv? Og kan man overhovedet tillade sig at bringe et barn ind i en verden, der kæmper med krig, klimaforandringer og kapitalistisk skævvridning?   

Spædgry har flere direkte litterære referencer, men sender en indirekte hilsen til Maj My Humaidans Ærø manifestet. Ligesom Humaidan er Reppel drevet af en samfundskritisk motor, der brummer arrigt over den hverdag, vi har skruet sammen; en vanvittig hverdag, hvor vi parkerer børn, gamle og andre sårbare eksistenser på underbemandede institutioner for at få tid til at holde samfundshjulene i gang. Eller samfundsrotoren. Som Reppel skriver: ”Samfundet er en/ helikopter/ jeg galoperer/ på propellerne”. 

Der er en politisk tråd igennem hele digtsamlingen. Og tråden er umiskendeligt rød.  Reppel galper af social indignation og gylper af ministerlede. Til tider ligefrem rabler han af raseri – over alle de talende jakkesæt, over denne og hin ”ministerpølse”, der magtliderligt og pengebegærligt profiterer på de svage. 

Midt i digterjegets harme kommer et barn til verden. Datteren Isolde, som digtsamlingen er dedikeret til. Et værgeløst og sprogløst væsen lander i hans liv, i hans hænder og sender bølger af beskyttertrang igennem ham. Hendes fødsel bliver en kile af håb ind i det, der kan føles så massivt håbløst. 

Nogenlunde samtidigt mister den nybagte far sin mormor – det menneske, som har givet ham støtte og stabilitet, når alt andet vaklede. Med ét segner ”de hænder/ som engang/ løftede min krop”.  Og han spørger tankefuldt: ”Jeg går til begravelse/jeg løfter et barn/ en kiste af træ…./hvem løfter mig nu”? 

I det hele taget er dette at blive løftet og båret – og spørgsmålet om, hvem der egentlig bærer hvem – et gennemgående tema i digtsamlingen. Reppel skriver hudløst om dem, der falder, dem, systemet spænder ben for – og dem, der aldrig bliver hevet op fra samfundets bund. Han synes at drømme om en verden, hvor det skrøbelige får lov til at holde livet oppe. Som han rørende formulerer det: ”jeg går med dig/ i en slynge/ ingen kan se/ du bærer/ det hvide jordbær”.    

Og det lillebitte barn bærer ikke bare sin umodne far. Det er også hende, der ”holder spædgryet oppe”, som det hedder i titeldigtet. Ja, i et glimt er det, som om rollingen ”holder solen oppe/ med armene”.  Reppel sætter ord på en trosbekendelse, som i al sin renfærdighed lyser ind i læserens eget mørke: ”når du kommer/ bliver alt anderledes/ det tror jeg”.    

Spædgry er en digtsamling med meget på hjerte. Den forholder sig til en verden i brand, men er stærkest i det bløde lys, der opstår i mødet med et nyt liv.  

.     

Heraklits fragmenter på dansk

Samlingen & Værens veje
Forlaget Valville (36 sider)

Af Jakob Kvist

Kasper Nefer Olsen har foretaget et stort oversætningsarbejde og forsynet os med tekststykker fra to store tænkere i form af Heraklit og Parmenides. Desværre er det kun brudstykker, de berømte fragmenter, som har overlevet til vores tid. Men alligevel er det en utrolig tankemæssig rigdom, som vi her får adgang til. Samlingen & Værens veje er udgivet på Forlaget Valville.

Parmenides

Inden vi dykker ned i tekststykkerne, er det på sin plads at sige noget om den tid, de er skrevet i. Begge tekster er blevet til ca. 500 år f.v.t. Teksterne kan derfor forekomme fremmede for os, fordi de er skrevet uden kristendommens indflydelse. Begge tænkere levede på en tid, hvor religionen spillede en helt anden rolle end den gør i dag. I dag forbinder vi religion med monoteisme og som antitesen til videnskab. På Heraklits og Parmenides’ tid var religion et mere levende fænomen. Religion var en verdens- og virkelighedsskabende praksis. Religion var bindeleddet mellem mennesket og naturen. Et moderne menneske vil sikkert finde disse tanker primitive, hvilket er ærgerligt. I virkeligheden er det os moderne mennesker med vores arrogante og fordomsfulde livsførelse, der er de primitive og infantile. Vi griner ad alle andre, som levede før os mens vi synker længere ned i uvidenhedens sjap. For os handler livet om at gemme sig bag andres forestillinger, for Heraklit og Parmenides er livet derimod uhyre konkret. At virkeligheden viser sig at være levende, vil nok skræmme livet af de fleste pæne mennesker. Lad os dog alligevel se, hvad vi kan få ud af deres tanker.

Heraklit

Heraklit er kendt for, at man ikke kan træde ned i den samme flod to gange og har haft stor indflydelse på tænkere som Nietzsche og Gilles Deleuze. Virkeligheden opfattes som værende dynamisk og Heraklit var kritisk overfor gruppeadfærd.

Som titlen antyder, står Samlingen centralt i Heraklits tankelandskab. For ikke at skride for hurtigt frem, så lad os dvæle ved ordet ’samlingen’. Vi skal forstå det som en aktiv proces og ikke som et resultat, et efterladenskab. Heraklit kritiserer nemlig mennesker for at være optaget af samlinger som noget statisk.

Vi har en tendens til at fokusere på samlingen efter, at den er blevet samlet og glemmer, hvad der ledte op til. Vi stirrer os blinde på slutproduktet i stedet for at se handlingen, som samler og er samlende. Bevidstheden, den frie vilje osv. er kognitive affaldsprodukter, hvis vi skal snakke med moderne tunge. Ser vi kun verden herfra, overser vi, hvordan de er blevet til og så er vi styrede af fordomme.

Mellem virkelighed og uvirkelighed

For Heraklit er det menneskets højeste dyd at opnå forstandighed ved at lære sig selv at kende. Visdom handler om at digte videre på verdens skabende dynamik. Derfor ytrer Heraklit, at: ”Sjælens samling er én som øger sig selv.”. Mennesket vokser åndeligt, når det tør beskæftige sig med, hvad der er bagved den fælles virkelighed.

For Heraklit er verdens grund en livlig instans, som handler om en glidning mellem at være til og ikke at være til, mellem virkelighed og uvirkelighed. Om den berømte flod siger Heraklit: ”I disse floder stiger vi ned og stiger vi ikke ned, er vi og er vi ikke.”. Det er et spil mellem muligheder og virkelighed. Den eksisterende virkelighed er udgjort af virkeliggjorte muligheder. Ikke-eksistens eller uvirkelighed er ikke virkeliggjorte muligheder. Muligheder findes, men de findes i andre dimensioner og derfor har vi svært ved at fatte dem. Det gør ikke sagen nemmere, at de fleste mennesker: ”lærer uden at tænke…” hvilket skabet et: ”fordrejet syn.”.

”Det er hårdt at strides med begæret – for det vil betales med sjæl…” hedder det andetsteds. Giver man efter for det kortsigtede begær, afskærer man sig fra at gøre de grundlæggende erfaringer i livet. Det er nemt at bestille junkfood, at se dårligt producerede tv-serier, at forbruge og synke ned i arbejdets gentagelser men prisen er høj, for vi betaler med vores sjæl. Her skal sjæl ikke forstås som noget indre. Det er hverken kristendommens indespærrede sjæl eller vort tids egoistiske bevidsthed. Sjælen på Heraklits tid var noget, som bevægede sig mellem den indre og ydre verden. Det var både den enkeltes indre liv men også en beskyttende skygge, som vogtede over ens eksistens. Sjælen var bindeleddet og grænseerfaringen mellem det enkelte menneske, verden og naturen.

Krigen er alle tings fader

Heraklit siger, ligeledes berømt, at: ”Krigen er alle tings fader…”. Som Nefer Olsen gør opmærksom på, så siger det noget om ens frihedsstatus på Heraklits tid. Men jeg vil også mene, at der en ontologisk pointe at spore. Det betyder ikke, at krig og vold mellem mennesker er verdens grund. Det betyder, at virkeligheden er et meningsdrama – en krig, hvor mening kæmper om at blive aktualiseret i virkeligheden. Virkelighedens skabende kræfter er mulighedernes kamp for at blive virkelige.

Verden bliver ikke skabt af guder eller mennesker, ifølge Heraklit, men verden vil altid være: ”…en evigt levende ild…” og: ”Alle ting skal skelnes og gribes af den frembrydende ild: alle ting i bytte for ild og ild i bytte for alle ting…”. Ilden udtrykker også tiden, fordi det er tiden, som gør ting virkelige. Ilden er det mest universelle livsprincip, fordi: ”…den hviler i forvandling.”.

Lad os prøve at se nærmere på, hvordan Parmenides forholder sig til virkeligheden.

Værens veje

Parmenides’ tankeverden centrerer sig omkring værensbegrebet og har udøvet stor indflydelse på den tyske filosof Martin Heidegger.

Værens veje er skrevet som et digt i det antikke versemål hexameter. Det gør, at teksten har en anden rytme og dermed bevægelse end hvad det fx er tilfældet i Heraklits fragment.

Værens veje minder om en beskrivelse til en mysterieindvielse. Det er, som om ens bevidsthed snurrer rundt og man lander et helt andet sted. Her tales om: ”portene for Nattens og Dagens veje…” og porte, som åbner sig som et gabende rum, hvor vi møder retfærdighedsgudinden Dike.

To veje

Hun vil lade os erfare: ”den velrunded’ Sandheds urystede hjerte…”. På disse breddegrader fortælles vi, at der kun findes to veje. En vej for væren og en vej for ikke-væren. For det, som er og for det som ikke er. I digtet giver Parmenides forrang til det, som er: væren. Parmenides opfordrer til, at man holder sig fra det ikke-værendes vej, da det vil lede én på vildspor. Logikken er simpel: noget, der ikke eksisterer, kan ikke være til.

Det, som er(væren), har en særlig ophøjet status, fordi væren er uskabt og ikke går til grunde. Parmenides tager afstand fra den tanke, at det værende skulle være opstået ud af intet. Virkelighedens allermest grundlæggende atom kan for Parmenides kun have væren, have eksistens. Hvis det ikke havde væren, ville det være meningsløst at tale om. Derfor afviser Parmenides, at tilblivelse kan være verdens grund. Noget, der bliver til, er i gang med at forvandle sig fra en ting til noget andet, og derfor er det ikke, ifølge Parmenides.

Det ubevægelige

Parmenides mener, at der er noget ubevægeligt ved virkeligheden, som er: ”bundet af mægtige grænser.”. Væren er aldrig begyndt, fordi det altid har været her, fordi det er og kun kan være. Væren hviler i sig selv, er altid det samme og omsluttes på alle sider af den stærke nødvendighed.

Men inden vi dømmer Parmenides til at være fortaler for en statisk virkelighedsopfattelse, så tror jeg, at vi gør klogt i at se på, hvad det er, Parmenides egentligt sigter efter. Parmenides er på udkig efter noget, som altid vil være det samme. Her er ikke tale om en fast ydre virkelighed men om et universelt princip.

Evigheden

Når jeg læser Værens veje, kan jeg ikke lade være med at tænke på evigheden. Evigheden er netop ikke en uendelig lang række af tidspunkter. Evigheden repræsenterer fraværet af tid, det tidløse. Det harmonerer med Parmenides beskrivelse af, at væren er konstant: ”For der kan ikke være mer’ eller mindre af værende…” Der findes ikke grader af væren, fordi væren er ens overalt – ligesom evigheden. Evigheden er ikke at stræbe efter et uendeligt langt liv men kunsten at stoppe tiden midt i øjeblikket. Evigheden er erfaringen at være i verden og erfaringen af det, som altid vil være i verden: væren.

Således kom vi igennem nogle af Heraklits og Parmenides’ tanker. Jeg skal gøre opmærksom på, at der selvfølgeligt er tale om min egen udlægning af sagerne.

Der er virkeligt gjort et stykke stort og flot arbejde med at oversætte disse før-sokratiske tekster. Det er imponerende, hvor meget mening både Heraklit og Parmenides formår at give anledning til på så beskeden en plads. Deres tanker slår knuder på vores hjerner, fordi deres indhold overskrider vores forventninger.

Det er eksistensbefordrende at læse noget, som afviser middelmådighed ved at tænke tingene igennem.

Om man er enig eller uenig er sagen uvedkommende. Teksternes potentiale består i, at de kan udfordre vores fordomme og udvide vores blik på verden.

Varm anbefaling og god læselyst skal lyde herfra.