Kørsel i kvindelig tilstand

"Jeg vil ikke plædere for, at forældre, der slår deres børn, og mænd, der slår deres koner, er uden skyld, fordi de ligger under for et kulturelt baseret forventningspres, men i sin bog peger Al-Sharif på, at de ikke gør det uden grund. De er ikke afsporede voldspsykopater, men ofre for en fastlåst sædvane og tankegang."

Manal Al-Sharif: ”Med hånden på rattet”

oversat af Maya Salonin

Forlaget Indblik 2018, 340 sider, 249,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

”Jeg husker stadig den sidste omgang tæsk, min far gav mig. Jeg gik på tredje år i mellemskolen, og han slog mig så hårdt på siden af hovedet, at jeg næsten mistede hørelsen på det ene øre. I Flere timer kunne det øre ikke opfange nogen lyd. Jeg ved ikke, hvorfor han slog mig.

Den ulogiske voldscyklus derhjemme og i skolen påvirkede i høj grad mine interaktioner med mine søskende. Vi kommunikerede med vores knytnæver, og den stærke dominerede den svage. Jeg modtog min del af slagene, biddene og de udrevne hår af min søster, og til gengæld modtog min bror sin andel tæsk fra mig. Da han blev ældre og stærkere, gav han mig den samme behandling. Men vi opførte os bare, som vi havde lært. Vores forhold til vores forældre var domineret af frygt.” (s. 95).

Et citat som dette bringer minder fra Yahya Hassans digte (2013) og Ahmad Mahmouds ”Sort land” (2015), men mens de to mænd beskriver deres barndom i Danmark, er ovenstående erindringer fra Saudi-Arabien. Mens Hassan og Mahmoud med god grund lægger afstand til deres forældre, lægger saudiarabiske Manal Al-Sharif afstand til forældrenes handlemåde. Som voksen konfronterer hun dem oven i købet med de værste overgreb, som dengang de lod hende omskære med en sløv saks. Alligevel slår hun ikke hånden af sine forældre – af den simple grund, at det ikke kan lade sig gøre i Saudi-Arabien. Siden forsoner hun sig da også med både sin mor og sin far, der lige så stille får større forståelse for deres børn og de valg, de træffer.

Med baggrund i sin opvækst gennemgår Al-Sharif det statsligt sanktionerede kvindesyn i sit hjemland. Undervejs kommer hun rundt om landets historie, den religiøse tradition og ikke mindst den tradition, der uberettiget påberåber sig at bygge på Koranen og Hadith.

Overholdelse af regler er vigtigere end menneskeliv

Saudiarabiske kvinder har ikke lov til at kontakte det offentlige system, hvis de ikke har en mandlig værge med, der kan tale for dem. Det er tænkt som en beskyttelse af kvinderne, men i praksis er det en frihedsberøvelse, der tvinger dem til at leve størstedelen af tiden derhjemme, og holde lav profil, når de er ude. Den såkaldte beskyttelse af kvinderne har antaget groteske former, som da brandfolk undlod at gå ind på en brændende pigeskole og slukke ilden, fordi man ikke kunne vide, om elever og lærere var klædt sådan på, som de skulle være, når de viste sig offentligt. Resultatet var en række døde skolepiger og kvindelige lærere.

Selvom en kvinde har en værge, der er parat til at tale hendes sag, er der dog én ting, hun ikke kan, nemlig at få et kørekort. Heller ikke selvom hun har taget et i udlandet. Der er ganske vist ikke et forbud i den saudiarabiske færdselslov, der forbyder kvinder at køre bil, men det strider mod den religiøse sædvane, og derfor er det ikke tilladt. Al-Sharif nævner flere eksempler på, i hvor høj grad dette forbud besværliggør dagligdagen – ikke blot for kvinder, men også for mænd. I værste fald får det alvorlige konsekvenser, for en kvinde kan ikke køre sine børn eller sin mand på sygehuset. Men også ud over sådanne kritiske situationer er forbuddet mod at køre bil som kvinde med til at skævvride borgernes frihed. Det er simpelthen et anslag mod den ene halvdel af den voksne befolknings frihed.

En kvinde, der bruger parfume, er en troløs hore

I sine teenageår bakkede Manal Al-Sharif op om tingenes tilstand, fordi hun alle andre steder end hjemme fik at vide, at den, der ikke levede efter de salafistiske regler, ville gå fortabt i helvede. Al-Sharif var så opsat på at behage Allah, at hun brændte sin brors kassettebånd, fordi musik var forbudt. Ligeledes iklædte hun sig niqab, når hun gik udenfor hjemmet, så hun ikke kom til at vække forbipasserende mænds seksuelle lyster. Skete det, var det hendes, ikke mændenes, skyld. Al-Sharif citerer en tryksag med titlen ”En gave til den muslimske kvinde”: ”En af tilsløringens funktioner er at være en beholder for hele kroppen, uden undtagelse, og en kvindes krop bør ikke majes ud med røgelse eller parfume. Det beviser den hadith, som fortæller os, at enhver kvinde, der tager parfume på og går forbi andre, så de kan dufte hendes fært, er en troløs hore. Tilsløringen er ikke noget, I påtvinges for at begrænse jer, men for at ære jer og give jer værdighed.” (s. 120f.).

Al-Sharif beskriver, hvordan de begrænsninger, der pålægges kvinderne, skaber et samfund, der ville køre sig selv i sænk, hvis Saudi-Arabien ikke havde været en stenrig oliestat. Begrænsningerne medfører skæbner som denne: ”Hana var 26 år gammel, og hun var blevet fængslet, fordi hun blev fanget sammen med en mand, der ikke var hendes ægtemand. Hun havde udtjent sin straf et år tidligere men var stadig fængslet; hendes far nægtede at modtage hende, og som saudisk kvinde uden en værge kunne hun ikke løslades. Fængselsvagterne forsøgte at få hende giftet væk til en af fangerne i mændenes fængsel, så hun kunne få en værge og blive løsladt.” (s. 291).

Kørsel i kvindelig tilstand

Alle disse forbud blev for meget for Al-Sharif, som besluttede sig for at udføre en demonstrativ happening. Hun havde taget kørekort under et ophold i USA og lod sig filme, mens hun kørte i bil nær sit hjem i Saudi-Arabien. Videoen blev lagt ud på YouTube, hvorefter Al-Sharif blev anholdt for ”kørsel i kvindelig tilstand” og mistede kontrol over det videre forløb. Blandt de positive følger var, at hun i 2012 kom på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Hendes protest ved at sætte sig bag rattet havde vækket en underskov at utilfredshed blandt hendes landsmænd – både mænd og kvinder. Således udgjorde hendes kørsel en lille brik i det arabiske forår.

”Med hånden på rattet” er en selvbiografi af et af de mennesker, der mere eller mindre bevidst satser alt på at ændre et system, der har ledt sig selv på vildspor; et af de mennesker, der vel at mærke når gennem nåleøjet og ikke bukker under for systemet. Der er en risiko for, at den slags personer skildres lidt for rosenrødt, men selvom Al-Sharif ofte understreger, at hun var den dygtigste i skolen, er det ikke en selvros, der vækker kvalme. Tværtimod tydeliggør hendes talent det groteske ved et system, der lægger hindringer i vejen for, at evner som hendes udnyttes bedst muligt til fælles bedste.

Manal Al-Sharif og den danske integration

Manal Al-Sharif har med hjælp fra en medforfatter skrevet bogen på engelsk. Den udkom på engelsk i 2017 under titlen ”Daring to Drive: a Saudi woman’s awakening”. Man kan undre sig over, at det er det lille, danske forlag ”Indblik”, der har sikret sig rettighederne til den danske udgave, men forlaget har levet op til de forpligtelser, der følger af at udgive en vigtig bog som denne. Selvom den kritiske læser naturligvis kan finde nogle enkelte slåfejl, glider sproget let, hvilket er en fordel, når man tager dens barske indhold i betragtning.

I en dansk kontekst er bogen givende, fordi Al-Sharif fører læseren med ind bag mure og gardiner og afslører den tradition for vold, der findes i nogle arabiske kredse. Her kan der igen tænkes på Mahmouds ”Sort jord” og Yahya Hassans digte.

Jeg vil ikke plædere for, at forældre, der slår deres børn, og mænd, der slår deres koner, er uden skyld, fordi de ligger under for et kulturelt baseret forventningspres, men i sin bog peger Al-Sharif på, at de ikke gør det uden grund. De er ikke afsporede voldspsykopater, men ofre for en fastlåst sædvane og tankegang. Manal Al-Sharif undskylder ikke sine forældre, men hun har fået indblik i, hvorfor de gør, som de gør. Idet hun forstår deres bevæggrunde, gør læseren det også (i hvert fald delvist). Forældrene er simpelt hen børn af et samfund, hvor social kontrol er udbredt, og en etik, der ligger meget langt fra den vestlige verdens, hersker. Det er ikke en praksis, de nødvendigvis reflekterer særlig meget over, for i kraft af at de selv er blevet slået under deres opvækst, gør de næsten per automatik det samme mod deres egne børn. Sådan gjorde man jo også tidligere i Europa.

Det er ikke rosværdigt, at den saudiske stat gør det umuligt for en kvinde at forlade sine voldelige forældre, men i Al-Sharifs tilfælde har det dels medført, at hun har fundet ud af, hvorfor forældrene gjorde, som de gjorde, og at det ikke var udtryk for manglende kærlighed, dels har det medført, at hun med tiden har kunnet rykke sine forældres syn på mangt og meget. Det er en sådan ændring af en fastlåst tankegang, der skaber håb. Dette håb kan vækkes i både Saudi-Arabien og Danmark, for jo bedre man forstår hvilke tankegange og hvilket pres, der præger dele af de nydanske familier, får man bedre mulighed for at reagere konstruktivt på det.

Et lille skridt på en lang vej

I slutningen af juni 2018, syv år efter at Al-Sharifs video blev verdenskendt, blev forbuddet mod, at kvinder kører bil ophævet i Saudi-Arabien. Men i dagene op til blev en række aktivister, der havde talt for ophævelsen, arresteret. Så selvom det er et skridt på vejen, er der nok stadig lang vej igen til et samfund, hvor kvinder ikke behandles som andenrangsborgere. Denne pessimistiske vurdering synes ”Med hånden på rattet” også at efterlade. Men Al-Sharif har gjort sit for at skabe forandring, dels ved at køre ”i kvindelig tilstand”, dels ved at udgive sin absolut anbefalelsesværdige og særdeles velskrevne selvbiografi.